
DANSK POLITIK // ANALYSE – Det netop overståede folkemøde på Bornholm var både fattig på folk og på nyheder. Selv om coranarestriktionerne i vid udstrækning er ophævet, virkede det alligevel til, at de danske toppolitikere havde givet sig selv mundbind på igen. Visionerne udeblev og et samlet visionært blåt projekt fortoner sig stadig i det fjerne.
Medmindre man kan svinge sig op til at kalde Venstres formand, Jacob Ellemann-Jensens, tautologiske melding om, at han da godt kan se sig selv som minister i en Pape-regering – og den nærmeste synkrone melding fra konservative formand Søren Pape om, at han ikke vil udelukke at skulle påtage sig rollen som oppositionens leder, for nyheder, ja så var det amputerede folkemøde mildest talt en tynd kop te.
Politiske banaliteter vil være et mildt ord, for hvad skulle Jakob Ellemann ellers svare, når diskussionen handler om at lede den blå opposition? At han vil spænde ben for Pape og være i opposition til en konservativ ledet regering? Det vil i givet fald kunne tage prisen som året dummeste udtalelse.
Set og hørt på folkemødets anden dag: Ni nej'er fra Mette og et klart ja fra Ellemann https://t.co/ng9GsdPw3k #dkpol #fmdk
— Altinget (@Altingetdk) June 19, 2021
Indtil videre har debatten om en kommende blå regering dog hørt til i fiktionsafdelingen. Statsminister Mette Frederiksen har redet på statsmandseffekten, og samtidig har flere blå partier lignet det glade køkken, hvilket har betydet, at de stabile partier, Konservative og Nye Borgerlige, stille og roligt har kunnet konsolidere sig, mens Mette Frederiksen på den anden side har været oppe at snuse til 33 pct.
De seneste meningsmålinger tyder nu på, at bøtten er vendt. Danskernes coronaskræk er ved at fuse ud og vælgerne er stille og roligt begyndt at sive fra Socialdemokratiet, der i den seneste måling fra Voxmeter var helt nede på 28,3 pct. – hvilket omtrent er på pre-corona-niveauet.
Det sker samtidig med, at regeringen i skikkelse af integrationsminister Mattias Tesfaye snublede over sine egne ben ved etablingen af et nyt udrejsecenter for kriminelle afviste asylansøgere på Langeland. Sagen afslørede svagheder i regeringen. Dårligt forberedt arbejde og elendigt udført håndværk. Dertil kommer nye sexchikanesager i Socialdemokratiet, der synes at være håndteret med forholdsvis løs hånd.

Vælter regeringen?
Problemet for Mette Frederiksen er, at vejen frem til næste folketingsvalg er fuld af landminer. De blå partier har i samlet flok meddelt, at de ikke går med til at hæve ydelserne for de svageste og dermed hæve integrationsydelsen og loftet over kontanthjælpen, der især rammer indvandrerfamilier.
Hele ydelsesdiskussionen kommer til at ride regeringen som en mare, og det kan bestemt ikke udelukkes, at Enhedslisten kommer til at gøre alvor af deres trusler om at vælte regeringen, hvis ikke de svageste får et økonomiske løft af en vis stadig udefinerbar størrelse.
I hvert fald vil partiet miste meget stor troværdighed og vælgere, hvis det endnu engang afsløres i at være en tom tønde, der buldrer løs.
LA er eneste blå parti med visioner
Det nyhedsfattige folkemøde giver for politiske nørder håb om spændende sommergruppemøder i august, men desværre synes iderigdommen for et egentligt samlet blåt projekt at være yderst fattigt. Så håbet er lysegrønt, men realiteterne er nok desværre sådan, at man ikke skal sætte næsen op efter store nyheder.
Pernille Vermund og Nye Borgerlige fremturer fortsat med deres usammenhængende luftkasteller, der, hvis sandheden om konsekvenserne af deres forslag når frem til deres vælgere, vil få flokke til at søge tilbage i sikker havn hos Dansk Folkeparti.
LA-formanden efterlyser grundlæggende en blå kynisme til at gennemføre ægte borgerlig politik, men når solen er gået ned og regnebrættet gjort op, glemmer han blot, at der i blå blok er en trojansk hest – nemlig DF
Kristian Thulesen Dahl benytter da også nu en hver lejlighed til at stikke kniven ind, der hvor den gør mest ondt på Vermund. Nemlig, hvilke velfærdsområder, der skal finansiere 110 mia. kr. i skattelettelser. Svaret blafrer stadig i vinden.
