Kina

Dræb kyllingen for at skræmme aben

i Politik & Samfund/Asien/USA af
KINA // ANALYSE – Med få dages mellemrum stod to markante historier at læse i Mette Holms morgenaviser: Joe Biden meldte ud med et slagkraftigt forslag til global indsats mod multinationale virksomheders samfundsskadelige skatteunddragelse. I Kina udstak man bøde til multimilliardærs virksomhed for konkurrenceforvridning, fordi han havde fornærmet partichefens visioner – og sendte dermed et kraftigt signal til alle om, hvilke regler der for tiden gælder. Forskellen på demokrati og enevælde sprang i øjnene i de to beretninger.

Forskellen på Joe Bidens USA og Kina er netop blevet bøjet i neon. Når USA vil gå i rette med megavirksomheders voksende indflydelse, sker det med et brag af et forslag til et globalt indgreb mod skatteunddragelse.

De fleste betalinger i Kina foretages via Alipay

Når Kina – dvs. partichef og Præsident Xi Jinping – mener, at megavirksomheden Alibabas stifter, Jack Ma, er blevet for stor i slaget, pålægger myndighederne blot virksomheden en bøde på godt 17 mia. kr. for at ‘misbruge sin dominerende markedsposition’ til at lave konkurrenceforvridende eksklusivaftaler. Bøden er udstedt til Ant Group, Alibabas finansielle afdeling, der bl.a. står for Alipay, den kinesiske pendant til Mobile Pay.

Ud over en røffel til Alibaba med forgreninger er bøden nok så meget et klart signal til andre store kinesiske virksomheder om at skrue ned, endnu et eksempel på 杀鸡, ’dræb kyllingen for at skræmme aben’. I Kina er det historisk sædvane at rette skytset mod én – virksomhed, person eller organisation – fremfor at lovgive præcist om, hvad man må og ikke må.

Ma … sagde Wang Qishan midt imod. Umiddelbart efter forsvandt den normalt højt profilerede mand helt ud af billedet i tre måneder; den nært forestående børsnotering af Ant Group blev uden videre aflyst; den ville ellers have været verdens største

Bøden til Ant Group indskærper over for enhver stor virksomhed i Kina, hvad vej vinden for tiden blæser – i hvert fald til den vender på ny. I Kina råder ingen forestilling om, at ’med lov skal land bygges’. Bestemt ikke, i Kina regerer en kejser via eksemplets magt og dekret snarere end lovgivning.

12 af Kinas 30 største virksomheder har allerede rettet ind og lovet, at de fremover vil respektere Kinas konkurrencelovgivning, uanset hvor vag den er.

Pantelånermentalitet

Alibabas stifter og tidligere bestyrelsesformand, Jack Ma, blottede i efteråret en flanke, da han, der tillige er medlem af Kinas altdominerende Kommunistparti, på en stor og vigtig konference i Shanghai kritiserede landets finansielle myndigheder for ’pantelånermentalitet’, hvilket i Mas øjne spænder ben for fornyelse.

”Vi skal ikke bruge jernbanestationsmetoder til at regulere en lufthavn.” Og ”vi kan ikke regulere fremtiden med gårsdagens metoder” – og dét netop som Wang Qishan, Kinas næstmægtigste mand og partichef Xi Jinpings højre hånd, havde sagt det modsatte.

Wang talte om vigtigheden af, at staten og ikke markedet, regulerer virksomheder. Ma, der nærer umådelig tillid til markedskræfterne, er Kinas tredjerigeste mand og ifølge Forbes verdens 20. rigeste, sagde Wang Qishan midt imod. Umiddelbart efter forsvandt den normalt højt profilerede mand helt ud af billedet i tre måneder; den nært forestående børsnotering af Ant Group blev uden videre aflyst; den ville ellers have været verdens største.

Tre måneders ’eftertanke’

Der skulle gå knap tre måneder, inden Jack Ma atter dukkede op i offentligheden – med en 48 sekunders videotale til skolelærere – og nu med et budskab, der rimer langt bedre på Xi Jinpings visioner:

”Mine kollegaer og jeg har studeret og tænkt, og vi har besluttet i langt højere grad at bruge vore kræfter på uddannelse og offentlig velfærd. Vores generation af erhvervsfolk har ansvaret for at arbejde hårdt for genoplivning af landområder og fælles velstand.”

Timingen minder om 1990’erne, når Kina forud for vigtige møder med vestlige ledere som ren rutine indespærrede de af landets mest fremtrædende menneskeretsforkæmpere, der måtte være på fri fod

Det var helt nye boller på suppen fra den excentriske erhvervsmand, hvis formue ifølge Bloomberg’s milliardærindeks faldt fra 61 mia. amerikanske dollars før udtalelsen om pantelånermentalitet, til 53 mia. bagefter. Men efter en tænkepause langt fra rampelyset – og sandsynligvis kraftigt inspireret og ’opmuntret’ af Kinas Kommunistparti – er han helt åbenbart kommet på bedre tanker. Alibaba er blevet straffet for hans hovmod. Og Jack Ma er fortsat Kinas tredjerigeste mand.

