DEBAT // LIGESTILLING – Forfatter og radiovært Anne Sofie Allarp mener, at den nye regering blæser på ligestillingen i dansk politik, fordi kønsfordelingen mellem ministrene er skæv. Men hun skriver ikke, hvorfor kvinder vil egne sig bedre som ministre, eller hvad årsagerne til den skæve fordeling kan være
Anne Sofie Allarp skrev i denne uge i et debatindlæg i POV International, at vi kan konkludere én ting om kvindelige statsministre: De er ”hamrende ligeglade” med ligestilling, hvad ministerposter angår. Det seneste bevis er, at der på Mette Frederiksens nye ministerhold kun er 6 kvinder og 13 mænd, som Allarp skriver. Mette Frederiksen er også kvinde, så fordelingen må hedde 7 kvinder og 13 mænd.
I indlægget nævnes ikke ét sted, hvorfor det er en bedre idé at få flere kvinder ind som ministre.
Jeg stiller mig uforstående over for, at kvinder gerne må vælge hinanden udelukkende baseret på deres køn, når mænd bliver mødt med kras kritik, hvis de vælger at stemme på eller ansætte en mand
Jeg ved, at der er mange grunde, men jeg finder det påfaldende, at debatten om ligestilling ofte får det ærgerlige fokus, at man blot kan sige, at det ikke er godt nok, at der ikke er flere kvinder – og så er det en endegyldig sandhed.
Kvinde har valgt mænd
Efter min mening slår ligestillingsdebatten ofte fejl, når man partout mener, at det er bedre at få flere kvinder ind som ministre, blot fordi de er kvinder.
Kønnet alene kvalificerer ikke. Hvad med at skele til deres kvalifikationer, inden man kigger på deres køn?
For mig at se har Mette Frederiksen helt naturligt valgt at satse på erfarne kræfter i form af fx Mogens Jensen, Nick Hækkerup og Nicolai Wammen.
At det er Frederiksen, der har udpeget ministrene, er også en dejlig undtagelse. I dette tilfælde er det ikke mænd, der vælger mænd, hvad der er et ofte yndet argument i ligestillingsdebatten, men en statsminister, der har peget på de kandidater, hun mener, er de bedst egnede.
I valgkampen lød et slogan også: ”Alt at vinde, stem på en kvinde”. Jeg stiller mig uforstående over for, at kvinder gerne må vælge hinanden udelukkende baseret på deres køn, når mænd bliver mødt med kras kritik, hvis de vælger at stemme på eller ansætte en mand.
Det nye socialdemokratiske ministerhold skal også ses i det lys, at det er en etpartiregering bestående af Socialdemokratiet – hvor 12 ud af 48 af de valgte folketingsmedlemmer for liste A er kvinder, som Allarp også pointerer.
Ja, Inger Støjberg er kvinde, men jeg er langt mere optaget af de skræmmende, umenneskelige stramninger, hun har ført på udlændingeområdet. Mette Bock er kvinde, men jeg synes det er beskæmmende, at hun har fået lov til at massakrere DR. Mai Mercado er kvinde, men hun har ikke villet minimumsnormeringer, hvad daginstitutioner skriger på
I den ligning hører naturligvis ikke de kandidater, som Allarp rigtignok peger på, kunne tænkes at blive hentet ind uden for Christiansborg.
Den skæve kønsfordeling skal således også ses gennem regeringskonstruktionen: Havde S dannet regering med SF og R, var der nok flere oplagte kvindelige kandidater.
Politiske visioner og resultater er vigtigere end køn
At det skulle være en ros i sig selv, at Lars Løkke Rasmussen er den eneste statsminister, der har haft lige mange kvindelige og mandlige ministre, som Allarp også peger på, er for mig at se heller ikke et argument, når man ser på, hvilke kvindelige ministre, Løkke prioriterede. Igen: Kønnet alene kvalificerer ikke.
Ja, Inger Støjberg er kvinde, men jeg er langt mere optaget af de skræmmende, umenneskelige stramninger, hun har ført på udlændingeområdet.
Mette Bock er kvinde, men jeg synes det er beskæmmende, at hun har fået lov til at massakrere DR.
Mai Mercado er kvinde, men hun har ikke villet minimumsnormeringer, hvad daginstitutioner skriger på.
Merete Riisager er kvinde, men hun er tilhænger af nationale tests, der ikke gør noget godt for danske skolebørn.
Ligestillingsiveren overser ofte sagen – hvad politikerne vil kæmpe for, og hvilke resultater de hiver hjem – frem for om det er en mand eller en kvinde
Det afgørende for mig er, at det ikke er kønnet, men de politiske resultater og visioner der afgør, hvem der egner sig som minister.
Ligestillingsdebattens store problem er, at man bliver for forhippet på at få ligestilling, så man dermed negligerer, at mænd kan være de bedste egnede på posten. Dommen er faldet, allerede inden de nye ministre har bevist, om de kan begå sig som ministre.
Ligestillingsiveren overser ofte sagen – hvad politikerne vil kæmpe for, og hvilke resultater de hiver hjem – frem for om det er en mand eller en kvinde.
Jeg har intet imod kvinder som ministre, tværtimod, og jeg har fuld forståelse for, at der er mekanismer i samfundet, der gør, at færre kvinder forsker, kommer til tops eller bliver ministre.
Men blot at dømme den kommende regering på baggrund af køn uden at argumentere for, hvorfor det er et problem, er for mig at se alt for fattig en debat.
Foto: POV International – kollage bestående af officielle pressefotos.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her