Man skal ikke undervurdere værdien af en ven, heller ikke selvom det er en sten

Louise Juhl Dalsgaard 28.11.2024

ESSAY – ”I lang tid troede jeg, at det kom med en pris. At jeg ligesom skyldte nogen noget for at være bedste venner med en sten,” skriver forfatter Louise Juhl Dalsgaard i dette essay om venskabets DNA. Som barn var hun meget optaget, ja nærmest besat, af den svenske børneserie Den vita stenen. Og det åbnede en ny verden.

Jeg skrev min første roman i 2017. Før det havde jeg udgivet både en kortprosasamling, en poetisk kortfilm og en punktroman. Men Dét der og dét der, som bogen hed, var min første bog af romanlængde.

Den handler om en ung kvinde, der ikke kan genkende sig selv, sådan som hun ser ud i andres øjne. Romanen starter slutter med en sten, bogens første side lyder: ”Jeg betror mine hemmeligheder til en sten. Så graver jeg den ned, langt væk, jeg er bange for, at den taler over sig.”

Og sidste side: ”Så tager jeg en sten i hånden og lukker øjnene. Så ønsker jeg, at stenen er en ønskesten. Så ønsker jeg, at min hånd er en andens, og at jeg er stenen. Så ønsker jeg, at stenen åbner øjnene, og at den ikke bliver bange.”

Som barn var jeg meget optaget, ja nærmest besat, af den svenske børneserie Den vita stenen. Her møder vi Fia, der har en hemmelig helt hvid sten, som hun holder i hånden og stryger mod kinden, når hun er ked af det. En dag møder hun drengen Hampus, der snart får øje på stenen og spørger, om han må få den, hvis han til gengæld maler byens kirkeur som et ansigt med øjne, næse og mund.

Jeg brugte uendelig meget tid på at finde en helt hvid sten på stranden ved vores sommerhus, og at jeg bragte stenen med mig overalt

Det bliver starten på et venskab, hvor stenen er omdrejningspunkt. For den, der bærer den hvide sten, må stille den anden en hvilken som helst opgave, som skal løses for at tilbageerobre den værdifulde sten.

Jeg ved ikke, hvorfor serien ramte mig så hårdt, som den gjorde, men jeg ved, at jeg brugte uendelig meget tid på at finde en helt hvid sten på stranden ved vores sommerhus, og at jeg bragte stenen med mig overalt. Den blev min bedste ven, og jeg fortalte den alt: at jeg var bange for at få børneorm, for eksempel, og at jeg engang havde holdt en flue fanget under et glas så længe, at den døde af det. Jeg sov med stenen under min pude, og det første, jeg gjorde, når jeg vågnede, var at lytte, om dens hjerte stadig slog.

Det varede, indtil min bror opdagede stenen og ville tage den fra mig. Det må du ikke, protesterede jeg, det er min bedste ven. Han slog sig for panden: Er du komplet idiot, ville han vide: En sten har jo for helvede ingen hjerne og ingen hjerte, og da slet ikke noget sprog. At tale til en sten er jo lige så dumt som at tale til en dør.

Jeg lod som ingenting, lod ham råbe og rase, men det er klart, at det satte sig som en sær skam i maven. For han havde jo ret, min bror, en sten kan ikke tale og ikke tænke, og den har ikke noget, der kan slå.

Vel?

Vi kender scenen fra Ludvig Holbergs stykke Erasmus Montanus, hvor Nille og Montanus diskuterer, og hvor Montanus drillende udfordrer Nilles menneskelighed.
Det udspiller sig sådan her:

Montanus: En sten kan ikke flyve.
Nille: Nej det er sandt.
Montanus: Morlille kan ikke flyve.
Nille: Nej, det er også sandt.
Montanus: Ergo er morlille en sten.

Her bryder Morlille ud i gråd, hendes ben bliver tunge og kolde. Hun vil ikke være en sten. Heldigvis kommer Montanus hende til undsætning og tilføjer:

Men en sten kan ikke tale, og morlille kan tale, ergo kan morlille ikke være en sten.

Nej, en sten kan ikke tale og ikke flyve. Den kan heller ikke trøste eller tænke. Den kan så at sige ikke andet end at være en sten. Ifølge ODS defineres en sådan som et ”fast, hårdt og oftest tæt og tungt mineralsk materiale som forekommer i store og små stykker i jordskorpen”. Etymologisk har ordet sin oprindelse i det indoeuropæiske sprog, her i betydningen ”stiv, tæt”.

