TAIWAN // ANALYSE – Xi Jinping brugte møde i Beijing med Taiwans tidligere præsident til at understrege Kinas opfattelse af, at “genforening” med Taiwan er en historisk uomgængelighed, men også at en fredelig sammenslutning langt er at foretrække frem for krigerisk erobring. Hans gæst, Ma Ying-jeou, der til gengæld ikke ser en sådan forening af Kina og Taiwan for sig, udtalte, at krig ville være “ubærligt for den kinesiske nation”. Det kan der næppe være delte meninger om, og derfor må omverdenen tænke sig om og ikke bidrage til at vippe båden …
Sjældent har man set Xi Jinping smile så bredt, som da han mødtes med Taiwans tidligere præsident, Ma Ying-jeou, der så lige så fornøjet ud ved det historiske møde i Folkets store Hal i sidste uge. Det er første møde af sin art på kinesisk jord. Trods deres vitterlige modsætning i spørgsmålet om sammenslutning mellem det kinesiske fastland og udbryderøen Taiwan var de enige om, som Xi Jinping udtrykte det, at “der findes ikke dét problem, man ikke kan snakke om”. Hvert et ord, de to sagde, var som vejet på en guldvægt.
Videre sagde Xi ifølge det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua, at “folk på begge sider af Taiwanstrædet deler blod, kultur, historie og håb for nationens fremtid”. Taiwan var under japansk herredømme i 50 år frem til Anden Verdenskrigs afslutning. Da Kinas nationalister i Kuomintang, KMT, i 1949 led nederlag i borgerkrigen på fastlandet, flygtede nationalisthæren med to mio. mand, statskassen og flyvevåbenet til Taiwan. I en årrække gjorde både Beijing og Taiwan hævd på at være hele Kinas regering, en ambition, Taiwan siden har opgivet. Nu er det kun centralmagten i Beijing, der fastholder kravet.
Fællesmængden
Men Xi havde fløjlshandskerne på forleden ved mødet med Ma. “Der er ingen uløselige knuder,” sagde han, “ingen emner, vi ikke kan drøfte; ingen kraft kan skille os ad.” “Udenlandsk indblanding” kan ikke standse “familiesammenføringens historiske tendens”, sagde Xi også – og opfordrede til “fredelig genforening”. Folkerepublikkens og Taiwans forskellige politiske systemer ændrer ifølge Kina ikke på, at de udgør ét land – efter salig Deng Xiaopings sammenføringsformel, “Et land, to systemer”, udviklet netop til en sammensmeltning af Fastlandskina og Taiwan.
Formlen skulle stå sin prøve med den britiske overdragelse af kronkolonien Hong Kong til kinesisk styre i 1997 og derefter tjene som eksempel for at vise Taiwan fortræffelighederne ved sammenlægning med Folkerepublikken. De første 15 år gik det udmærket. Siden strammede Beijing gang på gang løkken om Hong Kong, med den forhastede gennemførelse af en drastisk sikkerhedslovgivning i marts som kulminationen ind til videre på den kraftige indskrænkning af Hong Kong-borgernes rettigheder. Så frem for at virke tillokkende for taiwanerne tjener gennemførelsen af formlen i Hong Kong som uhyrligt skræmmeeksempel på det modsatte.
Senest Xi og Ma mødtes, var i Singapore i 2015, mens Ma stadig var præsident. Nu er han meget aktiv pensioneret leder af Taiwan og KMT, Kinas gamle nationalistparti, som er fortaler for fredeligt samkvem med Kina, for opretholdelsen af status quo – i modsætning til regeringspartiet DPP, Det Demokratiske Folkeparti, der går ind for uafhængighed, men dog i praksis har gået stille med dørene for ikke at vippe båden.
Xi Jinpings relativt forsonlige tone under besøget er et behageligt brud med hans normalt skingre toneleje i forholdet til Taiwan
Mens Kina skarpt fordømmer vinderen af præsidentvalget på Taiwan i januar, vicepræsident William Lai Ching-te, der tiltræder i næste måned, og kalder ham ondskabsfuld separatist og mere i den dur, blev der under Ma Ying-jeous besøg på fastlandet gjort meget ud af at finde kinesisk-taiwansk fællesmængde, herunder modvilje mod Japan.
Både Kina og Taiwan hylder det moderne Kinas grundlægger, Sun Yat-sen, som udråbte Republikken Kina på fastlandet efter kejserdømmets fald i 1911. Så et af de første stop på Mas Kina-rejse var dr. Suns bolig, der i dag er museum, i Guangzhou.
