ESSAYSERIE – “Både Niels og jeg har ofte befundet os i en samtale med K, hvor hun breder et farverigt tæppe frem foran os, som ikke kun er interessant – hendes alder taget i betragtning – men spektakulært, fordi hun ikke har lærere eller medstuderende til at inspirere sig.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge taler mor og datter om kønsroller og #metoo i fire timer. “Mænd får automatisk alles opmærksomhed, når de siger noget og alle forventer, at det de siger, er noget de ved noget om. Sådan er det ikke med kvinder. Vi skal gøre os umage og være velformulerede og passe på, hvad vi siger og på hvilken måde; ingen forventer, vi har styr på, hvad vi taler om,” påpeger K.
K og jeg har siddet og talt om ligestilling, #metoo og kønsroller i over fire timer.
Fire timer! Det kan jeg ikke mindes at have oplevet i lang tid. Jamen, jeg kan ikke engang huske hvornår.
K kom ned af trappen for over fire timer siden, hvor jeg havde stillet et frisk smørsmurt stykke brioche og en chokoladecroissant frem på bordet til hende, der ville dufte tillokkende selv overfor den mest fortabte appetitløshed.
Kort inden, da jeg havde banket på hendes dør og spurgt, om hun var sulten, og om jeg skulle smøre hende en mad, og om hun da ikke kom ned til mig for at spise den, havde hendes stemme lydt, som om den kom fra for enden af et kilometer langt rør med sit udspring i en grå-blå meleret træthed.
Når man taler om læring og autisme, er det i høj grad i erkendelsen af, at autister rummer en enorm videbegærlighed og er i en konstant søgen efter viden
Derfor forventede jeg, at hun blot ville tvangs-hugge maden i sig for hastigt at efterlade mig ved spisebordet og trække sig ind i sin egen verden; den som har sin begyndelse i hendes værelse og som strækker sig ud i det store internet, hvor hun både mætter sit omsiggribende begær efter viden og finder let underholdning til pauser på klods.
Det er et på sin vis besynderligt landskab, jeg skal beskrive, når jeg skal fremmale, hvad det er, K behøver at lære rent skolemæssigt – og det skal jeg bl.a., når hun igen bliver suget ind i et skoleforløb om forhåbentligt få måneder.
Men hvordan giver jeg det mest troværdige og faktuelt nøjagtige indblik i, hvor K har jamrende tomme pladser og hvor hun har hylder, der svajer under vægten af substans?
I dag fik jeg endnu engang vished for hendes tilegnelse af indsigt med nye facetter af viden.
På den ene side synes det håbløst og fortabt, at hun måtte forlade 6. klasse i panik og aldrig siden har kunne nærme sig det ensomme tomrum, der har møvet sig ind der, hvor for eksempel den grundlæggende danske grammatik og matematik skulle have været.
Når man taler om læring og autisme, er det i høj grad i erkendelsen af, at autister rummer en enorm videbegærlighed og er i en konstant søgen efter viden. Men som autist byder man ikke den gængse lærestil med ukritisk at indtage alt, hvad en lærer præsenterer for sin elev, velkommen. Man lagrer heller ikke sin viden på traditionel vis, tværtom. Ofte tager det autistiske sind sig godt ud i hjemmeskolingen, hvor motivation og egeninteresse er styrende for, hvad der undervises i.
Det er præcis, hvad K har gjort de sidste år hjemme. Hun har ikke begået sig i den klassiske litteratur, it-programmering eller genforskning. Men hun vil alligevel på visse områder falde i øjnene som stereotypen på at være autist med nogle spektakulære og savante evner – noget vi ser i høj grad nu, hvor fokus ikke længere er på, hvorfor hun ikke kan lære på samme måde som den gennemsnitlige jævnaldrende.
både Niels og jeg har ofte befundet os i en samtale med K, hvor hun breder et farverigt tæppe frem foran os, som ikke kun er interessant – hendes alder taget i betragtning – men spektakulært, fordi hun ikke har lærere eller medstuderende til at inspirere sig
Alligevel tårner der sig en høj og bred viden op i K, der egenhændigt er erhvervet gennem en Mac i dens funktion som døråbner udi international viden på nettet. Hendes søgen er primært inden for køn, psykologi, dyr (adfærd, genetik, arter), kultur, sameksistens m.m. og altid på engelsk, der har blandet sig ind i det danske, ikke kun i ord, men særligt i tonering på dansk, som blandt andet har fået tilført udsving i endelserne.
