COVID // DAGBOG – Det er en uge siden, at Lone Theils, forfatter, journalist og POV’s madklummeskribent for ‘Theils Cantina’, testede positiv for covid19 og mistede både smag og lugtesans med ét slag. Her er hendes dagbog over, hvordan det føles for et madøre, der har 400 kogeboger og elsker at lave mad, at miste to vigtige sanser på godt og ondt.
Lørdag
Jeg sidder foran fjernsynet, tredje heat i Den store bagedyst er lige gået i gang, da jeg for 120. gang i dag tjekker Min Sundhed. Jeg var til BogForum hele weekenden i sidste uge, og mange af mine kolleger blev smittet der.
Jeg fik en Quicktest onsdag, og den var negativ, og jeg har ingen symptomer. Men for en sikkerheds skyld fik jeg også lige taget en PCR-test fredag aften, og nu venter jeg på svar.
Tiden snegler sig afsted.
Men så ligger svaret der. Min 25. coronatest blev positiv. Jeg er i chok. Jeg var dobbeltvaccineret, og så sker det her alligevel.
Den første, jeg ringer til, er min mor, der er lungesyg Hun kom for at se mig på Bogmessen fredag, og nu skal hun testes igen. Hende er jeg mest urolig for. Så skynder jeg mig først og fremmest at informere de mennesker, jeg har set i den sidste uge. Og så ringer jeg til Smitteopsporingen.
Langsomt går den grufulde sandhed op for mig: Jeg har mistet min smags- og lugtesans. Fra frokost til eftermiddag
Jeg har stadig ikke symptomer, men skal isolere mig i syv dage fra test. Selvfølgelig ikke hvad jeg havde drømt om, men det kan jeg godt.
Jeg skriver mails ud til et par kunder, jeg skulle have set mandag, aflyser et forretningsmøde og noget undervisning og et par sociale arrangementer.
Lige nu føler jeg mest af alt lettelse over, at jeg ikke nåede at besøge en af mine venner, der er oppe i årene og med skrøbeligt helbred. Hun havde inviteret til middag søndag.
Og jeg glæder mig over, at jeg i hvert tilfælde har min smagssans. Jeg har fået en stegt laksefilet med broccoli vendt med smør, en anelse vanilje og mandler på panden, blå kartofler og et par kogle gulerødder og citronsauce til aftensmad. Lige hvad jeg havde lyst til.
Søndag
Jeg indstiller mig på en uges karantæne og netshopper hos Føtex. De leverer varerne mandag morgen. Min søde veninde Astrid spørger, om jeg mangler noget, og jeg har en ubændig trang til et stykke godt brød. Jeg har en eller anden ting med toast med ost og skinke, når jeg bliver syg, og jeg har det faktisk en lille smule skidt i dag.
Ikke noget, der minder om en fuld influenza, og jeg har helt klart ikke feber, men som om jeg har en forkølelse. Næsen er stoppet, jeg er tung i hovedet, træt i kroppen.
Spiser morgenmad med stegte champignon, et par skiver bacon og en omelet, friskpresset appelsin/mandarinjuice og en kop PG Tea, som den sødeste veninde har bragt hjem fra London til mig. Jeg elsker smagen, og den minder mig om Storbritannien.
Hey, kan du huske det her? Kom nu! Rugbrød er en af de ting, jeg nærmest forsøger at inhalere, som var det en stor klump coke
Jeg tager en slapperdag i sofaen, men udover næsen, der mere og mere føles, som om der sidder en prop i den, er jeg faktisk sluppet let, tænker jeg.
Frokosten er en skive rugbrød med sennepssild, rå løg og kapers med et hårdkogt æg. Det smager herligt.
Astrid kommer med brød og har også lige købt rugbrød og en kardemommesnurre. Hun er en stjerne. Jeg dufter til kardemommesnurren og glæder mig til at spise den i aften.
Sødt og krydret på en gang. Jeg elsker kardemomme i en sådan grad, at jeg køber det i kapsler, så jeg selv kan støde de små sorte korn, når jeg laver mad eller bager. På den måde bliver smagen mere intens. Jeg nørder så meget med det, at jeg både har den gængse grønne version og dens mørkere indiske fætter, der også har et lille anstrøg af kamfer i smagen og passer godt til curry.
Hen på eftermiddagen får jeg lyst til en kiks. Så i skuffen finder jeg en pakke Digestives, der er åbnet, men lagt i en forseglet plasticpose, tager en kiks ud og smører den.
Det er som at spise sand. Jeg tjekker, om posen ikke var forseglet godt nok, og overvejer, om jeg bør smide pakken ud. Men kiksen er ikke blød. Og når jeg tænker mig om, så kunne jeg heller ikke smage smør.
Langsomt går den grufulde sandhed op for mig: Jeg har mistet min smags- og lugtesans. Fra frokost til eftermiddag har den pakket sine sydfrugter og er rejst et sted hen, hvor jeg ikke kan nå den.
Den var her lige før, men nu er den helt væk.
Jeg forsøger at tænke, at det måske bare er, fordi næsen er stoppet, og jeg pudser næse og pudser næse. Men nej.
