KROPSIDEALER // KLUMME – De sidste par år har den fået alt, hvad den kunne trække på kropspositiviteten. Det blev langt mere accepteret og tolereret at have mere på sidebenene, men efter at have set årets Oscar-show tror Julie Bendtsen, tynd er tilbage. Var den nogensinde væk?
CHICAGO – New man on the Minnesota Vikings, spinder Lizzo i mine ører, mens jeg glor ind i kælderens væg og mine fødder rytmisk jokker derudad på løbebåndet (og ikke udenfor, fordi hver gang man tror, Chicago er færdig med at sne, så har den lige lidt mere i ærmet).
Netop foranlediget af Lizzo tænker jeg på, hvor glad jeg er for, at min datter får lov at vokse op med idoler og idealer, der har flere former og størrelser end dem, der var mig forundt i mine formative år.
Lige bagefter tænker jeg på, hvor fandens hyklerisk dét er, når jeg udmærket godt ved, at grunden til at jeg for tredje gang denne uge står på det her løbebånd, er, at jeg desperat forsøger at komme – og holde mig – så langt væk som overhovedet muligt fra det, Lizzo repræsenterer.
For jeg er rædselsslagen for at være tyk.
Oscar på Ozempic
I søndags løb Oscar-showet igen af stablen, og selv om det var knap så hårdtslående som sidste år, var der alligevel særligt én del af det, der satte sig i mig.
Under værten Jimmy Kimmels åbningsmonolog jokede han med, hvordan han kiggede ud over publikum i salen og ikke kunne lade være med at tænke på, om Ozempic måske også var noget for ham? Hele salen grinede.
Ozempic er det meget omtalte Novo Nordisk-mirakelmiddel, som oprindeligt er tiltænkt diabetespatienter, men som er blevet all the rage, fordi en af bivirkningerne ved det er et (efter sigende relativt nemt) vægttab. Så nu bliver det revet af hylderne i Hollywood og alle andre steder.
Dog nok alligevel mest steder som førstnævnte, fordi det stadig koster utrolig meget mere, end en almindelig husmor med ønske om at smide ti stædige kilo har råd til at hive ud af det månedlige budget.
Men voldsomt populært er det blevet, og da jeg dagen efter Oscar-uddelingen læste en artikel om, hvor meget skuespillerinden Mindy Kaling så ud til at have tabt sig ved selvsamme prisshow, var der en ubehagelig rød tråd, der begyndte at vise sig.
Tynd er tilbage
De seneste par år har den ellers fået alt, hvad den kunne trække på kropspositiviteten.
Det er blevet langt mere accepteret og tolereret at have mere på sidebenene, end det tidligere har været tilfældet.
Kendte kvinder som Ashley Graham, Amy Schumer og førnævnte Lizzo har båret fanerne højt og medvirket til at bane vejen for en bredere accept – og for en hel regnbue af nye, skønne idealer.
Og det virkede. Sådan så det i hvert fald ud.
Aldrig har der været så mange versioner af fænomenet skønhed på magasinernes forsider. Aldrig har så mange berømtheder, der ikke kunne klemme sig ned i de snævre skønhedsidealer, været så blændende forbilleder og så succesrige stjerner. Det virkede rent faktisk, som om verden var begyndt at tolerere lidt tykhed.
Men nu er skinny inde i varmen igen. Kim Kardashian, der ellers var med til at gøre store numser eftertragtede, afslørede for nylig, at hun har tabt omkring 10 kilo, og med det nye slanke (undskyld, diabetes-)middels sejrsgang gennem Hollywood, er der ikke så meget at rafle om: Tynd er tilbage. Hvis det altså overhovedet nogensinde var væk.
Hjernevasket til flad mave
For jeg kan ikke lade være med at tænke på, om tykt nogensinde var sådan helt tilladt – eller om det bare blev accepteret, fordi det urealistiske one size should fit all-ideal var så svært at opnå, at en modbevægelse var uundgåelig?
Handlede det i virkeligheden bare om, at det er så svært at blive – og holde sig – så tynd, men nu, hvor et vidundermiddel og en solid bankkonto kan fjerne de ekstra kilo med et fingerknips, er vi tilbage, hvor vi begyndte: Der, hvor alle gerne vil være tynde?
