Asger Røjle Christensen: Kamikazepiloterne fløj i døden for hinanden

i Historie/Asien af
KAMIKAZE – I disse dage er det 75 år siden, at slaget om Okinawa sluttede, et af de blodigste og mest afgørende slag under Stillehavskrigen. De fleste af de frygtede og berygtede selvmordspiloter fra det kejserlige militær blev sendt afsted fra baser i det sydlige Japan mod Okinawa under det tre måneder lange slag. De såkaldte kamikaze-piloter fremstilles oftest som hjernevaskede zombier. Men forskning har vist, at mange var tænksomme unge mænd, der blot var født og opvokset i et land i krig og ikke kunne drømme om at svigte deres kammerater.

Kagoshima – Yasuo Tanaka var kun 16 år, da han 11. maj 1945 sammen med sine våbenfæller lettede i et bombefly fra Kanoya-basen i det sydlige Japan på en mission ude over Stillehavet, mens udkommanderede gymnasiepiger vinkede farvel. Den håbløse mission kostede ham livet.

Selv var han ikke engang pilot, men blot radiooperatør på et stort bombefly, der bar et spinkelt selvmordsfly, et såkaldt Ohka-fly, som skulle sendes afsted mod et fjendtligt skib. Alligevel hænger hans billede på væggen på det museum ved Kanoya-basen i det sydlige Japan, hvorfra hans fly havde lettet, og hvor man den dag i dag ærer mindet om den kejserlige flådes kamikaze-piloter.

Hele strategien med at sende unge piloter fra flåde og hær afsted med ordre om at flyve direkte ind i et fjendtligt mål, oftest et allieret krigsskib, var et desperat træk fra det kejserlige japanske militærs side i krigens sidste måneder i foråret og sommeren 1945. De blev i Japan kaldt ”Tokko”, den særlige angrebsstyrke, men er i eftertiden i omverdenen mest kendt som ”kamikaze”.

Tordenguderne var purunge

Yasuo Tanaka var det alleryngste offer for denne kyniske form for krigsførelse, men ansigterne på Kanoya-museets vægge viser, hvor unge de fleste af hans kammerater også var. I gennemsnit var de 908 Tokko-piloter, de såkaldte tordenguder, som ifølge basens optegnelser blev afsendt fra Kanoya-basen, 21 år gamle.

I gennemsnit var de 908 Tokko-piloter, de såkaldte tordenguder, som ifølge basens optegnelser blev afsendt fra Kanoya-basen, 21 år gamle

Mellem april og juni 1945 afgik 55 Ohka-missioner fra Kanoya-basen. En Ohka er et lille, hurtigt fly af træ og metal, særligt designet for kamikaze-missioner. En bombe på et ton var placeret under flyets næse, og det blev båret til angrebsstedet på undersiden af en tomotors-bombemaskine. Først 40 kilometer før målet blev den lille maskine frigivet, og det var så pilotens opgave at styre sig selv og sit brandfarlige fartøj ind i det fjendtlige mål.

Kun et eneste af 55 Ohka-fly ramte imidlertid sit mål og forvoldte skade for alvor, fortæller den pensionerede japanske flådeofficer Masanobu Yamamori, der viser rundt på museet ved Kanoya-basen. Ikke en eneste kom hjem igen, oftest heller ikke bombeflyet, der bar Ohka-flyet, og ej heller de jagerfly, der skulle beskytte det.

Allerede ved den første Ohka-mission, hvor 18 bombefly bar 15 Ohka’er, beskyttet af 30 jagerfly, gik det helt galt. Hele eskadrillen blev angrebet af amerikanske jagerfly, og ingen kom hjem. I alt kostede de 55 Ohka-angreb mindst 160 dødsfald. Unge Tanaka var en af dem. På det tidspunkt i slutningen af krigen var man holdt op med at tælle døde unge mænd.

”Mit eneste håb”, skrev han i sit afskedsbrev til sin far og mor, ”er, at ødelæggelsen af amerikanerne og briterne efter min død vil fortsætte, til den er afsluttet. Ud over at vise denne loyalitet er der intet, vi kan gøre”.

Chiran-museet med de mange udstillede unge ansigter. Foto: Chiran Peace Museum.

En desperat taktik

Ideen om Tokko, kamikaze-angreb, blev efter sigende født ved en konference, der fandt sted på Kanoya-basen i efteråret 1944, ledet af flådeadmiral Takajiro Onishi, der i eftertiden er blevet kendt som den hjerteløse taktiks fader. Da han senere på efteråret stod i spidsen for de japanske styrker ved slaget i oktober om den filippinske ø Luzon, gav han som den første ordre om at flyve zero-jagere med 250 kilo bomber direkte ind i fjendens hangarskibe.