Nogen siger, at smagen kommer tilbage ret hurtigt. Andre venter i op til et år
Min næse er lagt ned. Lukket for videre indtryk og mine smagsløg med.
Jeg prøver at lade være med at tænke på omfanget af det her.
Lige inden jeg går i seng, står jeg og leder efter noget håndcreme (jeg elsker duften af Biotherms), men støder så på en dåse Tigerbalsam i toiletskabet.
Jeg forsøger at smøre lidt ud under næseborene for at mærke efter, om jeg kan lugte noget.
Det er en stærk kamferagtig salve, som jeg normalt bruger til mine muskler efter træning. Og man er ikke i tvivl, hvis man er i rum med nogen, der har smurt det på sig. Den har en overvældende lugt, der overdøver det meste.
Nu kan jeg mærke, at huden krymper sig lidt. Det er alt. Hvad angår duften, kunne jeg lige så godt have smurt uparfumeret vaseline i næseborene. Der er intet. Bare et tomrum.
Jeg laver troligt min toast alligevel til aftensmad. Jeg kan mærke brødets struktur, det er et godt surbrød, men den gode italienske kogte skinke og den specielle økologiske hollandske Edam med bukkehorn, jeg købte fredag hos Aarstiderne, er spildt, bortset fra at smeltet ost føles som en anden struktur end brød. Det eneste, jeg kan smage i den toast, er en klat sennep.
En anden vild ting at erkende er, hvordan jeg faktisk altid laver mad med næsen. Under normale omstændigheder kan jeg lugte præcis, hvornår sådan en toast skal ud af ovnen. Men jeg har ikke et clou. Jeg må kigge til den med jævne mellemrum og decideret mærke på den for at afgøre, hvornår den er færdig. Da jeg tager den ud, er osten ikke helt smeltet til perfektion.
Det er en ny verden, og jeg håber, det her stopper hurtigst muligt. Jeg elsker at lave mad. Jeg er totalt gastronørd med en samling på over 400 kogebøger. At miste min smags- og lugtesans er et voldsomt tab af livskvalitet. Og det handler ikke kun om mad.
Det handler om, at jeg kan sidde og kigge på de tre flasker portvin, jeg havde købt ind til december, og vide, at de ville smage af ingenting. At jeg ikke længere kan lugte, at naboen har tændt op i brændeovnen, at jeg har lagt frisk sengetøj på, om jeg har husket deodorant her til morgen. At jeg ikke kan dufte til min kat, at skoven med alle sine dufte kun er en visuel oplevelse. At en buket blomster er smuk at se på, men ikke længere en duft.
Jeg håber virkelig, det her går over. Nogen siger, at smagen kommer tilbage ret hurtigt. Andre venter i op til et år.
Mandag
Varerne fra Føtex er kommet, og jeg ser på den fine mad, jeg har fået bestilt, inden jeg vidste om mit smagstab, og tænker, at jeg kunne nok lige så godt have spist havregrød hele ugen. Her er champignoner, frisk frugt, god lagret ost, færdigretter og jeg har endda købt en pakke kakao-toppe.
Jeg gider ikke engang tænke på at åbne den pakke. Det er simpelthen ikke kalorierne værd at sidde med den konsistens og ingen smag. Den ryger direkte i skuffen.
I stedet kan jeg da i det mindste rydde op i køleskabet. Jeg kan lige så godt tage det sidste stykke laks fra lørdag til aftensmad. Under normale omstændigheder ville jeg selvfølgelig lige lugte til det for at tjekke, om det er okay stadig. Men det må jeg nu bare stole på, at det er, nu det har været i køleskabet, for jeg kan ikke længere stole på min lugtesans.
Meget, meget svagt som cirka fem procent af hvad jeg ville have smagt under normale omstændigheder, men måske er mine smagsløg ikke helt døde?
Normalt får jeg en madspildskasse fra SkagenFood, og sidste gang jeg fik den, var der en ordentlig bunke tomater med. Jeg kan se, at de er ved at være lidt rynkede, så jeg laver den finte, jeg så tit plejer at lave: Jeg smider dem i ovnen med olivenolie, græsk kryddersalt og frisk rosmarin. Ikke alene er de gode til alt muligt fra fisk til salat og alt ind imellem, jeg plejer også bare at blive i grundlæggende dejligt humør, når jeg laver den her ret. For hele huset dufter af et godt toscansk pizzaria.
I dag er der ingen duft, og jeg er simpelthen nødt til at sætte timeren, for jeg kan ikke regne med, at jeg ved, hvornår tomaterne er færdige med den sædvanlige metode, som er min næse.
Det er et tab, og det er som om, min krop ikke forstår det endnu. Jeg tror, jeg nok tre-fire gange simpelthen tager mig selv i at gå hen og åbne ovendøren og sniffe ind. Nå nej. Der er intet andet end varmen fra ovnen.
Men det er vigtigt at holde perspektivet her, minder jeg mig selv om. Jeg er sluppet heldigt fra at få corona, fordi jeg havde to vacciner.
