REGERINGSFORHANDLINGER //ANALYSE – Mette Frederiksen står styrket efter de seneste ugers dramatik, hvor andre aktører end den socialdemokratiske formand har domineret billedet. Det vil selvsagt være en enorm sejr for Mette Frederiksen at kunne fortsætte i Statsministeriet, selvom Socialdemokratiet har tabt stort ved flere valg, skriver politisk kommentator Helle Ib.
I de afsluttende forhandlinger, der inden længe må munde ud i en regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og de Radikale, må Mette Frederiksen (S) næsten ikke kunne tro sit eget held.
Hun står ganske enkelt styrket efter de seneste ugers dramatik, hvor andre aktører end den socialdemokratiske formand har domineret billedet. Mette Frederiksen kommer efter alt at dømme til at nyde godt af mindst fem forhold:
For det første, at kritik af løftebrud, drama og ballade vil havne andre steder end hos Socialdemokratiet.
I de afsluttende forhandlinger, der inden længe må munde ud i en regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og de Radikale, må Mette Frederiksen (S) næsten ikke kunne tro sit eget held
For det andet, at SF’s regeringsdeltagelse bliver et vigtigt værn for Socialdemokratiet. SF vil ikke længere kunne skovle proteststemmer ind, hvis socialdemokratiske vælgere bliver utilfredse med velfærdspolitikken eller elementer af den økonomiske politik.
For det tredje, at de to måneders forhandlinger med Mette Frederiksen – og i et par uger Venstres Troels Lund Poulsen – som kongelig undersøger har demonstreret for vælgerne, at det ér svært at danne regering. Et broget Folketing, fraværet af rød blok-flertal i den økonomiske politik – og hertil en række bastante krav til regeringsdeltagelse – må øge såvel utålmodigheden som forståelsen i vælgerkorpset for, at nu er tiden inde til kompromiser. Landet skal jo ledes.
Moderaterne bliver svære at danse med
For det fjerde, at Moderaterne nok er og kan blive besværlige at danse med, ligesom De Radikale før har været det for Socialdemokratiet. Men de to partiers krav og aftryk kan også blive det alibi, S-toppen får for ikke at gå all-in på en venstreorienteret økonomisk politik, som socialdemokratiske topfolk hen over årene har vrisset og rystet på hovedet ad. Både uden for referat og i fuld offentlighed.
Om bukserne kan holde til en rød-lilla regering – og med Enhedslisten og Alternativet som mere eller mindre fuldtonede støttepartier – vil tiden kun vise. Men Socialdemokratiet har næppe noget imod, at det nu er Lars Løkke Rasmussen (M), der tager sig af nogle af slagsmålene med venstrefløjen.
For det femte og helt overordnet vil det selvsagt være en enorm sejr for Mette Frederiksen at kunne fortsætte i Statsministeriet. Socialdemokratiet har tabt stort ved flere valg. Mette Frederiksen er som lederskikkelse kontroversiel. Men hun vil gå over i historien som en stærk og manøvredygtig leder for et parti, der sikrede sig regeringsmagten ved hele tre valg i træk.
Når en ny regering omsider præsenteres – måske inden for en uges tid – vil Mette Frederiksen stå som den, der trods alt er lykkedes med at holde sammen på det hele.
Drama og konflikter vil boble andre steder.
Det vil især tiltrække sig opmærksomhed, i hvilket omfang Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har tilkæmpet sig aftryk på den økonomiske politik. En rød-lilla regering kan dårligt matche de arbejdsudbudsreformer, velstandsmål og skattelettelser, som Troels Lund Poulsen, med VLAK-partierne bag sig diskede op med – i et kløgtigt forsøg på at presse, udstille og svække Lars Løkke Rasmussen. Bliver mellemskatten fjernet? Bliver selskabsskatten sat ned? Bliver loftet for aktiesparekontoen forhøjet til en halv million kroner?
Dette kan et centrum-venstre-flertal umuligt levere 100 procent på, og borgerlige politikere kommer i en periode utvivlsomt til at fortsætte og forstærke angrebene på Løkke.
Et andet fokuspunkt bliver Enhedslistens rolle, grænser og røde linjer. Pelle Dragsted har fra dag ét siden valget signaleret venlig og moden pragmatisme. Det har pinsens årsmøde i Enhedslisten ikke ændret på.
Men fordi Lars Løkke Rasmussen selv gang på gang har talt uenighederne op og har krævet uafhængighed af ”Enhedslistens hovedbestyrelse”, vil det følsomme forhold mellem regeringen og parlamentarisk grundlag suge kritisk opmærksomhed til sig. Hvordan bliver formuleringerne i regeringsgrundlaget – og vil Enhedslisten som Alternativet acceptere, at der er politiske områder, hvor man helt står udenfor?