Ved Kanoya-museets udstilling er han præsenteret som Tokko-angrebenes opfinder. Men senere offentliggjorte papirer antyder, at han blot udførte ordrer fra generalstaben i Tokyo, som havde formuleret taktikken en måned tidligere, og at han personligt opfattede taktikken som desperat og ”kættersk” for en militær befalingsmand, hvis opgave burde være at holde så mange som muligt af sine mænd i live. Takajiro Onishi begik 54 år gammel rituelt selvmord, seppuku, dagen efter Japans overgivelse i august 1945 med en undskyldning for ikke at have kunnet bidrage til, at Japan havde vundet krigen, og at den død, han havde sendt mange unge mænd afsted til, havde vist sig at være nytteløs.

De unge soldater var præget af, hvad Takeshi Kawatoko kalder ”den landsdækkende atmosfære på det tidspunkt”, parret med ”japansk mytologi med rødder i samurai-fortællinger og børneeventyr, som alle kendte”

Det er svært at opgøre, men man regner med, at Tokko-taktikken kostede 3860 unge mænd livet i krigens sidste ni måneder, heraf 1036 fra hæren og resten fra flåden. Kun 14 procent ramte deres mål, 34 skibe blev sænket og 368 skibe beskadiget.

Når operationerne lykkedes, var skaden enorm, hundreder af amerikanske marinesoldater blev dræbt og endnu flere såret. Men da de først kendte faren, blev de i stand til at skyde de fleste af de angribende fly ned, før de nåede deres mål.

”I begyndelsen var det vel 50 procent, som ramte deres mål”, fortæller Masanobu Yamamori, mens vi går rundt på Kanoya-basen, som stadig er luftvåbenbase for de japanske selvforsvarsstyrker.

”Men senere var det færre og færre, der lykkedes. Efterhånden kun tyve procent – og senere ti procent. Amerikanerne blev bedre forberedt, og det japanske udstyr blev dårligere”, forklarer han.

Kirsebærblomsterne falder

Ofte er Tokko-piloterne i efterkrigstidens historieskrivning blevet fremstillet som hjernevaskede zombier uden selvstændig vilje. Men i realiteten var mange af dem unge mænd med meninger og forstand, som skrev reflekterede dagbøger og breve, hvor de i ugerne og månederne op til den skæbnesvangre afgang kæmpede med at skabe en mening med det, der skete med dem.

De fleste Tokko-piloter var purunge drengesoldater, som aldrig havde oplevet et Japan, som ikke var i krig. Alle deres lege som børn havde været krigslege og romantiske samurai-lege. De havde som Yasuo Tanaka fået ordre om at forlade skolen som 14-årige for at gå direkte på militærakademi. Her var de blevet forberedt på at skulle i krig få år senere. Atmosfæren var farvet af, at de lige havde været børn, at de ikke kendte andet end krig, og at de opfattede som en givet ting, at de ville blive slået ihjel og leve et kort liv. Så måtte deres død gerne komme på en måde, som bragte ære og værdighed for dem selv, deres kampfæller og familier.

De unge soldater var præget af, hvad Takeshi Kawatoko kalder ”den landsdækkende atmosfære på det tidspunkt”, parret med ”japansk mytologi med rødder i samurai-fortællinger og børneeventyr, som alle kendte”.

Takeshi Kawatoki, en pensioneret officer fra selvforsvarsstyrkerne, er kurator ved det mere kendte og besøgte ”fredsmuseum”, som er etableret ved Chiran-basen i højlandet på den anden side af Kagoshima-bugten, hvorfra mange af hærens Tokko-piloter afgik. Chiran-museet er viet til de 1036 piloter fra hæren, som ofrede deres liv. Langs landevejen op til museet står lige præcis 1036 stenlamper som minde om hver eneste af dem.

En udstillet Zero-jager på Kanoya-museet. Foto: Asger Røjle Christensen.

Det er markant, at flådens Tokko-ofre er næsten usynlige i Chiran-museet, ligesom hærens Tokko-ofre fylder meget lidt i museet ved Kanoya-basen. Hvilket mange årtier efter vidner om den dybe splittelse, som gennem hele krigen eksisterede mellem hær og flåde, og som svækkede det krigsførende Japan markant.