Nogen mennesker kommer i respirator og har åndedrætsproblemer resten af livet. Andre overlever ikke. Jeg har ikke engang feber.
Det skal man også lige huske.
Til aftensmad er det så det der stykke laks til overs fra lørdag. Jeg går ud fra, at det er okay, selv om jeg ikke kan forsikre mig ved at lugte til det. Jeg varmer det i ovnen og jeg steger resterne af kartoflerne sammen med gulerødderne på panden.
Jeg tror egentlig aldrig, jeg sådan har smagt pandestegte kogte gulerødder. Tanken har aldrig rigtig appelleret til mig, men jeg skal jo heller ikke smage dem i dag, og det er lige så nemt at opvarme dem på den her måde med kartoflerne.
Jeg prøver igen at smøre Tigerbalsam under mine næsebor. Stadig ingen reaktion
Jeg har et halvt løg på køkkenbordet, så jeg skærer det i tern og sauterer det på panden, inden jeg smider kartofler og gulerødder efter. Det er stadig en ret surrealistisk fornemmelse at gøre noget så dagligdags som at sautere et løg og ikke kunne dufte, hvornår det perfekte punkt er nået. Jeg må forlade mig på mine øjne, og den farve, løg plejer at have, når de er, som jeg gerne vil have dem.
Mens jeg spiser, synes jeg, at jeg svagt kan mærke inden i munden, at der måske er noget sødme fra gulerødderne. Meget, meget svagt som cirka fem procent af hvad jeg ville have smagt under normale omstændigheder, men måske er mine smagsløg ikke helt døde?
En ven på Facebook anbefaler en duftgenoptræningspakke med æteriske olier. Jeg bestiller den straks på nettet. Jeg er klar til at prøve hvad som helst.
Jeg prøver igen at smøre Tigerbalsam under mine næsebor. Stadig ingen reaktion.
Tirsdag
I nat, da jeg skulle have et glas vand i køkkenet og ikke gad tænde lyset, kom jeg til at rage en æggebakke på gulvet, så her til morgen er det omelet til morgenmad.
Jeg steger champignon og bacon. Jeg kan nærmest ikke fatte med min hjerne, at jeg står der og ser baconen vride sig på panden og blive bulet af varmen og sprød, og der er INGEN duft. Som i intet. Jeg laver omeletten, som jeg plejer. Det vil sige med revet Vesterhavsost i og med masser af friskkværnet peber.
Normalt har jeg virkelig en prik med peber. Jeg har lyst til at forlade restauranter, der serverer pulverpeber, som jeg plejer at kalde savsmuldspeber. Men her står jeg nu og spilder mine friskkværnede peberkorn på et smagsmæssigt tomrum.
Jeg prøver at sige til mig selv, at i det mindste opretholder jeg et vist mål af civilisation. Som Karen Blixen, der rejste på safari med hvid dug, sølvtøj og grammofon.
En omelet uden peber er barbarisk. Uanset om det lige nu er fantasipeber.
Alene tanken om at jeg måske aldrig mere kan lave et måltid mad og smage det til er ret deprimerende
Den eneste smagsoplevelse, jeg har til min morgenmad, er et glas friskpresset appelsin/mandarinjuice, der smager meget svagt syrligt. Som om nogen står 20 kilometer væk og vinker til mig med et morseflag, jeg ikke kan aflæse. Jeg fornemmer i munden, det er juice, men det kunne også have været æblejuice eller citronsaft.
Når jeg fortæller folk om Tigerbalsam, der ikke dufter, så siger de typisk “uha, det lyder ikke godt”, men jeg tror ikke, de helt forstår, hvilket tab det er. For de færreste går jo alligevel rundt og smører Tigerbalsam på næsen.
Men når jeg så fortæller, at det er hip som hap for mig, om jeg drikker te eller kaffe om morgenen, så fatter folk som en regel omfanget af, hvad jeg har tabt. Alt er bare brunt vand i varierende farver. I dag tager jeg kaffe. Men det er en formssag.
Jeg har fået lov til at stemme, selv om jeg er i corona-isolation og stemmer fra bilen under store sikkerhedsforanstaltninger.
Til frokost forsøger jeg mig med en rugbrød med karrysild og rå løg. Jeg spiser også en franskbrødsmad med hvidløgspølse. Jeg har en svag fornemmelse af syrlighed fra rugbrødet. Jeg forsøger at nyde strukturerne af rugbrød, blød modnet sild, crunchet fra rå løg og trækker på min hukommelse for resten. Hvidløgsspegepølsen har helt mistet sin eksistensberettigelse, hvad angår mine smagsløg. Så fed er teksturen altså heller ikke, hvis der slet ikke er smag med.
Jeg har fået en vane med at stikke ALT, hvad jeg kommer i nærheden af, helt op i næsen som for at sige til min næse og min hjerne: Hey, kan du huske det her? Kom nu! Rugbrød er en af de ting, jeg nærmest forsøger at inhalere, som var det en stor klump coke. Uden nogen mærkbar reaktion.
