virtuelt topmøde EU-Kina

Mette Holm: Nye toner i forholdet mellem EU og Kina

i Politik & Samfund/Kina af
EU-KINA // ANALYSE – Jubilæumsfestlighederne i anledning af oprettelsen af forbindelser mellem Kina og EU blev aflyst. Aftalen, der skulle have været kronen på værket, er efter syv år endnu ikke færdigforhandlet. Covid-19 kom også i vejen, dels fordi EU var utilfreds med Kinas indledende håndtering af smitten, dels fordi parterne ikke kunne mødes fysisk. Stemningen er overhovedet ikke festlig, og EU lægger efter 45 års forsigtighed og splittet forhold til Kina op til, at Unionen nu må tale med én stemme for at få den nødvendige gennemslagskraft over for et stadig mere selvsikkert Kina.

Efter 45 år, hvor Kina har haft held til at skabe splid i EU, ser det ud til, at Unionen nu er ved at finde en fælles stemme i forholdet til Kina, en ny tone i samkvemmet.

Der var egentlig lagt op til den store festligholdelse i år af 45-året for oprettelsen af forbindelser mellem EU og Kina – i samme konfliktundvigende ånd, som samarbejdet generelt har udspillet sig i fra europæisk side. I stedet er det blevet til udsatte og nedtonede møder, som endda i lyset af covid-19 blev virtuelle i stedet for fysiske.

Da det daværende EF og Kina oprettede diplomatiske forbindelser i 1975 var håbet – ja nærmest forventningen fra EF’s side – at i tillæg til storstilet handel til gensidig gavn og glæde, ville demokratiske værdier lige så stille smitte af på og forplante sig til Kina, men sådan er det slet ikke gået.

The 22nd China-EU Summit
screen shot af topmødet mellem Kina og EU 22. juni 2020

EU er Kinas største handelspartner, mens Kina er EU’s næststørste – efter USA. Så den side af forholdet fungerer udmærket. Men de seneste otte år har demokratiske stater i EU med stigende bekymring iagttaget Xi Jinpings helt åbenbare autoritære ambitioner derhjemme – og voksende selvsikkerhed internationalt.

EU har heller ikke været tryg ved Kinas indledende håndtering af covid-19, som blev opdaget i storbyen Wuhan.

Bekymringen har bl.a. fået EU til at indføre screening af kinesiske investeringer og fælles retningslinjer over for ’truslen’ fra kinesiske virksomheder mod kritisk infrastruktur. Dertil kommer en beslutning om at knytte EU stærkere sammen som modtræk til Kinas storstilede Silkevejsprojekt, der skal forbinde hele verden med Kina og ad den vej sikre kineserne både forsyningsruter, forsyninger og beskæftigelse – altsammen for at holde kineserne i nogenlunde godt humør, så Kommunistpartiet kan blive siddende på magten.

I den forbindelse er det værd at notere sig, at Kina i dag ejer 51 pct. af ’Dragehovedet i Kinas Silkevej til Europa’, nemlig havnen i Piræus, 35 pct. af havnen i Rotterdam, der er Europas største, 20 pct. af havnen i Antwerpen og hele havnen i Zeebrugge. Kina ejer ikke havnen i Hamborg, men står til gengæld for over halvdelen af trafikken dér.

Der er rigeligt plads til forbedring af forholdet mellem Kina og EU. Ursula von der Leyen beskrev allerede ved det fælles årsmøde i juni EU’s syn på Kina sådan her: ”Kina er forhandlingspartner, økonomisk konkurrent, og systemisk rival”

Bloomberg skrev for to år siden, at Kina siden mellem 2008 og 2018 investerede mindst 2000 mia. kr. i Europa: i robotfrabrikker, vindmølleparker, havne, biler, bildæk, elnet, telefonnet, lufthavne mm – og mindst 12 fodboldklubber!

Kina investerer nu mere i EU end omvendt og erhvervede 68 tyske virksomheder i 2016, blandt dem verdens førende producent af industrirobotter, Kuka AG. Og kinesiske Geely ejer 10 % af Daimler, der ejer Mercedes. London-taxien er også på kinesiske hænder, det samme er Volvo. Der er dem, der mener, at dermed er industrispionage overflødig!