Skal man være lidt fair over for de borgerlige, kan man konstatere, at den eneste der pt. byder ind med tanker og visioner for den blå blok er Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh. Senest i et interview i Weekendavisen, men også op gennem foråret har den unge partileder vist takter, som for ham og partiet desværre ikke kan aflæses i bedre meningsmålinger. LA ligger fortsat og vipper omkring spærregrænsen.
LA-formanden efterlyser grundlæggende en blå kynisme til at gennemføre ægte borgerlig politik, men når solen er gået ned og regnebrættet gjort op, glemmer han blot, at der i blå blok er en trojansk hest – nemlig DF, hvis økonomiske politik næppe kan karakteriseres som borgerlig, og som i den grad kommer til at hænge i håndbremsen, når og hvis de blå partier kommer tilbage til magten.
Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, vil en helt anden vej. Hun er, ikke overraskende, glad for Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, som er tyvstjålet fra de svenske konservative, der havde kæmpe succes op gennem 1990’erne med Fredrik Rejnfeldt i spidsen og en politik, der mest lignede en tyvstjålet kopi af Venstres og Anders Fogh Rasmussens midtsøgende velfærdspolitik.
Løkke hænger fast i bremsen
Lars Løkke vil vente med at præsentere sit partiprogram og sine kandidater til efter kommunevalget. Han har åbenbart is i maven eller blot tillid til, at hans parti kan agere hurtigt, hvis Mette Frederiksen vælger at blæse i valgfløjten ind da.
Det sidste kan bestemt ikke udelukkes. Mette Frederiksen vil komme under pres fra sit bagland, og med sivende meningsmålinger og en statsmandseffekt, der er ved at fise ud, vil hun helt sikkert også være fristet. Lars Løkke Rasmussens analyse af, at hun er nødt til at vente til granskningskommissionen har udtalt sig om Minksagen og den ulovlige beslutning, mangler både hoved og hale.
Man må også sige, at Løkkes projekt mere og mere fortoner sig i det fjerne. Det er minimalt, hvad han er kommet med af konkrete meldinger, og generelt bliver det svært for ham at diske op med noget helt unikt
Det virker nærmest, som om at hans analyse bygger på, hvornår valgudskrivelsen er mest opportun for ham selv og for Moderaterne. I hvert fald savner Løkkes analyse rationelle argumenter og han ved godt, at det altid er statsministerens prærogativ at udskrive valg i utide. Og at fremkalde en politisk krisesituation under de kommende finanslovsforhandlinger, der i offentligheden berettiger et folketingsvalg, ligner en simpel ekspeditionssag for Mette Frederiksen.
Generelt må man også sige, at Løkkes projekt mere og mere fortoner sig i det fjerne. Det er minimalt, hvad han er kommet med af konkrete meldinger, og generelt bliver det svært for ham at diske op med noget helt unikt, som rækker ud over de velkendte hyldevarer i Venstre.
Mærkesagen om at samarbejde hen over midten og lukke yderfløjene ude, bliver verdens letteste ting for hans modstandere at skyde ned. Den eneste, der hidtil har praktiseret det brede samarbejde, er således Mette Frederiksen, mens Løkke og Anders Fogh til sammen har brugt 15 år på at samarbejde med højrefløjen.
Dertil kommer, at Venstre nu har sendt det tungeste skyts i byen i form af partiets mangeårige Brutalis, Claus Hjort Frederiksen o.a. De lægger ikke fingrene imellem, når de omtaler Løkkes egoprojekt, som alene er opstået i en blandingsrus af selvmedlidenhed og hævnmotiver.

Valgtrommerne vil buldre i efteråret
Der er ingen tvivl om, at spekulationerne vil tage til og valgtrommerne buldre løs jo tættere, vi kommer på kommunevalget i november.
Poul Nyrup valgte den model at lægge kommunevalget og folketingsvalget sammen i november 2001 – men tabte. Statsmandseffekten efter terrorangrebet den 11. september var på daværende tidspunkt forduftet. Nyrup glemte at smede, mens jernet var varmt, og spørgsmålet er, om Mette Frederiksen ikke har lært af den erfaring.
Vælgerne belønner stadig regeringen for den håndfaste håndtering af coronakrisen. Hundredetusindevis af offentligt ansatte har været hjemsendte på fuld løn, og industrien og de mindre håndværksmestre har fyldte ordrebøger. Men hverdagen trænger sig på, og normaliseringen af samfundet er snart fuldendt.
Med normaliseringen følger derfor også en normalisering af vælgernes adfærd. I politik belønnes man ikke for fortidens fortjenester, men for hvordan man vil tage vælgerne i hænderne og føre dem trygt og sikkert ind i fremtiden.
LÆS MERE AF FRANK KORSHOLM HER
Topbillede: Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i Folketingssalen. Foto: Klaus Holsting
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.