Stenens væsentligste karakteristika er således dens hårdhed og tyngde, og det er derfor ikke mærkeligt, at Nille opponerer mod at blive sammenlignet med netop sådan en.

Men hårdheden, tyngden er muligvis også grunden til, at den i den føromtalte børneserie Den hvide sten bliver omdrejningspunktet for Fia og Hampus’ venskab. For sten er således altid de samme, de er til at stole på. De forandrer sig ikke, svigter ikke, lyver ikke. Set i det perspektiv er en sten solid, loyal og troværdig, alt sammen egenskaber, der er afgørende for et venskab.

Af samme grund var det vel ikke så dumt, at jeg valgte en sten som min ven, det uanset, at den hverken kunne tale eller flyve. For den kunne lytte, og modsat min bror risikerede jeg aldrig at blive hånet eller latterliggjort. Det ligger simpelthen ikke til stenens natur.

Som sagt blev stenen helt bogstaveligt starten på min roman, Dét der og dét der. Ligesom den også fik lov at få det sidste ord i den. Sådan tog jeg hævn over min brors påstand om, at sten var både hjerne- og hjerteløse, en tavs og tung ting. Nu fik den endelig ordet og endda på side 1.

En sten er aldrig kun – men altid også bare – en sten.

Sådan foreslog jeg, at titlen på en af mine bøger skulle lyde. Det blev dog skudt ned af redaktøren. Nok for det bedste, for hvilken læser kan gennemskue, hvad sådan en bog handler om? I stedet fik romanen titlen Om en hals. Den handler om en ung kvinde, der oplever en række tab.

Hver for sig er de ikke livsomvæltende, men tilsammen udgør de tilstrækkelig med sorg til, at hun begynder at frygte for, hvad der skal ske, med hvem, hvornår. Hvorfor?

Hvad mon en sten ville spørge om, hvis nogen gav sig tid til at lytte?

Hun forsøger derfor at imødegå tilfældighedernes nådesløshed ved at skabe systemer, strukturer. Forudsigelighed. Hun tæller kilo og meter, kalorier. Hun sorterer bøgerne på hylden efter bogstaver, farver, laver lister over dagene ned til mindste detalje. Engang havde hun en sten, men den forærede hun til sin bedste veninde, der flyttede og fandt en anden bedste veninde, og nu har hun ingenting. Ud over sig selv og en krop, der ikke vil lystre. Bryster, der buler, og følelser, der ikke vil makke ret.

Det er ellers i sådanne situationer, at sten har deres berettigelse. Som en uforanderlig og bestandig ven man kan knuge, når der ikke er andre til at rumme og lytte.
En af de sange, de fleste af os kan synge med på, er Jeppe Aakjærs vise, Jens Vejmand. Sangen blev skrevet på invitation af Politikens daværende redaktør, Henrik Cavling, de havde håbet på en kronik til avisen. I stedet fik han tilsendt digtet om stenslageren Jens Vejmand.

Første strofe lyder:

Hvem sidder dér bag skærmen/ med klude om sin hånd, / med læderlap for øjet/ og om sin sko et bånd? / Det er såmænd Jens vejmand, / der af sin sure nød/ med hamren må forvandle/ de hårde sten til brød.

Det er i al sin banalitet et supersmukt rim: ”der af sin sure nød/ med hamren må forvandle/ de hårde sten til brød”.

Jens Vejmand optræder i en næsten profetisk rolle som den, der kan forvandle. Sten til brød, sådan som Jesus forvandlede vand til vin. Men visens afsluttende linjer fortæller os, at han langtfra får løn som fortjent, sådan som heller ikke Jesus ifølge Bibelen fik det.

For uanset hvor hårdt vejmanden slider og slæber, så indhenter kulde og sult ham:

Der står på kirkegården/ et gammelt frønnet bræt;/ det hælder slemt til siden, / og malingen er slet. / Det er såmænd Jens vejmands. / Hans liv var fuldt af sten, / men på hans grav – i døden, / man gav ham aldrig én.

Ikke engang en gravsten kunne blive den fattige Jens til del. Det havde han ellers – om nogen – fortjent.

Man taler om at ”leve på en sten”. Det betyder at leve spartansk, af næsten ingenting eller i hvert fald at klare sig med mindre end de fleste. Tager man talemåden bogstaveligt, er det vel så godt som umuligt. At. Leve. På. En. Sten.