Dertil kommer Kinas særlige indsats i Central- og Østeuropa samt Grækenland, kaldet CEE 17-1, hvor Kina bl.a. har ignoreret EU’s regler om udbud og derved sat Bulgarien i en dårlig situation og lagt sig ud med EU. Tjekkiet har oplevet at sælge virksomheder til private kinesiske investeringsselskaber, som så pludselig var ejet af den kinesiske stat. Beretningerne er legio.

Så forholdet trængte til en indsprøjtning efter Europas voksende desillusion over Kinas mange løfter, højstemte skåltaler og begrænsede resultater. Meningen var, at at en storstilet gensidig investeringsaftale, der har været under udarbejdelse siden 2013, skulle krone jubilæumsfejringen med topmøde i Leipzig i formandslandet, Tyskland med deltagelse af Angela Merkel, Xi Jinping og Ursula von der Leyen bl.a.

Så kom covid-19!

Og 1. juli indførelsen af en drastisk kinesisk sikkerhedslovgivning i Hong Kong!

Føj dertil situationen i Xinjiang, som EU’s ledere hidtil ikke har set sig i stand til at kritisere samlet, selvom den brutale undertrykkelse af uighurerne længe har været kendt.

Ulvekriger på charmetur

Hvert år holder EU og Kina møde om samarbejdet. I år var det 22. juni og virtuelt. Tonen fra europæisk side var skarpere end normalt. Europarådets formand, belgiske Charles Michel, sagde efter mødet: ”Engagement i og samarbejde med Kina er både en mulighed og en nødvendighed. Men samtidigt bliver vi nødt til at erkende, at vi ikke deler værdier, politiske systemer eller syn på multilateralisme med Kina. Vi vil deltage i samarbejdet med klarsyn og selvtillid og på robust vis forsvare EU’s interesser og stå fast på vore værdier.”

Jubilæumstopmødet var i havsnød, så Kinas udenrigsminister, Wang Yi, tog på charmeoffensiv i Europa. Men han glemte charmen og skruede i stedet bissen på og skældte og smældte på alle sine værtslande, efterhånden som rejsen skred frem – fra Italien over Nederlandene til Norge, Frankrig og Tyskland.

plakat fra Wolf Warrior
Wolf Warrior, 战狼, er en populær ultranationalistisk moderne kriger

Den ny, meget offensive kinesiske stil kaldes Wolf Warrior-diplomati, opkaldt efter en yderst populær og stærk nationalistisk kinesisk actionfilmhelt, (Zhàn Láng), Ulvekrigeren.

Færøerne fik det nye ’diplomati’ at føle, da Kinas ambassadør til Danmark, Li Ruiyu, indskærpede færingerne, at hvis de afviste Huaweis tilbud om telefoni, ville det koste på lakseeksporten til Kina. Det var en kedelig klemme, for USA’s ambassadør, Carla Sands, prøvede at true Færøerne til ikke at handle med Huawei. USA er nemlig heller ikke for fin til Wolf Warrior-diplomati. Donald Trump har måske ligefrem været med til at bane vejen for det.

Det udsatte jubilæumstopmøde blev også virtuelt, da det omsider blev afviklet med deltagelse af Europakommissionens præsident, Ursula von der Leyen, Angela Merkel i egenskab af kansler i EU’s regerende formandsland, Tyskland, samt Kinas partichef og præsident, Xi Jinping. Mødet blev holdt lige så stille mandag d. 14. september.

Eftersom den store gensidige investeringsaftale ikke er færdigforhandlet, underskrev parterne i stedet en langt mindre aftale, kaldet GI, om geografiske indikatorer, som gør det lettere at afsætte europæiske varer i Kina, i særdeleshed landbrugsvarer af høj kvalitet.

Plads til forbedring

Så der er rigeligt plads til forbedring af forholdet mellem Kina og EU.

Ursula von der Leyen beskrev allerede ved det fælles årsmøde i juni EU’s syn på Kina sådan her: ”Kina er forhandlingspartner, økonomisk konkurrent, og systemisk rival.” Ved den lejlighed efterlyste hun højere ambitioner fra Kina og opfordrede statsejede virksomheder og deres underselskaber til vitterligt at forpligte sig og leve op til deres mange luftige løfter.