Det er i glimt, jeg får indsigt i det spektrum af viden, K bevæger sig indenfor. Men både Niels og jeg har ofte befundet os i en samtale med K, hvor hun breder et farverigt tæppe frem foran os, som ikke kun er interessant – hendes alder taget i betragtning – men spektakulært, fordi hun ikke har lærere eller medstuderende til at inspirere sig.
I øjeblikket har vi Birk, psykologen fra VISO, til at komme hos os til i alt seks rådgivende samtaler af to timers varighed. Med ham oplever vi en fagperson, der reagerer på K med samme ord, som vi gør; at hun er indsigtsfuld og meget velformuleret og moden af sin alder på trods af års hjemmeisolation.
Det er ikke, fordi K opfatter sig selv som begavet, tværtimod; for årene i skolen, hvor hun blev forstyrret i alle sine sanser, kombineret med at hun søger flere svar, end hun kan få, har sat et eftertrykkeligt indtryk i hende, af at hun er dum.
K spiser sit stykke brioche, og imens opdaterer jeg hende om de nyeste skandaler i #metoo bølgen, der begynder at antage tsunamiske dimensioner i dansk politik:
’Der er endnu en politiker, der er i klemme.’
’Hvem? Hvad?’ spørger K.
’Ah men, du ved det med de Radikale, hvor Morten Østergaard gik af på grund af anklager om krænkelser og alt det med, at han først havde ladet, som om det ikke var ham, og hemmeligholdt, at det var det, og lod som om han havde givet den hemmeligholdte person en reprimande og alt det?
’Ja?’
Mænd får automatisk alles opmærksomhed, når de siger noget og alle forventer, at det de siger, er noget de ved noget om. Sådan er det ikke med kvinder. Vi skal gøre os umage og være velformulerede og passe på, hvad vi siger og på hvilken måde; ingen forventer, vi har styr på, hvad vi taler om
’Men nu er det så vores overborgmester, Frank Jensen. Og han er faktisk næstformand i Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen er formand. Han fik stærk opbakning i sin kreds her i København i går aftes, til at fortsætte som overborgmester. Efter han har stået ved i medierne, at han har krænket adskillige kvinder i sit parti til fester over de sidste 30 år! Man har simpelthen fået et nyt dansk begreb; seriekrænker i forbindelse med Frank Jensen!’
`WOW!’ udstøder K; hendes ansigt trækker wow’et på sig, som et klæde. ’Hvordan kan de bakke ham op? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?’
’Ja. det er ret stygt, synes jeg nok. Han sagde ved pressemødet i går aftes, at han fint kan være en del af løsningen på problemerne med sexisme og #metoo krænkelser!’
’Seriøst?’ K smiler ironisk.
’Men Facebook er splittet, man kan se, at hele Danmark er splittet i alt det der med Østergaard og nu Frank Jensen…’ forklarer jeg.
’Det er fordi, det er kvinder – ingen lytter til kvinder!’ kommer det prompte fra K.
’At han kan få lov at bestride sine poster fortsat, mener du?’ Jeg kigger på K.
’Ja, det er så uretfærdigt! Drenge og mænd skal aldrig tænke over, hvad de siger, hvordan de siger det, hvordan de lyder, når de siger det. Hvordan de ser ud, når de siger det. Hvornår de siger det! Det skal vi!’
’Mm, det er rigtigt’ vedkender jeg og mindes, da jeg var på K’s alder, og også yngre. Jeg var også indigneret over, hvor meget nemmere, jeg syntes, det var at være hankøn i en patriarkalsk verden.
’Se bare på mig og L. Jeg tænker altid over, hvad jeg siger. At jeg ikke skal gøre nogen vrede eller sure. Eller kede af det med måden jeg siger ting på – eller hvad jeg siger. Eller hvis jeg ikke siger noget. Jeg kontrollerer mine følelser og ord.’
Jeg nikker og tænker over, om K taler om, hvad hun ytrer sig om og på hvilken måde, dette ligger ud over det normale og forventelige for en ung kvinde, contra hvad man forventer af en ung mand – eller om vi taler om en dybere forsigtighed.