’Perler’ i gidselsdiplomatiet

Et andet eksempel på Kinas fuldstændige tilsidesættelse af retssikkerhed er fængslingen af to canadiere, som egentlig ikke har gjort noget galt, men er kommet i storpolitisk klemme mellem Kina og USA.

Lidt baggrund: Trumps USA anklagede det gigantiske kinesiske telekomfirma, Huawei, for at have brudt USA’s sanktioner mod Iran – og fik i december 2018 nabolandet Canada til at anholde CFO’en Cathy Meng Wanzhou, der tillige er datter af Huaweis grundlægger, Ren Zhengfei. Selvom Huawei formelt er et privat selskab, blev Kina rasende over anholdelsen af Meng og hævnede sig kort efter ved at anholde de to stakkels canadiere, Michael Korvig, tidligere diplomat og nu forsker, og Michael Spavor, der arrangerer turistrejser til Nordkorea.

De to blev fængslet på grundlag af uklare beskyldninger om ’spionage’ til fare for Kinas nationale sikkerhed. Deres sager kom for retten efter to år og fire måneder, bag lukkede døre, så hverken canadiske eller andre diplomater fik lov at overvære dem. Dog fik canadiske konsulære embedsmænd lov at mødes virtuelt med de to, der er fængslet i hhv. Beijing og Dandong, 30. og 31. marts, altså efter dommene.

Dommene og deres begrundelse er heller ikke offentliggjort. Straffen for spionage, der udgør en trussel mod Kinas nationale sikkerhed, kan være fængsel på livstid og i værste fald døden.

Retssagerne mod Korvig og Spavor var nøje planlagt til at falde sammen med det første møde mellem USA’s nye administration og Kina, der fandt sted i Alaska. Stemningen på mødet mellem de to landes udenrigsministre og deres betragtelige følger var virkelig dårlig, dog skiltes parterne med enighed om i hvert fald at gøre noget ved klimaet.

BBC’s korrespondent i Beijing, John Sudworth, har netop forlagt residensen til Taiwan, fordi den britiske medievirksomhed vurderer, at det er for risikabelt at lade ham bo i Kina

Timingen minder om 1990’erne, når Kina forud for vigtige møder med vestlige ledere som ren rutine indespærrede de af landets mest fremtrædende menneskeretsforkæmpere, der måtte være på fri fod. Så kunne de forhandle med gæsterne, når de ligeledes som ren rutine forlangte fremskridt på menneskeretsområdet. Så løslod kineserne velvilligt et par samvittighedsfanger. Vi journalister kaldte de stakkels menneskeretsaktivister for ’perler’, fordi de blev brugt som forhandlingsobjekt.

Korvig og Spavor er ikke de eneste ’perler’ til byttehandler i dette gidseldiplomati. Kina har også fængslet to australiere og en irer på baggrund af diffuse anklager. Også andre lande, blandt dem Tyrkiet og Iran, dyrker gidseldiplomati for at få deres vilje. Canada er også en slags gidsel i netop denne sag, eftersom en udvekslingsaftale med USA forpligtede Canada til at anholde Meng Wanzhou – også selvom canadierne ikke nødvendigvis mener, hun har gjort noget galt.

BBC’s korrespondent i Beijing, John Sudworth, har netop forlagt residensen til Taiwan, fordi den britiske medievirksomhed vurderer, at det er for risikabelt at lade ham bo i Kina og risikere at komme i klemme i vor tids stundom heftige diplomati. Det er, som om stater glemmer, at diplomati netop blev skabt for at undgå krig og strid, ikke for at føre det.

Huawei – stat eller privat?

Telekom- og teknologivirksomheden Huawei er efterhånden herostratisk berømt og ikke kun med virksomhedens gode vilje. Den officielle fortælling er den hårdnakkede fastholdelse af, at virksomheden er privat – tilmed for en stor del medarbejderejet.

Det skal nok passe, men i Kina er grænsen mellem stat og privat overordentligt flydende. Staten kan når som helst forlange adgang til alle arkiver, aktiver, computere, alt. Og så kan Huawei være nok så meget privatejet. Den flydende grænse var også åbenbar, da Kinas ambassadør til Danmark tog til Færøerne for at indskærpe Lagtinget, at hvis ikke man erhvervede Huaweis 5G-net, ville det gå ud over eksporten til Kina.