Og EU’s ledere afstod ikke – som ellers er sædvanen – fra skarp, konkret kritik af Kinas forvaltning af menneskerettighederne i Hong Kong, Tibet og Xinjiang, såvel som af misinformation og cyberangreb.

Ingen tvivl om at et samlet EU vil have langt mere gennemslagskraft over for Kina end de enkelte lande. Se bare på USA, som er det eneste land, Kina ikke har straffet politisk og økonomisk

Mødet i juni affødte end ikke et fælles communiqué. Det nye var til gengæld EU’s relativt kritiske tone. Hidtil er det lykkedes Kina at stikke kiler ind i EU, som derfor aldrig har været i stand til at tale med én røst over for Kina. Dermed har Kina kunnet udnytte sin størrelse over for hvert land enkeltvis, som til gengæld slet ikke har været i stand til at kritisere Kina, eller er blevet straffet på handelen og økonomien hvis de gjorde det.

Man kan råbe ad Kina, så tosset man vil fra Himmelbjerget; det vil først og fremmest tjene hjemlige politiske interesser, ikke vinde genklang hos de egentlige adressater, nemlig kineserne. De kan til gengæld bruge det indenrigspolitisk derhjemme med fortællingen om, at Danmark og danskerne er Kina-fjendtlige – eller værre, kineserfjendtlige. Men hvis von der Leyen får held med sin plan om, at EU skal tale samlet til Kina, vil budskaber få større slagkraft.

Ingen tvivl om at et samlet EU vil have langt mere gennemslagskraft over for Kina end de enkelte lande. Se bare på USA, som er det eneste land, Kina ikke har straffet politisk og økonomisk for at mødes med tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama.

Kina er blevet vred på USA (som lidt endnu er verdens største økonomi foran Kina) over det, men har ikke ville sætte forbindelserne over styr af den grund, som det er rutine med andre, mindre lande. Donald Trump har i mellemtiden gjort forholdet mellem USA og Kina endog meget ringe. Men Kina har et langt perspektiv og som mange andre lande håber også Kina på, at Trump driver over med årets udgang, så forholdet atter kan blive mere civiliseret.

Udfordrende partnerskab

Ursula von der Leyen holdt sin første State of the European Uniontale onsdag i Bruxelles og gentog ordret sommerens beskrivelse af Kina og kaldte desuden forholdet mellem EU og Kina ”vort strategisk vigtigste og ét af de mest udfordrende.”

Ursula von der Leyen State of the EU
2020 State of the Union address by Ursula von der Leyen, President of the European Commission, to the European Parliament. © European Commission 2020

Fem minutter af von der Leyens 80 minutter lange tale var helliget forholdet til Kina.

Hun påpegede den fælles interesse i kampen mod klimaforandringer. Og her roste hun Kina for engagement gennem dialog på højt plan. ”Men vi forventer, at Kina vil leve op til sine forpligtelser i forhold til Paris-aftalen (fra 2015) og gå i spidsen som foregangsland” – en ros til Kina såvel som en uudtalt røffel til Donald Trump, der som noget af det første som præsident meldte USA ud af klimaaftalen fra Paris.

Ifølge officielle kinesiske medier lagde også Xi Jinping efter det virtuelle topmøde mandag vægt på parternes fælles fodslag omkring miljøet og i bekæmpelsen af klimaforandringer – et område, hvor autoritære stater kan handle hurtigere end demokratier, fordi de ikke behøver at forhandle sig til politisk flertal for store beslutninger. Xi sagde, at parterne må arbejde konstruktivt og støtte hinanden op til FN’s COP26 i Glasgow til næste år og den store FN-konference om biodiversitet i Kunming i provinsen Yunnan i Kina, ligeledes i 2021.

Skævt økonomisk samarbejde

”På det økonomiske område,” sagde von der Leyen i sin tale til Unionen onsdag, ”er der fortsat hårdt arbejde forude for at yde europæiske virksomheder lige markedsvilkår i Kina såvel som, hvad angår gensidighed og overkapacitet. Vi har fortsat et skævt partnerskab inden for handel og investeringer.”

