VELFÆRDSSAMFUND // KLUMME – Hvis vi skal udvikle fremtidens velfærdssamfund, er vi nødt til at følge lyset og eksemplerne på de gode velfærdsoplevelser. Skønt krisefortællinger dominerer mediebilledet, findes også optimistiske bud på samfundets fremtid, skriver Niels Olsen. Hvad med at give udtrykket ”Lev med det” en ny betydning?
Vi lever i en krisernes tid. I hvert fald hvis man skal tro medierne og politikerne, som ikke lader os et sekund i tvivl om, at den ene krise afløser den anden. Først fik vi (over to omgange) finanskrisen, så klimakrisen, biodiversitetskrisen og coronakrisen.
Parallelt hermed kom flygtninge- og migrationskrisen og en tilsyneladende allestedsnærværende velfærdskrise, som igen kan opdeles i en række underkriser: den demografiske krise (vi bliver flere ældre), arbejdsudbudskrisen (vi arbejder ikke nok), fertilitets- og reproduktionskrisen (vi får ikke nok børn) og løbende systemkriser i transport-, undervisnings- og sundhedssystem mv.
Senest har TV 2-dokumentarserien Den Sorte Svane fyret godt op under tillidskrisen og Trepartsaftalen sat en fed streg under de nationale forurenings- og vandmiljøkriser rundtom i Kongeriget.
Selvom offentlig velfærd givetvis er blevet dyrere at producere, og vi helt sikkert har større forventninger til velfærdens omfang og kvalitet, kan jeg ikke få dommedagsprofetierne til at stemme med hverdagens små og store iagttagelser
Ser vi alene på de klassiske velfærdsområder, er mediehistorierne mange og lange og handler om alt fra ældre medborgere, der lever under kummerlige forhold på landets plejehjem over elevers vold mod skolelærere til døds- og katastrofefortællinger fra et sundhedsvæsen i frit fald mod afgrunden.
De nye supersygehuse bliver forsinkede og fordyrede, kræftpatienter kæmper både mod sygdom og bygningssvamp på Riget, og hver en trist, utilsigtet hændelse pumpes op til noget nær jordens undergang.
Kriserne griber samtidig ind i hinanden, påvirker og sætter strøm til hinanden. Det er, som om krisefortællingerne og krisernes indbyrdes forbundethed og kompleksitet har sat sig fast i en offentlig krisediskurs, som tvinger os til at handle med afsæt i kriserne og intet andet.
Facts giver håb
Måske derfor er det så velgørende at læse en bog som Factfulness af den afdøde svenske læge og sundhedsforsker Hans Rosling, som viser, at verden ikke er ved at falde fra hinanden. Langtfra og tværtimod: Verden har aldrig været bedre og mere håbefuld. Vi skal bare kunne se gennem de ensidige mediefortællinger og i stedet tage fat i fakta og de mange gode eksempler på, at udviklingen grundlæggende går i den rigtige retning: At stadig flere mennesker løftes ud af sult og fattigdom. At flere børn og unge går i skole og uddanner sig end nogensinde før. At langt flere mennesker i dag har adgang til rent drikkevand end for få år siden.
Jeg tænker tit på Rosling og Factfulness, når jeg læser og hører om kriserne i det danske velfærdssamfund. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det hele er ved at falde fra hinanden. Vi har aldrig investeret så mange penge i offentlig velfærd som nu.
Plejehjem er offentlige institutioner og naturligvis ikke som dit eget hjem. Men de fungerer i det daglige. De er fulde af dygtige og omsorgsfulde plejere, heraf mange udlændinge, og de løser opgaverne med overblik, kvalitet og værdighed
Selvom offentlig velfærd givetvis er blevet dyrere at producere, og vi helt sikkert har større forventninger til velfærdens omfang og kvalitet, kan jeg ikke få dommedagsprofetierne til at stemme med hverdagens små og store iagttagelser.
Indrømmet: Måske knager det vitterligt i store dele af Velfærdsdanmark. Men når man samtidig tænker på, hvor mange vellykkede behandlingsforløb, opklaringer, omsorgssituationer, rejser og skoledage der dagligt vælter ud af velfærdsinstitutionerne, er det svært at bevare pessimismen.
En håndfuld selvoplevede eksempler fra offentligt finansierede institutioner:
Offentlige institutioner lykkes
Hospitalet: Stort set alle de gange, jeg eller min familie har været på hospitalet, har vi haft gode oplevelser. Vi er blevet mødt af fagligt dygtige og veluddannede mennesker, som med lige dele empati og ekspertise har leveret diagnose, behandling og omsorg til UG med kryds og slange. Ja, der har været enkelte svipsere de sidste 25 år, men det overordnede billede er virkelig fint. Der bliver knoklet og leveret sundhed hver dag, mange steder i landet og på alle tider af døgnet.
