Dolp

Et åbent brev til død-ved-kølle-bevægelsen

i Liv & Mennesker/LIGESTILLING af
#METOO MODSTAND // DEBAT – “Forbered dig på en puls-stigning. Det handler om #metoo. En debat, som du iltert og hidsigt kaster dig ind i, har jeg opdaget, med konstante varianter af de samme 3-4 spørgsmål. Eftersom de er evigt tilbagevendende og det ser ud til, at du aldrig har fået tilfredsstillende svar på dem, vil jeg forsøge, om jeg kan give dig noget afklaring.” Mette Kopp er træt af de Dolpher’ på internettet, der kører i ring med de samme kommentarer og den samme kritik af #metoo-bevægelsen. Hun har kastet sig ud i et svar.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende POV din mening her.


Kære Internet-Dolph,

Forbered dig på en puls-stigning. Det handler om #metoo. En debat, som du iltert og hidsigt kaster dig ind i, med, har jeg opdaget, konstante varianter af de samme 3-4 spørgsmål.

Det eneste, du behøver at vide, er at hun siger det, så snart hun er i stand til det. Så snart hun tør. Hun siger det, når hun har bearbejdet det og forstået det. Når traumet ikke længere er ved at rive hovedet af hende. Når angsten har lagt sig

Eftersom dine spørgsmål er evigt tilbagevendende og det ser ud til, at du aldrig har fået tilfredsstillende svar på dem, vil jeg forsøge, om jeg kan give dig noget afklaring.

“Hvorfor sagde du ikke bare fra med det samme?”

Dette er med sikkerhed dit første spørgsmål, når en kvinde træder offentligt frem og fortæller om, at hun engang har oplevet krænkelser, magtmisbrug, vold eller manipulation. Jeg forstår, at det er forvirrende, når man kommer fra en position af privilegium, at andre mennesker ikke “bare” gør noget, som man selv finder simpelt, men her er nogle af de årsager, der kan ligge til grund for det:

Enten prøvede hun rent faktisk og blev trynet.

Eller måske blev hun så manipuleret og gaslighted, at hun ikke kunne orientere sig, og først meget senere fik viklet sig ud af løgnene og forvirringen og forstod, hvad der var sket.

Eller også kunne hun ganske enkelt ikke, uanset hvor gerne hun ville, enten fordi hun ikke vidste, hvordan, var lammet af frygt, led af indgroet people-pleaser-socialisering, skam, usikkerhed eller sytten andre personlige ting.

De ting behøver du ikke at grave i.

Du spørger, hvorfor hun ikke sagde fra – og så afstraffer og diskvalificerer du hende, når hun gør. Det burde besvare dit spørgsmål

Det eneste, du behøver at vide, er at hun siger det, så snart hun er i stand til det. Så snart hun tør. Hun siger det, når hun har bearbejdet det og forstået det. Når traumet ikke længere er ved at rive hovedet af hende. Når angsten har lagt sig. Hun siger det, når hun kan bære smerten over, at det skete, eller skammen over, at hun ikke formåede at sige fra, da det stod på.

Og intet af dette vedkommer dig. Det er ikke sagens kerne.

Sagens kerne er det, der skete, og den kultur, det afdækker. Men du har for vane kun at ville beskæftige dig med alt det andet. Du vil diskutere form, ikke indhold. Vi skal snakke op ad stolper og ned ad vægge ned om, hvornår hun sagde det, hvordan hun sagde det og i hvilken kontekst, hun sagde det. Endda hvorfor hun sagde det, og kun med ondsindede teorier. Vi skal snakke og skrive og skændes i eet væk om alt muligt, bare ikke om selve indholdet.

Det er effektiv gaslighting. Debatten bliver komplet afsporet, og den rystede hovedperson oplever en retraumatisering. Hun bliver overhovedet ikke mødt. Tværtimod bliver hun krænket og mishandlet én gang til, nu af alle Internet-Dolph’erne i kor, og uanset, hvor meget hun prøver, bliver hun pinedød stadig ikke hørt.

Du spørger, hvorfor hun ikke sagde fra – og så afstraffer og diskvalificerer du hende, når hun gør. Det burde besvare dit spørgsmål.

Dolph
“DU gør det svært for hende at træde frem. DU er svaret på, hvorfor det tog 15 år. For det aller… aller… allerførste du gør, når hun åbner munden, er at hænge hende ud og tvære hendes skam i hovedet på hende”. Foto: UNSPLASH

“Nå,” fortsætter Dolph, “men det er uacceptabelt at sige det 15 år senere.”

