“Jeg kan godt blive træt dybt inde i sjælen, når business-feminister vedholdende vil hævde deres ret til at pisse stående og være ligeså åndsforladte og dumme som de mænd, der gennem århundreder har prioriteret fraværet af deres børn, frem for nærværet”. Thomas Milsted kaster sig ind i barselsdebatten. For ham drejer det sig om barnets behov.
Det er mig uforståeligt, hvorfor en lille gruppe af manisk arbejdende kvinder, som har bevilget sig selv en blankocheck, når det kommer til arbejdstimer, derudover absolut skal se sig kaldet til at begå de samme fejl, som en hel del mænd altså har begået gennem tiderne.
Vi skal ikke til at reducere forskellen på mænd og kvinder til den lille ting, han har mellem benene. Forskellen viser sig også på det åndelige plan. Mænd er, når det kommer til stykket, kvinden totalt underlegen i både styrke, tålmodighed og uselvisk kærlighed. Kvinden er hjemmets og familiens dronning og lys. Det er det, vi mænd skal lære af kvinderne og ikke mindst anerkende dem for.
Under overskriften ”Jeg brænder for mit arbejde og tjener mange penge”, introducerede Berlingske os forleden for en kvindelig advokat, hvis holdninger til barsel fik mange til tasterne. Også min kollega på POV International, Anna Thygesen, som herinde slog et slag for retten til at være forskellig og til ikke at skulle dømmes af andre for ens valg. Jeg kender ikke denne advokat, og hun kan i mit univers godt være fuldblods ansvarlig overfor sit barn. Fordømmelsen af hende og ikke mindst måden, det foregik på, var ikke for køn, og jeg vil allerede nu godt trække hende ud af min ligning.
For det er budskaberne, der bekymrer mig.
Man kan være mor og far på mange måder, men kan vi ikke blive enige om, at når man er væk fra barnet, er man ikke sammen med barnet? Og skal et barn ikke blive “tilknytnings-forstyrret”, skal det kunne opbygge en tilknytning til mor eller far.
Der er mange paradokser i den her barselsdebat: hvad med de kvinder, der ikke har mulighed for at vælge selv? Skal de rende rundt med konstant dårlig samvittighed over ikke at kunne gå hjemme, fordi deres økonomi ikke tillader det? Og for dem, som har råd og mulighed, skal de hårdt tilkæmpede rettigheder om en lang og ikke mindst tilstrækkelig barsel nu reduceres til en sandhed om, at længden på barslen ikke har nogen betydning? En sandhed, der i sidste ende kan vise sig at blive særdeles skadeligt for barnet i det lange løb.
Barnet har brug for en kærlig person
Kari Killén er dr.phil og forsker emeritus ved Norsk Institut for forskning om Opvækst, Velfærd og Aldring. Hun er forfatter til adskillige lærebøger om misrøgt og opvækst og en særdeles erfaren praktiker. En af hendes pointer er, at barnet allerede fra fødslen indleder et samspil med sin omsorgsperson, hvor det observerer og tilpasser sig denne. Det er som regel moderen, men kan også være faderen eller i princippet også en hel tredje. Kvaliteten af dette tidlige samspil vil, ifølge Killén, komme til at afgøre måden, barnet knytter sig til sine forældre på. Det vil altså sige, at det tidlige samspil med barnets omsorgspersoner bliver til de erfaringer, gennem hvilke barnet udvikler sin opfattelse af sig selv, sine omsorgspersoner og ikke mindst, hvad det kan forvente sig af andre. Tilknytning er altså centralt, når et barn forsøger at forstå sig selv, den voksne verden og sin rolle i den.
Killén påpeger, at alle børn udvikler mønstre, som står i forhold til disse erfaringer. Barnet bruger dem til at opfatte, om primærpersonerne er afvisende, utilgængelige eller uforudsigelige. Og det har igen stor betydning for, hvordan barnet møder og er i verden. Fravær af mor eller far har altså alvorlige konsekvenser, hvis ikke de kan erstattes af en kærlig og uselvisk ”vikar”.
