FILM // ANMELDELSE – Hella Joof lykkes i Nøjsomheden med at balancere det sært socialrealistiske med det filmisk finurlige og den humor, som hun altid har været kendt for. Både stjerner som Iben Hjejle og Ulrich Thomsen glimrer, mens Andrea Heick Gadeberg i hovedrollen er fortryllende.
Det er ikke alle, der vil være vilde med det joofske misk-mask af dur og mol og smil-gennem-tårer-scener, og der er sikkert også dage, hvor jeg selv ville rynke på næsen, men på denne årets måske-sidste-sommerdag overgiver jeg mig helt under eftermiddagsforestillingen i den godt besøgte sal i Skibby Kino på premieredagen: Jeg er glad, jeg lod mig overrumple, og det skal man sgu også lade sig blive ind imellem.
Nøjsomheden er den totalt urealistiske historie om en ung kvinde (Andrea Heick Gadeberg), der på trods af hård barndom i næsten-ghettobebyggelse med sindslidende mor (Maria Rossing), kræftsyg moster (Iben Hjejle) og en psykopatisk fætter (Joachim Kubel) får et job i en boghandel på grund af sin store interesse for bøger – først og fremmest Harry Potter – og hun kan efter mange genvordigheder score den litteraturvidenskabsstuderende Nikolaj.
Der er nok flere årsager til, at jeg følte mig opstemt. For det første er Andrea Heick Gadeberg som Mona aldeles indtagende og pragtfuld som den unge kvinde, og det allerede i den første scene under hendes jobsamtale i den lille boghandel.
Under forteksterne og senere under jobsamtalen ser vi desuden, at nutidens klare og mættede farver afløses af billeder i en helt anden kornet tekstur, der afslører noget af Monas baggrund.
Det er naturligvis også velkomment, at der er så mange skønne replikker, og at bøger og litteratur spiller en stor rolle i handlingen
Det lyder jo som en temmelig banal måde at skildre kummerlige, socialrealistiske forhold, men hurtigt ser vi, at temperamentet hos instruktøren tilsiger, at vi i stedet hovedsageligt vil befinde os i, hvad jeg undervejs tænkte var sådan et slags Ole Lund Kirkegaard-univers for voksne: Dejligt mættede farver og med næsten parodiske figurer og miljøer, og især Lotte Andersen og Ulrich Thomsen som Nikolajs hel- eller halvrige samt halv- eller helrummelige forældre brillerer i de få scener, de er med i.
Filmen har nemlig alligevel en solid snor til den virkelige verden, og ja, jeg ved sgu ikke helt hvordan, men det virker.
Orkestreringen af stoffet har flere gode detaljer. Man når for eksempel et godt stykke inde at undre sig over, hvorfor det fantastiske menneske til Mona ikke har nogle venner eller gamle kærester, men det sidste har hun så, viser det sig.
Manus har også flere små chokeffekter, der måske ikke alle virker lige elegant, men især en scene hos fætterens kreditor får én ud på kanten af sædet på en måde, som man ikke havde ventet.
‘Nøjsomheden’ balancerer på en knivsæg
I det hele taget er det flot, af filmen at holde balancen på den knivsæg, der hedder folkekomedie-møder-socialrealisme-med-død-og-dødsangst, men de enkelte karakterers funktion udfyldes perfekt.
Det gælder udover mor, moster og de føromtalte ”svigerforældre”, også den rå fætter Frederik, der nægter at besøge sin mor – en veloplagt Iben Hjejle – på hospice, og hans ven ’Lille Tim’ (Andreas Dissing Hyttel), der viser sig at have mere i sig, end vi tror. Og det gælder de mere komiske biroller, blandt andre Mikael Birkkjær som lokal og selvovervurderende forfatter. Måske er Nikolaj den mindst interessante figur, hvilket jo er lidt ærgerligt i en romantisk komedie, når vi skal tro på kærligheden, men det er ikke Clint Rubens skyld. Jeg æder den, for jeg forstår alligevel som regel ikke, hvad kvinder falder for.
Det er naturligvis også velkomment, at der er så mange skønne replikker, og at bøger og litteratur spiller en stor rolle i handlingen. ”Hvis man kan læse, så kan man alt”, som mosteren siger til den lille Mona. Og til slut – og det ender godt, skal du vide, men det har jeg vist sagt – kommer der også den morale, at lidt flovhed kommer man sig nok over.
Et lille minus i min bog må jeg nævne: Til den litteraturfestival, hvor Mona morsomt forsøger at imponere de litteraturvidenskabsstuderende ved at drikke sur naturvin, optræder en masse forfattere i korte glimt, så jeg er sgu lidt skuffet over, at set-up’et med Søren Ulrik Thomsen ikke følges til dørs med en cameo-rolle fra SUT lui même. Men desværre …
Under alle omstændigheder er det alligevel også Andrea Heick Gadebergs film – og naturligvis ros til de(n) forfatter(e), der har skrevet hende frem og den instruktør, der har instrueret hende, og den klipper, der har valgt det rigtige take. Man håber hele tiden, at Mona vil blive belønnet for at turde bede fætterens spade-venner om at holde kæft, når det passer sig, og for at se til både sin mor, der har isoleret sig i sin lejlighed i ghetto-bebyggelsen med alle sine ”samlerobjekter” og ringe til sin moster hver morgen som lovet. Og ikke mindst for at turde se sin fremtid i mødet med den akavede Nikolaj.
Det er totalt urealistisk, ja, men det er livet heldigvis også.
PS. Jeg kendte intet til handlingen, før jeg så Nøjsomheden i biffen – jeg har desværre ikke læst bogen og pressematerialet ignorerer jeg som regel indtil senere – men da jeg så plakaten, troede jeg, at det skulle handle om en enlig far og hans datter, der skal så grueligt meget igennem, før det ender godt. Er det bare mig?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og