Til aftensmad er der ikke ligefrem lagt op til valgflæsk. Jeg tømmer bare køleskabet. I det mindste kan jeg prøve at undgå madspild.
I dag er det frikadeller fra fryseren med noget mos fra fredag, andesauce (who cares?) og hjemmelavet rødkål med masser af æble og balsamico. Jeg varmer det i ovnen, og jeg synes på et tidspunkt, da jeg åbner ovndøren, at jeg måske lige får 1-2 sekunders whiff af varm rødkål, men det kan også være min fantasi. Det er så kort. Det hele smager af pap-pap-pap.
Jeg laver et opslag på Facebook om min papmad, og folk er sjove. De foreslår, at jeg deler middagen med Søren Pap-e, drikker papvin til eller får papaja til dessert. Naturligvis iført papilotter.
Det er lidt sjovt og også en smule trist, når latteren har lagt sig.
Jeg havde ikke lugtet røg. Og lige da var jeg virkelig glad for, at jeg har en røgalarm
Tigerbalsam virker stadig ikke.
Min søde nabo Birgitte har lagt en pose mentolbolsje uden for døren. Jeg får den der friske fornemmelse i munden, som den slags kan give – fornemmelsen af at der lige bliver åbnet for nogle porer eller noget, men det er en rent mekanisk reaktion, for der er ingen smag eller lugt fra mentol.
Sidst på aftenen fortæller en ven, jeg spiste middag med torsdag, at han er testet positiv. Jeg er så ulykkelig over at have bragt smitten til et andet menneske. Jeg havde en negativ test onsdag, og vi var omhyggelige med ikke at kramme eller noget, så rationelt har jeg været forsigtig. Men alligevel føles det rædselsfuldt. Det er i hvert tilfælde sidste gang, jeg forlader mig på quick-tests, og jeg må i det mindste se det positive i, at jeg fik booket en PCR, så snart det var muligt og ikke fik smittet flere. Så vidt jeg ved.
Jeg ved, at han kommer til at gå glip af noget, han har set frem til i flere måneder på grund af det her, og skyldfølelsen er svær at sluge.
Onsdag
Duftsættet med fire æteriske olier står udenfor min dør her til morgen, og jeg går straks i gang med at dufttræne. Man skal lugte til olierne i 30 sekunder ad gangen om morgenen og aftenen. Det er citron, rose, eucalyptus og nellike (den sidste duft er har jeg egentlig aldrig været fan af, men den er velkendt). Ingen af olierne har den mindste effekt på min næse, men jeg må bare blive ved med at gøre det her hver morgen og hver aften, indtil det virker.
Jeg forsøger at tænke, at det her kan trænes væk, men jeg bliver helt modfalden, da jeg ser på instrukserne, at det kan tage op til et helt år.
For nogen sker det endda aldrig.
Jeg skruer låget af og stikker næsen hen over åbningen. Den reagerer igen mekanisk på den damp af ren alkohol, der stiger op, men ingen noter af valnød. Ikke så meget som en lille hvisken.
Alene tanken om at jeg måske aldrig mere kan lave et måltid mad og smage det til er ret deprimerende. Jeg skal holde juleaften i år, og skal jeg virkelig stå der og servere flæskesteg og and uden at kunne smage saucen til? Ja, sådan kan det ende.
Jeg har adviseret min søster om, at tilsmagningen kan blive en opgave, der tilfalder hende, og hun er gået i passende panik, da hun ikke elsker at lave mad. Og vin! Det går op for mig for alvor, at vin er noget, der også er collateral damage i det her. Et godt glas rødvin? Farvel. Indtil videre.
I juni satte jeg over til valnøddesnaps, og den står stadig og trækker, og jeg ved fra sidste uge, da jeg så til det, at valnøddeduften er virkelig stærk. Jeg skruer låget af og stikker næsen hen over åbningen. Den reagerer igen mekanisk på den damp af ren alkohol, der stiger op, men ingen noter af valnød. Ikke så meget som en lille hvisken.
Hele tiden opdager jeg ting i den nye virkelighed. Her til morgen kom jeg til at skære brødet lidt skævt, inden jeg puttede det ned i min pop-up-brødrister. Da den ene skive kom op igen, havde den åbenbart hvilet direkte på varmelegemet og var blevet helt forkullet og sort.
Det røg direkte fra den, da jeg fiskede den op. Jeg havde ikke lugtet røg. Og lige da var jeg virkelig glad for, at jeg har en røgalarm (og jeg har også lige tjekket, at batteriet stadig fungerer). Det kan jo blive livsfarligt, hvis man ikke kan lugte røg, potentielt.
Igen stak jeg skiven helt op i næsen, mens den stadig røg. Ingen duft. Jeg smagte på det sorte stykke og kunne smage lidt bitterhed. Og har også læst et sted, at ting, der er forkullede, kan være kræftfremkaldende, så den skive røg trods alt i skraldespanden.
I dag kan jeg også smage en let bitterhed fra kaffen, og det er et fremskridt
Jeg begynder at tænke, at mine smagsløg nok fungerer en smule, men uden støtte fra næsens sans for nuancer er de lige så subtile som en rugbyspiller på steroider. Bortset fra at en rugbyspiller nok har en del mere muskelkraft end mine smagsløg.
