Derfor er danskerne lykkelige

Mette Bærbach Bas 26.01.2019

HVERDAGSDANSK – Danskerne blev i 2012 kåret af FN som verdens lykkeligste folk. Siden da er vi blevet hædret med førstepladsen yderligere 2 gange, og de andre gange har vi ligget blandt top 3 på listen. Hvori består denne proklamerede lykke? Det undersøger idéhistoriker Mette Bærbach Bas i Denne klumme.

Mange af os blev overraskede, da vi fandt ud af, at vi var så lykkelige. Det havde vi ikke lige lagt mærke til. Vi havde måske endda slet ikke set det komme. Faktum var imidlertid, at FN i 2012 udgav deres første rapport over, hvor lykkelige verdens lande er. Rapporten hedder World Happiness Report. Danmark lå nummer et.

Det var en brat opvågnen for danskerne, der længe havde identificeret sig med en brokkekultur, hvor det hele er samfundets skyld. Nu fik vi stukket et nyt spejl i hænderne. Et med et langt mere lækkert filter. Ligesom et af de spejle, hvor man får en mere varm tone i ansigtshuden, og hvor man ser slankere ud, end man er i virkeligheden – ja, faktisk det modsatte af prøverumsspejlet. Dette spejl var et kulturspejl. Det viste os, at selvom vi ikke gik rundt til daglig og følte os lykkelige, så havde vi enormt meget at være lykkelige for.

Forskningspanelet bag World Happiness Report tog i sine undersøgelser udgangspunkt i 6 parametre: BNP, frihed, levealder, korruption, generøsitet og social støtte, og så målte de på alle verdens lande og kunne altså konkludere, at Danmark var vinderen. Det har nemlig vist sig, at dansk kultur ligger i den ekstreme – og altså eftertragtelige – ende, hvad angår lighed og tillid, som FN anser som de to vigtigste faktorer for lykke.

Det er ikke alle lande, som kan prale af Danmarks velfærdsgoder. Derfor er Danmark blevet umådelig populær.

I Danmark har vi en ekstrem høj tillid til hinanden og til samfundet, en ekstrem høj tiltro til regeringen, en ekstrem høj tryghed i at vide, at dagen i dag vil ligne dagen i morgen, såvel som en ekstrem høj tryghed i vide, at vores retssamfund fungerer. Desuden er korruptionen ekstremt lav og ligheden mellem borgerne, de sociale klasser og kønnene er, hvis ikke ekstremt høj, så i hvert fald forholdsvis høj sammenlignet med størstedelen af verdens øvrige lande.

Vi må heller ikke glemme friheden til at tænke og tro, hvad vi vil.

Det var helt rart, ikke sandt? Altså at være den bedste til noget. Det er vi jo ikke så tit, her i vores lilleputland, hvor vi stadig lever højt på en EM-sejr i fodbold, der er 26 år gammel (ja, det passer, du kan selv regne efter).

Det er ikke alle lande, som kan prale af Danmarks velfærdsgoder. Derfor er Danmark blevet umådelig populær. ”Kom til Danmark og bliv lykkelig” kunne måske være en alternativ titel til udlændingestyrelsens næste udspil.

Titlen vil i så fald rumme en vis iboende sandhed, for i 2018 har man undersøgt, at det ikke kun er etniske danskere, der er lykkelige – det er også immigranterne. Det betyder, at vi kan vove den påstand, at det er landet og systemet, der gør os lykkelige og ikke individuelle forhold. Samfundets opbygning, vores velfærdssystem, vores kultur er sammensat af en række helt unikke egenskaber, og vi er enormt privilegerede over at være landet lige her.

Førstepladsen har ført os og resten af verden til at forsøge at forstå, hvorfor netop danskerne er lykkelige. Der har i årenes løb været to meget gængse forklaringsmodeller:

Lykken forklares med hyggen
Lykken forklares med ligheden

Lad os tage hyggen først. Sjovt nok gik der omkring 2012 inflation i artikler, som definerede hygge som noget særligt dansk. Her kan jeg personligt ikke være med. For det første mener jeg ikke, at danskerne har patent på hyggen, og for det andet kan det ikke være et logisk argument for danskernes lykkeførsteplads at definere over for os selv og udlændinge, hvad hygge er. En sådan forklaring er for overfladisk.

Forklaringen på danskernes lykke skal snarere findes i historien og i en god portion held: Generationerne før os har skabt et samfund, hvor det størst mulige antal mennesker føler, de hører til og har noget at bidrage med

For hvad er hygge, hvis ikke middelmådig? Hyggen er jo kun til stede dér, hvor vi ikke presses ud over kanten. Den findes kun dér, hvor vi holder tand for tunge for den gode stemnings skyld. Hyggen fordrer ikke noget. Den går ikke i dybden, men bliver på overfladen. Det er dens natur ikke at kræve noget. Fred være med det. Men bliver man lykkelig af at hygge sig?

Andre skribenter såvel som forskere har forklaret danskerne lykke ud fra vores store lighed i samfundet. Når vores næste har godt og vel de samme forbrugsgoder og det samme rådighedsbeløb som os, begærer vi ikke hverken vores næstes hus, okse eller æsel, og vi er tilfredse med det, vi har. Således skulle danskernes lykke kunne forklares med, at vi ikke har store forventninger til tilværelsen. Igen – kan det virkelig passe, at vi er lykkelige, fordi vi ikke kræver noget?

Forklaringen på danskernes lykke skal snarere findes i historien og i en god portion held: Generationerne før os har skabt et samfund, hvor det størst mulige antal mennesker føler, de hører til og har noget at bidrage med. Samtidig opfylder velfærdssamfundet de basale behov for tryghed og tillid mellem mennesker og til fremtiden, således at vi overordnet set har et positivt udsyn. Vi taler altså om en klog, strukturel tilrettelæggelse af vores samfund.

Desuden er vi blevet tildelt en til os helt perfekt rolle i verdenssamfundet: Vi er for små og for omgængelige til at udgøre en særlig trussel mod omverdenen og for værdifulde til at blive forbigået af andre lande. Slutteligt er vi svineheldige med vores geografi: Danmark ligger trygt og godt i et lille smørhul midt i EU beskyttet af de norske fjelde og de svenske skove. Her er i sandhed godt at bo og bygge.

Illustration: Lise Kravin.

Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge. Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned på Mors med sin tyrkiske mand. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer. Med klummeserierne Hverdagsdansk og Udkantsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.