’Sådan er det alle vegne! Når vi sad i skolen som små børn eller nu. Mænd får automatisk alles opmærksomhed, når de siger noget og alle forventer, at det de siger, er noget de ved noget om. Sådan er det ikke med kvinder. Vi skal gøre os umage og være velformulerede og passe på, hvad vi siger og på hvilken måde; ingen forventer, vi har styr på, hvad vi taler om,’ fortsætter hun, og jeg kan mærke, at emnet ikke føles nyt for hende.
’Da jeg var leder,’ siger jeg og refererer til mit arbejde, inden jeg fødte hende, ’kunne jeg altid mærke, hvordan jeg skulle knokle hårdere for at blive respekteret. Jeg var altid meget bevidst om, hvilket tøj jeg havde på; det er nok derfor, jeg har det med ikke at gå med tætsiddende tøj. Selv min stemmeføring var jeg meget bevidst om at gøre dybere.’
K nikker.
’Men K, det er også vigtigt, at du får set på dig selv. Jeg kan ikke lide, at du skal være så kontrolleret hele tiden. Du skal ikke klemme dig sammen, selvom det er svært at få plads her i vor familie.’
’Nej, det er rigtigt. Jeg .. mm, det er bare.. jeg ved, hvor meget hensyn I tager til mig, og I gør så meget for mig. Og jeg kan ikke give noget tilbage.’
’Jamen, K det er jo naturligt, at vi passer på hinanden som familie – når L er syg, passer vi også på ham.’
Hun nikker. ’Men det er også naturligt, at du gerne vil give tilbage, det skal du selvfølgelig også have mulighed for.’
’Det kan jeg, når jeg bliver ældre og kan klare mig selv – så kan jeg passe på dig og far.’
Jeg smiler til hende i en bevæget accept; jeg elsker at mærke, hvor omsorgsfuld hun og L er.
Så ryger hun tilbage til ligestillings- og diskriminationsdebatten:
’Der er en transkønnet fyr, som er YouTuber, og han taler om forskellen på at være en kvinde og en mand. Om hvordan han bliver behandlet så meget anderledes, efter han er blevet en mand.’
’Hvordan anderledes?’ spørger jeg nysgerrigt
’Jamen, det er måden folk forventer, han ved alt muligt, selvom han intet aner om det! Han beskriver også, hvordan natten er en man’s world; han kan gå trygt på gaden i mørket, noget han aldrig kunne som kvinde. Meget andet også.’
’Gud, hvor er det interessant – hvad hedder han?’
’Jackson Bird. Vi kan prøve at finde hans video!’
Vi går ind via min mobil, men netop i samme nu, popper en af DRs nyhedsnotifikationer op på skærmen. Der er et pressemøde i gang med Frank Jensen. Det må vi se.
Vi følger spændt resten af pressemødet og føler os noget forpustede over den arrogance, vi er vidner til
Da Frank Jensen forklarer, at han grundet den forstyrrende opmærksomhed fra mediernes side, har valgt at trække sig som overborgmester og næstformand for S, udbryder K højt:
’WHAT!!!!’ K’s ansigt er i oprør, det er mit også, samtidig med jeg er forbløffet over, at K med det samme, fortolkede hans udlægning af sagen på samme måde, som jeg selv gør.
’Sagde han lige, at det er mediernes skyld, han ikke kan fortsætte som overborgmester og Mette Frederiksens næstformand?!’
’Ja, det sagde han sgu!’ Også jeg er forbløffet, for kan han virkelig slippe af sted med at sige det?
’Jamen, han tager slet ikke ansvar for, hvad han har gjort – han fatter det ikke!’ udbryder K og tager sig til hovedet.
’Han siger, at han ikke kan lave politik, fordi medierne forstyrrer ham, men det er også politik at arbejde for ligestilling. Han er en dinosaur!’ replicerer jeg, og nu tager også jeg mig til hovedet.
Vi følger spændt resten af pressemødet og føler os noget forpustede over den arrogance, vi er vidner til. Da journalisterne får lov at stille spørgsmål, konstaterer vi fortrøstningsfuldt, at en mandlig journalist konfronterer Frank Jensen med akkurat den vinkel, vi er så oprørte over.
Så sidder vi endnu en halv times tid og drøfter intenst, hvad vi lige har overværet.
Jeg fornemmer nye tider, og ikke kun for lille familien Poulsen; godt nyt er på vej.
LÆS ALLE ODILE POULSENS INDLÆG HER
Topillustration: Pikist
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
