Camilla Paaske Hjort Kiil: Når mor (ikke) rydder op

Camilla Paaske Hjort Kiil 27.01.2019

HVERDAGSLIV // KAOS & KØN – Den japanske oprydningsguru Marie Kondo har fået millioner af især kvinder verden over til gå ‘folde-amok’. Men hvorfor tror vi, at vores liv bliver bedre af foldede underbukser og sirligt sammenrullede stræklagener?

Den storsmilende, japanske kvinde bevæger sig med målrettede skridt hen mod en amerikansk families hoveddør. Det er Marie Kondo, der er kommet hele vejen fra Japan for at hjælpe familien Friend (ja, det hedder de) med at få orden i deres tøjskabe, køkken og garage og dermed – lyder påstanden – deres sind og liv. Bag hende går hendes assistent og tolk, en anden japansk kvinde, der trofast holder en stor paraply over Kondos hoved, så oprydningsguruen ikke bliver våd.

Østens visdom

Selv om kvinderne har en meget sympatisk udstråling, er komikken til at tage og føle på, og jeg har svært ved ikke at se scener for mit indre blik fra nogle af de gamle Tintin-albums, som utvivlsomt anses for meget politisk ukorrekte i dag. Jeg antager, at den kulturelle stereotypi er bevidst: Her kommer et lille stykke af Japan for at frelse vesterlændinge med Østens visdom.

Velkomsten er hjertelig, og Kondo krammer familiens små børn, mens hun smiler, smiler og smiler. Der klippes til scener, hvor mor og far Friend diskuterer og skændes, angiveligt fordi deres hjem er kaotisk og dette giver anledning til konflikter.

En af de helt store konflikter handler om vasketøjet. Mor Friend har meget svært ved at overskue bunkerne af snavsetøj, der hober sig op, når hun er hjemme med børnene. Derfor betaler familien for at få ordnet vasketøjet ude af huset.

“Smaaaart,” tænker jeg. DET er nemlig præcis sådan noget, der er ægte skilsmisseforebyggende i en småbørnsfamilie, hvis man har råd til det.

Men far Friend er ikke enig med mig eller mor Friend. Han mener, at det burde “familien” (læs: konen) kunne ordne selv – hun er jo hjemme næsten hele tiden.

Ak ja.

Min ærkefjende: Vasketøjet

Selv sidder jeg med to enorme poser fyldt med rent vasketøj, som jeg burde have lagt sammen… i torsdags. So I can relate. Og jeg så bestemt gerne, at en sød japanerinde med en paraplybærende assistent lige kom forbi og rullede og rullede, så alt lå klar og parat på sin rette plads. Lige indtil det hele blev rodet sammen igen, og jeg kunne starte forfra først med bunker af snavset tøj, der burde vaskes, og så med bunker af rent tøj, der burde lægges sammen.

Som vi alle ved, er det er ikke mindst kvinden i huset, der pålægges ansvaret for at arrangere hjemmet på nysselig facon. Det er nok grunden til, at jeg endnu har til gode at høre om en eneste mand, der er gået ‘folde-amok’ i en Kondo-rus

For sådan er jeg. Jeg har ikke levet i et ryddeligt hjem, siden jeg som 18-årig flyttede fra mine forældre, og oprydning er hos mig mest noget, der foregår i hast, fordi der skal komme gæster. For lidt skammer jeg mig da over mit rod. Kulturelt forventer vi, at voksne menneskers hjem ikke ligner et bombet teenageværelse – som mit gør til tider, hvis børnene (for hvis skyld jeg søger at bekæmpe det værste kaos) ikke har været hos mig i nogle dage, og jeg i øvrigt har haft for travlt med andre ting. Det kan være arbejde, men det kan også være at se Netflix-serier, stirre ud i luften eller vaske hår.

Og som vi alle ved, er det er ikke mindst kvinden i huset, der pålægges ansvaret for at arrangere hjemmet på nysselig facon. Det er nok grunden til, at jeg endnu har til gode at høre om en eneste mand, der er gået ‘folde-amok’ i en Kondo-rus. Damen er da ellers yderst charmerende, så man kunne forestille sig, at også mænd var tiltrukket. Men nej. Mænd lader sig ikke forføre af den milde matriarks oprydningsideologi, som har rødder i den japanske shintoisme som blandt andet handler om tings ånd og energi, og om hvordan man lever korrekt.