I Kina erklærede Xi Jinping efter mandagens topmøde, at ”det kinesiske marked forbliver åbent for EU. Endnu flere sunde landbrugsprodukter af høj kvalitet fra EU er velkomne i Kina.” Markedet er stort for sunde og ufarlige fødevarer i Kina, hvor forurening og fusk præger megen fødevareproduktion. Love og regler er på plads, men implementeringen halter gevaldigt og gør købedygtige kinesiske forbrugere sultne efter europæiske fødevarer, der er pålideligt mærkede, og hverken er forurenede eller indeholder uhensigtsmæssige tilsætningsstoffer.

Så længe hovedkvarteret ligger i Kina, og den kinesiske stat dermed til enhver tid kan forlange adgang til alt og alle i virksomheden, er det svært at stole på Huaweis uafhængighed

Interessant nok opfordrer Xi Jinping til, at Kina og EU opretter et digitalt partnerskab. Han udtrykte håb om, at EU vil samarbejde med Kinas globale initiativ omkring datasikkerhed for at formulere regler og standarder på det globale digitale felt og fremme global forvaltning af den digitale økonomi. Det er store ord, når man tænker på, hvordan EU føler sig udfordret af Kina på netop dette felt og, som nævnt ovenfor, har draget diverse forholdsregler i den anledning.

Huawei

Den kinesiske IT-gigant Huawei fortjener sit egent afsnit her. Virksomheden blev stiftet af en forhenværende viceregimentschef, Ren Zhengfei, i 1987, da Kinas militær fik tjenstlig ordre til at skaffe penge ved kommerciel virksomhed.

I den forbindelse har jeg bl.a. besøgt en raketfabrik i Shanghai, der havde omlagt produktionen til at fremstille køleskabe, og en ilt-bar i Beijing, hvor man for en beskeden sum kunne indånde frisk luft – ilt, eventuelt med liflig aroma. Og jeg affyrede en antiluftskytskanon på et skydeanlæg ude ved Den store Mur, endnu et af Befrielseshærens initiativer til at tjene penge til egenfinansiering.

M Holm skyder med antiluftskytskanon
Folkets Befrielseshær fik ordre til at tjene penge. Her reporteren på arbejde på Befrielseshærens skydeanlæg nær Den store Mur – helt åbenbart uden kontrol over sit våben eller situationen i det hele taget © Privat

Ren Zhengfei gav sig til at fremstille telefonomstillinger. I dag er Huawei blandt verdens største inden for telefoni, telefoner, telekommunikation, overvågningsudstyr og meget andet. Huawei arbejder i flere end 170 lande, beskæftiger 194.000 mennesker og overhalede i juli Samsung og Apple og blev verdens største smart phone-fabrikant.

Huawei er også førende på udviklingen af tidens hurtigste netværk, 5G, hvilket skaber rav i den mange steder. For hvem ejer Huawei? Og nok så vigtigt, hvem bestemmer i yderste konsekvens? Og hvis Kina i virkeligheden bestemmer, er det så sikkert at lade Huawei stå for indførelsen af 5G? Mange stater mener nej, det er ikke sikkert at lade en virksomhed med så uklare relationer til den kinesiske stat stå for kritisk infrastruktur.

Ren Zhengfei erklærer, at virksomheden Huawei er uafhængig af den kinesiske stat og tillige medarbejderejet.

Ejerskabet og kontakten til Kinas nationale fagforbund er uigennemskueligt. Det kan meget vel være, at Huawei vitterligt er 100 pct. ejet af andre interesser end den kinesiske stat. Men så længe hovedkvarteret ligger i Kina, og den kinesiske stat dermed til enhver tid kan forlange adgang til alt og alle i virksomheden, er det svært at stole på Huaweis uafhængighed. Eneste løsning på det spørgsmål for firmaet vil formentlig være at flytte hovedkvarteret til et andet land, fx Singapore. Men det er en helt anden historie.

Politiske uoverensstemmelser

Eller næsten… I hvert fald er langt den største uoverensstemmelse mellem EU og Kina hverken Huawei eller Den nye Silkevej men de respektive politiske systemer.