Det vigtigste er at huske, at vaccinerne har skærmet mig fra at have andre problemer end min smags- og lugtesans. Det kunne have været værre, men lige nu håber jeg virkelig ikke, jeg hører fra damen, der lykønskede mig med min ”naturlige immunitet”, da jeg meldte ud, at jeg var coronasmittet.
Hun er ikke en ven, men jeg skrev alligevel ret høfligt til hende i lørdags. I dag kan jeg bare blive så rasende over, at jeg overhovedet skulle smittes.
Jeg var påpasselig, jeg tog mine vacciner, og jeg tog endda en influenzavaccine, og jeg havde på ingen måde noget ønske om at blive smittet. Bare om at flest mulige mennesker ville tage imod vacciner, så vi kan minimere risikoen for, at folk får corona.
Damen med den malplacerede lykønskning hører ikke til gruppen, der tror på vacciner, og jeg vil ønske, hun læser med her, så hun forstår, at det, hun kvidrer op om, har store omkostninger for folk, og at man ikke skal lykønske nogen med at få corona. Nogen glædelig begivenhed bliver det simpelthen aldrig.
At lykønske er respektløst og … ja faktisk også smagløst.
I går aftes talte jeg med en anden veninde, der har en ven, der er hjerteopereret to gange, men ikke vil tage imod vacciner. For hun mente ikke, de virker. Bed hende om at ringe til mig, sagde jeg.
Dufte, jeg sørger over at skulle undvære:
Havet
Brænderøg
Syrener
Regn på varm asfalt
Nyslået græs
Gran
Duften man får på hænderne af at skrælle mandariner
Rent sengetøj (har lige lagt på sengen)
Min kat når den kommer ind om aftenen (en blanding af våd jord, røg fra brændeovne og pelsdyr)
Nymalede kaffebønner
En stuvning der har stået på komfuret i evigheder
Min bodylotion der dufter af citrus
Alt citrusagtigt, faktisk og især citrontræerne på Amalfikysten
Blomster i det hele taget
Efterårsskov og lugten af forrådnelse og våde blade i skovbunden
Duften af nybagt brød
Mit smukkeste duftminde er nok fra en påsketur med en kær ven til Sevilla for nogle år siden. Hele byen var indhyllet i duften af blomstrende appelsintræer.
Den måde en mand, som man er forelsket i, dufter ved kravebenet. Skal jeg aldrig kunne stikke min næse lige hen til det sted og føle noget som helst?
Og den måde en mand, som man er forelsket i, dufter ved kravebenet. Skal jeg aldrig kunne stikke min næse lige hen til det sted og føle noget som helst?
Skal jeg aldrig nogensinde kunne servere et måltid mad for andre mennesker i fuld tiltro til, at det er god mad, fordi jeg selv har smagt det til? Jeg, der elsker at have gæster til middag.
Det er sådan nogen tanker, jeg har, da en dame, der har set mit opslag om duftolie på Facebook lige synes, det er den perfekte lejlighed til at komme med en passiv-aggressiv bemærkning om, at hun da kendte en ”gastrogenial veninde”, der oplevede manglen på smagssans som et stort tab. Ti kilo på et halvt år, skriver hun og laver en kyssesmiley.
Jeg mangler ord for, hvor lidt sjovt jeg synes, det er, og hvor grænseoverskridende dårlig stil det er at skrive sådan noget. Vi kender ikke engang hinanden personligt. Nogen gange er Facebook simpelthen den rene opvisning i total mangel på situationsfornemmelse.
Da jeg skriver til hende, at jeg ikke lige er der, hvor jeg synes, det er sjovt. At jeg stadig skal lige bruge lidt tid til at deale med noget, jeg synes, er et stort tab af livskvalitet, skriver hun tilbage, at det skam ikke var sjovt ment, men en hjælp til at jeg skulle holde op med at fokusere så meget på mad.
Mit opslag handlede om duftolier og om at træne lugtesansen op igen, ikke om mad. Jeg har svært ved at opfatte hendes indslag som andet end virkelig uforskammet og helt over grænsen for, hvad man kan tillade sig at skrive til mennesker, man ikke kender.
Træner med duftolierne inden sengetid. Intet nyt. Ingen duft.
Smører Tigerbalsam under næseborene for natten. Det svier lidt i huden.
Torsdag
Starter dagen ude på terrassen. Føler et enormt behov for frisk luft og savner min vinterbadning. Sådan nærmest i tanker plukker jeg et sent hindbær fra busken og propper det i munden.
Kommer jeg nogensinde til at gå i Torvehallerne igen og dufte til krydderurter og fiskefrikadeller og confit de canard, olivenolie, ærteblomster, enebær og kammuslinger?
Og hov… er der … er der ikke en lille bitte smag? Af noget syrligt, lidt frugtagtigt. Altså noget, man ville kunne skelne fra eksempelvis citronsaft.
