SOMMERSERIE – Rundt om i verden har POV mange kompetente og vidende skribenter, som rapporterer derudefra om de store og små begivenheder. Men nu er det sommer og tid til at slappe af, og det benytter vi som en god lejlighed til at få en række skildringer og stemningsbilleder fra de byer, som også på det personlige plan er blevet en del af korrespondenternes dagligdag. Vi starter i São Paulo, hvor Thomas Christiansen har boet i tre år og han tegner et mosaikportræt af en by, som på alle måder er overvældende. Og helt fantastisk.
São Paulo. Her er rigdom, fattigdom, finkultur, og håbløshed. Her er kynisme og hjertevarme, men ingen nostalgi. Det hele sker i en historieløs smeltedigel, som 23 millioner mennesker kalder ‘hjem’.
Der er mange byer i byen, og det er derfor umuligt at sige, hvad São Paulo ‘egentlig er’. Man kan højest lave en mosaik
Det er den største by i verden syd for Ækvator, den største by på de amerikanske kontinenter, og den største by i verden uden for det geografiske Asien.
São Paulo er ikke den grimmeste by i verden – men den er givetvis med i opløbet. På min personlige liste over grimme byer, som jeg har været i, fører Tianjin i Kina foran São Paulo.
Der kan sagtens være andre steder, som sniger sig ind mellem de to steder eller endda overhaler Tianjin. I alle tilfælde vil mange nok synes, at São Paulo er tæt på toppen i den konkurrence.
São Paulo er også fascinerende og uoverskuelig på en måde, som kun mega-byer kan være. Der er mange byer i byen, og det er derfor umuligt at sige, hvad São Paulo ‘egentlig er’.
Man kan højest lave en mosaik, som viser forskellige dele af byen. Men man kunne med lige så god ret lave en anden mosaik, med helt andre elementer, og det ville stadigvæk være et portræt af São Paulo.
Emiliano
Når jeg sidder ved mit skrivebord i lejligheden på 5. sal i bydelen Jardins, kan jeg se ‘Emiliano’. Det er et af de bedste hoteller i byen. Bygningen er høj og slank og øverste etage har form som en glaskube, der er tiltet 45 grader ud mod gaden. Her er suiten til 3.000 kroner i døgnet, men så er det også med egen indendørs pool og privat butler. Elegancen slutter dog ved tagetagen, som er toppet af med en helikopterlandingsplads.
Det er ikke hver dag, men dog flere gange om ugen, at min arbejdsro bliver forstyrret af en lavtflyvende helikopter, som henter eller bringer gæster til hotellet. Det er ikke et særsyn, for São Paulo er efter sigende den by i verden, som har flest helikoptere – intet mindre end cirka 500 styks. Det er fire gange så mange som i New York.
Landskabets ujævnheder er ikke store nok til at skabe kendemærker. Alt flyder ud i små, bløde bølger
En af forklaringerne er selvfølgelig størrelsen. En anden forklaring er trafikken. Selv den 20-sporede motorvej, som fører ud mod Guarulhos-lufthavnen kan blive til en 20 kilometer lang næsten stillestående kø.
Da jeg flyttede hertil, kunne man i taxa-app’en ‘Cabify’ vælge mellem taxa, almindelig bil, luksusbil og helikopter. Jeg var egentlig nysgerrig efter at se, hvad en tur kostede til lufthavnen i en helikopter, men var nervøs for at komme til at hænge på en bestilling ved en fejl. Nu er helikopter ikke længere en valgmulighed, så jeg fik aldrig set, hvad det koster.
Di Cunto
Vi bor på 5. sal i en lejlighed med en sydvendt altan. Det er et eftertragtet gode i det lune subtropiske klima, og vi bruger den flittigt. En dag jeg kom hjem, lå der en pose til os hos portvagten.
Det var en gave – fik jeg at vide – fra senhora Di Cunto i naboejendommen. Det var op mod jul, og gaven viste sig at være den lækreste panettone og et par æsker med virkelig gode småkager. På det medfølgende kort havde vores nabo i ejendommen ved siden af skrevet, at hun syntes vi var så søde, når vi sad på altanen.
Afsenderen – Giovanna Di Cunto – viste sig at være en 91 år gammel dame, som fra sit køkkenvindue kan se ned på vores altan. Familien ejer et kombineret bageri og restaurant i Mooca, en bydel som oprindelig overvejende var beboet af fattige italienske immigranter.
På grund af pandemien havde Giovanna på det tidspunkt ikke været på gaden i 9 måneder, men havde i stedet kastet sin kærlighed på os. Vi har nu i 6 måneder udvekslet beskeder og gaver via vores respektive hushjælp, som bringer tingene frem og tilbage. Hun har blandt andet fået blomster og danske småkager, mens vi har fået flere kager og et håndklædesæt med vores navne broderet ind i stoffet.
