
TEATER // ANMELDELSE – Det er ikke de store forventninger, der præger figurerne i Nørrebro Teaters Kunsten at være okay. Faktisk kan bare det at trække vejret være en udfordring. Alt i alt er de én stor undskyldning for deres egen tilstedeværelse. Og overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.
De fem kvinder og tre mænd er ensomme, introverte og ængstelige, nærmest ikke funktionsdygtige i vores samfund – og især ikke gode i sociale sammenhænge. Da en af dem deler en romantisk drøm om mødet med en mand … bliver hun afvist i sin egen drøm.
Selvværdet er nærmest ikkeeksisterende.

Netop her bliver figurerne i den abstrakte skov, der udgør scenografien, på en eller anden måde genkendelige. Som den stille nabo, men også som os selv. I alle de akavede situationer og beretninger er det blot en gradsforskel i selvværd, der skiller dem fra os.
Kunsten at være okay med sange af Thomas Buttenschøn
En monolog løber over i en standup-rutine efter opskriften ”kender I det, når” og ”hader I ikke også, når”. Formlen gør de små hverdagsproblemer relaterbare. Uden diagnose. Og så leveres det hele i Kunsten at være okay med skønne sange komponeret af Thomas Buttenschøn.
Det er sårbart, morsomt og en hyldest til alle, for hvem lykken er at være okay.
Titlen er i øvrigt et ordspil på forestillingen Kunsten at være lykkelig, hvor lykkebegrebet i filosoffen Arthur Schopenhauers version handler om, at det kunne være værre. I øvrigt også med Ena Spottag på rollelisten.
Anmeldelsen er en del af Kulturlisten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her