BOGOMTALE // DEN KINESISKE DRØM – Præsident og generalsekretær Xi Jinping har lanceret den kinesiske drøm, og sat en række mål for Kina i de næste 30 år. Hovedmålet er, at Kina vil være en ledende – om ikke den ledende – magt i 2049. Der skal ske en kinesisk renæssance – og det vil medføre en række kriser og konflikter med Vesten, skriver Lars Bangert Struwe, ph.d. og generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Artiklen bygger på skribentens seneste bog, som netop er udkommet.
Kina er både nyt og gammelt. En vildtvoksende tech-industri og fantastisk forskning i robotter og kunstig intelligens sker samtidigt med, at Kina refererer tilbage til 2.500 år gamle filosoffer.
Historie bruges aktivt i den kinesiske fortælling og man må forstå kinesisk historie for at forstå de planer og drømme, man har i Kina. I år er det 100 året for skabelsen af Det kommunistiske Parti, hvorfor året er et jubelår, der markerer sejren over ekstrem fattigdom.
Kina vil være en stormagt i 2049. Det er fastlagt i det kommunistiske partis langtidsplanlægning. Man må reelt frygte, at Kina vil indføre en kinesisk verdensorden, der ikke deler værdier med Vesten
I 2049 er det 100 året for kommunistpartiets sejr i borgerkrigen og magtovertagelsen i Kina i 1949. De to 100-årsjubilæer i 2021 og 2049 iscenesætter den kinesiske drøm, og bruges aktivt af partiet til at skabe både delmål og fortællinger.
Kinas forandring og Vestens svar
Kina har igennem de sidste 30 år udviklet sig til at være en markant spiller i international økonomi og over de seneste år til en aktør, der gerne vil markere sig som en stormagt i international politik. Kina fokuserer på verden, og verden på Kina. Både USA og EU betegner nu Kina som en strategisk rival.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har udtalt, at ”Helt grundlæggende er det vigtigste for mig at slå fast, at fortidens Kina-politik på mange måder var naiv.” Hans udtalelse repræsenterer den forandring, som vi har set i forholdet til Kina i løbet af de seneste år. Synet på Kina byggede på et næsten euforisk fokus på Kinas økonomiske vækst som potentiel samhandelspartner og på en opfyldelse af målet om afskaffelse af ulande og fattigdom.
At forestille sig at kinesiske virksomheder kan operere selvstændigt er og bliver en illusion
Præsident Donald Trumps konflikt med Kina vil fortsætte under præsident Joe Biden – på anden vis, men måske endnu hårdere, fordi Biden lægger vægt på demokratisk udvikling. En udvikling, der efter vestlige normer ikke finder sted i Kina. I USA har man set en del bøger og artikler forudse en kommende storkrig imellem USA og Kina – der findes en meget negativ Kina-tradition i USA, som i de seneste år har fået lov til at boltre sig.
Disse analyser bygger bl.a. på en meget markant omlægning, modernisering og forøgelse af det kinesiske militær. Det går næppe så galt som de sorteste forudsigelser, men i såvel USA som Kina sker der en militær opbygning, der skal håndtere det øgede konfliktniveau og de forskellige ambitioner.
Kina vil være en stormagt i 2049. Det er fastlagt i det kommunistiske partis langtidsplanlægning. Man må reelt frygte, at Kina vil indføre en kinesisk verdensorden, der ikke deler værdier med Vesten. Midlerne er en blanding af økonomi og militærmagt, og man afsætter alle fornødne ressourcer. Metoderne er en række delmål, hvor man opnår at være førende via teknologiske satsninger, via en internationalisering og ageren i verden. På sigt betyder det dalende kinesisk interesse for samhandel – hvis man når delmålene – og en kinesisk præget verden med kinesiske normer.
