ESSAY – La Crucifixion blanche er et stærkt visuelt udsagn, malet i 1938, mens den jødiske kultur overalt i Europa stod i flammer, og den jødiske befolkning tog de første skridt på vejen mod Auschwitz. Det var disse skridt, Marc Chagall har malet her – håb eller ej, skriver Jørgen Aabenhus.
Hvert 25. år er det Giubileo (Jubelår) i Rom. Det begynder juleaftensdag med, at pave Frans tager en hammer i hånden og åbner de tilmurede ”hellige døre”, der kun åbnes i dén anledning, i de fire store kirker, som hører under Vatikanet: Først Peterskirken og derefter hen over nytår San Giovanni in Laterano, Santa Maria Maggiore og San Paolo Fuori le Mura.
De mures så til igen efter næste nytår og skal stå og vente på, at det bliver år 2050.
Som led i fejringen i år udstilles et af pave Frans’ yndlingsbilleder: Marc Chagalls maleri ”La Crucifixion blanche”
Jubelårene har været afholdt i mere end 700 år og er anledning til, at alverdens katolske pilgrimme drager til Rom. Men også masser af nysgerrige turister giver Den Evige Stad en kapitalindsprøjtning; i alt 32 millioner besøgende forventer man i 2025.
For byens skyld, for kirkens skyld og for de tilrejsendes skyld får en del af de religiøse og verdslige seværdigheder så en ansigtsløftning. Denne gang er det fx de store spektakulære fontæner, der er blevet renoveret, men også nogle meget besøgte kirker som for eksempel Santa Maria del Popolo på Piazza del Popolo og Sant’Agnese in Agone på Piazza Navona har længe været lukkede på grund af restaureringsarbejde.
Pave Frans’ yndlingsbillede
Som led i fejringen i år udstilles et af pave Frans’ yndlingsbilleder: Marc Chagalls maleri La Crucifixion blanche (Den hvide korsfæstelse) fra 1938. På det nyetablerede kunstmuseum Museo del Corso kan man frem til 1. februar se dette 155 x 140 cm store mesterværk, der ellers har til huse på The Art Institute of Chicago.
Både Vatikanets jubelårsarrangør, museets kirkelige kurator og Roms borgmester har pointeret billedets pacifistiske og økumeniske karakter. Marc Chagall (1887-1985) var hasidisk jøde, født i det nuværende Belarus i den gamle by Vitebsk, hvor ca. halvdelen af indbyggerne var ortodokse jøder – indtil de nazistiske udryddelser blev sat i system.
Her i maleriet ”Den hvide korsfæstelse” ser han den korsfæstede Jesus som en jødisk martyr med et bedesjal som lændeklæde
Og Chagall var en modernistisk kunstner under to af det 20. århundredes totalitære regimer: kommunismen i Sovjetunionen, som han forlod i 1923, og nazismen i Europa, som han flygtede fra i 1943.
I mange af sine billeder har Chagall tematiseret det jødiske folks historie, og her i maleriet Den hvide korsfæstelse ser han den korsfæstede Jesus som en jødisk martyr med et bedesjal som lændeklæde.
Omkring den korsfæstede myldrer det med scener som kommenterer 1930’ernes jødeforfølgelser. Da Chagall malede billedet i 1938, havde der netop været afbrændinger af de store synagoger i München og Nürnberg i Bayern, og under Krystalnatten i november 1938 ødelagde nazistiske horder jødiske hjem, forretninger, synagoger og skoler i Berlin og mange andre tyske byer.
Chagall boede i Paris, men også dér fik antisemitismen voldelige udtryk, og i 1943 emigrerede han til USA.
Maleriet bærer præg af Chagalls opvækst i det russiske zarriges vestlige egne. Til venstre i den øverste del af maleriet oven over den brændende shtetl (jødisk landsby) stormer en flok mennesker med røde faner fremad – men mod hvad?
Som så mange andre kunstnere havde Chagall haft en positiv og optimistisk holdning til den russiske revolution i 1917. Men snart, og især da Stalin kom til magten, var det slut med kunstneriske afvigelser fra den sociale realisme. Øverst til højre er det nazistiske stormtropper, der sætter en synagoge i brand; et flag, der ligner det litauiske, blafrer i røgen. I den midterste del af billedet ser vi – som et symbol på den evindelige exodus – en båd med flygtninge, der søger at undslippe pogromerne.
De store skikkelser i traditionelle ortodokse klæder, der svæver øverst i billedet, må være gammeltestamentlige figurer, symboler på jødedommens meget lange historie. Svæver de, fordi de ingen gang har på jorden?
De sociale og politiske realiteter ses – igen i symbolsk fortolkning – som de store figurer nederst i billedet: Til venstre en mand med kun én sko, der redder sit kæreste eje, Toraen. Og en mand, der bærer sin skæbne som et skilt på maven: ”Ich bin Jude” skal der stå på det. Og til højre et genkommende motiv i Chagalls billeder: ”Der ewige Jude”, Ahasverus-figuren, der ikke kan finde blivende sted på jorden. Og en grædende mand og en kvinde med sit barn er på vej helt ud af billedets nederste kant.