Jo. Det er der. Et lille ekko, men det er der. Jeg snupper et bær mere. Den er god nok. Ikke 100% hindbær, men måske fem. Det er bedre end nul. Er det her mon et vendepunkt?
Til morgenmad får jeg spejlæg med stegte champignons og en ostemad. Jeg kan smage sødme fra champignons. Jeg har aldrig tænkt på dem som søde før, og jeg forestiller mig, at når jeg engang får min lugtesans igen, så vil mine smagsløg være i toptræning. Jeg strækker dem til det yderste hver dag.
I dag kan jeg også smage en let bitterhed fra kaffen, og det er et fremskridt. Og efter at have talt med en ven i går, der også har mistet sin lugtesans, prøver jeg at dyppe spejlægget i ketchup. Yes! Jeg kan smage et eller andet. Noget syrligt. Måske ikke de helt store nuancer fra Heinz-laboratorierne, men klart bedre end intet.
Jeg har lige taget hul på et nyt glas Nescafe Gold og en af de ting, jeg plejer at elske, er den der duft, der stiger op fra et helt nyt glas, når man fjerner guldpapiret, der har forseglet kaffeduften i beholderen. At holde glasset hen under næsen er nærmest en refleks jeg har uden at tænke over det. Men nej. Der er ingen kaffeduft i dag.
Ved morgentræningen med duftolierne synes jeg, der er en lillebitte reaktion ved eucalyptus. Bare lige antydningen – som om jeg kan dufte 2% af den meget stærke olie. Der står på etiketten, at den er så stærk, at man skal søge læge, hvis man kommer til at indtage den ved en fejl.
Jeg har været interesseret i gastronomi, siden jeg var helt ung, og derfor har jeg, hvad jeg tænker på som et enormt smagsbibliotek lagret i hjernen. Faktisk er jeg typen, der kan læse en opskrift og vide ret præcis, hvordan den færdige ret kommer til at smage.
En måned? Det kan man måske godt overleve
Så når jeg sidder med råvarerne foran mig, så forsøger jeg at huske den præcise smag. Af stegte champignon, af smør, der smelter på panden, af ristet brød. Den mørke bitterhed ved cavolo nero, fedmen i valnødder. Den sødlige og milde smag af kogte kartofler, kalk og salt og mælk i en lagret ost.
Men lige nu har jeg det, som om jeg står og kigger ind ad store pansrede vinduer på mit bibliotek. Jeg har fået nøglen smidt væk, og jeg kan ikke komme ind. Står og banker på ruden, men ingen hører mig.
Det er som at sidde og kysse et fotografi af sin elskede. Man kan i erindringen genkalde sig fornemmelsen af hans læber, og hvordan det føles i kroppen, hans duft, hans øjne. Og selv om fotografiet kan vække et minde til live, så er det jo som Marvin Gaye så fint synger “Nothing Like the Real Thing”.
Og der er jo også min madklumme, jeg skal skrive i næste uge. Jeg har heldigvis et projekt, jeg arbejdede på, inden smagen forsvandt, og det kan jeg stadig skrive om.
Men efter det? Kan man skrive madklummer uden smag? Skal Theils Cantina simpelthen på sygeorlov? Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting om, hvor det her lander henne.
Kommer jeg nogensinde til at gå i Torvehallerne igen og dufte til krydderurter og fiskefrikadeller og confit de canard, olivenolie, ærteblomster, enebær og kammuslinger?
Folk deler gerne deres beretninger. For nogen er det dage, andre fortæller om uger og måneder, inden lugtesansen er tilbage. For nogen længere tid. Det eneste, man kan konkludere, er nok, at det rammer meget individuelt.
I dag er jeg lidt mere håbefuld. Min isolation stopper i morgen aften, og jeg må bare blive ved med at træne min lugtesans.
I morgen får jeg en grøntsagskasse. Gad vide om jeg kan smage noget som helst af det, der er i den? Normalt plejer jeg at tjekke tidligere på ugen, hvad der egentlig er i og planlægge nogenlunde ud fra det. Men det har ligesom ikke rigtig haft nogen interesse i den her uge.
Jeg prøver bare at få spist mine rester.
Jeg håber. Uanset hvad er det jo sundt at spise grøntsager.
I øvrigt slipper jeg jo også for ærgrelser. Jeg har hele tiden gået og længes efter en M&S julekage, fordi det er en del af min juletradition efter 16 år i London.
Det er først nu, jeg har haft mod til for alvor at sætte mig ind i det med at miste smag- og lugtesans. Jeg har været bange for at læse de nedslående nyheder
Det er sådan en helt klassisk mørk sag med masser af tørret frugt i og med et velvoksent lag marcipan udenom. I gamle dage hadede jeg den slags bagværk, men med årene har min smag åbenbart gået mere i retning af noget Miss Marple-agtigt, for jeg synes, det er super hyggeligt at sidde med sådan et stykke og en nice cuppa.