Det kommunistiske parti og Kina
Centralt for forståelsen af Kina er en forståelse af det kommunistiske parti, der med hård hånd styrer Kina og dets erhvervsliv. Der er en jerntrekant imellem parti, erhvervsliv og stat, hvor partiet kontroller erhvervslivet. Embedsmænd kan cirkulere imellem staten, kommunistpartiet og erhvervslivet, men det er og bliver kommunistpartiet, der er i centrum. Det er her loyaliteten ligger i alle sager. At forestille sig at kinesiske virksomheder kan operere selvstændigt er og bliver en illusion.
I modsætning til i det gamle Sovjetunionen, så har Kinas Kommunistiske Parti sejret. Det er den fortælling, som millioner af kinesere vil fokusere på. Partiets største succes er bekæmpelsen af ekstrem fattigdom og skabelsen af rimelig velstand.
I Kina har man fra 1990 til 2018 flyttet 748,5 millioner kinesere ud af ekstrem fattigdom. Derved er Kinas fattigdomsrate ændret fra 66,3% til kun 0,3%. Tallene bygger på officielle kinesiske statistikker, og der må derfor tages med et vist forbehold.
Kina drømmer om en renæssance for Kina som stormagt i 2049. Derved vil man – set med kinesiske øjne – gennemføre det endelige opgør med perioden 1839 til 1949, hvor Kina ikke selv kunne bestemme og blev ydmyget som stat af de europæiske stormagter og USA
I februar 2021 fejrede kommunistpartiet, at ekstrem fattigdom ikke længere findes i Kina. Dette er en af de allervigtigste historier for Kina i de kommende år, og man må huske dette for at forstå opbakningen til partiet. Der er på 30 år blevet skabt en middelklase, der kan takke partiet for dets velstand og for at være løftet fra fattigdom til velstand.
Kommunistpartiet (og meget store dele af kineserne) anser Kina for at være demokratisk. Det kan vi kan som vesterlændinge undre os over, men undersøgelser viser, at der gennem de seneste 20 år er sket en udvikling i Kina, som de enkelte kinesere anser for en demokratisk udvikling. Det betyder samtidigt, at der ingen vestlig demokratisk udvikling sker.
Mange i Vesten troede efter 1989 eller fremvæksten af den store kinesiske middelklasse, at dette ville ske – men det sker næppe. Det vil på en række punkter være et opgør med den hierarkiske konfucianisme, der med få undtagelser har præget kinesisk statstankegang i 2500 år.
Kinas drøm: Kinas renæssance som stormagt i 2049
Xi Jinping har lanceret den kinesiske drøm, og den skal tages alvorligt. Han og Kina drømmer om en renæssance for Kina som stormagt i 2049. Derved vil man – set med kinesiske øjne – gennemføre det endelige opgør med perioden 1839 til 1949, hvor Kina ikke selv kunne bestemme og blev ydmyget som stat af de europæiske stormagter og USA.
For at sikre kinesiske varer og ikke mindst kinesisk uafhængighed af andre, så arbejder man hårdt på at skabe en ny Silkevej. Denne etableres både til havs og til lands
Den kinesiske drøm betyder fremme af en kinesisk verdensorden og egne begreber, der ikke bygger på den vestlige liberale demokratiske tradition. Denne kinesiske tradition bygger på begrebet Tianxia, ”Alt under Himlen”, hvor den kinesiske civilisation er centrum i verden. Tianxia betød, at verden drejede sig om Kina, og at Kinas naboer underlagde sig Kina som tributstater. Med andre ord, så var de andre stater afhængige af Kina og måtte indrette sig efter Kina.
Planer til at nå målet: Made in China 2025 og Silkevejen
Den kinesiske drøm er ikke blot en drøm, men hviler på en lang række delplaner, der gør det muligt at nå målet. Langtidsplanlægningen i Kina er nærmest enhver projektleders våde drøm, fyldt med delmål og målbare resultater. De overordnede mål er fastlagt på partikongresserne og gennemføres i form af femårsplaner. Herudover er der en række mere konkrete planer og projekter. Et par af planerne bør man følge og forstå. I disse år er særligt Made in China 2025 og Silkevejen (Belt and Road Initiative) interessante.