Nej. Det er det ikke. Det er uacceptabelt, at det, som skete, skete.

Det faktum, at den krænkede har skulle arbejde sig igennem 15 år med frygt, usikkerhed, skam eller fortrængning, før hun kunne fortælle om det, understreger kun, hvor uacceptabelt og frygteligt, overgrebet var.

Hun skulle ikke behøve at blive slæbt offentligt igennem al sin dybeste smerte for at tale sin sandhed. Men det får hun lov til. På grund af dig.

Man skulle næsten lidt tro, at det var det, der var strategien. At gøre kvinder bange for at sige fra

DU gør det svært for hende at træde frem. DU er svaret på, hvorfor det tog 15 år. For det aller… aller… allerførste du gør, når hun åbner munden, er at hænge hende ud og tvære hendes skam i hovedet på hende.

I samme sekund, hun blotter sig, står du og hele den spanske inkvisition klar til at brænde hende verbalt på bålet. Præcis dette sker med enhver kvinde, der træder frem offentligt. Alle de øvrige tavse, krænkende ofre sidder rundt omkring og bevidner det rædselsslagent, og forstår, at det også ville blive deres skæbne, hvis de nogensinde sagde noget.

Man skulle næsten lidt tro, at det var det, der var strategien. At gøre kvinder bange for at sige fra.

“Hm,”, mugger Dolph’erne, “men det tæller ikke, hvis hun ikke sagde det med det samme!

For det første: Jo, det gør. Og for det andet: Det her er med det samme. Det er med det samme, hun kan. Uanset, hvor lang tid, der er gået.

Dette sker: En kvinde bliver sparket ud over en skrænt af en stærk magtmand. Bare fordi han kan.

Alle vidner lukker øjnene. Det må hun selv rode sig ud af; det har ikke noget med dem at gøre. Hun var et nemt offer, og hun måtte selv have sagt fra.

Dolph
“Hun er i gang med at gøre det modigste, hun nogensinde har skullet gøre i sit liv, og du sidder fed og færdig foran skærmen og victim-blamer hende med indædt raseri. Foto: Mette Kopp (privat).

Da det totalkvæstede offer efterfølgende, langsomt, mirakuløst, gennem usigelig smerte, og helt ved egen hjælp, formår at kravle op fra afgrunden og endda italesætte, hvad der er sket, lyder det rasende svar:

“HVAD?!!? Det var du useriøst længe om, din beregnende sæk! Det er tydeligvis løgn, eller, hvis det ikke er løgn, var du selv ude om det, eller hvis du ikke selv var ude om det, er det forældet.”

Lidt svært at vinde her, ikk?

Og hun er ikke engang ude på at vinde. Hun har brug for at tale sin sandhed, og håber, at hun dermed kan være med til at forhindre andre i at opleve det samme.

Af bar nysgerrighed, hvis du skulle gætte; hvor mange kvinder ville du så egentlig tro, at den nævnte magtmand har sparket ud over skrænter i sit arbejdsliv? Når der ingen konsekvenser var, og han fx har tilbragt tredive år i en magtposition

Hun er i gang med at gøre det modigste, hun nogensinde har skullet gøre i sit liv, og du sidder fed og færdig foran skærmen og victim-blamer hende med indædt raseri, kalder hende naiv og svag, til trods for at du nok aldrig i dit liv har gjort noget, der krævede en brøkdel af det mod, hun udviser nu.

Af bar nysgerrighed, hvis du skulle gætte; hvor mange kvinder ville du så egentlig tro, at den nævnte magtmand har sparket ud over skrænter i sit arbejdsliv? Når der ingen konsekvenser var, og han fx har tilbragt tredive år i en magtposition. Vil du så mene, at han nok kun gjorde det den ene gang med den ene kvinde, der er stået frem, og ingen andre?

Hm. Hvem er den naive nu?

Dolph er muligvis mundlam et øjeblik, men til alt held springer Dolphine tjenstvilligt frem til hans redning:

“Altså, JEG har da altid selv bare sagt fra med klar stemme.”

Selvfølgelig. Så forudsigeligt.

Et hav af dem, der sprinkler debatterne med diskvalificerende udsagn, er kvinder, der har travlt med at gøre opmærksom på, at de synes, det er en smal sag bare at sige fra, og ikke kan forstå, at andre kvinder ikke også bare gør det samme.
Okay, Hr. Dame, vi har allesammen hørt dig, for hundredetusinde gang. Sårbarhed er en by i Rusland, og du er én af gutterne.

