BRASILIEN // AFFALDSSORTERING OG CIVILSAMFUND – I Ceilândia, som er en fattig forstad til Brasiliens hovedstad, Brasília, ejer 89 personer et kooperativ, som indsamler, sorterer og videresælger affald til genbrug. Kooperativisterne får fast løn, tre måltider mad om dagen og en privat sygeforsikring, og kooperativet er dermed et eksempel på Brasiliens blomstrende civilsamfund. Nu er forretningsmodellen imidlertid truet, for det er næsten lige så billigt at lave ny plast som at genbruge gammel plast.
BRASÍLIA – Et transportbånd i første sals højde er fyldt med uorganisk affald, og 10 kvinder iført kedeldragt og store gummihandsker står ved hver deres arbejdsstation langs båndet. Med hurtige bevægelser sorterer de hver deres slags affald ned fra båndet: Én tager sig af grøn plast, en anden af klar plast, en tredje tager sig af papir og så videre. Hver person lægger sin ”fangst” ned i en tragt, som leder ned til en stor pose på gulvet på etagen nedenunder. Langs den modsatte væg i den store hal er der et tilsvarende arrangement, hvor andre ting sorteres fra.
Vores guide forklarer, at det er kvinder, som står for håndsorteringen af affaldet på transportbåndene, fordi mændene har svært ved at holde fokus på én ting i en hel arbejdsdag. De tager sig så til gengæld af at fodre transportbåndene, lave den indledende grovsortering af affaldet, betjene maskinerne og hente affaldet ude i byen. Det er derfor også en mand, som på gulvet uafbrudt fodrer en maskine med brugt flamingo. Det bliver forvandlet til korte kompakte grålige pølser, efter at al luften er presset ud.
Resultatet af affaldssorteringen viser sig som store paller med tusindvis af sammenpressede ensfarvede plastikflasker, der står klar til at blive hentet uden for hallens gavl. På den anden side af hallen er der andre bunker af sorteret affald: elektronik, byggeaffald, noget som ligner asfalt og så videre. Sorteringen lader ikke en dansk genbrugsplads noget efter i omhyggelighed.
Affaldssortering i en sportshal
Jeg er på besøg i kooperativet Recicle a vida – Genbrug livet – i Ceilândia, der er en forstad til Brasiliens futuristiske hovedstad, Brasília. Der er kun 30 kilometer fra Ceilândia til Brasiliens civile magtcentrum og arkitekten Oscar Niemeyers ikoniske bygninger, som huser parlamentet, Højesteret, præsidentpaladset og ministerierne. På trods af den korte fysiske afstand er der på mange måder alligevel uendeligt langt mellem de to steder.
Der er ikke meget futurisme over kooperativets genbrugsstation. Affaldssorteringen foregår i en halvåben tidligere sportshal, hvor taget – afhængigt af årstiden – enten beskytter mod det centrale Brasiliens nådesløse sol eller mod de pludselige og kraftige regnbyger. Døgnet rundt, året rundt er det sjældent under 17 grader eller over 30 grader i Brasília, og hallens delvist åbne sider sikrer ventilationen.
Kooperativet er nu ejet af 89 personer, som alle indsamler eller sorterer affald. De fleste af dem har en fortid som catatero – affaldssamler – og flere har været hjemløse
Den lavpraktiske, men tilsyneladende ret effektive genbrugsplads er fascinerende, men jeg er her egentlig i et andet ærinde end at se på kooperativet. Jeg vidste ikke engang, at det eksisterede, før jeg trådte ind ad døren.
Vicepræsidentens kones projekt
Jeg og en række andre diplomatægtefæller var et halvt år tidligere inviteret til et møde med Maria Lúcia Ribeiro Alckmin – i daglig tale ”Lu” – som er gift med Brasiliens vicepræsident Geraldo Alckmin. Hun har i de sidste 20 år, i symbiose med sin mands politiske karriere, været drivkraften bag projektet Padaria Artesanal – Håndværksbageriet. Det er et velgørenhedsprojekt, som hjælper fattige brasilianere med at blive bedre til at bage sundt brød og eventuelt starte deres eget mikrobageri.
Projektet startede for mere end 20 år siden i delstaten São Paulo, hvor Geraldo Alckmin var guvernør. Der er tale om et train the trainer-koncept, hvor en civilsamfundsorganisation får en halvprofessionel ovn og andet bageudstyr fra Lus projekt. Lu bruger sit og sin mands navn til at samle penge ind til udstyret, organisationerne lægger lokaler og frivillige undervisere til, og deltagerne får et gratis endagskursus i hygiejne, bageteknik og en samling opskrifter med hjem. Projektet har udleveret over 10.000 sæt bageudstyr, og mere end 100.000 har deltaget i kurserne i São Paulo.