Beretningen om de mange unge soldaters tragiske og urimelige død i en håbløs krig, som for længst var tabt, er en gribende lektie om krigens meningsløshed. Men samtidig bruger man omhyggeligt ikke ordet ”meningsløs”

Mange af ofrenes sidste breve og adskillige af deres dagbøger er udstillet i både Kanoya og Chiran. Der er en umiskendeligt glorificerende tone i begge museer, og i de fleste af de udstillede breve går de unge mænd døden i møde med ro i sindet, fordi de er overbeviste om, at de forsvarer deres familier derhjemme og tjener kejseren og dermed nationen. I flere breve sammenligner de unge soldater sig selv med kirsebærblomster, som blomstrer kort. De bakkeskråninger, som mange af dem, der afgik i marts og april fløj hen over, var dækket af blomstrende kirsebærblomster:

”Guddommelig torden/ Kirsebærblomsterne falder/ Resten af blomsterne vil også falde”, som 18-årige Tatsuzo Arisue, der afgik 21. marts fra Kanoya-basen, skrev i et digt til sine forældre.

Det var bestemt ikke alle de skrevne og afsendte breve og dagbøger, som var så heroiske, som de fremtræder i museerne, og selv i museernes udstillinger er der faktisk adskillige af de udstillede breve, som rummer en tone af desperation og frygt.

”Ja, nogle skriver i deres breve, at ’jeg bryder mig ikke om dette her’ eller ’jeg hader min mission’”, erkender Takeshi Kawatoko. ”Men der er mindre tvivl og resignation i dagbøgerne og afskedsbrevene, end man skulle tro. De fleste var overbeviste om, at deres død havde et formål”.

Det er det store paradoks ved begge museer, både Chiran, der drives af den lokale kommune, og Kanoya, der drives af selvforsvarsstyrkerne. På den ene side er deres oprigtige fredsbudskab om, at krig er forfærdeligt og for enhver pris skal undgås, ikke til at komme uden om. Beretningen om de mange unge soldaters tragiske og urimelige død i en håbløs krig, som for længst var tabt, er en gribende lektie om krigens meningsløshed.

Men samtidig bruger man omhyggeligt ikke ordet ”meningsløs”. Det kan man ikke være bekendt over for de 1036 skæbner, som mindes i Chiran-museet. Deres død skal have haft en eller anden mening.

Den uundgåelige skæbne

Fem kamikaze-piloter, 17, 18 og 19 år gamle, leger med en hundehvalp dagen inden deres mission. Billedet er taget 26. maj 1945. Public domain.

Den japanske antropolog Emiko Ohnuki-Tierney har i flere år beskæftiget sig med dagbøger og breve fra den gruppe Tokko-piloter, som ikke var drengesoldater, men som var studerende fra Japans elite-universiteter, som havde fået uddannelsen forkortet og var blevet indkaldt til militærtjeneste sent i krigen. Hun har i flere udgivelser, blandt andet ”Kamikaze Diaries”, samlet uddrag af disse tekster. Disse udgivelser har medvirket til at skabe et mere nuanceret billede af kamikaze-piloternes bevæggrunde.

Mange af disse veluddannede unge mænd vidste godt, at Japans krig var håbløs, da de blev indkaldt. Mange af dem var langt fra stoiske krigere, men plagede sjæle, opfattet som forfinede intellektuelle og gennemtævet og misbrugt af deres overordnede på baserne. Desperationen var allerede udbredt, inden de blev udpeget til og tvunget til at flyve ud til deres uundgåelige skæbne.

”Vi prøvede at leve med 120 procents intensitet i stedet for bare at vente på døden. Vi læste og læste i et forsøg på at forstå, hvorfor vi var nødt til at dø allerede i begyndelsen af tyverne. Vi så klokken slå i retning af vores død, ethvert tik fra uret forkortede vores liv”, skrev Daikichi Irokawa, en af disse studenter.

”Min overbevisning om vores nederlag/ Siden 1942 / Bliver nu til virkelighed / Hvem kan forstå denne ensomhed?”, skrev en anden, Tadao Hayashi, som kom fra en liberal familie og havde læst Lenin-tekster i smug sammen med sin bror, inden han blev indkaldt.

”Tusmørke, det mest vidunderlige øjeblik / Uden noget mønster / Dukker op og forsvinder igen / Millioner af billeder / Elskede mennesker / Hvor uudholdeligt at skulle dø under himlen”, skrev han natten før sin afgang 27. juli, to-tre uger før krigens afslutning.

Livet i de jordslåede barakker ved Chiran-basen og den forladte skole ved Kanoya-basen med hul i taget, hvor Tokko-piloterne tilbragte deres sidste døgn, var hårdt og primitivt. Takeshi Kawatoko benægter ikke, at det militære hierarki udmøntede sig i et hårdt miljø med tæv og chikane, som især gik ud over de sent tilkommende universitetsstuderende. Der var et hierarki, og det var ældre soldaters opgave at banke det ind i nyankomne rekrutter.

