MUSIK // JUBILÆUM – Endnu et jubilæum i 2020, denne gang for The Kinks’ Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One, der udkom 27. november 1970. Forfatter og musiker Thomas Vilhelm kigger i bakspejlet og sætter albummet i perspektiv i rockhistorien.
Den 27. november 1970 udkom The Kinks’ ottende studiealbum Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One, der for nemheds skyld blev forkortet til Lola Versus Powerman. Fem en halv måned før lp’en røg i handlen, blev singlen Lola et internationalt kæmpehit, og ugen inden gjorde Apeman næsten Lola kunststykket efter på 45 omdrejninger, dog ikke i USA.
Gik som en kvinde, talte som en mand
Lola katapulterede Kinks’ karriere mod nye højder, boostede interessen for det efterfølgende album og endte som en veritabel sing-a-long signatursang på repertoiret, der tog kegler nat efter nat, turné efter turné. Rent lyrisk handler det om en transvestit, der ”gik som en kvinde, og talte som en mand” under et møde i en klub i Soho.
Det er især musikindustrien, dens grådige og kyniske lakajer, pressens jagt efter popsensationer og det ensformigt udmarvende liv på landevejen, der udsættes for verbalt krasse kæberaslere og analytiske dissekeringer
Mildest talt utraditionelt for en chartbuster af den kaliber med populær holdbarhed var der balance mellem iørefaldende klimpreri og håndfasthed på albummet.
Men The Kinks med Ray Davies i front er nu som oftest gået egne veje og gør det ligeledes på Lola Versus Powerman. Alt i alt et album i den absolutte mesterklasse, der kæmpede om pladekøbernes gunst fra samme dato som George Harrisons tredobbelte satsning All Things Must Pass. Det var en fight i britisk rocks sværvægterklasse, der samlet set klart blev vundet på kommerciel knockout af ex-Beatlen.
Kritik af musikindustrien og pressen
Dette faktum forklejner dog på ingen måde Kinks longplayens kunstneriske kvaliteter, tværtom. Lola Versus Powerman er Sir Raymond (Douglas Davies) i sit mest klartskuende, satiriske og poetiske es, sjældent overgået før eller siden.
Det er især musikindustrien, dens grådige og kyniske lakajer, pressens jagt efter popsensationer og det ensformigt udmarvende liv på landevejen, der udsættes for verbalt krasse kæberaslere og analytiske dissekeringer i suveræne skud som Denmark Street, Get Back in Line, Top of The Pops, The Moneygoround og This Time Tomorrow.
Apeman og Powerman tackler i rappe rim og remser emner som civilisationsudfordringer og magtspillets ødelæggende kraft i almindelighed. Den rent musikalske farvepalet byder på flot svungne ballader, melodiøst veludførte penselstrøg, kontant hardrock og hyldester til typisk britisk Music Hall-tradition med et glimt i øjet. Ray Davies er en genuin guldgrube af gnistrende sprogligt overskud. Ikke mange overgår ham her.
The Kinks spiller op med de bedste
Lillebror Dave bidrog desuden med to glimrende numre, Strangers samt det hårdtpumpede Rats, der samtidig sætter bastante blækstreger under, i hvor velsmurt en formation bandet vitterligt var, når der blev rocket igennem i højeste gear. Trommeslageren Mick Avory og bassisten John Dalton leverer det skridsikre fundament på Lola Versus Powerman, mens tangentmanden John Gosling klarer resten. Sikke et hold, der snildt kunne måle sig med Beatles, Stones, The Who and all the rest.
Det hele sat i gang af nogle guitarakkorder samt vers om en såkaldt ”cross-dresser” ved navn Lola med hang til cola
Den planlagte part two, som fremgår af titlen Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One-sangcyklussen, har vi endnu til gode.
Efter planen skulle en tematisk tilknyttet to’er være udsendt som 2LP i løbet af 1971, men alle løse ender og halvfærdige sange påtænkt projektet blev vraget til fordel for Mushwell Hillbillies, det niende studiealbum i rækken fra november 1971. Det kan passende hives frem igen anno 2021 til et 50 års jubilæums eftertjek.
Lola gav kreativ frihed
Slutteligt er der blot tilbage at ønske Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One i fuldt titular tillykke med de 50. En fuldtræffer over hele spektret, der gav The Kinks fornyet medvind på cykelstien i form af midler til deres eget studie, bedre pladekontrakt og mere styr på såvel den kreative som forretningsmæssige del af karrieren.
Og det hele sat i gang af nogle guitarakkorder samt vers om en såkaldt ”cross-dresser” ved navn Lola med hang til cola.
LÆS FLERE MUSIKARTIKLER AF THOMAS VILHELM HER
Topfoto: Drümmkopf, Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