Sådan en bandbulle opleves ikke nødvendigvis som en opmuntring til samarbejde, snarere tværtimod (og ikke nok med dét, Trumps ambassadør i Danmark tog til Færøerne for at true færingerne til ikke at samarbejde med kineserne).

Huaweis udviklingscenter i storbyen Shenszhen. Foto: Wikimedia Commons

Så Huaweis problem er sådan set ikke, hvem der vitterligt er ejer, men at det er umuligt at overbevise nogen uden for Kina om, at selskabet er uafhængigt af den kinesiske stat. Det er stærkt problematisk for firmaet, og det irriterer magthaverne i Beijing, at ikke alle i udlandet makker ret som hjemme i Kina.

Ulvediplomati

I grunden tror jeg, at dét, der ofte tolkes som Kinas voksende selvtillid, er udtryk for præcis det modsatte. Xi Jinping er presset på hjemmefronten, så han er tvunget til at træffe en hel stribe brutale beslutninger for at spille med musklerne og holde styr på tropperne.

Kritikken fra især den vestlige omverden vælter ind – over Xinjiang, Hong Kong, Taiwan, Tibet, Mongoliet, Det sydkinesiske Hav – hvilket piner Xi Jinping såvel som støder Kina og flertallet af kinesernes betydelige nationale selvagtelse.

De senere år er kritik blevet affejet med krigerisk retorik. Centralmagten var ikke sen til at tage Trumps meget offensive megafondiplomati til sig, i Kina døbt 狼战士外交 (Láng Zhànshì wàijiāo), ulvekrigerdiplomati efter en populær nationalistisk actionfilmhelt, Ulvekrigeren.

Sammen med USA er Kina den største udleder af CO2. Her ses industrierne ved Kunming. Foto: Wikimedia Commons

Som nævnt, skændtes parterne bravt på mødet i Alaska, der var det første på regeringsniveau mellem Kina og USA’s nye ledelse. Det var forventeligt, at alle modsætningerne blev ridset op. Det nye var, at kineserne var lige så åbne – i udlandet – om skænderierne, som de traditionelt langt mere højrøstede amerikanere.

Det fine var, at parterne enedes om, at samarbejde i kampen mod klimaforandringerne. Kina og USA er verdens største udledere af CO2, og det var fælles fodslag mellem Xi Jinping og USA’s daværende præsident, Barack Obama, der fik FN’s ambitiøse Klimaaftale til at falde på plads i Paris i 2015. Så det var katastrofalt for verden, da Donald Trump trak USA ud af aftalen i 2018. USA’s genindtræden var én af Joe Bidens første embedshandlinger som præsident.

Derfor sender Joe Biden i denne uge sin særlige klimaudsending, John Kerry, der var USA’s udenrigsminister, da klimaaftalen blev underskrevet, til Beijing, og derfor deltager Xi Jinping i Biden’s virtuelle klimatopmøde i denne uge.

Ét Kina, to systemer?

Så at sige med den anden hånd sender Biden tre pensionerede politikere og regeringsembedsmænd til den nationalistiske udbryderø Taiwan på ’uofficiel mission’ for bl.a. at besøge præsident Tsai Ing-wen og forsikre om USA’s fortsatte støtte – til Kinas udelte raseri, eftersom den kinesiske centralmagt fastholder, at Taiwan er del af Kina.

For 42 år siden vedtog USA’s kongres en lov om, om nødvendigt at forsyne Taiwan med forsvarsvåben, ligesom USA vil bistå Taiwan i at ’modsætte sig enhver magtanvendelse, der truer Taiwans indbyggeres sikkerhed eller sociale eller økonomiske system’. I praksis betyder det, at USA sælger våben til Taiwan og lader sin Stillehavsflåde bevogte øen, når der er krise i forholdet til det kinesiske fastland, som der er nu.

Forholdet mellem Kina og Taiwan er det ringeste længe. Og mens de uofficielle amerikanske gæster besøger Taiwan, holder Kina fem dages flådeøvelser i Taiwanstrædet, nær Pratas-øerne, som begge Kina’er gør krav på. Forinden sendte Kina 25 jagerfly ind i taiwansk luftrum – ifølge en talsmand for Kontoret for Taiwan-anliggender i Beijing, fordi Kina er ”fast besluttet på at stoppe taiwansk uafhængighed og stoppe Taiwans samarbejde med USA. Vi gør det med handling!”

Striden om Taiwan

Taiwan er det eneste demokratiske samfund i den kinesiske kulturkreds. Hidtil har jeg været overbevist om, at Kina og Taiwan, som har tætte økonomiske, kulturelle og også slægtsmæssige bånd, ville blive fredsommeligt forenet langt ude i fremtiden, når fastlandet så småt halede ind på udbryderøens levefod og generelle vilkår.

