DANSK POLITIK // ANALYSE – Stort set uden at sige et kvæk og uden så meget som at løfte en finger er en ny underklasse af løsarbejdere med dårlige arbejdsvilkår ved at vinde indpas på det danske arbejdsmarked. De gamle arbejderpartier, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet, har åbenbart glemt deres oprindelige ståsted og vil nu hellere levere billige Tesla’er til middel- og overklassen frem for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for de nederste på arbejdsmarkedet. Det nye prekariat.
Der var en gang de røde partier, inklusiv Socialdemokratiet, stod for klassekamp. Hvor de kæmpede for bedre løn- og arbejdsforhold, og hvor de svageste på arbejdsmarkedet kunne regne med støtte og solidaritet fra de røde faner, når storkapitalen viste sit grådige ansigt.
Ja, det er faktisk ikke så længe siden, at venstrefløjen kunne mobilisere masserne, hvis blot en urentabel DSB-kiosk på en færgefart mellem Århus og Kalundborg skulle udliciteres for at skabe profit til private kapitalister. Det var noget, der kunne få kommunister og socialister op af stolen og finde de støvede faner frem, hvis ellers ikke vejret var for dårligt.
I dag synes gammelkommunisterne i Enhedslisten og light-socialisterne i SF og Socialdemokratiet åbenbart, at det er vigtigere med et rent miljø og en klimapolitik, der sikrer de velbjergede billige Tesla’er, frem for at gå på barrikaderne for de grupper på arbejdsmarkedet med de suverænt dårligste vilkår
Det var dengang, for sidst vi så en egentlig arbejdskamp, skal vi helt tilbage i påskedagene 1985, da overenskomstforhandlingerne var brudt sammen og der efterfølgende blev iværksat en generalstrejke, der udviklede sig til massedemonstrationer imod Schlüter-regeringen. Det fyldte det indre København med rigtige arbejdere og kampklædt politi klar til knippelsuppe, hvis proletariatet på Slotspladsen skulle finde på at løbe stormløb mod Christiansborg.
Bevares, der har været konflikter af større eller mindre omfang siden påsken ’85, som fx:
– Bryggerikonflikten 1985
– Ribus-konflikten i Esbjerg og skraldemandskonflikten i 1995 samt ikke mindst storkonflikten i 1998, hvor panikken først for alvor begyndte at brede sig, da Danmark blev tørlagt for gær.
Det sidste strejf af revolutionær forårsduft i venstrefløjens næsebor har været lokale aktioner mod virksomheder med gule overenskomster – som f.eks. Vejlegarden, hvor lokale 3F’ere med alt for god tid ikke ville give restauranten lov til at servere stegt flæsk under en overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening.
Den impotente venstrefløj
Man kan undre sig over venstrefløjens passivitet. I dag synes gammelkommunisterne i Enhedslisten og light-socialisterne i SF og Socialdemokratiet åbenbart, at det er vigtigere med et rent miljø og en klimapolitik, der sikrer de velbjergede billige Tesla’er, frem for at gå på barrikaderne for de grupper på arbejdsmarkedet med de suverænt dårligste vilkår.
Når et nyt prekariat – en ny underklasse – stille og roligt udvikler sig i ly af coronakrisen, hører man stort set ikke et kvæk fra de røde partier
Det at indgå en bred uopnåelig klimaaftale med fantasi-CO2-besparelser og tilfældige målsætninger for elbiler, er nu det eneste, der kan få tårerne frem i øjenkrogene på Pia Olsen Dyhr (SF) og Pernille Skipper (Ø). Dertil kommer selvfølgelig de røde partiers mere afmålte glæde over minimumsnormeringer i børneinstitutionerne og corona-restriktioner, der klart tilgodeser de offentligt ansatte på bekostning af de sidste rigtige arbejdere i bunden af den private sektor.
Naturligvis lægger venstrefløjen stemmer til, når nedslidte Arne skal have sin pension og der skal udskrives milliarder i nye skatter til bedre velfærd for middelklassen, men når et nyt prekariat – en ny underklasse – stille og roligt udvikler sig i ly af corona-krisen, hører man stort set ikke et kvæk fra de røde partier.
Nemlig.com’s dårlige vilkår
Dagbladet Politiken har de seneste uger oprullet en række historier om løn- og arbejdsvilkårene i Nemlig.com. Virksomheden, som bringer dagligvarer ud til familien Danmark, der selv har for travlt med karrieren til at stå i kø i supermarkedet.
Avisen har afsløret forhold, som vi normalt forbinder med arbejdsvilkårene i de mest underviklede ulande, og som de unge røde socialister ellers normalt aldrig forspilder en chance for at kritisere samt indsamle penge og brugte klæder til.
Faktum er, at de røde partier reelt ikke har løftet en finger for de unge danske håndværkere, der bliver udkonkurreret af østeuropæere
Politiken har afsløret lagerarbejdere, der ikke har tid til at gå på toilettet, chauffører, der straffes med bøder ved forsinkelser samt medarbejdere, som selskabet fralægger sig ansvaret for, da de er hyret gennem underleverandører. Det gør, at de pågældende måske ikke direkte er Nemlig.com’s ansvar, selv om de facto fungerer fuldstændig, som havde de kontrakt direkte med selskabet.