Ursula von der Leyen beskrev det i klare vendinger sådan her i sin tale onsdag om Unionens tilstand: ”Der er ingen tvivl om, at vi står for højst forskellige regeringssystemer og samfund. Vi tror på demokratiets universelle værdi og individets rettigheder. Europa har sine problemer, tænk fx på den voksende antisemitisme. Kritik og opposition diskuteres åbent her. Vi taler åbent om tingene. Ikke alene er kritik og opposition accepteret her, det er beskyttet af loven. Vi har åben debat om vore uenigheder” i EU.

Fortsættelsen var en formulering af Ursula von der Leyens hensigter i forholdet til Kina, og den blev mødt med klapsalver: ”Så vi må råbe op om menneskeretskrænkelser, når og hvor de finder sted – det være sig i Hong Kong, eller når det drejer sig om uighurerne.”

Den generelle opfattelse i omverdenen er, at Kina er brutal og skånselsløs i undertrykkelsen og forfølgelsen af netop uighurer, tibetanere og mongoler, ligesom den nye sikkerhedslovgivning for Hong Kong er et uhørt brud på områdets miniforfatning

”Men hvad holder os tilbage? Hvorfor bliver selv de simpleste erklæringer om EU-værdier forsinket, udvandet eller gjort til gidsel i sager om helt andre motiver?” spurgte hun – og svarede:

”Når medlemsstater kalder EU langsommelig, siger jeg til dem, vær modige og tag skridtet til kvalificerede flertalsbeslutninger – om ikke andet så i sager om menneskerettigheder og gennemførelsen af sanktioner,” og så bragede klapsalverne for alvor…

EU må ’fuldende sin værktøjskasse’, fortsatte von der Leyen og annoncerede, at Kommissionen vil komme med forslag til sanktionering af enkeltindivider, såsom at nægte højtstående ledere indrejse i EU, indefryse deres aktiver eller nægte deres børn uddannelse på universiteter; en pendant til den amerikanske Magnitsky-lov, der blev vedtaget for at straffe russiske ledere for mordet på en russisk systemkritiker. Altså en måde at målrette sanktioner de ansvarlige og ikke straffe hele befolkninger for lederes overgreb.

Kinesernes rettigheder er ’indre anliggender’

Den slags sanktioner kan gøre magthaverne i Kina edderspændte. Alene tanken om indblanding i, hvad Kina betragter som indre anliggender, møder modstand.

Her refererer kinesiske medier, at Xi Jinping i klare vendinger gjorde Ursula von der Leyen og Angela Merkel opmærksom på ”Kinas principielle holdning til emner med relation til Hong Kong og Xinjiang, som går ud på at værne om Kinas nationale suverænitet, sikkerhed og enhed og beskytte alle etniske gruppers ret til at leve og arbejde i fred.”

Det lyder jo prisværdigt, men den generelle opfattelse i omverdenen er, at Kina er brutal og skånselsløs i undertrykkelsen og forfølgelsen af netop uighurer, tibetanere og mongoler, ligesom den nye sikkerhedslovgivning for Hong Kong er et uhørt brud på områdets miniforfatning.

Xi understregede desuden, at ”Kina modsætter sig kraftigt enhver person eller styrke, der skaber destabilitet, splittelse og kaos i Kina og blander sig i Kinas indre anliggender. Der findes ikke kun én korrekt vej til menneskerettighedernes udvikling i verden. Der findes ikke en vej, der er bedst” – lande skal først og fremmest finde deres egen vej og håndtere egne anliggender.

Og det kinesiske folk vil ikke acceptere en ”vejleder” i menneskeretsanliggender: det modsætter sig ”dobbeltmoral” og er indstillet på at styrke udvekslinger med den europæiske side på grundlag af gensidig respekt, så begge sider kan gøre fremskridt, sagde Kinas partichef og præsident Xi Jinping ifølge de kinesiske medier.


LÆS ALLE METTE HOLMS ARTIKLER I POV HER – OG PÅ HENDES HJEMMESIDE.


Illustrationer: EU, Europarådet, privat

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mette Holms artikler på POV via mobile pay 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Politik & Samfund