Umiddelbart ser vi kaos rundt om manden på korset; selve kompositionen er kaotisk, om end de enkelte motiver lader sig skelne fra hverandre. Alle menneskefigurerne bevæger sig væk fra Jesus-figuren; han står dér og dør alene på sit kors, belyst af en stråle fra oven.
Den religiøse bog helt nede i det højre hjørne går op i røg, og røgen breder sig til stigen, hvis fodfæste forsvinder. Stigen kan både være Jakobsstigen (i Det Gamle Testamente), forbindelsen mellem jorden og himlen, og mere konkret den stige, hvormed Kristus skal tages ned af korset, når han er død af sine lidelser. Men hvem skal tage ham ned?
Spes non confundit
”Der er ikke noget værk, som bedre fortolker Jubelårets ånd,” sagde pavens håndgangne mand, ærkebiskop Rino Fisichella, om Marc Chagalls Den hvide korsfæstelse ved udstillingens åbning for nylig. Og han må vide det, for han er øverste chef for Jubelåret 2025.
Med udstillingen i Rom i anledning af Jubelåret flyttes maleriet ind i en anden og anderledes kontekst end den, hvori det blev malet
Pave Frans har defineret årets tema som håb – med basis i Paulus’ brev til Romerne i Det Ny Testamente:
”Alle ved, hvad det betyder at håbe. I ethvert menneskes hjerte bor håbet som et ønske og en forventning om det gode, som skal komme, på trods af at vi intet ved om, hvad fremtiden vil bringe. Alligevel kan uvished om fremtiden til tider være ophav til konfliktfyldte følelser, lige fra tryg tillid til bekymring, fra sindsro til ængstelse, fra fast overbevisning til tøven og tvivl. Vi støder ofte på mennesker, som er modløse, pessimistiske og kyniske angående fremtiden, som om intet overhovedet kunne bringe dem lykke. Må Jubelåret blive en anledning for os alle til at få fornyet håbet. Guds ord hjælper os med at finde begrundelser for det håb.”
Sådan står der i den bulle, der fungerer som Jubelåret 2025’s ideologiske grundlag. Spes non confundit, kaldte pave Frans skriftet med et citat fra Romerbrevet: ”Det håb går ikke til skamme,” hedder det i den danske bibeloversættelse.
Desperation og/eller håb?
Hvis Chagalls maleri skal udtrykke ”Jubelårets ånd”, skal vi kunne se en eller anden form for håb i det. Ikke bare håbe, at det er der, men kunne se det!
Billedet af ”den hvide korsfæstelse” udtrykker – såvel i sin historiske kontekst som ”i sin egen ret” – en dyb desperation, en fortvivlelse over tingenes tilstand.
Chagall har i 1938 billedliggjort en ”ondskab” og en ”grusomhed” af samme art som de handlinger, paven lige før jul fordømte i sin omtale af Israels krig i Gaza.
”La Crucifixion blanche” er et stærkt visuelt udsagn malet i 1938, mens den jødiske kultur overalt i Europa stod i flammer
Marc Chagall var ellers en lys kunstner: ”I vores liv er der en enkelt farve, ligesom på en kunstners palet, som giver livet og kunsten mening. Det er kærlighedens farve,” lyder et af hans bonmots.
Og med den farve blev de fleste af Chagalls populære billeder malet; kulørte og sorgløse tager de sig ud i deres hyldest til kærligheden i alle dens former.
Men netop dette billede er domineret af en anden farve, det er hvidt, jævnfør titlen, og hvid er traditionelt sorgens farve.
Med udstillingen i Rom i anledning af Jubelåret flyttes maleriet ind i en anden og anderledes kontekst end den, hvori det blev malet. Og tænker man Chagalls jødiske lidelseshistorie ind i en kristen forståelsesramme – og det kan man jo ikke bebrejde en pave, at han gør – så kan billedet selvfølgelig tolkes ind i evangeliernes fortælling. Og den fortælling slutter som bekendt ikke med Jesu død på korset …
Allernederst i midten af maleriet står en syvarmet lysestage, symbolet på Gudstroen – og dermed på håbet – tilbage og lyser. Men til hvilken nytte? Ingen på billedet bemærker den jo. Men det gør vi, der står og ser på billedet. Skal det ses som et symbol, der ikke spiller sammen med de andre på billedfladen, men som netop peger ud af maleriet, som et symbol på, at vi skal bevare håbet – på trods af …
Hvorom alting er: La Crucifixion blanche er et stærkt visuelt udsagn malet i 1938, mens den jødiske kultur overalt i Europa stod i flammer, og den jødiske befolkning tog de første skridt på vejen mod Auschwitz.
Det var disse skridt, Marc Chagall har malet her – håb eller ej.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
