SLANK PÅ SPRØJTE // KLUMME – Vi har alle lov til at se ud, som vi gør, og ingen skylder andre mennesker en forklaring, hvis deres krop ændrer sig. Alligevel efterlyser Julie Bendtsen lidt mere åbenhed, når det kommer til de nye slankemidler, som store dele af kendisdanmark ser ud til at have taget til sig.
Kropsidealer – især de uopnåelige og for mange urealistiske – har været kontroversielle, så længe jeg kan huske. Jeg lider selv under dem og kan ikke huske ét eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde et afslappet og naturligt, for slet ikke at nævne rummeligt eller kærligt, forhold til min egen krop og dens størrelse.
Det havde alt at gøre med de idealer, jeg blev præsenteret for gennem blade, musikvideoer, film, tv-serier, og hvor man nu ellers stødte på piger og kvinder, der altid var tonede og slanke.
Jeg har aldrig været meget overvægtig, men jeg har heller aldrig været meget slank, og jeg har altid haft et problem med det. Spild af tid og energi, og så kan man så (oven i de ekstra kilo) slå sig selv i hovedet over dét. Altså at spilde tid og energi på noget så inderligt ligegyldigt.
Mediepersonligheder fylder deres Instagram med billeder, der fortæller en tydelig historie: Kiloene smelter af. Tøjet bliver strammere, helfigursbillederne flere – og komplimenterne vælter ind
Hvorom alting er, voksede jeg op i skyggen af et ganske smalt kropsideal, og det satte sig som en permanent rettesnor for, hvordan en pige- og kvindekrop bør se ud. Dét var i sig selv svært – der er ikke meget sjov ved at være en konstant skuffelse for sig selv – og nemmere blev det ikke af, at alle de slanke og kendte tilsyneladende bare så ud, som de gjorde, helt naturligt. Ingen nævnte nogensinde farlige fastekure, overdreven motion eller deciderede spiseforstyrrelser.
Spiseforstyrrelser og selvhad
Efterfølgende har vi selvfølgelig erfaret, at virkeligheden var en anden. Der var oceaner af spiseforstyrrelser og selvhad at finde blandt både modeller, skuespillere og andre mediepersonligheder, men når sandheden kommer ud senere, er skaden ofte sket, og en masse unge piger og kvinder er for længst blevet overbevist om, at det i virkeligheden er supernemt at ligne en supermodel. Man skal bare lytte til sin krop og tage cyklen i stedet for bilen. Voila.
De sidste år er det, som om trenden er vendt lidt, og for en stund så idealerne ud til at være blevet lidt mere rummelige. Der var plads til rundere numser og fyldigere lår, og det var, som om der bredte sig en tendens til at sige fra over for skønhedstyranniet.
Dels fordi det blev mere og mere evident, at alle kroppe ikke er skabt til at være den samme størrelse eller form, dels fordi idealerne gennem nye ansigter og personligheder fik flere nuancer og et bredere spektrum, og dels fordi det med flere og flere kendtes afsløringer af, hvad idealerne havde gjort ved dem, blev tydeligt, at perfektion i langt de fleste tilfælde kom med en pris, som måske alligevel ikke var værd at betale.
Inden for de sidste par år er diabetesmidlet Ozempic og dets slankende kusine Wegovy blevet de mest omtalte lægemidler siden Viagra. I så mange år har vi forsøgt at finde den gyldne smutvej til færre kilo, og nu er den her pludselig i form af en sprøjte, som får kiloene til at rasle af. Hvis man har råd til det, vel at mærke.
Over samme periode har vi set flere og flere mere eller mindre kendte tabe sig – i mange tilfælde meget og meget hurtigt. Influencere, der tidligere har gjort det til en del af deres influenceridentitet at være repræsentanter for dem, der falder uden for de traditionelle idealer, er pludselig med raketfart på vej mod lige præcis dét, altså idealet. Uden at nævne forandringen med et ord.
Tys-tys om vægttab
Nu har jeg ikke meget fidus eller store forventninger til influencere og deres branche generelt, når det kommer til integritet og/eller åbenhed, men fænomenet er alle steder i det danske kendis-land.
Mediepersonligheder fylder deres Instagram med billeder, der fortæller en tydelig historie: Kiloene smelter af. Tøjet bliver strammere, helfigursbillederne flere, og komplimenterne vælter ind. Men i modsætning til tidligere bliver vægttabet ikke nævnt med et ord, og skulle en følger formaste sige til at spørge til det, bliver spørgsmålene ignoreret.
Det er en skam, fordi der nu igen sidder en trist mængde unge piger og kvinder, som kan bilde sig selv ind, at det er dem, der er noget galt med, fordi de ikke også kan se sådan ud
Med de nye strømninger af en bredere accept og et langt mere flydende kropsaccept kom nemlig også en anden tendens: Det er blevet mindre og mindre acceptabelt at kommentere andre menneskers vægt og udseende i det hele taget. Det gælder ikke kun, når folk har taget på (det har vel altid været set som relativt ubehøvlet at nævne), men også når det er det modsatte, der gør sig gældende. Vi snakker ikke om andres vægt.