Stenen indeholder jo ingen næring, ingen føde, ingen muld at gro, intet vand at suge af. Det svarer til at plante et frø i ørkensand eller i en tot vat. Men som bekendt er der jo faktisk også frø, der gror af vat; karsen.

Og strandmandstro og salturt vokser, om ikke i ørkenen, så i hvert fald i det sand, man finder langs de vindblæste klitter, man finder ved de danske kyster. Lige sådan er der vækster, der vokser på sten. Laver, hedder de, og er en blanding af svampe og alger. De er tæt på selvforsynende, forstået således, at de kan leve alene af lys og luftens fugt, og væksterne har således ikke brug for jord for at overleve.

Udtørret lav kan overleve tusindvis af år i en slags dvaletilstand, hvor alle livsprocesser går i stå. Tilstanden kaldes for kryptobiose, som er en sammentrækning af ordene krypto = skjult og biosis = levemåde. Via eksperimenter kan man påvise, at tørt lav, udover at overleve uden vand i århundreder, også vil kunne overleve i så ekstreme omgivelser som Mars’ uden at gå til.

Når de atter tilføres vand, vil de ganske enkelt vågne påny og strække sig mod lyset, genvinde deres enorme farverigdom. Ikke mindre end seks procent af jordens samlede overflade er af laver og visse steder, særligt i klippeområder, står de så tæt, at det ikke er muligt at se de sten, de bevokser.

Laver og sten: Alle for én – og vice versa.

Det er venskabets DNA.

For nogle år siden var jeg inviteret til Lemvig af en veninde. Hun havde lejet et sommerhus en uge, og den sidste weekend tog hun så imod mit besøg. Vi skrev og gik ture med hendes hund, Melvin. Det var i juni, men vejret artede sig som i oktober, stiv kuling og småregn; vi måtte bære både hue og halstørklæde. Et sted lå en stor samling sten, på flere af dem var der skrevet ting. På en stod der: ”Selv tak, Emma!”. På en anden stod: ”Er Gud rigtig?”

Spørgsmålet ramte mig som et slag i maven, ikke på grund af stavefejlen eller fordi det handlede om Gud, men fordi jeg følte mig så utrolig beslægtet med det menneske, der havde valgt at stille så afgørende et spørgsmål – til en sten.

Hvad mon en sten ville spørge om, hvis nogen gav sig tid til at lytte?

Som jeg indledte med at skrive, så bar jeg altid den hvide sten, som Fia og Hampus havde lært mig at kende, med mig. I hånden eller i lommen, som var den en forladt fugleunge. Jeg aede og trøstede den, trak op i trøjen og lagde den mod min hud for at holde den varm. Kaldte den for Lille lille, Søde makaroni, Fine agurk. Elskede ansjos.

Jeg tog den med på ferie og pegede ud: Se, en nordjysk havmåge. En pyntet kongepuddel. Dér: en belgisk alkoholiker. En fransk jurist. Jeg fandt på verdener, hvor mos var magt, og dagene indrettet som en mormor ville indrette sit køkken. Med kobbergryder og kniplingsdug. Den milde duft af simremad. Og Fine agurk lyttede til alt og uden protest, nynnede med, når vi gik om juletræet, sådan som sten nu nynner, det vil sige uden lyd, men med samme rødglødende inderlighed som jordens indre.

Man skal ikke undervurdere værdien af en ven, heller ikke selvom det er en sten.

Faktisk er den slags venner mere trofaste end alle andre. Da jeg fyldte fyrre og måtte indse, at min drøm om at få et barn var forgæves, var det Lille lille, der lagde sig på bunden af mit hjerte. Et tung, men kærlig ven dér, midt i alt det tomme.

I lang tid troede jeg, at det kom med en pris. At jeg ligesom skyldte nogen noget for at være bedste venner med en sten. Jeg købte for eksempel to billetter, når jeg skulle med bus eller tog og betalte et gebyr for ekstra vægt, når jeg fløj. Med tiden har jeg dog lært, at venner og vemod ikke koster ekstra, heller ikke når man rejser. De er helt gratis og kører man igennem en lang tunnel og bliver bange, kan man knuge dem i hånden og hviske: Lille lille.

Og før man ved af det, er man igennem tunnelen og mørket.

Louise Juhl Dalsgaard

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til otte bøger såvel digte, noveller som romaner. Hun er til daglig leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter. I april 2024 udkom hendes niende bog, en roman, på forlaget Grønningen1.