Da præsident Lula udnævnte Geraldo Alckmin til vicepræsident i 2022, flyttede projektet til Brasília. Nu var det så ambassadørernes ægtefæller, som var udset til at give en hånd med.
Ambassadørægtefælleforeningen
Den svenske ambassadørs mand er aktiv i Brasílias ”ambassadørægtefælleforening”, og han havde sørget for, at også almindeligt dødelige diplomatægtefæller som overtegnede kunne møde Lu i den gode sags tjeneste. I selve mødet var vi dog behørigt placeret i andet parket, mens de rigtige ambassadørægtefæller fik lov til at sidde på første række: Den ægyptiske ambassadørs kone, den kasakhstanske ambassadørs kone, den ækvatorialguineanske ambassadørs kone og så videre. De svenske og tjekkiske ambassadørers mænd var de to eneste, som brød kønsmønsteret.
Formålet med mødet var ret transparent: Ambassadørægtefællerne fik lov til at hilse på vicepræsidentens kone i en times tid og forventedes så at sponsorere et eller flere sæt bageudstyr. Formålet blev opfyldt i den forstand, at der blev samlet penge ind til to sæt. Vi kunne nu et halvt år senere se resultatet i affaldssorteringskooperativet i Ceilândia, som lægger hus til det ene af de to sæt bageudstyr.
Den svenske ambassadørs mand var den eneste ambassadørægtefælle, som var genganger mellem de to arrangementer. Den ægyptiske ambassadørs kone, den kasakhstanske ambassadørs kone, den ækvatorialguineanske ambassadørs kone og så videre havde åbenbart ikke lige tid den torsdag. Eller også var de mere interesserede i at mødes med Lu Alckmin end at se resultatet af deres generøsitet?
Men vi, som er dukket op, bliver introduceret til dagens hold. Det er samlet om ovnen og et arbejdsbord i rustfrit stål i et lille lokale på første sal, og et par lidt generte kvinder er i gang med at fylde dej i en form. I nabolokalet er et andet hold i gang med et 2 ugers sykursus. I begge tilfælde er eleverne kvinder, som ser ud til at være fra starten af 20’erne til op i 50’erne. De er alle beboere i Ceilândia, som har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Kooperativet
Efter rundvisningen bliver vi bænket i et lille auditorium ved siden af bageriet, hvor tre kvinder fortæller historien om Recicle a vida. Imens bliver vi budt på et stykke kage, som lige er kommet ud af ovnen på bagekurset.
Det, som blev til Recicle a vida, startede som et privat foretagende omkring år 2000, hvor en entreprenør fra São Paulo havde fået en kontrakt om indsamling af affald i Brasília. Da kontrakten ikke blev fornyet i 2007, var ejeren i mellemtiden blevet så imponeret af sine medarbejdere, at han forærede dem virksomhedens udstyr. Til gengæld skulle de oprette et kooperativ, som skulle eje udstyret.
Kooperativet manglede ganske vist et sted at være, men det lykkedes at lave en aftale med det lokale bydelsråd om gratis at få brugsretten til en gammel ubenyttet sportshal. Den blev sat i stand, udstyret blev flyttet dertil, og her 17 år senere kører virksomheden stadigvæk efter de samme principper.
Kooperativet er nu ejet af 89 personer, som alle indsamler eller sorterer affald. De fleste af dem har en fortid som catatero – affaldssamler – og flere har været hjemløse. Det er kun dem, som arbejder med affaldet, som kan være kooperativister og dermed medejere af virksomheden. De eneste ansatte, som altså ikke er kooperativister, er nogle få funktionærer, som tager sig af regnskaber, IT, kontakten med myndighederne og andre “papiropgaver”.
Kooperativet ville gerne have, at produktionen af ny plastik bliver belastet af en afgift som modsvarer de samfunds- og miljømæssige omkostninger ved olieudvinding
Arbejdet med indsamling og sortering af affaldet virker umiddelbart monotont, til tider tungt, og potentielt sundhedsskadeligt afhængigt af, hvilken type affald der bliver behandlet. Mange af kooperativisterne ser det imidlertid som et socialt fremskridt: De ejer virksomheden, de tjener cirka 3.100 kroner om måneden, hvilket er næsten det dobbelte af mindstelønnen, får tre måltider mad om dagen på arbejdspladsen, og de er også omfattet af en privat sygeforsikringsordning, som supplement til Brasiliens offentlige sundhedsvæsen. De fleste kooperativister har derfor arbejdet der længe.