Dejligt for dig, at du aldrig lader dig intimidere, bliver usikker på dig selv eller har problemer med at sætte grænser – sikke et privilegium. Hvor trist, at du bruger det til at slå dem, der er mindre heldige, i hovedet.

Gutterne sidder godt gemt langt fra fb-debatter og trækker i trådene og griner hele vejen til logen. De elsker, at uinformerede, vrede mennesker, som de aldrig skal give noget til gengæld, er parate til at træde frem på deres vegne på de sociale medier og forsvare deres magtpositioner

Men, bare lige så du ved det… du er overhovedet ikke en af gutterne, og det bliver du aldrig. Ingen af jer mænd eller kvinder, der kaster kvindehadende, udskammende og endimensionelle udsagn ind i alle de debatter, I falder over, er én af gutterne.

Gutterne deltager ikke selv i debatten, det har de folk til. Nemlig alle jer! Alle dem, der er dumme nok til at stille sig frem og tage tæskene.

Gutterne sidder godt gemt langt fra Facebook-debatter og trækker i trådene og griner hele vejen til logen. De elsker, at uinformerede, vrede mennesker, som de aldrig skal give noget til gengæld, er parate til at træde frem på deres vegne på de sociale medier og forsvare deres magtpositioner.

Det er sådan lidt ligesom Trump og hans vælgere.

Mens du udskammer kvinder, der prøver at bruge deres stemme til at forbedre og forvandle verden, er du til grin for dem, du forsvarer. Det system, du synes er så fint, som det er, er ikke din ven. Hvis det var din ven – hvis du virkelig havde det som blommen i et æg – så ville du ikke være så umådeligt vred.

Hvis alt var fint med magtstrukturerne, som de er, ville du ikke have behov for at håne og nedsable andres smerte for at få det godt med dig selv.

Dolph
At fremføre den påstand, at hver enkelt kvinde skal stå helt alene med ansvaret for at stå op overfor en overmagt af den karat, er at sikre sig, at systemet aldrig ændrer sig nogensinde, og at kvinder fortsat vil blive kvast, misbrugt eller kørt ud på et sidespor én for én. Foto: UNSPLASH.

“Nåh, men hvis der virkelig er problemer i virksomhederne, er det op til hver kvinde selv at ændre kulturen”,

lyder sidste kvæk, inden Dolph starter forfra med at stille første spørgsmål igen.

Nej. Vi skal allesammen bidrage til at skabe den verden, vi lever i, og hvis du ikke er imod magtmisbrug, er du for magtmisbrug.

De problematikker, vi prøver at bringe på bane her, er systemiske og udspiller sig overalt i vores samfund – ikke mindst igennem de måder, vi taler og skriver til hinanden på. Krænkelser, chikane og magtudøvelse finder også sted, når du, Dolph, den ene gang efter den anden ydmyger, debat-bekriger og begår karaktermord på pionererne.

Umådeligt mange kvinder er stærkt påvirkelige, modtagelige og ydrestyrede, primært i deres yngre år. Det ved i udmærket godt allesammen. Der findes hele player- og svindlerindustrier, der lever af at slå plat på, at kvinder er så manipulerbare, som vi er

#Metoo har fundamentalt ikke med enkeltsager at gøre. Ingen af os har lyst til den opmærksomhed. De eneste opmærksomhedssøgende kvinder i denne debat, er dem, der farer frem og skynder sig at råbe: “JEG har aldrig oplevet en eneste af disse ting! Se mig!”.

Én person kan ikke prøve at revolutionere en kultur og stadig få lov til at blive i den. Det burde være basal, historisk grundviden og samfundsforståelse. En enkeltstående person, der prøver at ændre en hel kultur, baseret på systematisk magtmisbrug, bliver enten sanktioneret eller udstødt.

At fremføre den påstand, at hver enkelt kvinde skal stå helt alene med ansvaret for at stå op overfor en overmagt af den karat, er at sikre sig, at systemet aldrig ændrer sig nogensinde, og at kvinder fortsat vil blive kvast, misbrugt eller kørt ud på et sidespor én for én.

Samtidig bliver magten nøjagtig, hvor den er. På de få og hensynsløses hænder.

Det er på tide, at Dolph’erne begynder at stille nye spørgsmål til dette emne. Som fx:

“Hvad er kvinder egentlig for nogen?”

“Hvad er det, de prøver at bidrage med her?”