Ma besøgte også et museum i Xian for at se et manuskript fra Ming-dynastiet (1368-1644), hvori de ubeboede Diaoyu-øer, på japansk kaldet Senkaku, beskrives som kinesiske. Både Kina og Japan gør hævd på øerne, der forvaltes af Japan. I samme spor holdt Ma en tale på museet til minde om det kinesiske folks modstand mod japansk aggression i Beijings udkant og besøgte Marc O’Polo-broen, hvor et berømt slag mellem kinesiske og japanske styrker fandt sted i 1937.
Xi Jinpings relativt forsonlige tone under besøget er et behageligt brud med hans normalt skingre toneleje i forholdet til Taiwan, akkompagneret af ildevarslende militærøvelser og trusler om krig på snart sagt alle niveauer, politisk, økonomisk og om nødvendigt militært.
Det mindste onde
Xi signalerer en slags velvilje over for det største oppositionsparti, KMT, der var ved magten på Taiwan mellem 1949 og 2000 og igen 2008-16 med Ma Ying-jeou i spidsen. KMT afviser forening med Kina, men ser økonomiske og kulturelle forbindelser over Taiwanstrædet som eneste måde at bevare freden på. Især Ma er eksponent for denne holdning i KMT, og Kina ser ham som sin bedste ven på Taiwan. Kinas kurtisering af KMT er også en måde at forsøge at underminere den tiltrædende regering og signalere til taiwanerne, at hvis de ikke i yderste konsekvens vil risikere invasion fra Kina, bør de stemme på KMT og ikke på løsrivelsespartier.
Problemet for Xi Jinping er, at han har sat forening med Taiwan så godt som lig sin egen og Kommunistpartiets legitimitet
Kina håbede til det sidste, at sejren ved præsidentvalget på Taiwan i januar ville gå til KMT, som fik 33 % af stemmerne mod DPP-kandidaten William Lais godt 40 %. Det var første gang, vinderen af Taiwans præsidentvalg fik under halvdelen af stemmerne, som dog var nok til at sikre partiet en tredje præsidentperiode. Til gengæld mistede DPP sit flertal og formandsposten i parlamentet, hvor KMT snævert blev det største parti med 52 ud af 113 pladser og også fik formandsposten.
William Lai overtager efter Taiwans første kvindelige præsident, Tsai Ying-wen, 20. maj. Efter to perioder kunne hun ikke genopstille. I sine otte år ved magten har Tsai holdt sig til den såkaldte Resolution om Taiwans Fremtid fra 1999, der i uklare vendinger beskriver Taiwan som en uafhængig nation ved navn Republikken Kina. På den baggrund, mente Tsai, var der ikke grund til at diskutere Taiwans status yderligere. Vi får se, om William Lai vil videreføre den kurs.
Kina har kaldt Lai en “farlig separatist”, “ballademager” og “stædig selvstændighedsaktivist”, mens Lai selv hele tiden har sagt, at han vil fastholde status quo – kodeordet i internationalt diplomati for at bevare situationen omkring Taiwan, som den er, og ikke vippe båden; samme kurs, som Tsai Ying-wen har ført.
Problemet for Xi Jinping er, at han har sat forening med Taiwan så godt som lig sin egen og Kommunistpartiets legitimitet. Siden han kom til magten i 2012, har han gjort sig til livstidspræsident, skaffet politiske modstandere af vejen, tiltaget sig enevældig magt i alle væsentlige anliggender, politisk, sikkerhedsmæssigt, militært, økonomisk, ideologisk mm. og iværksat et veritabelt våbenkapløb med USA, som dog fortsat fører stort.
I klemme mellem de store
Omverdenen er dybt bekymret over bølgegangen i Taiwanstrædet. Alle verdens lande på nær 12 småstater anerkender Folkerepublikken Kina – det såkaldte Ét-Kina-princip: at der kun findes ét Kina, som i princippet også omfatter Taiwan. Kina opfatter enhver diplomatisk anfægtelse af dét princip som at “vippe båden”.
Princippet ligger også til grund for USA’s forhold til Kina. Her gælder det, at så længe Taiwan ikke provokerer Kina, kan taiwanerne regne med USA’s støtte. Men hvad der måtte udgøre en “provokation” er ikke præciseret, så på den led sidder taiwanerne i klemme mellem atommagterne Kina og USA. USA’s position i forholdet til Taiwan beskrives ofte som “strategisk tvetydighed”.