Til gengæld har det i samme periode på intet tidspunkt været en uskik at snakke om sin egen vægt. Overskriften “Sådan holder jeg mig sund” er en gennemtæsket kendisklassiker. “Mit vilde vægttab: Sådan gjorde jeg” er en anden gammel traver.
Og så kan vi ellers få den forjættende overskrift uddybet med detaljer om pilates, ketokure, sellerismoothies, æggehvideomeletter og faste. Fortalt med engagement og en stolthed over det hårde arbejde, der ligger i den nye, sunde livsstil.
Slank på sprøjtemidler
Med Ozempic og i endnu højere grad Wegovys indtog har der været bemærkelsesværdigt stille på den front. Jeg kan komme i tanke om under en håndfuld mere eller mindre offentligt kendte navne, der åbent er stået ved, at de sprøjter sig slankere, på trods af, at antallet af danskere, der enten har fået det udskrevet helt efter bogen af egen læge eller anskaffet sig det på mere lyssky vis, utvivlsomt er skyhøjt. Jeg ville ønske, at flere ville stå ved det.
For nu at komme eventuelle kritikere i forkøbet: Ingen skylder at forklare nogen som helst noget som helst, når det kommer til deres vægt, krop eller udseende generelt. Bare så dét lige er på plads. Ingen har noget krav på at vide, hvorfor andre ser ud, som de gør. Punktum.
Alligevel synes jeg, det er en skam, at der ikke er mere åbenhed om det nye slankemiddel, end der er. For det virker lidt, som om vi er tilbage ved tidligere tiders umenneskelige kropskrav: Det er lidt finere at være slank, hvis man “bare” er det. Ikke hvis man har bedt om, og fået, en hjælpende hånd til det. For slet ikke at nævne har råd til det.
I solidaritetens lys, i den gode sags tjeneste, i et anfald af ansvarsfølelse kunne flere måske overveje at være åbne og ærlige om deres vej til en helt ny krop, der kom på rekordtid
Det er på en eller anden måde bare lidt mere beundringsværdigt, hvis den nye buksestørrelse har indfundet sig som et resultat af flere fibre og lange løbeture (eller “alt med måde”, som er en urørlig schlager) end med en pille, en operation eller en sprøjte.
Jeg synes, det er en skam, fordi der nu igen sidder en trist mængde unge piger og kvinder, som kan bilde sig selv ind, at det er dem, der er noget galt med, fordi de ikke også kan se sådan ud – helt uden at gøre noget særligt. Kiloene rasler ikke af dem, og de føler sig utilstrækkelige og forkerte også selv om de er, lige som de skal være.
For dét kan være svært at tro på, når man er ung og påvirkelig og bliver præsenteret for en skabelon, som dem, man ser op til, er godt i gang med at gen-cementere som en hellig gral.
Åbenhed i solidaritetens navn
Jeg vil vove at påstå, at de, der har smidt en masse kilo på kort tid, ville have inviteret alle deres følgere og hele deres fanskare med på løbeturene eller i fitnesscenteret i form af nøje kuraterede fotos til Instagram, hvis det var ad den vej, vægttabet var kommet.
Jeg vil vædde med, at de ville have haft mere end almindelig svært ved at skjule deres begejstring over det fremskridt, de havde gjort. Vi ville have set stoltheden og smoothierne, deres følgere ville have kommenteret, de ville have taget imod og takket for komplimenterne og delt de publikumsvenlige dele af af deres udvikling med os.
Størrelse 36/38 og derunder er nu igen blevet noget, der bare kommer af sig selv. Og sådan blev vi slået tilbage til start
For nej, ingen skylder en forklaring. Men i solidaritetens lys, i den gode sags tjeneste, i et anfald af ansvarsfølelse kunne flere måske overveje at være åbne og ærlige om deres vej til en helt ny krop, der kom på rekordtid. Især hvis de hører til dem med et stort publikum, hvoraf en god portion måske sidder og ærgrer sig over, hvorfor det ikke er lige så nemt for dem.
I stedet er der vindhekse. Tavshed. Ingen relevante ord, der akkompagnerer billederne af de nye skikkelser.
I stedet for den glædelige og spirende konsensus om, at kroppe er forskellige, og at vi i langt flere tilfælde, end vi tror, er lige, som vi skal være, og at det kræver hårdt arbejde og blod, sved og viljestyrke at ændre på den krop, man har, er vægttab og størrelse 36/38 og derunder nu igen blevet noget, der bare kommer af sig selv. Og sådan blev vi slået tilbage til start.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
