KLUMME – Nattevagten startede ellers ganske typisk for sæsonen for Jesper Grunwald Taxamand. En nyudklækket student sætter sig ind på forsædet for at blive kørt hjem til en af Københavns forstæder. Og så begyndte snakken ellers, der fik generationskløften til at skælve…
Det første jeg tænkte var:
“Fandeme godt, min kone ikke overhører min dialog med kunden lige nu”.
Hun er min kæreste, min bedste ven – og min hårdeste kritiker i klummeskriverierne. Ikke mindst, når det handler om ”ungdommen af i dag”.
Hvad dét emne angår, spiller det sikkert en rolle, at hun er en dygtig professionel udi pædagogik – og jeg har mere end 40 års træning i jagten på den gode historie. Hun arbejder med dialogen. Jeg jagter konflikten. Og så arbejder hun benhårdt på, at jeg ikke skal ende som én af disse grumpy old men – gamle gnavne mænd. Eller sagt på hendes mere direkte sprog:
“Pas nu på, du ikke kommer til at lyde som et surt, gammelt røvhul!”
Nattevagten startede ellers ganske typisk for sæsonen.
Det er eksamenstid. Studentereksamen i alle dens afskygninger – og med røde, blå og sorte huer.
Jeg var givetvis dumpet på et af taxiselskabets servicekurser, hvis censor havde hørt ordene, der faldt ud af min mund
Lige nu er det 47 år siden, jeg var der selv. Tidsånden i begyndelsen af 70’erne var virkeligt ikke til at dyrke de småborgerlige traditioner med at flage en eksamen og signalet om, at man var klar til at indtage arbejdslivet med eliten. Men jeg flød med traditionen, og huen ligger i kælderen i en flyttekasse og er klar til jubilæet om 3 år.
Den unge mand på forsædet er sød og rar – og snakkesaligt beruset.
Han har den rød-hvide hue på hovedet og er glad og fornuftig nok til at komme nogenlunde ordentlig tid i seng inden den store, sidste dag med eksamensbeviset på et af forstædernes velrenommerede gymnasier. Han er en klog fyr og ved, at de næste dages massive druk kræver, at han får sovet indimellem, så sjælen og kroppen kan holde til ugers glædesrus – med streg under RUS!
Jeg siger tillykke til studenten og får straks sagt, at jeg selv har været der – for mange år siden. Han smiler, men er egentlig ikke så interesseret i at høre om min fortid, der sandsynligvis ligger tættere på hans bedsteforældres end på hans fars og mors. Jeg er fra en tid, hvor min klasselærer i folkeskolen tog turen rundt til forældre og miljøer for at overbevise dem om, at deres barn var egnet til en gymnasieuddannelse – oplysninger om det utænkelige. Den unge mand på forsædet kommer fra en kommune af velbjerget middelstand.
Her er det statistisk set højst usædvanligt IKKE at tage en studentereksamen.
I aften har beruselsen ramt hans sentimentale punkt.
Han synes, det er svært.
Hans eksamen er gået som forventet – rimeligt godt. Men de sidste måneder smadrede drømmen om gymnasietidens afsluttende fællesskab. Corona er stikordet. Det kommer også til at påvirke det frie liv under studenterkørslen og de følgende stimer af fester. Man skal passe på hele tiden. Have styr på kys og kram – og hva’ fa’n bliver det så lige for nogle fester? Og så er der sabbatåret, som fuldstændigt har smadret planlægningen. Hvornår bliver det overhovedet lovligt at rejse frit igen? Og hvad nu, hvis alle vælger at starte et studie, fordi drømmen om Thailands strande eller road trip i USA er usikker? Er der så plads til ham på det studie på Business School’en, hvor han gerne vil ind. Har han i virkeligheden gjort en fejltagelse ved ikke at starte på en videregående uddannelse NU?
Vil de øjeblikkelige ulyksaligheder sætte et præg på hans og hans generations fremtidsmuligheder?
Jeg hørte Peter Sommers omkvæd i hovedet. Men det hele var på en måde for sent
Irritationens overbærende klump i maven er allerede ved at udvikle sig til den størrelse, hvor den uundgåeligt må ud af munden. Mavesur er vist den rette karakteristik af Taxamanden i dette øjeblik.
I Brasilien og i USA har de bindegale præsidenter, som til tider har undsagt pandemiens alvor. I Tyskland har de – trods kontrol og ansvarlighed pludselig opblussen af nye corona-tilfælde på grund af import af billig arbejdskraft til slagterierne. Arbejdskraft som kommer fra områder i Europa, hvor der ikke er samme styr på pandemien.
Og i Storbritannien!
Og i Sydeuropa!
Jeg burde have pakket det ind, for jeg er ikke hans far eller værge men ansat til at bringe ham og andre kunder fra A til B – uanset alder, klasse, køn og vrøvl, der måtte sive ud af kundens mund.
Det er mit job at tage det med et smil – og i hvert fald ikke kommentere kundernes holdninger.
Jeg var givetvis dumpet på et af taxiselskabets servicekurser, hvis censor havde hørt ordene, der faldt ud af min mund.
“Så slap dog af mand!”
Vi kiggede begge lidt betuttede på hinanden.
Kunne se kodeordet i studentens øjne, da han høfligt sagde: ”Go’ nat”. Overbærenhed!
Lykkeligvis begyndte jeg lidt krampagtigt at grine for at tage toppen af min uhøflighed. Og så åbnede jeg nødslusen – mit akutte redningsudstyr, som altid har været min løsning, når jeg er ved at overskride grænsen for almindelig høflighed. Som ung student, som journalist, som tillidsmand, som mediechef – som taxichauffør.
” Så begyndte vi at snakke,
Ikke tale, bare snakke
Som vi gør det vest for Valby Bakke.”
Jeg hørte Peter Sommers omkvæd i hovedet.
Men det hele var på en måde for sent.
For min unge kunde denne tidlige nattetime kom i den grad ikke fra verden udenfor Valby Bakke. Han valgte at kigge på mig, som den jeg er: En ældre herre, der i øjeblikket konverterer til et surt gammelt røvhul over ”disse bekymringstider, hvor offerrollen er højst populær – også blandt borgerne i et af verdens lykkeligste folk.”
Mine alt for mange ord har det med at sløre budskabet, når først jeg åbner for slusen.
Jeg prøvede at pakke ind og nuancere og forklare.
Det var for mørkt til at se farven på mine rosen-farvede ører.
Men kunne mærke varmen.
Uden resultat.
Kunne se kodeordet i studentens øjne, da han høfligt sagde: ”Go’ nat”.
Overbærenhed!
LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMANDEN HER
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