Den seneste gave fra Givanna var et sirligt ordnet album med fotografier fra hendes lejlighed, et billede af hende med sin hushjælp, og et med hendes – tror vi – søn og barnebarn. Vi har ikke turdet besøge hende under pandemien for ikke at udsætte hende for nogen risiko. Men vi vinker tit til hinanden fra henholdsvis vores altan og hendes køkkenvindue. Da jeg talte i telefon med hende forleden, sagde hun, ‘at vi bare skulle sige til, hvis vi havde nogle problemer – så ville hun hjælpe’.
Farol Santander
Når jeg kommer til en ny by, vil jeg gerne op. Op i højden og se ud over, hvor jeg er landet. Det er svært i São Paulo. Mange gåture har ganske vist vist, at her ikke er helt konturløst. Men landskabets ujævnheder er ikke store nok til at skabe kendemærker. Alt flyder ud i små, bløde bølger. Byens højeste bygning ligger i en dal, og de fire øverste etager er kun et tomt skelet. De blev tilføjet for at give huset status som den højeste bygning. Snarere end prestige viser det blot tom forfængelighed.
Nu er det jo Brasilien, så jeg havde forventet at musikerne på Paulista spillede samba, bossa nova eller anden brasiliansk musik. Det gør de ikke! De spiller hård rock og gerne med engelsk tekster
Så er der mere stil over ‘Farol Santander’, en Empire State Building inspireret skyskraber fra 1940’erne, som er lavet om til udstillingsbygning. Fra en lille café på 25. etage er der adgang til to terrasser med en eller anden udsigt. I princippet til alt men i realiteten til intet. Eller rettere sagt. Udsigt til hvad der må være tusindvis af højhuse lige meget, hvilken vej jeg kigger. Og jeg ved endda, at en stor del af den sydlige del af byen er skjult bag den lave bakke, som lægger ryg til Avenida Paulista.
På en af de nederste etager er der en lille fast udstilling med den brasilianske kunstner Vik Muniz. I seks fotografier mimer han udsigten fra terrasserne på 25. etage, men når jeg ser nærmere på det, som ligner huse, veje, træer, parker, biler og mennesker ser jeg, at det er gammelt skrammel. Vik Muniz har simpelt hen lagt al tænkelig skrammel ud på et betongulv, så det på afstand ligner udsigten fra toppen, og har så – stående på en høj stige – taget sine fotografier.
Lina Bo Bardi
Jeg har det altid lidt svært med ‘brutalisme’ indenfor arkitektur. Jeg kan intellektuelt forstå konceptet, men det fanger aldrig min sjæl. Det gælder også en af São Paulos mest ikoniske bygninger, det ‘hængende’ kunstmusuem MASP, som er tegnet af den italienske arkitekt Lina Bo Bardo. Det er i åbenlys modstrid mod tyngdeloven, at bygningen endnu ikke er faldet ned oven på hverken dagens turister eller nattens hjemløse, som holder til under bygningen.
Så føler jeg mig meget mere hjemme i Lina Bo Bardis eget hjem. I sin tid – det vil sige i 1960’erne – blev der anlagt et stykke uden for byen, på den anden side af Pinheiros-floden. Nu er floden rettet ud, lagt i en kanal og flankeret af en 20-spors motorvej. Huset er ikke længere ‘på landet’ men ligger i den dyre bydel Morumbi.
Her ligger Lina Bo Bardis hus som en ‘helle’ og samtidig som et syntetiseret udtryk for Brasilien. Forsiden, det repræsentative, i stram modernisme, glas, stål og sten. Bagsiden, de private værelser og køkkenet i koloniarkitektur med pudsede vægge, træskodder og udgang til køkkenhaven. Fra forsiden kan man ikke se bagsiden. Fra bagsiden kan man ikke se forsiden. Som Brasilien. Men de to dele af huset hænger uløseligt sammen, og inde i huset er overgangen usynlig.
Blue Note
Før covid19-pandemien var et af byens hovedstrøg – Avenida Paulista – lukket af for biltrafik hver søndag. Det var en tilbagevendende mulighed for at se på folk, købe potteplanter og billig mad, og høre musik fra solister og grupper, som håbede at blive opdaget eller i det mindste spille lidt penge hjem. Nu er det jo Brasilien, så jeg havde forventet at musikerne på Paulista spillede samba, bossa nova eller anden brasiliansk musik. Det gør de ikke! De spiller hård rock og gerne med engelsk tekster.