Kooperativet har dog også sine udfordringer. Det var gode tider under covid-19-pandemien, hvor der var høje priser på det sorterede affald, som kooperativet sælger videre til andre virksomheder. Nedgangen i den internationale handel førte til, at brasilianske virksomheder havde sværere ved at importere råmaterialer, og det betød, at priserne på genbrugsprodukter steg under pandemien. Nu er den internationale handel normaliseret, og det betyder, at det igen er tæt på at være billigere at bruge ny plast end at genbruge plast. Det presser kooperativets økonomi.
Genbrug eller ny plast?
Kooperativets repræsentanter havde derfor været til møde i miljøministeriet et par dage tidligere, hvor de havde lobbyet for at indføre økonomiske incitamenter for at øge brugen af genbrugsmaterialer. Men det er en svær opgave at få igennem det politiske system, selvom ministeren havde været velvillig. Kooperativets produktionsmodel burde være rentabel, selv ud fra en rent økonomisk synsvinkel. Det vil imidlertid kræve, at der bliver taget højde for de såkaldte eksternaliteter, og kooperativets talsmænd vil derfor gerne have, at både de negative og positive eksternaliteter relateret til plastikproduktionen bliver indregnet i produktionsomkostningerne.
Kooperativet ville gerne have, at produktionen af ny plastik bliver belastet af en afgift som modsvarer de samfunds- og miljømæssige omkostninger ved olieudvinding. Det samme skulle gælde for samfundets udgifter til bortskaffelse af affald, der ikke længere ville blive genbrugt, hvis kooperativet lukkede. Samtidig ville kooperativet gerne have, at det nyder godt af de positive eksternaliteter i form af de sparede sociale udgifter som er resultatet af, at kooperativet får socialt udsatte personer i arbejde.
Det er imidlertid hverken politisk nemt eller økonomisk simpelt at få indregnet eksternaliteterne i produktionsmodellen. Så længe det er tilfældet, er kooperativets fremtid usikker. Til sidst er det tid til det i Brasilien obligatoriske gruppebillede med Lu. Med det i hånden kan både hun, kooperativet og diplomatægtefællerne fremvise endnu et eksempel på det brasilianske civilsamfunds styrke, som jeg har oplevet mange gange i mine år i Brasilien, som man for eksempel kan læse mere om her og her. Her er man klar over, at man ikke kan regne med, at man får løst sine problemer, hvis man ikke selv kaster sig ud i kampen på trods af ofte meget vanskelige vilkår.
Ceilândia – bydelen man sendte de fattige til
Brasiliens hovedstad Brasília er kendt for sit arkitektonisk og byplanmæssigt futuristiske og modernistisk udtryk. Byen blev konceptualiseret i 1950erne af byplanlæggeren Lúcia Costa, indviet i 1960, og den er allerede nu som gesamtkunstwerk på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Dens grundplan, formet som en stiliseret flyvemaskine og kendt under navnet Plano Piloto, samt de officielle bygninger, hvoraf mange er tegnet af den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer, er kendt af arkitekturinteresserede i hele verden. Begge dele er fredet, men der er også en verden udenfor Plano piloto.
I udkanten af byen ligger en række forstæder, og en af dem er Ceilândia, som blev grundlagt i 1969. Det skete da den daværende guvernør for det Føderale Distrikt Hélio Prates da Silveira, besluttede sig for at tømme Plano Piloto for hjemløse, som havde slået sig ned, hvor der nu var plads. Lejlighederne i Plano Piloto er generelt store og godt indrettede efter datidens standarder. De var også alt for dyre for den fattigere del af byens befolkning, og i slutningen af 1960erne levede op mod 80.000 mennesker i Brasília derfor som hjemløse eller i improviserede byområder – favelaer.
Det var ikke godt for byens image, men de fattige var samtidig nødvendige som arbejdskraft. Guvernøren tvangsflyttede dem derfor til et nyt og hidtil ubeboet område i udkanten af byen. Ude af syne fra regeringskontorerne og de fine lejligheder men tilstrækkeligt tæt på til, at de fortsat kunne arbejde som stuepiger, chauffører, gartnere, butiksansatte og i mange andre manuelle erhverv.
Guvernørens projekt med at slippe af med de hjemløse fik det eufemistiske navn Campanha de Erradicação das Invasões – Kampagnen for at udrydde invasioner – og forbogstaverne (C, E og I) fra ordene Campanha, Erradicação, Invasões kom til at udgøre stammen i den nye bydels navn Ceilândia. I dag bor her cirka 500.000 mennesker i området, som også omfatter Brasiliens største favela Sol Nascente.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