Made in China 2025 blev lanceret i 2015, og er vejen til kinesisk uafhængighed af fremmed teknologi og industri i 2025. I denne plan, der nu er revideret, ønsker man i Kina at satse på følgende syv teknologier: 1. Kunstig intelligens (AI), 2. Kvante-information, 3. Halvledere, 4. Hjerneforskning, 5. Genom- og bioteknologi, 6. Klinisk medicin og sundhed samt 7. Det dybe: rum, hav, jord og Arktis.
For at sikre kinesiske varer og ikke mindst kinesisk uafhængighed af andre, så arbejder man hårdt på at skabe en ny Silkevej. Denne etableres både til havs og til lands, og skaber en helt ny stærk international infrastruktur. Det sker via risikovillige infrastrukturlån og investeringer i risikofyldte områder. Samtidig skal den nye Silkevej – Belt and Road Initiative – også sikre udvikling i Kinas underudviklede regioner ved at skabe helt ny og moderne infrastruktur.
For Kongeriget Danmark er denne plan interessant, idet den betyder etableringen af en kinesisk sørute gennem Arktis, hvorved man både kan reducere transporttiden og undgå den strategiske rival, Indien.
Kina som stormagt kan give problemer eksternt og internt
Kina ser sig som den førende civilisation i verden, og udfordrer Vesten. Det har allerede givet problem i relationerne med Vesten og vil fortsat gøre det de næste mange år. Det vil komme til udtryk i så forskellige områder som klimapolitik, sikkerhedspolitik og erhvervspolitik. Disse bliver kamppladsen imellem Kina og Vesten.
Allerede nu ser vi f.eks. Joe Bidens klimaplan støde sammen med Xi Jinpings CO2-plan. Indtil Trump gik af, havde Kina en positiv klimadagsorden over for Vesten, som de vestlige befolkninger og medier så på med velvilje. Nu overhales Kina indenom af USA, der sætter nye mål, og inviterer til klimatopmøde. Dette kan blive en ny form for rumkapløb – til gavn for os alle.
Succes vil naturligvis styrke partiet og særligt Xi Jinping, men ved fejl eller fiasko vil partiet og særligt Xi Jinping være meget udsat, da man ikke har nogen at sprede ulykkerne over på
Internt i Kina vil realiseringen af den kinesiske drøm kræve meget store økonomiske og politiske reformer. Ellers kan Kina ikke blive den stormagt, som Xi Jinping og rigtig mange kinesere drømmer om. Den snart meget gamle befolkning vil være et af mange problemer for Kina. Der skal f.eks. laves pensionsreformer, idet man står over for en markant aldrende befolkning, og en pensionsalder for kvinder på imellem 50 og 55 år kan underminere økonomien.
Xi Jinpings centralisering af magten hos ham og den forstærkede udvikling af Kina til en autoritær stat udgør også en risiko for ustabilitet. Succes vil naturligvis styrke partiet og særligt Xi Jinping, men ved fejl eller fiasko vil partiet og særligt Xi Jinping være meget udsat, da man ikke har nogen at sprede ulykkerne over på. Partiet og Xi Jinping står alene med ansvaret – og det er ikke altid rart.
Denne artikel bygger på Lars Bangert Struwes lille bog ’Kinas renæssance – den kinesiske drøm at være stormagt igen’. Den kan downloades gratis fra www.atlant.dk eller bestilles samme sted for 100 kr. plus udsendelsesomkostninger. Bogen har været igennem en fagfællebedømmelse inden udgivelsen.
LÆS ALLE LARS BANGERT STRUWES ARTIKLER HER
Topfoto: Shanghai er Kinas finanscentrum og dermed et vigtigt element i Kinas ambitiøse ekspansionsplaner. Foto: Adi Constantin via Wikipedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