Normalt plejer jeg jo bare at købe kagen selv under en af mine mange besøg til London, men der har jeg ikke været i to år på grund af corona. Og den var udsolgt fra British Cornershop, og det er i øvrigt helt håbløst at få sendt noget til Danmark efter de nye toldregler og Brexit. Man kan nærmest bare opgive det, for der kommer enorme strafgebyrer på. Mange britiske virksomheder sender slet ikke til EU for tiden, fordi tingene åbenbart ikke når frem.
Nå, men nu kan det jo så være lige meget, om jeg har den julekage. Pyt med det.
Her til eftermiddag har jeg drukket cola. Jeg kan smage, at det ikke er danskvand. At det smager af noget et-eller-andet. Måske ikke helt cola, men heller ikke vand.
Talte med en veninde. Hun fortalte, at hendes bror fik sanserne tilbage efter en måned, og da var det ikke gradvist. Det var bare pouf! Så var det tilbage. Måske ligesom det forsvandt for mig.
En måned? Det kan man måske godt overleve. Måske kan man endda nå at få smagsløgene tilbage inden juleaften? Kunne være praktisk, når man nu skal lave mad til syv.
I går aftes så jeg MasterChef Jul. Jeg vidste ikke lige, hvordan jeg ville have det med at se et madprogram, men det er egentlig, som det plejer. Jeg kan stadig forestille mig nogenlunde, hvordan tingene smager. Problemet er bare, at nu har jeg lidt fantomsmerter:
Jeg har lyst til at bage peberkager og drikke varm sød te og spise appelsiner. I princippet kunne jeg jo bare gøre det, men det ville være ret meningsløst.
Til aftensmad skal jeg have rester igen. Inden jeg vidste, hvor syg jeg ville blive, eller at jeg ville miste smagssansen, forekom det det mig at være en god ide at købe et par færdigmåltider.
Dem bakser jeg nu med at få spist, og jeg er usikker på kartoflerne, der hører med det stykke flæskesteg, der ligger der i foliebakken. Er de okay? De føles lidt trælse, men jeg har ikke rigtig andre ting at gå efter end det visuelle indtryk, der er lidt trist, og min følelse i fingerspidserne.
Lugtesansen er tavs, hvad de kartofler angår. Som med alt andet.
Jeg har altid troet, at det nok var de stærke smage, der ville melde sig først, hvis mine smagsløg var ved at være tilbage. Chili eller sennep, eksempelvis. Men det er æble
Jeg spørger på Facebook. Der er sikkert tommelfingerregler. Der kommer mange fine svar. Også nogen, der kommer med fif til, hvordan man lige pifter kartoflerne op med krydderurter. Ak. Det er spildt på mig. Nå, de ryger i ovnen med resterne af flæskesteg, lidt rødkål og brun sauce. Ikke just noget festmåltid, men jeg synes måske, at flæskestegen smager svagt af, at det er en slags kød. Og knaserne er en ekstra fin tekstur.
En dame synes lige, hun vil fortælle, at det er da en fremragende anledning til en slankekur. Jeg mangler ord for, hvor taktløst grænseoverskridende jeg synes, det er at tage udgangspunkt i en potentielt dødelig sygdom og tab af sanser til at diskutere andre menneskers vægt. Jeg ender med at anbefale hende at gå ud og få sig en omgang covid, hvis hun virkelig mener, det er vejen frem for vægtkontrol.
Det er ikke, fordi jeg er sart (eller jo, måske er jeg lige her på det punkt, for det er virkelig skelsættende for mig at være uden lugtesans), men jeg sidder faktisk noget tid efter det her og spekulerer på, om jeg skal tjekke ud af Facebook for en tid. Den her slags grænseoverskridende og voldsomt ubetænksomme opførsel er jo noget, man ville løbe skrigende væk fra i det virkelige liv.
Fredag
I aften ophæves min karantæne. Jeg glæder mig til at færdes ude i verden igen. Frisk luft. Måske vil jeg fejre i morgen med at køre en tur til vandet. Gad vide hvordan det vil være at stå ude ved min gamle badeanstalt og ikke kunne lugte det rådne tang, der med jævne mellemrum skyller op på stranden. Måske skal jeg til at tænke på lugte, jeg ikke kommer til at savne.
Min kat kom ind ret sent, og da jeg gik ud i køkkenet, havde den kastet en halvfordøjet mus op på gulvet. Ret ulækkert, men i det mindste kunne jeg ikke lugte noget, da jeg fjernede den med plastichandsker og køkkenrulle. Jeg kunne heller ikke lugte noget som helst, da jeg rensede efter med det skrappe rengøringsmiddel, jeg normalt pudser vinduer i.
Jeg har udsat at gå op med skrald i den her uge af hensyn til min karantæne, og fordi vi har fælles affaldsortering, hvor jeg bor. I den forstand er det nok heller ikke så dårligt, at jeg ikke har de mindste lugtgener.
I går skrev jeg min sidste madklumme for POV i et stykke tid. Når man ikke kan smage eller lugte, er man efter min mening nødt til at sygemelde sig
På min terrasse står en kasse citrusfrugter købt inden den store smagsørken satte ind, og jeg insisterer på at presse et glas hver morgen med en appelsin og en mandarin, blandt andet fordi jeg har læst at c-vitaminer er godt for genopbygningen af det tabte. Og så jo altså fordi jeg har dem, og det ville da være synd ikke at bruge dem. Og fordi jeg kan smage en lille smule syre, når jeg drikker et glas.
