
ALASKA // BAGGRUND – Præsident Trump vil gøre Grønland amerikansk. Det rejser naturligt spørgsmålet om, hvordan USA’s egne inuitter har det. ”Hvem har lyst til at leve under de forhold, som Donald Trump og hans folk er ved at indføre?” siger James “Jimmy” Stotts, der tilhører det inuit-folk, der kalder sig selv iñupiat.
James ”Jimmy” Stotts tilhører det inuit-folk, der kalder sig selv iñupiat, og som især lever i det nordligste Alaska ud mod Ishavet. Ude på tundraen i USA’s nordligste by, Utqiaģvik (tidligere Barrow), er han født og opvokset. Han bor nu i delstatens største by, Anchorage.
Så Stotts kender Alaska godt. Men han føler sig også hjemme i Grønland, for det er hans kone, Karo Heilmann Stotts hjemland, hvor de i perioder har boet og har familie.
Så hvor lever man det bedste liv? Grønland eller Alaska?
”Svaret på det spørgsmål er indlysende,” siger han og svarer med et modspørgsmål: ”Hvem har lyst til at leve under de forhold, som Donald Trump og hans folk er ved at indføre?”

Stotts siger, at det store flertal blandt iñupiat ikke kan lide, hvad der sker lige nu, især al den tale om krig og våbenmagt. I konflikten med USA’s præsident er de – ligesom et flertal af den amerikanske befolkning – klart på Grønlands side.
ANCSA
Livet for Alaskas indfødte befolkning er præget af en lov, der blev underskrevet af daværende præsident Nixon i 1971, og som hedder Alaska Native Claims Settlement Act, ANCSA. Den tildelte inuit og indianere i alt 963 millioner dollar og 180.000 kvadratkilometer jord (mere end fire gange Danmarks størrelse) som kompensation for de krav, de som oprindelige folk havde for tabet af deres forfædres land.
Pengene blev ikke udbetalt kontant, men skulle anbringes i lokalt forankrede selskaber ejet af de oprindelige folk. Til det formål blev stiftet 12 regionale selskaber for indfødte (”native regional corporations”) og over 200 bygdeselskaber (”village corporations”). Senere kom endnu et regionalt selskab til, så der nu er 13.
Aktionær blev enhver, som havde mindst en fjerdedel indfødt blod i sine årer, og som var født før lovens ikrafttræden i 1971. Tanken var, at selskaberne skulle investere deres penge, så inuit og indianere gennem aktieudbytte fik andel i de rigdomme, der findes i Alaska i form af olie, mineraler, tømmer og meget andet. Det blev dengang set som en visionær måde at kompensere Alaskas oprindelige beboere for tabet af deres førstefødselsret.
Kapitalister
ANCSA havde også den virkning, at den gjorde lokalbefolkningen til kapitalister. De blev nødt til at tænke på, at deres selskaber skulle tjene penge, hvis ikke de skulle miste det hele, og droppede derfor noget af deres skepsis mod for eksempel olieudvinding.
”Nogle blandt Alaskas indfødte befolkning har et ganske godt liv, økonomisk set,” siger Jimmy Stotts. ”Men livet drejer sig om andet og mere end penge.”
ANCSA blev, siger han, ikke det ”vidundermiddel, som mange dengang troede, at det ville blive. Eller udråbte det til at være. Men det er bedre end alternativet, som er ingenting.”
De mest succesfulde selskaber har vokset sig rigtigt store og er nu milliardforetagender med investeringer også langt uden for Alaskas grænser. Mens andre selskaber har klaret sig mindre godt.
Selskabet Arctic Slope Regional Corporation, som Stotts selv har været med til at lede, har 15.000 ansatte (2023) og driver aktiviteter som at levere service til olieindustrien, entreprenørvirksomhed og turisme. Desuden har det kontrakter om ydelser for den føderale regering i Washington.
Nej, f… NEJ
Sådan har situationen udviklet sig gennem årtier. Men med Trumps tiltræden som præsident har meget ændret sig. Præsidenten er i færd med lige så stille at undergrave den oprindelige befolkning, siger Stotts.

Trump skubber på for at få udvundet mere olie og gas, også i naturbeskyttede områder, her mens verdens opmærksomhed er rettet andre steder hen: ”Mens alt det her finder sted, opererer Trump og hans folk i skyggen. Nogle af de bestemmelser, der har beskyttet indfødte folk, er i skred. Ikke bare her, men i hele USA fjernes den støtte, vi hidtil har fået fra den føderale regering.”
Stotts har engang i et interview sagt, at han gerne ville have været grønlænder. Er det stadig tilfældet?
”Åh ja, jeg elsker Grønland!” siger han. ”De har også gjort nogle fejltagelser derovre — det gør alle — men jeg elsker Grønland.”
Hvad er det, han så godt kan lide ved sin kones fødeland?
”Folket. Jeg kan virkelig godt lide grønlænderne, som stadig har en retfærdighedssans og generøsitet i behold. Her i Alaska er folk blevet mindre og mindre rummelige.”
På grund af penge?
”Formentlig. Jeg ved ikke, hvad det ellers skulle være.”
Så du anbefaler ikke, at Grønland bliver en del af USA?
”No, f… NO!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og