Umådeligt mange kvinder er stærkt påvirkelige, modtagelige og ydrestyrede, primært i deres yngre år. Det ved i udmærket godt allesammen. Der findes hele player- og svindlerindustrier, der lever af at slå plat på, at kvinder er så manipulerbare, som vi er.

En flig af skrøbelighed i det offentlige rum, og så stormer internet-Dolph frem i en kvart million skikkelser og råber: ‘Man er selv ude om, at man bliver misbrugt! Man må jo bare sige fra, og hvis man ikke kan finde ud af det, har man ingen ret til at klynke!! Ingen arme, ingen kager’

Vi er påvirkelige, fordi vi er fællesskabsorienterede, empatiske, betænksomme, følsomme, ustrategiske, imødekommende, i kontakt med krop og hjerte og tror det bedste om andre.

Af alle disse årsager er vi nemme at manipulere, ryste og intimidere.

Det faktum, at så mange debattører synes, at man selv er ude om at blive udsat for krænkelser og vold, når man er dum nok til at være “naiv” og ikke stærk nok til at skubbe tilbage, er rædselsvækkende.

Hvor går grænsen for dette kyniske verdenssyn? Må vi også slå og mishandle børn, for de er jo også bare naive, magtesløse og svage, haha, og hvad med de gamle og senile eller alle de mentalt handikappede? Og helt sikkert naturen, havene og dyrene, for de siger jo slet ikke fra, fjolser; de skal bare udbyttes, indtil det hele uddør. Alt, hvad der kan ødelægges, skal ødelægges.

En flig af skrøbelighed i det offentlige rum, og så stormer internet-Dolph frem i en kvart million skikkelser og råber: “Man er selv ude om, at man bliver misbrugt! Man må jo bare sige fra, og hvis man ikke kan finde ud af det, har man ingen ret til at klynke!! Ingen arme, ingen kager.”

Virkelig? Det er, hvor du sætter ind med din stemme? Det er dit drømmesamfund?

Fremfor: Lad os behandle hinanden med omtanke og venlighed. Mennesker, der mishandler uskyld, sårbarhed, usikkerhed, moral, etik og gode intentioner, skal stoppes. Vi skal lave en verden, hvor det blide og smukke også kan blomstre. Hvor vi værner om uskyld og oprigtighed. Hvor det er realistisk at tro det bedste om hinanden. Og hvor magt udøves med samvittighed og respekt.

Er det muligt – teoretisk set – at du sprutter af vrede over ethvert #metoo-pip, fordi du selv engang kan være kommet til at gøre noget, som du ikke helt kender konsekvenserne af?

Dolph, inden du svinger køllen igen og tværer nogen ud, der allerede har fået virkelig mange tæsk, hvad siger du så til at lære dig selv lidt at kende. I stedet for kun at stille spørgsmål til andre, kunne du prøve at spørge dig selv:

“Hvorfor er det mig så magtpåliggende, at disse kvinder tier? Hvorfor reagerer jeg konsekvent med nådesløse frontalangreb, når de åbner munden?”

Jeg kan måske hjælpe med et svar. Er det muligt – teoretisk set – at du sprutter af vrede over ethvert #metoo-pip, fordi du selv engang kan være kommet til at gøre noget, som du ikke helt kender konsekvenserne af?

Jeg siger ikke, at du er krænker. Deciderede krænkere er en anden kategori. De har foretaget kriminelle gerninger. De har tilbragt deres arbejdsliv med at chikanere, true, lyve, bedrage og misbruge magtpositioner, som de var tydeligt uegnede til at have.

Du har i dit arbejdsliv måske blot været vidne til eller vidende om nogle ting. Du kan have kendt til, at kvindelige kollegaer eller andre kvinder blev tyret ud over skrænter og slået til plukfisk, men ligesom alle de andre kiggede du væk og kom dem aldrig til undsætning.

Det forklarede du måske for dig selv ved at tænke:

“Det er ikke mit problem. Det er nok i virkeligheden heller ikke så slemt med det styrt og de klippefremspring. Eller måske kan hun lide det, haha, ja, det kan hun sikkert. Og hvis hun ikke kan, er hun alligevel selv ude om det med den røv.”.

Så mange år senere at blive gjort opmærksom på, at du havde et medansvar, og at du lod stå til, mens nogen, du fx spiste frokost med hver dag i tyve år, blev ydmyget, misbrugt og knægtet lige for øjnene af dig…. er velsagtens ikke særlig komfortabelt. Det er faktisk så nok ubehageligt, at det skal skydes ned på stedet.