Her til morgen får jeg øje på, at der er gået mug i en af mandarinerne og smider den ud. Men igen er det foruroligende det der med ikke at kunne lugte, om maden er ok.
Ellers er jeg blevet glad for at spise mentolbolsjer. Det føles af et eller andet inde i munden, og de kommer klart på min indkøbsliste, når jeg vover mig ud en butik igen.
Kaffe smager stadig let af bitterhed, så jeg har droppet morgenteen indtil videre.
Dufttræningen her til morgen har en mikroskopisk, hviskende, men dog alligevel registrerbar fornemmelse af, at der ligger lidt eucalyptus ude i tågerne. Måske også en lille reaktion på nellike. Typisk er mine to yndlingsdufte citron og rose ikke at finde.
Det er på en måde, som at man godt kan SE filmen, men den er uden farver og lyd. Så lige nu er min verden en slags Charlie Chaplin-film. Jeg må bare se, om jeg kan finde mit Chaplin-mindset frem. Whatever it is. Måske er det den scene i Guldgraverne, hvor han sidder og spiser sin støvle. Det kunne jeg i princippet også gøre.
Er det et gennembrud? Til frokost laver jeg en stor skål salat af den slags, jeg laver hele tiden til frokost. Blandede blade, en slat ost (i dag brie), lidt valnødder og et æble i tern. Jeg smider lidt ekstra rucola ved, fordi jeg har en eller anden ide om, at det første smagsløgene kan registrere er bitterhed.
Så laver jeg en vinaigrette, hvor jeg putter dobbelt så meget sennep i som normalt. Det er en af de sidste smage, jeg havde i munden, inden tomrummet sænkede sig.
Jeg har altid troet, at det nok var de stærke smage, der ville melde sig først, hvis mine smagsløg var ved at være tilbage. Chili eller sennep, eksempelvis. Men det er æble. Den syrlige frugtige smag af æble, der er så tæt på, at jeg næsten synes, jeg kan række ud og røre ved den.
Den er ikke helt inde i munden, det er snarere løftet om den. Og lidt fedme i mundhulen fra valnødderne og noget kalket mælkefornemmelse fra brien. Og syrlig-stærk reaktion på sennep.
Det er en slags genoplivningssalat. En salat, der fortæller mig, at der er håb.
Lørdag
Det er en uge siden, jeg fik svar på min coronaprøve, og det er først nu, jeg har haft mod til for alvor at sætte mig ind i det med at miste smag- og lugtesans. Jeg har været bange for at læse de nedslående nyheder.
Men det er ikke så slemt. Op mod 80% af de mennesker, der får covid, rammes af tab af de to sanser – smag og lugt. Det er noget med, at virus angriber celler i næsen, og prognoserne er gode, og det hjælper at træne, hvilket er meget motiverende.
Men det vil nok tage 3-4 uger, simpelthen fordi cellerne er smadrede af covid, og så lang tid tager det for kroppen at gendanne dem. Hvis den altså gør. Det vil jeg tillade mig at håbe på, at min vil være så venlig at gøre.
I går skrev jeg min sidste madklumme for POV i et stykke tid. Når man ikke kan smage eller lugte, er man efter min mening nødt til at sygemelde sig. Man kan jo ikke skrive om noget, man ikke kan smage.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var vaccinerne, der reddede mig
Måske vender jeg tilbage igen.
Min selvisolation er nu officielt ophævet, så jeg går i supermarked for at handle. I grøntsagsafdelingen får jeg øje på mango på tilbud. Jeg elsker mango, men er det egentlig besværet værd, når man ikke kan smage dem? Jeg går forbi. I kurven ryger i stedet for mentolbolsjer, fordi de føles som et eller andet. Og gravad laks og marinerede sild, fordi jeg har læst, at det skulle være godt for at genopbygge smagsansen.
Ved en pludselig indskydelse køber jeg også haloumi. Det har både en interessant struktur og er lidt salt, så det kunne måske give en slags oplevelse.
Til frokost får jeg stuvet spinat, laks og scrambled eggs. Jeg kan mærke fiskens fede teksttur i munden, men laks eller noget gravad element er der ikke. Spinaten, som jeg har tilsat en del friskrevet muskatnød føles glat og slimet i munden, men uden den medfølgende smag i form at andet end en meget vag metallisk fornemmelse. Æggene er der som en eller anden smag, der er lidt større end pap eller luft, men det er også kun lige.
I den kommende tid vil jeg eksperimentere med at udsætte min mund og næse for nye dufte og smage. Måske er der en af dem, der brænder igennem en skønne dag.
Alt i alt er jeg stadig dybt taknemmelig for, at jeg fik et let forløb. Det kunne have været så meget værre, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var vaccinerne, der reddede mig.
Men jeg kunne virkelig godt have undværet at have fået covid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