Politiet: Vi lever i ét af verdens sikreste samfund med meget få virkelig alvorlige forbrydelser. Når drabet, overfaldet eller indbruddet sker, rykker Politiet ud og løser opgaven. Senest har vi set politiarbejde af meget høj kvalitet på Sydvestsjælland, hvor man virkelig fik lært af fejlene i én mordsag, for at kunne undgå den næste. DNA- og overvågningsteknologi har gjort det markant vanskeligere at slippe afsted med grove forbrydelser. Som borgere kan vi føle os trygge ved politiets arbejde.
Plejehjemmet: Vi har fået to tætte familiemedlemmer på offentlige plejehjem i løbet af de sidste par år – to forskellige steder i landet. Plejehjem er offentlige institutioner og naturligvis ikke som dit eget hjem. Men de fungerer i det daglige. De er fulde af dygtige og omsorgsfulde plejere, heraf mange udlændinge, og de løser opgaverne med overblik, kvalitet og værdighed. De skaber mange gode og meningsfulde dage for vores ældre, som bliver del af små fællesskaber i trygge nærmiljøer.
Min gamle chef sagde altid: Det er vigtigere at gøre de rigtige ting end at gøre tingene rigtigt
Transporten: Jeg tager primært med tog til møder og arrangementer rundtom i landet. Og ja, jeg har da efterhånden oplevet en del nedfaldne køreledninger, signalproblemer og forsinkelser med DSB de senere år, men hånden på hjertet: Værre er det heller ikke. Tænk på, hvor mange tog der afgår og ankommer til tiden hver evig eneste dag. Det er rigtig mange. Tænk på de gode timer i toget, kvalitetstiden, som er din egen, rummet, hvor du kan reflektere og samtale i.
Folkeskolen: Tredje barn forlod niende klasse i sidste uge. Vi er definitivt færdige med folkeskolen og har slettet Aula. Efter 16 år føler vi, at vi har været der. Man kan mene meget om folkeskolen, men når vi tænker tilbage, har den simpelthen været fantastisk – fagligt, socialt og dannelsesmæssigt. Vi kigger på tre unge mennesker, som er klar til at kaste sig over livet, ungdomsuddannelse, videreuddannelser, arbejdslivet – ja, livet som sådan. Det er i høj grad folkeskolens fortjeneste.
At gøre de rigtige ting …
Er alt så bare rosenrødt? Selvfølgelig ikke. Kan andre have haft andre oplevelser? Naturligvis. Men vi er nødt til at insistere på, at samfundet kan udvikle sig til det bedre. Vi har brug for håb. Vi har brug for at arbejde ud fra det heliotropiske princip, som er taget fra botanikken og solsikken, der vender sig mod solen for at hente lys og næring. Vi arbejder heliotropisk, når vi henter det bedste fra fortiden og nutiden for at formulere den mest optimistiske og lyse version af fremtiden.
Min gamle chef sagde altid: ”Det er vigtigere at gøre de rigtige ting end at gøre tingene rigtigt.” Det betyder ikke, at vi skal sjuske eller overtræde regler, men at vi skal fokusere arbejdet på, hvad der skaber værdi, relevans og mening. Så må man en gang imellem lade en finke falde af panden, bukke sig ned og samle den op, lære, hvad der gik galt, og så fortsætte fremad – lidt klogere end før.
Lad os give udtrykket ”Lev med det” ny betydning: Væk med kontrol, overvågning og restriktioner. Ind med mere tillid, inspiration og dialog mellem myndige mennesker – og lær så at leve med det, når det en gang imellem går galt. For vi bliver alle syge og skal alle dø. Intet samfund er perfekt. Velfærdsinstitutionerne kan ikke garantere os et problemfrit liv. De kan heller ikke undgå fejl. Vi skal blive bedre til at anerkende hverdagens succesfulde og somme tider fejlbehæftede velfærdsarbejde.
Det kunne være befriende, hvis flere politikere tog afsæt i de gode eksempler, når ny lovgivning skal formuleres, og at flere medier brugte mere tid og spalteplads på de konstruktive historier.
Læs også Niels Olsens klumme “København anno 2024 – Hvis velstand fører til stilstand” – om en fotoudstilling og en tur gennem København før og nu.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