Man kan dog høre bossa nova på Paulista, men så foregår det indendørs. Den legendariske jazzklub ‘Blue Note’ i New York har ekspanderet og blandt andet lavet en fillial i São Paulo. Den holder til i et mindre lokale med plads til omkring 300 siddende gæster. På amerikansk maner kan man spise før og under koncerten.
Her kan man selvfølgelig høre jazz, men der er også jævnligt Bossa Nova på programmet. Først blev det eksporteret til USA i 1960’erne med Stan Getz, og nu er genren re-importeret via en fillial af en amerikansk jazzklub.
Paraisópolis
Ikke langt fra Lina Bo Bardis hjem ligger Paraisópolis – Paradisbyen. Vi lavede en dag en aftale med den lokale beboer- og handelsforening om at få en rundvisning. Det var i starten af første bølge af covid19-pandemien, så foreningen havde ikke haft rundvisninger i et stykke tid, men arrangerede alligevel gerne en for os. På vejen derud passerede vi Palacio dos Bandeirantes – delstatens guvernørpalads. Det prøver at se ældre ud, end det er i sin neo-klassistiske vælde, og har beholdt sit navn, på trods af at ‘Bandeirantes’ er navnet for 1700-tallets guld og slavejægere i São Paulo.
Almindelige taxaer nægter at køre ind i Paraisópolis, som er São Paulos største favella. Den seneste folketælling fra 2010, påstod at her boede 42.000. I dag er det reelle tal nok tre, fire eller fem gange større
Kort tid efter blev vi sat af på en tankstation, hvor vi skulle møde vores guide. Almindelige taxaer nægter at køre ind i Paraisópolis, som er São Paulos største favella. Den seneste folketælling fra 2010, påstod at her boede 42.000. I dag er det reelle tal nok tre, fire eller fem gange større.
Man bor tæt i en favela, men den er imidlertid ikke kun armod, kriminalitet og håbløshed. Det lokale medborgerhus er Paraisópolis stolthed. Her dyrkes køkkenhaver, der er systuer, som har lagt produktionen om til mundbind, og et folkekøkken, som producerer og uddeler tusindvis af gratis måltider om dagen.
Favellaens ballet har også sit kontor her, og den første kunstudstilling i favellaens historie hænger også i medborgerhuset. Det er ‘Himlen set fra jorden’ af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand. Som vores guide sagde, har de færreste beboere mulighed for at rejse, men at se fotografier fra andre dele af verden er en måde at kompensere for dette. Her holder også to ambulancer, som er betalt af beboerne, så der er mulighed for hurtig udrykning. Det offentlige brasilianske sundhedssystem har ikke en afdeling i området.
Rundturen sluttede med en frokost på tagterrassen i restauranten ‘Maos de Maria’ – Marias hænder – som også fungerer som socialt projekt. Socialt udsatte kvinder lærer her at lave mad i større skala, så de kan åbne en lille café eller restaurant og dermed gøre sig økonomisk uafhængige. Bygningen huser også favelaens lille radiostudie, og et krisecenter som tilbyder social og psykologisk rådgivning.
OSESP og Cracolandia
São Paulos symfoniorkester – OSESP – holder til i koncertsalen ‘Sala São Paulo’. Bygningen var oprindeligt en jernbanestation, men da den ikke længere blev brugt til sit oprindelige formål, blev den bygget om og moderniseret i 1990’erne. Resultatet er en højloftet, lys og indbydende koncertsal med plads til næsten 1500 tilskuere, som til og med ligger i byens centrum. I São Paulos tilfælde medfører det, at den ligger midt i et område, som er kendt som ‘Cracolandia’.
Selvom jeg har boet i São Paulo i tre år, slår det mig fortsat tit hvor historieløst, der er i byen
‘Cracolandia’ er tilholdsstedet for en stor del af byens crack-misbrugere, der bor her enten direkte på gaden eller i små ‘festivaltelte’ slået op på pladser og i parker. Der er selvfølgelig ikke meget ‘festival’ over dette. Tidligere holdt mange misbrugere til i periferien af São Paulo, men narkotikabanderne, som forsyner dem, jagede dem ind til centrum, fordi de tiltrak for meget opmærksomhed fra politiets side. Det var dårligt for forretningen. I ‘Cracolandia’ forsøger misbrugere, psykisk syge og prostituerede at få deres liv til at hænge sammen og først og fremmest at overleve.
Den i forvejen umulige situation for ‘Cracolandias’ beboere blev yderligere forværret under covid19-pandemien. Der er færre penge i omløb, og importen af narkotika er faldet, så priserne er steget. Det førte til, at den brasilianske afdeling af Læger uden Grænser oprettede et lazaret i området, i stedet for en planlagt udstationering i Afrika, som var blevet aflyst på grund af pandemien.