Daniel Stern er psykiater og i dag en af de fremmeste forskere, når det kommer til forskning i spædbarnets psykiske liv. En af hans konklusioner er, at et barn er aktivt og udforskende i forhold til sine omgivelser og at det i sin søgen og oplevelse af sin relation til moderen vil opbygge en bevidsthed om, hvad det vil og kan forvente af nære medmennesker. Det sker typisk i ammesituationen. Gennem smil, pludren og tilstrækkelig øjenkontakt lærer både mor og barn empati og kendskab til hinandens grænser.
Det er altså det intense “her og nu”, der skaber grundlaget for det sociale samspil. Hvorpå sproget for øvrigt også bygges. Noget, der er svært at forestille sig, ville kunne udvikles, hvis ikke man er sammen med barnet, eller hvis man overlader det til en au pair. Uselvisk, nærværende og betingelsesløs kærlighed er svært at forestille sig blive udøst fra au pair-barnepiger, der ifølge en ny undersøgelse i øvrigt ofte bliver behandlet groft og vel derfor næppe kan forventes (fuldt forståeligt) at være særlig motiveret til at være generøs med deres kærlighed.
Det handler om barnets behov
Et andet forhold er dette: Man har ikke automatisk ret til at få børn, det er en mulighed. Enhver, der ønsker at få børn, bør overveje, hvordan den mulighed administreres bedst muligt i forhold til barnets tarv. Er man mere optaget af sin karriere og lange arbejdsdage var det måske bedre, at man fravalgte børn.
Jeg er helt med på, at det kan være ubehageligt at have dårlig samvittighed, måske ligefrem smerteligt, men at kompensere for denne smerte ved at vende det hele på hovedet og gøre det til en sandhed, at børn ikke tager skade af fraværende forældre eller mangel på primære omsorgspersoner, er at stramme den. Jeg skal ikke blande mig i, om kvinder og mænd vælger at lade markedsmekanismerne strække sig langt ind i privatsfæren og gøre en dyd ud af selvvalgt nødvendighed. Men at opstille en super-replikator, altså en løgn, der bliver gentaget så mange gange, og samtidig har en indbygget logik, at den til sidst bliver til en sandhed, om at børn ikke påvirkes af forældre, der konstant befinder sig i overhalingsbanen, er for mig vildt bekymrende.
Det kan da ikke være rigtigt, at vi skal til at være så selvoptagede, at vi nu mere definerer selve vores eksistens og identitet igennem vores job end igennem det eneste virkeligt værdifulde, vi efterlader, nemlig vores børn.
Vores generation er den der indtil videre er gået længst, når det gælder kunsten at formaste sig til at betragte og behandle børn som en praktisk-logistisk ting, der skal løses og håndteres.
Vi har efterhånden som forbrugsøkonomien er vokset, måske hvirvlet os selv helt ud af kontrol i en grad, så mennesket er stavsbundet til rotteræset. Og vi har samtidig anbragt os selv i en situation, hvor børn mere er noget, “man skal have”, fordi de er med til at fuldende ens selvbillede mere end nogen, man får. Men børn er vores eneste håb for fremtiden. Derfor fortjener de al den kærlige opmærksomhed, man kan give dem.
Hvis “moderne” mødre og fædre i dag begynder at føle sig kaldet til hurtigt at vende tilbage til karriereræset, underminerer vi i virkeligheden vores egen fremtid i forhold til de næste generationers værdigrundlag.
Lad os da i stedet arbejde for en politik, hvor både mor og far kan tage på en god og lang barsel uden at risikere at blive glemt og klemt på pengepungen, så det barn, man har sat i verden, kan få en god og tryg start på sit liv. Det er der i øvrigt også mange karrierekvinder, der mener ligesom der heldigvis også er et voksende antal danske virksomheder, der aktivt arbejder for at også fædrene tager længere barselsorlov.
Foto: PixaBay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her