Ikke at mændene slipper helt for lignende formaninger om betydningen af deres hjems udseende. De har den dystre patriark Jordan B. Peterson til med streng stemmeføring at messe “clean up your room” og “make your bed”! For alle disse håbløse ungersvende, som han mestendels henvender sig til, skal forstå, at de ikke har ret til at beklage sig over verdens gang og mene, at hvis de var ved magten, så var alting bedre – så længe, deres sengetøj roder og deres ‘værelse’ (sic! bor de alle sammen hjemme hos mor, eller hvad?) ikke er bragt i pinlig orden.

Klap en kat

Peterson påstår dog ikke, som Kondo, at det er vigtigt at bruge en masse tid på at sige ‘farvel, og tak fordi, jeg måtte have dig på’ til samtlige undertrøjer og sokker, man smider ud i en oprydningsproces. Til gengæld er det meget vigtigt for ens velbefindende, mentale helbred og mulighed for succes i tilværelsen, at man aer de katte, man møder ude på gader og stræder. Det er jo lidt sur røv for kattehårs-allergikere, må man sige.

Hvorfor man har svært ved at læne sig tilbage i sofaen og slappe af med et glas rødvin og en serie, så længe stuen ikke ligner noget fra Bo Bedre eller en boligreportage fra Berlingske Boligen

For disse to udmærkede mediepersonligheder er det en central pointe, at oprydning i dine fysiske ting hænger meget tæt og uløseligt sammen med, hvordan du har det og hvordan dit liv i øvrigt udfolder sig. Friend-familien skal ikke rydde op bare for at rydde op, men for at skændes og stresse mindre, når først oprydningen er blevet en vane og Kondos filosofi og metoder er internaliseret.

Og vel er det da sandt, at alt for meget kaos omkring os kan påvirke os negativt. Især mange kvinder har svært ved at fokusere på eller lave noget som helst, så længe, der står beskidte tallerkener i vasken og børnenes legetøj ligger spredt ud over hele gulvet.

Men måske er det netop der, man skal starte. Med at spørge os selv, hvorfor det egentlig er så pissevigtigt hele tiden, at huset bringes i orden. Hvorfor man har svært ved at læne sig tilbage i sofaen og slappe af med et glas rødvin og en serie, så længe stuen ikke ligner noget fra Bo Bedre eller en boligreportage fra Berlingske Boligen?

Lær at rode

Tag ikke fejl: Selvfølgelig er det generelt bedre, at man har et nogenlunde overblik over sine ting, så man kan finde det, man skal bruge. Og nej, det er ikke ligeså godt, at køkkenbordet flyder med ting, som at det er nogenlunde ryddet så det kan bruges som arbejdsplads.

Jeg, som er flyttet over 20 gange i mit liv, har efterhånden en ph.d.-grad i at skille mig af med ting. Og det kræver såmænd ikke andet end en sort skraldesæk og lidt grovsortering

Men engang imellem er det måske sundere at give slip. Lukke ørerne og åbne sindet. Lade tankerne flyde ligesom de beskidte tallerkener og børnenes legetøj.

Jeg har i hvert fald ikke hverken tid eller lyst til at lære at folde eller tage stilling til hver enkelt genstand i mit hjem. Til gengæld klapper jeg troligt alle katte, jeg møder. Men det gjorde jeg nu også før Jordan P. fremstillede det som en af de vigtigste ting i livet.

At smide ud behøver jeg ingen storsmilende guru til at lære mig. Jeg, som er flyttet over 20 gange i mit liv, har efterhånden en ph.d.-grad i at skille mig af med ting. Og det kræver såmænd ikke andet end en sort skraldesæk og lidt grovsortering.

Men med alle disse – antageligvis flygtige – oprydningstrends, så MÅ det da, som den altid hurtige og skarpe Rokoko-Posten allerede har lavet en satirisk artikel om, snart blive trendy at være en som mig, der helt naturligt stor-roder og er i stand til ganske længe at ignorere både snavset bestik i vasken og legetøjsbiler og Barbie-dukker, der har fundet deres plads sådan halvvejs inde under sofaen?

Måske jeg skulle slå mig op som rode-guru for ikke mindst mine medsøstre: “Lær at rode med Camilla Kiil”?

Foto: PR.