Politiet holder øje med ‘Cracolandias’ og rydder det hele med bulldozere, når de selv eller en politiker synes, at der er behov for at signalere handlekraft. Kort efter hver rydning genopstår ‘Cracolandia’ i en ny men identisk form lidt fra det forrige sted. Området har derfor ikke en entydig afgrænsning, men flytter rundt fra tid til anden, og altid i nærheden af højkulturen i Sala São Paulo.
Museu da Imigracão
Jeg er taget på ‘Museu da Imigracão’ – Immigrationsmuseet – som er indrettet i en del af det tidligere modtagested for immigranter i São Paulo. Millioner af indvandrere ankom til São Paulo efter slaveriets afskaffelse i 1888 for at arbejde i kaffeplantagerne. Det var mindre attraktivt end at tage til USA eller Argentina, så for at lokke folk til Brasilien betalte São Paulo-delstaten for billetten og garanterede arbejde i en kaffeplantage ved ankomst. Dermed blev delstaten mål for mange af de fattigste immigranter – dem som ikke havde råd til at selv at betale billetten.
Museet er moderne med audiovisuelle virkemidler, og en blanding af faste og midlertidige udstillinger. Lige nu er der fokus på Venezuelas flygtningekrise. Sympatisk nok er museet ikke overvældende selvfedt i forhold til immigrationshistorien men tager også den del af historien med, som handler om vanskelige rejser, udnyttelser og misbrug, savn og sygdomme. Udstillingerne veksler også mellem de store linjer og de personlige historier. Og ikke mindst sætter den immigrationen ind i en større kontekst. Mennesket har altid flyttet sig.
Jeg skriver på en bog om São Paulos historie, og museet har et lille specialiseret bibliotek om immigration. Jeg er som regel ikke den eneste på læsesalen, men jeg er tilsyneladende den eneste, som er der for at læse bøger. De andre gæster sidder mest og surfer på deres telefon eller skriver beskeder. Biblioteket har trådløst internet.
Når de andre gæster er færdige med deres gøremål vender de tilbage til den del af bygningen, som ikke er museum. Den er indrettet som herberg for – primært udenlandske – hjemløse. De fleste beboere er bolivianere, peruanere og paraguyanere.
Historieløsheden
Selvom jeg har boet i São Paulo i tre år, slår det mig fortsat tit hvor historieløst, der er i byen. Jeg bor cirka 5 kilometer fra det historiske centrum, som er der, hvor byen blev grundlagt i 1500-tallet. Men der er intet historisk tilbage i det historiske centrum. Der er en jesuitterkirke, som ser gammel ud, men den er en kopi af originalen, som blev revet ned i 1800-tallet. Det gav plads til et palads til delstatens guvernør, men det forsvandt også og blev erstattet af en åben plads og kopien af jesuitternes gamle kirke.
Hvis behovene ændrer sig, river man noget ned og bygger noget nyt. Her er ingen nostalgi
Der hvor jeg bor, var et godt stykke uden for byen helt frem til 1920’erne. På det tidspunkt blev området udstykket og anlagt med snorlige gader, som vinkelret krydser hinanden. Den første bebyggelse var et- og toetagers huse, men mange holdt kun i 40-50 år, for 1920’ernes periferi blev til en del af centrum. Fra slutningen af 1960’erne og frem blev der bygget højhuse med lejligheder, hvor priserne afspejler, at område nu er ‘centralt’. I mellemtiden er byen vokset yderligere 25-30 kilometer længere ud – i retning mod alle fire verdenshjørner.
Den franske geograf Pierre Monbeig blev inviteret til São Paulo i slutningen af 1930’erne for at hjælpe med at etablere byens universitet – Universidad de São Paulo. I 1940 skrev han et essay, hvor han konstaterede, at byen nu havde rundet 1 million indbyggere. I de foregående 70 år havde byen i gennemsnit fordoblet sit indbyggertal hvert 11. år. Der er nu gået 80 år siden Monbeig skrev sit essay, og byen er nu vokset til 23 millioner indbyggere. Han så kun starten. Næsten alt er dermed nyt – eller i det mindste ikke ældre end en menneskealder.
Det bliver forstærket af at bygninger, bydele og veje kun lever så længe de tjener et formål. Hvis behovene ændrer sig, river man noget ned og bygger noget nyt. Her er ingen nostalgi.
LÆS ALLE THOMAS CHRISTIANSENS ARTIKLER HER
Topillustration: São Paulo skyline. Foto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