Hvis dette er tilfældet, så tillad mig at foreslå at gøre det simple og “bare” se det i øjnene.

Vi får konstant at vide af dig, at vi “bare” skulle have sagt fra. Gang på gang tager du noget komplekst og smerteligt og bagatelliserer det, så vi fremstår som tumper og vores smerte som noget selvforskyldt.

Men, er du selv i stand til at gøre en ting på andre præmisser end dine egne? Har du haft mod til at kigge på dit medansvar i alt det her? Hvorfor gør du ikke bare det? For det kan jeg forsikre dig om, at alle de kvinder, der er tale om her, har gjort. En trilliard gange. Indtil de var i knæ.

Før du fortæller os, hvad vi “bare” skulle have gjort, så tag lige at se på, hvad du selv har gjort, eller undladt at gøre, hvad angår magtmisbrug overfor kvinder.

Det kan være, at du har oplevet, at en kvinde, du kendte, blev chikaneret eller krænket, uden at du greb ind. At du har været med til at bebrejde ofret. At du har kendt til magtmisbrug eller chauvinisme og enten deltaget i det eller bare tilladt det, og direkte eller indirekte høstet fordele af situationen.

Her er, hvad du vil opleve: At vi ikke står klar med køller. Vi er ikke ude på at slå dig til plukfisk. Vi vil have en bedre verden for alle … Lad os nu se at komme ind i det nye årtusind

Sæt dig for at finde ud af, om du har været en del af problemet og indrøm det, hvis du har. Tag nu ved lære! Det er det, det hele handler om. Sig oprigtigt undskyld, hvis du har været ufølsom, svag eller passiv. Sig det højt og tydeligt og offentligt. Kom igang med at gøre det bedre fremover.

Her er, hvad du vil opleve: At vi ikke står klar med køller. Vi er ikke ude på at slå dig til plukfisk. Vi vil have en bedre verden for alle.

Indrøm det nu for dig selv, Dolph. Du kunne have gjort så meget mere, end hvad du har gjort, og du har profiteret på din meddelagtighed.

Hvorfor ikke bare erkende det, og så lad os se at komme videre sammen. Join the caravan of love. Ingen kvinder er interesseret i at skabe et regime, hvor de kvaser mænd. Eller, i hvert fald ikke den slags følsomme kvinder, der er tale om her. Jeg skal ikke kunne tale for de spejlblanke maskotter, der så gerne vil være én af gutterne. Men det er jo så netop heller ikke dem, der har brug for din opbakning.

Lad os nu se at komme ind i det nye årtusind.


LIDT DØD VED KØLLE KAN SES HER:


LÆS MERE OM #METOO I POV HER


Topillustration: Der er mange Dolph’er i den digitale verden – og ude i virkeligheden. Tit hjælper det død-ved-kølle bevægelsen med noget alkohol. Foto: STOCKSNAP.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mette Kopp (f. 1973) er cand. mag. i mediesociologi, foredragsholder, forfatter og alkymist. Hun er optaget af at give det sårbare, skæve og uhørte en stemme, skære igennem ævlet og søge sandheder, der tjener alle - sandheder, der involverer mod, fælles menneskelighed og vilje til selvindsigt. Det skal motivere, inspirere og påvirke mennesker omkring hende, derfor er hun beskæftiget med at sætte personlige spor, inspirere til transformation, nye bevidsthedsniveauer og vække det mest autentiske i os.
Mette er ikke sådan at sætte på formel. Hun er eklektisk og uhøjtidelig, går efter mere dialog og mindre bullshit, flere ahaoplevelser og mere hjerteenergi, på en vej, der sigter mod personlig og samfundsmæssig autenticitet, frihed, venlighed og ærlighed.
Hun har været engageret i personligt udviklingsarbejde i 25 år, og drømmer om en verden, hvor vi hele tiden minder os selv og hinanden om at møde op vågent op og revolutionere alt, hvad der trænger til at blive rusket op i. Mette Kopp er også underviser, foredragsholder og inspirator med speciale i personlig transformation, energi, nærvær & livsglæde.
Hun er forfatter til bøgerne “24 pauser” og to efterfølgere, udgivet på Rosinante. Hun har igennem mange år afholdt yoga- og meditationsretreats verden over, og kurser og foredrag i personligt lederskab og forvandling. Mette er desuden blogger på Facebook og mettekopp.dk, professionel danser, yogini på 25. år, zenbuddhist, stor musikelsker, vidensindsamlingsnørd og sokkefetichist på hobbyplan.

Seneste artikler om Liv & Mennesker