Selvom centralmagten i Beijing altid højlydt har udtrykt sit krav på Taiwan som provins og har forlangt, at hele verden gør det samme, har det i høj grad været teatertorden til indenrigspolitisk brug – og selvfølgelig for at skræmme taiwanerne fra at bruge deres demokratiske stemmeret til at stemme på partier med selvstændighed på programmet.

Xi Jinpings pirrelighed og Beijings udpegede leder i Hong Kong, Carrie Lams uduelighed, førte til, at Den særlige Autonome Region under Kina nu oplever dramatiske politiske og menneskeretslige indskrænkninger

Én af garantierne har været ’et land, to systemer’ –  den formel, som Kina har forvaltet Hong Kong med de første to årtier, siden Storbritannien overdrog sin gamle kronkoloni til Kina. Formlen blev udtænkt med henblik på forening med Taiwan, og så længe Hong Kong blev behandlet i overensstemmelse med områdets miniforfatning, kunne indbyggerne føle sig nogenlunde sikre på, at Beijing ikke ville forgribe sig på dem.

En slags omvendt ’dræb kyllingen …’, hvor tanken var, at hvis Hong Kongs indbyggere var glade og gjorde et godt eksempel, kunne taiwanerne også være trygge ved en dag at blive del af Kina. Indtil nu.

Hong Kongs miniforfatning er udarbejdet af Storbritannien og Kina i 1980’erne. Foto: Wikimedia Commons

Xi Jinpings pirrelighed og Beijings udpegede leder i Hong Kong, Carrie Lams uduelighed førte til, at Den særlige Autonome Region under Kina nu oplever dramatiske politiske og menneskeretlige indskrænkninger.

Når Xi Jinping har opgivet bestræbelserne på med det gode at lokke Taiwan til sammenslutning med Kina og tilsidesætter af miniforfatningens løfter om demokrati i 2047, kunne det være pejling om, at han vil gribe til våben for at tvinge sit forehavende igennem. Det er dog fortsat usandsynligt, eftersom han dermed risikerer krig med USA. Forhåbentlig stopper Xi Jinping, inden han udløser global konflikt af helt uoverskuelig rækkevidde og omfang.

Han ved også udmærket, at Kinas Kommunistpartis magt hviler på at kunne levere fred og stabilitet til fortsat økonomisk fremgang og stadigt bedre levevilkår til kineserne.

Ensomt enevælde

Xi Jinpings parade af kriser er til at få øje på her i 100-året for Kinas Kommunistpartis oprettelse: Taiwan, den vestlige omverdens skarpe kritik af undertrykkelsen af uighurer og andre mindretal i Xinjiang, undertrykkelsen i Tibet og Indre Mongoli, det voldsomme opgør med demokratiske kræfter i Hong Kong, handelskrigen med USA, strid i Det sydkinesiske Hav, covid19 – for blot at nævne de værste.

Xi er særligt pirrelig på grund af jubilæet, for den slags skal gerne spænde af i gnidningsløs harmoni. Siden sin tiltrædelse som partichef i 2012 har han omkalfatret Kinas politik og magtstruktur, så han selv alene har ansvaret for det meste – og sikret sig, at han kan forblive ved roret, så længe det passer ham. Han har udrenset de få, der har truet hans enevælde. Hans mange kriser og den brutale løsning af dem vidner om en ensom mand, der med rette eller urette ser sig omgivet af fjender, og som ikke stoler på andre.

I hvert fald er det en ensom opgave at regere Kina helt på egen hånd

Xi Jinping og jeg er født samme år, 1953. Måske forestiller han sig, at han stadig er i live og ved magten i 2049, når Folkerepublikken fylder 100. I begyndelsen af sin regeringstid fortalte han om sin storslåede vision for Kina, 中国梦,Den kinesiske Drøm: i al korthed går drømmen ud på, at Kina ved Kommunistpartiets 100-årsjubilæum i 2021 skulle være ’nogenlunde velstående’ og ved 100-året for Folkerepublikkens skulle Kina gerne være en ’fuldtudviklet nation.’

Måske Xis drøm i hans egne tanker retfærdiggør hans kejserlignende enevælde. I hvert fald er det en ensom opgave at regere Kina helt på egen hånd.


Flere artikler om Kina i POV fra Mette Holms hånd og på hendes hjemmeside


Topfoto: Joe Biden skåler med Xi Jinping under et besøg i Kina, august 2011. De var begge to vicepræsidenter på det tidspunkt. Foto: David Lienemann via Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mette Holms artikler på POV via mobile pay 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Politik & Samfund

liberalisme krise økonomi politik

Liberalismens krise #2

POLITIK & SAMFUND // DEBAT (LONG-READ) – Liberalismens oprør mod enevældet var rettet