USA har stillet sig i spidsen for en international offensiv, som Kina opfatter som inddæmning og forsøg på udelukkelse fra internationale markeder
USA sælger bl.a. våben til Taiwan og sender somme tider sin stillehavsflåde omkring Taiwan til Kinas store raseri. Joe Biden har tre gange utvetydigt erklæret, at USA vil forsvare Taiwan militært, hvis Kina angriber – i strid med USA’s officielle politik, som hidtil netop har været at afholde sig fra at formulere, hvad der i givet fald ville ske. Bidens embedsmænd har da også hver gang haft travlt med at nedtone præsidentens udtalelser med henvisning til, at han er så engageret, og at det somme tider løber af med ham.
Det er ikke sandsynligt, at spørgsmålet om Taiwan kommer til at udløse atomkrig, men fx ved valg er taiwanerne i den sære situation, at de – som det eneste samfund i den kinesiske kulturkreds – har demokratisk ret til at stemme efter politisk overbevisning, men samtidig kan føle sig nødsaget til at skele til USA og Kina, når de stemmer, for at forhindre konflikt.
Trump udstak kollisionskursen
Donald Trump lagde sig hurtigt ud med Kina, da han blev præsident i USA i 2017, hvilket forplantede sig til de to landes forhold til Taiwan. Joe Biden fortsatte Trumps konfrontatoriske linje. Kina og USA er indbyrdes stærkt afhængige, USA skylder Kina hundredvis af milliarder dollars. Og Taiwan er hvirvlet ind i de to landes handelskrig. De seneste 40 års arbejdsfordeling betyder, at langt flertallet af alle verdens halvledere fremstilles på Taiwan – med nødvendige underleverancer fra Kina, der på sin side er storproducent af batteriteknologi i en tid, hvor mere og mere skal drives af el.
USA har stillet sig i spidsen for en international offensiv, som Kina opfatter som inddæmning og forsøg på udelukkelse fra internationale markeder. Vesten er stærkt kritisk over for Kinas forvaltning af menneskerettigheder såvel som det store infrastrukturprojekt, Bælt og Vej, der skal forbinde hele verden, så Kina kan sikre sig arbejde og omsætning såvel som forsyningsruter til kinesernes voksende forbrug.
Den vestlige verden stiller sig også skeptisk over for Kinas engagement i det globale syd, hvis vigtigste formål ligeledes er at skaffe forsyninger til Kina, og som samtidig sikrer indflydelse, fx i den voksende handelsblok BRIKS, der tæller Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika og senest har fået tilslutning af Iran, Saudi-Arabien, Egypten, Etiopien samt De forenede arabiske Emirater. BRIKS’ samlede befolkning er 3,5 mia. mennesker – eller 45 pct. af verdens befolkning – og det samlede BNP udgør 28 pct. af verdensøkonomien.
Historiske modsætninger
En del af baggrunden for oprettelsen af Bælt og Vej og også BRIKS er historisk og skyldes, at Vesten med USA i spidsen har formået at holde især Kina, men også de øvrige store lande, uden for indflydelse i de væsentligste globale sammenslutninger som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond siden Anden Verdenskrig. Dertil kommer, at FN’s Sikkerhedsråd er sammensat og har beføjelser, der holder andre store lande end de fem permanente medlemmer, nemlig sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig, USA, Rusland (Sovjetunionen), Storbritannien, Frankrig og Kina, uden for reel indflydelse.
Europas vigtigste interesse i konflikten mellem USA og Kina er at mane til besindighed og skelne mellem, hvad der alene er de to landes indbyrdes konkurrence, og hvad der angår os, frem for at være følgagtige over for USA og puste til ilden over Taiwanstrædet
Med andre ord, det hele er filtret sammen i historiens kværn. USA føler sig truet på sin stormagtsstatus af Kinas voksende styrke og indflydelse i verden. Kina på sin side mener, at USA hæmmer helt legitime bestræbelser på at øge kinesernes levefod. Og har samtidig blikket stift rettet mod ambitionen om i 2049 at fejre 100-året for Det Nye Kinas oprettelse og genindtage sin naturlige plads i verden efter nederlaget mod briterne i Opiumskrigene i midten af 1800-tallet, efterfulgt af små 200 års ydmygelser fra Vestens side. Kina betragter USA som et ganske ungt land.
