Henrik Strube: Frikendt, glad og taknemlig for sundhedsvæsenet

i Liv & Mennesker/Sundhed af
CORONACLEARET // KLUMME – “Jeg er frikendt og glad. Og nærer en stille taknemmelighed over for de dygtige mennesker, der tog imod mig, (på vagt døgnet rundt) og takker også de generationer efter generationer før os, som har kæmpet for at udvikle et oplyst, demokratisk samfund med et sygehusvæsen i verdensklasse, åbent og gratis for alle, betalt af fællesskabet.” Henrik Strubes øje flimrede, og så blev der taget akut affære. For hvad nu hvis …

Jeg er frikendt, glad og taknemlig.

Og udskrevet fra hospitalet, frikendt for alle mistanker om noget slemt, fri til at gå ud under den store blå himmel, under drivende skyer, gennem Bispebjerg Hospitals smukke, klassiske bygninger, under de mange, overdådigt blomstrende japanske kirsebærtræer, gennem hospitalsområdets grønne, velpassede haveanlæg, ud i det fri.

Selvfølgelig var der ventetid mellem de forskellige tests. Der blev jeg – af sygeplejersker i godt humør – tilbudt mad: “Kan jeg friste med en kop kaffe?”. Og smørrebrødet var der faktisk gjort noget ud af

Gennemtjekket og vurderet af højtuddannede læger og sygeplejersker, venlige og nærværende og dygtigt, specialuddannet personale, som har ført mig gennem diverse undersøgelser og tre scanninger i maskiner til mange millioner.

Fordi der skete noget i mit venstre øje. Alt i synsfeltet var pludselig flimrende og fragmenteret. Jeg ventede, og brugte mit højre øje i stedet. Efter en halv time var det normalt igen.

Alligevel gik jeg til min læge, som efter at have hørt min forklaring, bad mig om at tage til akutafdelingen, Neurologisk afd. på Bispebjerg Hospital.

Ved ankomsten blev jeg budt velkommen ved navns nævnelse: “Vi har jo ventet dig”. Derefter fulgte en rutine med grundig lægesamtale og neurologisk undersøgelse, div. blodprøver EKG, CT scanning, MR scanning, en CT scanning mere, nu med kontrastvæske, og blodtryksmåling og en coronatest som prikken over i’et.

Selvfølgelig var der ventetid mellem de forskellige tests. Der blev jeg – af sygeplejersker i godt humør – tilbudt mad: “Kan jeg friste med en kop kaffe?”. Og smørrebrødet var der faktisk gjort noget ud af. Det er svært at lave appetitlig mad i så store hospitalsmængder, men nogen havde gjort sig umage, og det smagte fint.

Det var ikke den blodprop, man observerede for. Og øjet: De har allerede sendt mig en tid til en øjenlæge pr digital post.

Nu er det sådan, vi gør

Da jeg kørte ind på sommerhusgrunden stod Missie the Cat trofast og ventede på mig. så var det bare med at komme ind og fylde en go portion vådkost af Nettos den go’e op i skålen.

Frikendt og glad. Og en stille taknemmelighed over for de dygtige mennesker, der tog imod mig, (på vagt døgnet rundt), og de generationer efter generationer før os, som har kæmpet for at udvikle et oplyst, demokratisk samfund med et sygehusvæsen i verdensklasse, åbent og gratis for alle, betalt af fællesskabet.

Det er ikke dumpet ned fra himlen, det er ikke en selvfølge, og jeg er heldig at være født her i Danmark.

Stop med at fiske i rørt vande. Ret ind. Gør som myndighederne beder om. Og til os alle. Gem de hjemmelavede, alternative teorier om behandling og spredning. Nu er det sådan, vi gør. Det er alvor

På en af afdelingerne, hvor jeg sad og ventede på næste undersøgelse, småløb en flok mennesker i hvide heldragter og ansigtsvisir med en patient, der lå i sengen med respiratorslange i munden, iltflasker koblet til sengen  og et hav af ledninger i  forskellige farver, forbundet med måleapparater og et eller to dropstativer med slanger ned til manden i sengen.

