NY REGERING // ANALYSE – Danmarks nye regering med Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale må betragtes som et kæmpe eksperiment. Spændvidden mellem partierne, især i den økonomiske politik er enorm – og som mindretalsregering kan den rød-lilla konstellation se frem til hårde test af interne smertetærskler, skriver politisk kommentator Helle Ib.
Efter historisk lange forhandlinger lykkedes det omsider Mette Frederiksen (S) at danne den mindretalsregering, som siden valgkampen har set ud som den mest realistiske. Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale har skrevet regeringsgrundlag, mens Enhedslisten og Alternativet udgør det parlamentariske grundlag. Enhedslisten vil senere i dag uddybe, hvordan partiet ser sin rolle som støtteparti.
Det er endt som den regering, der kunne lade sig gøre, fordi alternativerne så endnu mere brogede og komplicerede ud.
Konstellationen må betragtes som et kæmpe eksperiment. Spændvidden mellem partierne, især i den økonomiske politik, er enorm – og som mindretalsregering kan den rød-lilla konstellation se frem til hårde tests af interne smertetærskler.
Det er endt som den regering, der kunne lade sig gøre – fordi alternativerne så endnu mere brogede og komplicerede ud
Der kan komme forløb, hvor valget kommer til at stå mellem handlingslammelse eller blå mærker.
At Mette Frederiksen tirsdag kaldte udvalgte partier til orientering på Marienborg indikerer, at oppositionspartierne naturligvis bliver en faktor for, hvordan den rød-lilla regering kommer til at klare sig og får ført sin politik ud i livet.
For de fire partiledere er regeringsdannelsen kulminationen på intense skæbnetimer. For hver især har den politiske fremtid i høj grad været influeret af, hvorvidt det lykkedes at opnå regeringsmagt:
Mette Frederiksen har, trods svingende popularitet og markante valgnederlag som formand, præsteret den sjældne bedrift, der er at sikre Socialdemokratiet magten og statsministerposten ved tre valg i træk.
Det er bl.a. sket gennem en lind strøm af politiske korrektioner og kovendinger gennem årene. Selskabsskat, arbejdsudbudsreformer, udenlandsk arbejdskraft, personskattelettelser – linjen har langt fra været konsekvent. Opportunisme eller nødvendig fleksibilitet?
Mette Frederiksen har selv i flere omgange beklaget det identitetstab, der kan være forbundet med brede regeringer eller umage konstellationer. Men i disse dage kan hun brillere som en stærk leder, der siden 2019 har evnet at holde de borgerlige væk fra Statsministeriet.
Den socialdemokratiske top har grund til at glæde sig, også over at ligge i ly af, at andre partier kan stå med større forklaringsudfordringer.
SF er nu i en ny liga
Pia Olsen Dyhr og SF rykker en liga op ved at påtage sig regeringsansvar efter en lang proces med at genrejse partiet efter de opslidende år i SRSF-regeringen for mere end ti år siden. SF vil løbende blive testet hårdt. Det er slut med at stå på sidelinjen i den populære og mindre forpligtende rolle og høste vælgere, der er utilfredse med Socialdemokratiets ageren og kurs.
For De Radikales Martin Lidegaard udgør regeringsdeltagelse en chance for oprejsning.
I kulissen har partiet været genstand for omfattende hån og hovedrysten – ikke mindst blandt socialdemokrater. Først manifesterede Mette Frederiksen sin stramme kurs i udlændingepolitikken ved at udelukke et regeringssamarbejde med De Radikale. Siden, da chancen opstod i 2022, snublede De Radikale over egne ben og blev ikke en del af den brede regering, Lidegaard ellers havde efterlyst, skrevet og drømt om.
SF vil løbende blive testet hårdt. Det er slut med at stå på sidelinjen i den populære og mindre forpligtende rolle
Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har ligeledes fået en chance for at forblive relevante. Sidste år var Moderaterne presset af dårlige sager og målinger nær spærregrænsen. Kommunalvalget tværede håbet om en større landspolitisk forankring ud.
Men Lars Løkke Rasmussen fik – efter uger med pres og drama – udnyttet sine afgørende mandater ved folketingsvalget til at sikre fortsat regeringsdeltagelse. En position, der virker afgørende for Løkkes egen fremtid i politik og for Moderaternes fortsatte relevans.
Det giver sig selv, at de borgerlige partier nu kører hårdt på med anklager om løftebrud. Løkke har jo tidligere forsikret, at han ikke ville gå i en regering, der baserer sig på Enhedslisten. Hertil kommer, at det nye regeringsgrundlag nok på overflade ligner mange af de punkter, som Troels Lund Poulsen og VLAK-regeringen kunne fremlægge, da Løkke i et par uger havde givet stafetten som kongelig undersøger videre til Venstres formand. Men der er også forslag om skattestigninger, som trækker i en anden retning.
En velforberedt Løkke fremhævede dog selv tirsdag eftermiddag, at “på alle parametre” fra arbejdsudbud til velstand er det nye regeringsgrundlag mere offensivt og ambitiøst.
Lars Løkke Rasmussen ligger i haglbygen af kritik umiddelbart som han har redt. Efter måneder med en attitude som kunne netop han få det bedste af alle verdener: Fortsat frigørelse fra yderfløjene, regeringsdeltagelse og en økonomisk politik i modstrid med, hvad Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen vil eller har signaleret.
Moderaterne står et godt sted
Blå blok har en indlysende interesse i at eliminere den lilla konkurrent. Men det er ikke sikkert, at partierne skal glæde sig for tidligt.
Fra en regeringsposition med betydelig indflydelse og et image som garant for en mere blåtonet økonomisk politik end de andre regeringspartier har Moderaterne mulighed for fortsat at appellere til og fastholde nogle af de halvborgerlige, grønne og internationalt orienterede midtervælgere, der ikke længes efter et alternativ, hvor Morten Messerschmidt (DF) kan dominere.
Gennem nogle uger har det borgerlige kampråb lydt, at Lars Løkke Rasmussen valgte realisering af sin egen politik fra til fordel for en ministerpost.
De fleste på Christiansborg ved imidlertid, at kampen om indflydelse på samfundsudviklingen er mere kompliceret, end den blå kampagne efterlader indtrykket af. Mange forhold kommer til at spille ind på den kommende regerings levedygtighed.
For høj cigaretføring og solospillerattitude kan forpeste arbejdsfællesskabet
Vil de borgerlige partier undervejs tage sig så dyrt betalt, hvis de skal medvirke til realisering af kontroversielle forslag, at venstrefløjen styrtbløder?
Kan samarbejdet og den indbyrdes kemi mellem de umage regeringspartier og partilederne holde i længden – eller afstedkommer den enes succes for ofte den andens ydmygelse?
For høj cigaretføring og solospillerattitude kan forpeste arbejdsfællesskabet.
På mange felter, fra forsvar, velfærd, fleksibelt arbejdsliv over grøn omstilling til drikkevand og dyrevelfærd, kan partierne samles om en ikke ubetydelig fællesmængde. Men det er ønsket om magt og indflydelse i kombination med manglen på alternativer, der har bundet dem sammen.
Mindretalsregeringer i Danmark er mere reglen end undtagelsen. SVM-regeringen havde historisk usædvanligt fede arbejdsvilkår – og hertil et svulmende råderum.
Nu har nogle af dansk politiks mest erfarne skikkelser fået en chance for at demonstrere, hvad de kan sammen i et langt mere broget og udfordret landskab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og