WIBRANDS HVERDAGSMAD – Æggekage er en fantastisk ret til at bruge de sidste rester fra køleskabet og derved undgå madspild. Trine Nygaard Wibrand tilbyder dig tips og inspiration til, hvordan du nemt og hurtigt bikser en æggekage sammen til et velsmagende hverdagsmåltid.
Det er desværre så som så med energien for tiden, hvor det er så mørkt. Familien er splittet i atomer på grund af rejser og arbejde, så vi tyer tit til nemme løsninger. Dog ikke så nemme som at hente mad udefra. Vi prøver at bevare et vist niveau, trods alt. Bevares, jeg skal ikke spille hellig, men vi prøver at lade være med at spise pizza mere end én gang hver anden uge.
Heldigvis har vi nogle virkeligt nemme retter i repertoiret, som alle kan lave og som der altid er råvarer i køleskabet til. Æggekage i ovn, eller frittata, som det vist også hedder, er en af dem.
Der er delte meninger om hvorvidt, der skal mælk i en æggekage. Jeg er stik i mod, min mand er for mælk. Jeg kan ikke se hvorfor man dog skulle fortynde æggene, han synes det giver en bedre konsistens eller smag eller noget
Jeg har hjembragt en laber støbejernspande, eller en skillet, fra mit elskede USA til samme formål. Man kunne sikkert godt have fundet den herhjemme, men nu blev det sådan, og det vækker vidunderlige minder, hver gang vi bruger den. Den blev i øvrigt hjembragt på bestilling fra mellemsten, som er en ørn i et køkken og med en skillet. Hvad hun ikke kan frembringe af lækre retter i kategorien væltet grønsagsskuffe på en pande, er ikke værd at skrive hjem om.
Vi har altid masser af grønsager både i køleskab, fryser og skuret som vi kalder vores fadebur, og herhjemme er en æggekage tyk og spækket med vitaminrigt fyld som broccoli, ærter, kål, løg og også gerne kartofler kogt med skræl.
En æggekage er en god måde at få brugt en rest kogte kartofler eller andre grønsager. Så undgår vi madspild.
Der er delte meninger om hvorvidt, der skal mælk i en æggekage. Jeg er stik i mod, min mand er for mælk. Jeg kan ikke se hvorfor man dog skulle fortynde æggene, han synes det giver en bedre konsistens eller smag eller noget. I hvert fald er det noget, vi begge har med hjemmefra, tror jeg.
Enige er vi om, at man gerne må bruge ost i sin æggekage. Både i massen og ovenpå. Og så deler bacon vandene. Jeg synes ikke, man skal putte baconen i æggemassen, men putte den ovenpå. Min mand eksperimenterer i øjeblikket med begge dele og må konstatere at kvaliteten af baconen selvfølgelig har en betydning for udfaldet.
Det skal du bruge:
- En støbejernspande eller anden pande, der kan gå i ovnen
- 8-10 økologiske æg
- Salt
- Friskkværnet peber
- Evt. et stort skvæt mælk
Fyld inspiration:
- Løg
- Hvidløg
- Bacon
- Ost
- Broccoli i buketter. Læg buketterne i en skål og dæk dem med spilkogende vand for lige at “knække” dem. Så får de en smuk farve og er ikke så kålagtige
- Blomkål i buketter. Ligesom med broccoli lægges buketterne i en skål og dækkes med spilkogende vand for lige at “knække” kålsmagen
- Kogte grønne bønner fra aften før skåret i mundrette stykker
- Kogte kartofler i passende tern
- Kogte gulerødder – pas på, de ikke bliver for bløde – i passende stykker
- Ærter. Hvis de er fra frost skal de tøs op før de kommer i æggemassen
- Asparges – hvis de er i sæson – i mundrette stykker. Med mindre du er kunstnerisk og kan lave et flot mønster med dem på toppen af æggekagen
- Tomater. Skåret i mundrette stykker, halve eller kvarte
- Spinat, helst frisk, men frossen kan også bruges og skal så optøs først
- Spidskål skåret i tynde strimler og hakket let
- Ost af enhver slags enten til fyld eller til at rive ovenpå
- Flødeost hvis du har en rest, der trænger til at blive spist.Og mange, mange andre grønsager, som jeg slet ikke har fantasi til at nævne her.
Sådan gør du:
Æggeblanding til alle slags æggekager:
8-10 æg piskes sammen til en ensartet masse. Hæld evt. et godt skvæt mælk i. Helst sødmælk. Fløde er også godt. Krydr godt med salt og peber.
Grundfyld med løg. Dette fyld er en smagssag. Jeg putter det som regel i for at give lidt mere dybde i smagen, men det er absolut ikke nødvendigt:
Hak løg og hvidløg i små tern. Du kan selvfølgelig også bruge en hvidløgspresser til dine hvidløg. Det gør jeg sjældent, fordi jeg er for doven til at gøre presseren ordentlig ren efter brug. Så hellere hakke dem i hånden. Steg løgblandingen i smør til løgene er gennemsigtige og hæld dem over i en skål.
Put kartofler i: Skær kartoflerne i tern, krydr med salt og peber og steg dem evt. i smør til de tager lidt farve.
Sådan samles æggekagen:
Hvis der er kartofler i, lægger jeg typisk dem nederst, de giver en god bund. Hvis der er løg/hvidløg i, blander jeg det sammen med resten af fyldet, så det ikke falder til bunden. Det samme gælder hvis der skal ost i. Du vil helst have det blandet sammen med resten af fyldet, så det ikke ligger i bunden og bliver branket.
Når dit fyld ligger i panden hælder du æggemassen over og slut af med revet ost. Lad det få lidt varme på komfuret, så det sætter sig lidt inden du sætter det ovnen.
Giv det ca. 10 minutter i ovnen. Hold endelig øje undervejs, så æggekagen ikke bliver brændt.
Server med en sprød salat og ristet rugbrød med tandsmør.
Velbekomme.
Alle fotos skribenten
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her