Måske var han bevidstløs, måske ikke. Han lå i hvert fald helt stille. De andre løb. Det hastede.

Blandt de løbende, hvidklædte var en kvinde på samme alder som han. Det så ud som de folk, der skulle rydde op fra atomulykken i Tjernobyl. Det lignede en scene fra en science fiction-film, hvor læger og sygeplejersker løber med en patient på en intensivafdeling. Et menneske, der svæver mellem liv og død lissom ham i sengen.

Velkommen til virkeligheden.

Og til de politikere, der prøver at kile sig frem til en plads i medieprojektørerne og udnytte situationen til polemik over al regeringens fremragende krisestyring: Stop med at fiske i rørt vande. Ret ind. Gør som myndighederne beder om. Og til os alle. Gem de hjemmelavede, alternative teorier om behandling og spredning.

Nu er det sådan, vi gør. Det er alvor.


View this post on Instagram

DET ER DEJLIGT AT SE DIG IGEN, MOR! Hospitalet er lukket land i disse tider. Ingen besøg er tilladt endnu. Det tager hårdt på både patienter og deres pårørende. Men på Geriatrisk Afdeling er sygeplejerskerne i gang med et forsøg med iPads, som skal være med til at lette den udfordring. Det skal give trygge patienter, glade pårørende og stolte medarbejdere. Lis på 97 er indlagt på Geriatrisk Afdeling. Det har hun været en måned. På grund af COVID-19 har hun ikke set sin søn, siden hun blev indlagt. Klinisk sygeplejespecialist Camilla Bring ringer sønnen op. Da han dukker op på skærmen, forklarer Camilla Lis, hvor hun skal kigge hen og tale. – God sygepleje er at tænke hele vejen rundt. Det er så fedt, det har kunnet lade sig gøre at finde en løsning på den udfordring vi står overfor, for der er jo en masse regler, som vi af sikkerhedsmæssige grunde bliver nødt til at overholde. Det kan måske være med til at styrke relationen mellem sygeplejerske og patient. Især for de ældre, hvor de pårørende betyder rigtig meget, fortæller Camilla Bring. #bispebjerghospital #frederiksberghospital #geriatrisk #sygeplejensår #mennesketbagsygeplejen #detsamarbejdendehospital #mitbispebjerg

A post shared by Bispebjerg og Frb Hospital (@bispebjerg_og_frb_hospital) on


Topillustration: Instagram.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mads-Henrik Strube (Henrik Strube) er født 21. februar 1949 i Sorgenfri, Kgs. Lyngby. Han er musiker, (guitarist) sanger, sangskriver, forfatter, journalist og redaktør. Han har spillet og bidraget med materiale til No Name og Røde Mors Rockcirkus samt indspillet 15 albums med egne sange. Hans folkelige gennembrug kom med hittet 'Hold om Mig' efterfulgt af hits, samarbejde Eva Dahlgren, Mikael Wiehe, Björn Afzelius m.fl. Omfattende turnevirksomhed i ind- og udland.

Henrik Strube er også et politisk engageret menneske f.eks. i FN's 'Artist against Apartheid', og har også en turnevirksomhed i det sydlige Afrika.
Han har arrangeret "Storyentertainment" aftener gennem ti år i Pressen, Bremen, Park og Krudttønden, og har i den forbindelse præsenteret et hav af prominente gæstefortællere fra den kunstneriske og politiske verden.

Samtidig med sit virke som musiker er han optaget af at udvikle sin mundtlige og skriftlige fortælleform. Han har udgivet to skønlitterære romaner (L&R), "Hit" 1989 og "Violinbyggeren" 2010 samt to fagbøger om tinnitus, høreskader og behandling: "Pas på Ørerne - og dig selv".

Bag sig har han endvidere 25 års arbejde som ansv. chefred. og adm. dir. af MUSIKEREN, fagbladet for musikere og musikliv. Modtog tre journalistiske priser, Bording Plaketter, for etablering og udvikling af tidssvarende fagblad, kampagne mod høreskader og musikersundhed.

I dag optræder han med et soloshow.

Portrætfoto af Anette Tinghus.

Seneste artikler om Liv & Mennesker