Alt det skal man holde sig for øje, når stormagterne går i clinch. Vi i Norden og Europa gør klogt i at holde hovedet koldt og ikke lade os rive med af USA’s magtkamp med Kina. Vi skal naturligvis værne om vore egne interesser i den voldelige verden, vi for tiden lever i, hvor det ikke bare er båden i Taiwanstrædet, der vipper faretruende, men verdensfreden.
Kina mægler
Europas vigtigste interesse i konflikten mellem USA og Kina er at mane til besindighed og skelne mellem, hvad der alene er de to landes indbyrdes konkurrence, og hvad der angår os, frem for at være følgagtige over for USA og puste til ilden over Taiwanstrædet. Det var Kina, der i fjor formidlede tilnærmelserne mellem ærkerivalerne Iran og Saudi-Arabien, som banede vejen for våbenhvile i Yemen. Kinas forsøg på at stifte fred i Ukraine var klodset og hørte end ikke den ukrainske side, men interessant var det dog, at Kina overhovedet forsøgte.
Henry Kissinger fastholdt til sin død som 100-årig i fjor, at man skulle overlade forholdet mellem Kina og Taiwan til parterne selv. Han var sikker på, at de ville finde en fredsommelig løsning, så længe omverdenen ikke blandede sig. USA’s kurs i dag er den stik modsatte.
Det er indlysende, at (i hvert fald den vestlige) verden i dag har samme behov for at forebygge en forbrødring mellem Kina og Rusland, som Kissinger i sin tid så og agerede på midt under den kolde krig
Henry Kissinger var en børste, han var USA’s præsident Richard Nixons terrængående nationale sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister og manden bag USA’s forsoning med det maoistiske Kina i 1970’erne. Formålet dengang var at forhindre fornyet forbrødring mellem det daværende Sovjetunionen og Kina, som var kommet på kant i slutningen af 1950’erne.
Resultatet af de indledningsvis dybt hemmelige forhandlinger var, at Taiwan måtte afstå Kinas plads i FN (herunder den faste plads i Sikkerhedsrådet) til Folkerepublikken på fastlandet, og at USA og Kina oprettede diplomatiske forbindelser i 1979.
Det er indlysende, at (i hvert fald den vestlige) verden i dag har samme behov for at forebygge en forbrødring mellem Kina og Rusland, som Kissinger i sin tid så og agerede på midt under den kolde krig og den blodige stedfortræderkrig i Vietnam, mens Kina kogte under Kulturrevolutionen. Men USA’s politik i nutiden medvirker netop til det modsatte, at trænge Kina sammen med Rusland. Uoverensstemmelserne mellem USA og Kina er mange, og stærkest kommer de til udtryk over Taiwan, selvom de i høj grad handler om stormagtambitioner, USA’s angst for at falde bagud af dansen i forhold til Kina, produktionen af halvledere og forarbejdningen af sjældne jordarter mm.
Konsekvenser af krig
Kina er Taiwan langt overlegent militært, men Taiwan er dog i besiddelse af et stærkt forsvar, bl.a. flyvevåben og et modstandsdygtigt beredskab med underjordiske faciliteter. Militæret er i topform og har støtte i en veltrænet styrke af civile og et veludviklet cyberforsvar, som gør det uhyre vanskeligt og dyrt for Kina at gå i krig mod Taiwan – og i værste fald rive USA med, hvilket vil få uhyrlige konsekvenser for verden.
Kinas og Taiwans økonomier er tæt knyttet gennem investeringer, produktion mm., hvilket vil skade kinesiske interesser – og resten af verdens – ved krig. Der er heller ingen tvivl om, at invasion af Taiwan vil udløse heftig international fordømmelse af Kina såvel som økonomiske sanktioner fra Vesten, men næppe fra resten af verden.
Ingen tvivl om, at Xi Jinping nøje følger Vestens sanktioner mod Ruslands præsident, Vladimir Putin, som straf for invasionen af Ukraine i 2022. Kinas økonomi er langt mere sammenflettet med verdensøkonomien end Ruslands, og selvom Xi lægger enorm vægt på både politik og ideologi, vil han nødig udsætte Kinas økonomi for noget tilsvarende.
Xi Jinpings hensigter og mål fremgår af hans Kinesiske Drøm, visionen om et stærkt, forynget og stolt Kina, der efter 200 års ydmygelse fra Vestens side genindtager sin – efter Xis og mange kineseres opfattelse – rette plads i universet, ingen over, ingen ved siden af. Skæringsdatoen er Det Nye Kinas 100-års dag, 1. oktober 2049. Og det er jo snart …
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