Socialdemokratiet har tidligere ligget i konflikt med Enhedslisten, ikke mindst under Helle Thorning-regeringen i 2011-2015. Men lige nu er det Lars Løkke Ramsussens udfordring at forklare, at han alligevel foretrækker en form for afhængighed af Enhedslisten frem for Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt.
En disciplinerende effekt i kredsen af centrum-venstre-partier kan blive, at kassen er næsten tom i de kommende år. SVM-regeringen nåede at disponere over hovedparten af det opjusterede og historisk svulmende råderum. Nu er der ikke mange frie milliarder i de kommende år.
Det skærper kravene til at bruge midlerne klogest muligt i forhold til de politiske ønsker – men kan også betyde, at såvel kontroversielle skatteforslag som dyre velfærdsinitiativer bliver sværere at samle opbakning om. De økonomiske grundvilkår kan blive et alibi for at skubbe tiltag der, hvor uenighederne er for store.
Mette Frederiksen har efterhånden været ”hele vejen rundt” som formand. Nødvendig fleksibilitet eller snedig opportunisme?
De fire partiledere, der i disse dage forhandler om at kunne gå i regering sammen, er alle næret af et intenst ønske om – og viden om – at magten ligger i at være i regering.
For få år siden var Mette Frederiksen selv en hovedkraft i opgøret med blokpolitikken og i fortællingen om, hvorfor de internationale trusler nødvendiggjorde upopulære beslutninger og hårde økonomiske prioriteringer.
Det stærke engagement i Ukraine, alliancebygningen blandt stats- og regeringschefer, håndteringen af krisen med den amerikanske præsident og understregningen af, at forsvaret for Europas frihed kommer før alt andet, har præget Frederiksens seneste år som statsminister.
Og det bidrog sammen med billedet af en stærk dansk økonomi, velfærd og en stram udlændingepolitik til, at mediet Politico i december sidste år placerede ”the north star” som nummer to på listen over de mest indflydelsesrige politikere i Europa. I februar i år var det The New York Times, der på forsiden tegnede et portræt af den danske lederskikkelse.
Under valgkampen etablerede Socialdemokratiet så en behagelig parallelverden til den alvorstyngede internationale profil. En tilbagevenden til Mette Frederiksens første år som partiformand. Det var dengang, hun lagde maksimal afstand til den hårde reformtid under SRSF-regeringen. Klassiske arbejdsudbudsreformer blev vendt ryggen, ulighed og grådighed skulle bekæmpes, aktiebeskatningen øges, udenlandsk arbejdskraft begrænses og topskattelettelser forhindres.
De tunge beslutninger
Frem mod valget i 2022 justerede Mette Frederiksen så signaler og kurs, og med dannelsen af den brede SVM-regering i 2022 i polykrisernes skær forsvarede hun løbende tunge beslutninger og hårde prioriteringer – herunder afskaffelsen af Store Bededag – med henvisning til de stigende forsvarsudgifter og andre påtrængende finansieringsopgaver.
Arbejdskraft blev den nye valuta, og i debatten om arbejdstid opfordrede statsministeren til en ”mentalitetsændring”. Formaningen om, at alle danskere måtte yde et bidrag, og at ”russerne ikke går hjem klokken 16 fra samlebåndet”, blev en retorisk understregning af det alvorstunge lederskab.
Geopolitiske udfordringer, problemer i andre lande med at danne og opretholde en operationel regering, indtryk af splittelse og polarisering – alt dette kædede Mette Frederiksen sammen med sin afstandtagen fra blokpolitikken.
Inden for en uge eller to får vælgerne nok omsider svar på, hvordan Mette Frederiksen vil regere og manøvrere i den nye virkelighed
Eksempelvis lød det under en debat på Folkemødet på Bornholm for bare et år siden hos Dansk Industri, at Mette Frederiksen “aldrig har haft stor fidus til blokpolitikken”. At der “godt nok er langt ud til Enhedslisten fra Socialdemokratiet”. Og at hun ikke støtter, at man i “den situation, som verden befinder sig i”, skulle gå tilbage til blokpolitikken.
“Det kan jeg ikke forestille mig, kommer til at ske,” sagde hun.
Undervejs i den forgangne valgperiode begyndte Mette Frederiksen at trække lidt i land. Udtalelserne blev præciseret. Socialdemokrater begyndte at tale sødere til de ellers udskældte SF’ere, og i valgkampen var der mest af alt velfærdsforbedringer på det socialdemokratiske tapet. Lilleskoler, mere attraktiv Arne-pension, lavere stigning i pensionsalderen og statsstøttet deltid til småbørnsforældre. En S-valgkamp støvsuget for klassisk reformpolitik og mål om at øge den økonomiske modstandskraft.
Inden for en uge eller to får vælgerne nok omsider svar på, hvordan Mette Frederiksen vil regere og manøvrere i den nye virkelighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og