Takeshi Kawatoki mener stadig, at Chiran-museets fortælling om Tokko-piloternes villighed til at ofre sig selv har et budskab til vore dages unge japanere, og museet får faktisk besøg af 500 skoleklasser om året fra første klasse til gymnasiet

”Det kan jeg ikke benægte. I et miljø af soldater er det ganske naturligt. Jeg har selv været i selvforsvarsstyrkerne. At gennemføre en mission kommer frem for alt andet. Så sparer vi ikke os selv”, forklarer han. ”I forhold til den slags følelsesladede ting er vi japanere meget lydige. Vi følger bare efter. Vi skifter hurtigt mening, når det kræves af os. Derfor var vi også hurtige til at tilslutte os efterkrigstidens fokus på økonomisk genopbygning”, fortsætter han.

Men han mener stadig, at Chiran-museets fortælling om Tokko-piloternes villighed til at ofre sig selv har et budskab til vore dages unge japanere, og museet får faktisk besøg af 500 skoleklasser om året fra første klasse til gymnasiet. Der kommer 40.000 elever i alt. Ikke kun fra Kagoshima, men også helt fra Tokyo og Osaka.

Hvorfor fløj de i døden?

En myte siger, at de unge Tokko-piloter meldte sig frivilligt. Både Takeshi Kawatoko og Masanobu Yamamori er villige til at erkende, at det var så som så med den frivillighed, når man først var udpeget af sine overordnede.

I begyndelsen holdt man højtidelige fællesmøder, hvor alle, der meldte sig frivilligt, skulle træde et skridt frem – og det gjorde alle, når nu kammeraterne til højre og venstre gjorde det. Til sidst gad man ikke engang gennemføre disse frivillighedsritualer.

”Der var en usynlig atmosfære, der sagde til en, at ’jeg skal kunne klare dette her, jeg bør gøre det’”, forklarer Masanobu Yamamori. ”Og man kunne godt frygte, at ens forældre ville blive fængslet eller udstødt af samfundet derhjemme, hvis man ikke gjorde sin pligt. Måske ville det også gå ud over deres pension”.

En del af forklaringen på, at de fleste trods tvivl i sindet og manglende tro på det militære formål alligevel gjorde deres bedste for at få det til at lykkes, er, at alt andet ville være tarveligt

En anden myte er, at der slet ikke var nogle, der overlevede, fordi man blev sendt afsted med en halv tank brændstof på flyet, så det var umuligt at vende tilbage. Men der var faktisk overlevere, og der var faktisk tilstrækkeligt med brændstof på de fleste afgående fly. Hvis man fløj ind i dårligt vejr, ikke kunne finde målet eller fik tekniske problemer undervejs i de ikke altid helt velfungerende fly, skulle der være mulighed for at vende tilbage og prøve igen en anden dag. Det andet ville – trods alt – have været for vanvittigt et spild af menneskeliv og materiel.

Men vi har næsten aldrig hørt fra dem, der overlevede efter først at være blevet udpeget som Tokko-pilot. Begrundelsen er, at det for den overlevende selv føltes skamfuldt at have overlevet. Alle ens kammerater var døde. Var det retfærdigt over for dem, at man af en eller anden grund havde overlevet? Man var jo taget afsted sammen.

”Det var da nogle, der lod, som om de havde ondt maven, da de skulle afsted, og der var da nogle, som forsøgte at nødlande et sted undervejs. Det var langt fra alle de udvalgte fly, som var i perfekt stand”, erkender Masanobu Yamamori.

”Men en del af forklaringen på, at de fleste trods tvivl i sindet og manglende tro på det militære formål alligevel gjorde deres bedste for at få det til at lykkes, er, at alt andet ville være tarveligt over for de kammerater til højre og venstre for dem, som de var taget afsted sammen med”, fortsætter han.

I den forstand er de tragiske figurer og bestemt ikke helte, selv om det i nogle af museernes udstillinger ser ud, som om de var helte.

”Vi forsøger at fremlægge, hvad der skete dengang. Det må ikke blive glemt. Så må folk selv tage stilling til, hvad de mener”, understreger direktøren for Chiran-museet, Yoshihiro Asakuma.


Foto: En kamikaze-pilots afgang fra Chiran-basen 12. april 1945, mens gymnasiepiger vinker farvel. Public domain.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste artikler om Historie