Et skridt foran lovgiverne
På arbejdsmarkedet er de smarte og er, ligesom i den kriminelle verden, altid et skridt foran lovgiverne.
I årevis har man kendt til de konstruktive ”arme-til-ben” selskaber inden for håndværkerfagene, hvor virksomhederne i stedet for at ansætte fx 10 malere på overenskomstmæssige vilkår, bestiller 10 selvstændige malere fra Polen eller Ukraine, som ikke er underlagt krav om overenskomster, da de jo er selvstændige.
Så selv om håndværkerne arbejder side om side om den samme opgave, er det entreprenørens påstand, at der ikke er tale om det samme sjak, men enkeltstående selvstændige virksomheder. Det ligner unægtelig en klar omgåelse af reglerne, men fagbevægelsen er i princippet magtesløs.
Lavtlønnede danskerne må vige for østeuropæerne, men de røde partier overser blot, at der på sigt reelt sker en underminering af den hæderkronede danske arbejdsmarkedsmodel fra 1899
Man kan have sine sympatier forskellige steder i denne debat, men faktum er, at de røde partier reelt ikke har løftet en finger for de unge danske håndværkere, der bliver udkonkurreret af østeuropæere. Østeuropæere, der dumper lønningerne, men som er effektive og som regel også er mindst lige så fagligt dygtige som de danske håndværkere.
Østeuropæere, der møder og leverer til de aftalte tidspunkter, og som man derfor ikke kan bebrejde middelklassen for at benytte, når villaen skal renoveres med nyt køkken og badeværelse, og der kan spares hundredtusinder af kroner på regningen.
Her er det den internationale socialisme, der er forgrunden. Lavtlønnede danskerne må vige for østeuropæerne, men de røde partier overser blot, at der på sigt reelt sker en underminering af den hæderkronede danske arbejdsmarkedsmodel fra 1899. En underminering, der nu får ekstra medvind fra Nemlig.com, Wolt og tidligere Uber samt sandsynligvis endnu flere virksomheder med udspring i de digitale platforme.
Dertil kommer, at verdens nok største udbringende detailhandler, amazon.com, står på spring til at komme ind i hele Norden. Et forsigtigt gæt er, at de nok heller ikke ligefrem kommer til at sprænge lønskalaerne på det danske arbejdsmarked – i hvert fald ikke i opadgående retning.
Prekariatet fører til populisme
Kun få danske arbejdsmarkedsforskere har beskæftiget sig med det nye prekariat – den nye underklasse af delbeskæftigede med et løst forhold til arbejdsmarkedet. To statskundskabsstuderende, Sara K. Kristensen og Lars Heidtmann, har imidlertid gjort et hæderligt forsøg på at analysere de nye strømninger i et stort bachelorprojekt på Statskundskab i København i 2019.
Hvis ikke det var for at møde gamle venner og drikke sig i hegnet, kunne de røde faner lige så godt udstilles på Arbejdermuseet
De påviser, at der er klare tendenser i retning af et ændret arbejdsmarked væk fra den velkendte danske flexicurity-model, hvor der påhviler både lønmodtagere og arbejdsgiver både rettigheder og pligter.
Løsarbejderne har, som navnet antyder, ikke en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. De har sjældent overenskomster, men er ansat på midlertidige aftaler – og for akademikeres vedkommende – i tidsbegrænsede projektstillinger. De har sjældent pensionsordninger og deres arbejdstider er skæve og ligger typisk langt over normalen.
De betegnes som det nye prekariat, og en af de politiske konsekvenser af det begyndende opbrud på arbejdsmarkedet ses fx i form af øget populisme og en højredrejning blandt vælgerne i retning mod de partier, der altid står klar med de letteste løsninger.
På museum med de røde faner
Herhjemme ser venstrefløjen passivt til. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har heller ikke ligefrem svunget sig op til at komme med løsninger, men har i brede vendinger kun forholdt sig moralsk til nemlig.com og ikke mindst selskabets Østerbrokunder i spelt-segmentet. Retfærdigvis skal det dog siges, at Beskæftigelsesministeren efter den seneste ståhej om Nemlig.com har bedt Arbejdstilsynet om at gennemføre flere kontroller.
Røde faner vil igen blive luftet 1. maj. Men spørgsmålet er: til hvilken nytte? De røde partier er i færd med at svigte arbejderklassen. De fører ingen arbejdskamp længere, bortset fra de sporadiske kampe, der føres via 3F og andre.
Hvis ikke det var for at møde gamle venner og drikke sig i hegnet, kunne de røde faner lige så godt udstilles på Arbejdermuseet.
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS ANALYSER HER
Topfoto: Statsminister Mette Frederiksen til partilederdebat tidligere på ugen. Foto: Klaus Holsting
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