Tynd var aldrig væk – det var bare for uopnåeligt
Jeg er selv en del af problemet. Eller i hvert fald et resultat af det. Jeg er vokset op i en tid med så strikst et skønhedsideal (og en kropsbygning, der meget forud for sin tid førte sin helt egen, anarkistiske revolution imod det), at jeg er blevet kulturelt programmeret – ja, nærmest hjernevasket – til at foretrække tynd og forsage alt andet. Flad mave, ben uden for store diameterudsving, en øvre grænse for accepteret tøjstørrelse.
Jeg har forsøgt ikke at give den programmering videre til min datter, for det er rent ud sagt en kæmpe pine i røven at leve med en tæt på konstant bevidsthed om noget, der i bund og grund er så inderligt ligegyldigt for at leve et godt og rigt liv.
Indtil videre tror jeg, det er lykkedes ganske godt, og jeg har heldigvis aldrig fået andre indtryk fra hende end tilfredshed og selvværd og en naturlig overbevisning om, at hun er helt, som hun skal være.
De frygtede feriebilleder
Men al kropspositivitet og tykaktivisme i hele verden har aldrig kunnet og vil formodentlig aldrig kunne overbevise mig selv om, at det samme er tilfældet for mig. At tyk er ok, når det kommer til mig selv. Det er ikke fysisk muligt for mig at godkende den omprogrammering. Så nu lever jeg med den.
Man skulle tro, at det var den slags overfladiskhed, fornuftige mennesker ville have lagt fra sig her midt i 40’erne. Men enten er jeg ikke et fornuftigt menneske, eller også er jeg som de fleste andre på min alder, for jeg kender ikke nogen kvinder i min omgangskreds, der ikke bliver glade og lidt stolte, hvis nogen bemærker, at de har tabt et par kilo. Og modsat mærker humøret dale de dage, hvor vægten viser det modsatte.
Jeg nåede at glæde mig helt usigeligt over de nye strømninger
Og bare lige inden jeg bliver beskyldt for at diskriminere mændene her: Jeg er helt bevidst om, at kropskomplekser er et stigende problem hos drenge og unge mænd også.
Men i min egen kreds kender jeg ikke en eneste mand, der i ramme alvor har genovervejet sin deltagelse i et socialt arrangement, fordi de fem ekstra kilo, der er røget på, gør ham for selvbevidst og usikker.
Eller som ikke jubler ved synet af billederne fra den tropiske drømmeferie, fordi kroppen buler for meget de forkerte steder. Jeg kender til gengæld masser af kvinder, der har haft de tanker. Jeg siger ikke, at de mænd ikke findes, men jeg vil vove at påstå, at kvinderne er i overtal.
Jeg nåede at glæde mig helt usigeligt over de nye strømninger. Ikke for mig selv, men for fremtidens generationer. Jeg tænkte, det betød, at min datter og hendes veninder ville få lov til at vokse op uden den heftige og urimelige grad af sammenligning med andre, som jeg og mine jævnaldrende altid måttet slås med.
Jeg priste mig lykkelig over, at hun i stedet for fem typer af forbilleder ville have femogtyve eller flere.
At den kultur, hun skulle være teenager i, var en rummelig og inkluderende kultur, hvor der var flere rigtige end forkerte svar, uendelige nuancer.
Var det bare uopnåeligt?
Jeg er ikke længere så optimistisk. Jeg tror ikke rigtigt på, at hun og hendes jævnaldrende får lov at vokse op uden en programmering, der ligner vores, og det er hjerteskærende, fordi fremtiden lige et øjeblik så lysere og mere rummelig ud.
Måske er jeg bare en sortseer. Måske er det ikke så grelt, som det ser ud. Måske kan vi stadig nå at forhindre, at nye generationers kropsopfattelser bliver lige så forskruede, som vores var.
Men da jeg hørte Jimmy Kimmels joke – som, joke eller ej, utvivlsomt indeholder mere end et gran af sandhed – og reflekterede lidt over den trend, der nu ser ud til at komme buldrende tilbage, sad jeg mest af alt med en nedslående tanke: Jeg tror slet ikke, vi er nået så langt, som vi de sidste par år har bildt os selv ind.
Jeg er ikke sikker på, at det nogensinde nåede at blive rigtig tilladt at være (lidt) tyk. Måske var det bare et røgslør, skabt af nød og en svag protest. For tynd var aldrig væk – det var bare for uopnåeligt.
Truth hurts.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
