VELFÆRDSSTAT // KRONIK – Er det muligt, at vores højt skattede velfærdsstat gør mere skade end gavn? I en tid, hvor trivsel og mistrivsel går hånd i hånd, og hvor lykke paradoksalt nok sameksisterer med dyb utilfredshed, sætter flere kritikere spørgsmålstegn ved velfærdsstatens egentlige formål. Er det statens skyld, at vi savner mening i tilværelsen?
Skaber velfærdsstaten flere problemer, end den løser? Det ser i hvert fald ud til at være statsministerens oplevelse af den særlige statsform, som ellers skulle give os velfærd fra vugge til grav. Tidligere på året sagde Mette Frederiksen således: ”Jeg har aldrig været glad for velfærdsstaten.”
Til dette bemærkelsesværdige udsagn tilføjede hun: ”Når det kommer til velfærd, tror jeg mere på samfundet end på staten.”
Den opfattelse flugter med regeringsgrundlaget, hvor det hedder, at det er velfærdsstaten, som skaber problemerne for velfærdssamfundet. Derfor ønsker regeringen, at ”bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med meget mere lokal frihed, selvbestemmelse og forandringskraft”.
Hvor mange af de trivselsproblemer, som vi møder i dag, skyldes ikke den materielle velstandsproduktion? Nedslidning, stress, ensomhed og psykisk sårbarhed i bred forstand
Et af de spor, som regeringen vil følge for at indfri dette mål, er udviklingen af trivsel, hvilket jo virker fornuftigt, da det netop er mistrivsel, som i disse år skaber ufærd, selv om Danmark fortsat ligger højt på listen over verdens lykkeligste lande. Altså masser af mistrivsel og masser af lykke på samme tid og i samme velfærdsstat. Hvad skaber hvad, for mistrivsel og lykke kan jo ikke have samme kilde – eller hvad?
Det er ikke noget nyt, at velfærdsstaten er til kritisk diskussion. Det har den været siden sine første dage. Der er dog specielt én periode, som det kan være inspirerende at kikke nærmere på, fordi dens tematisering af velfærdsstatens problemer minder meget om det, som statsministeren og regeringen gerne vil diskutere i dag.
Vi går derfor tilbage til 1956, hvor velfærdsstaten stadig var et relativt nyt begreb i den offentlige debat, men hvor forfatteren og filosoffen Villy Sørensen alligevel tørt kunne konstatere, at velfærdsstaten ofte bruges som et skældsord.
Igennem nogle ti-år var Villy Sørensen stærkt engageret i den offentlige debat om velfærdsstatens muligheder og skyggesider. Først og fremmest prøvede han at skelne mellem, hvad der var velfærdsstatens mål, og hvad der var midlerne til at opnå dette mål? Kunne det tænkes, at velfærdsstatens mål blev modvirket af dens midler? De samme spørgsmål må stilles i dag, når vi har en statsminister, som angiveligt aldrig har været glad for velfærdsstaten.
Har velfærdsstaten overskredet sine grænser?
Villy Sørensens opfattede velfærdsstaten som ”den stat der søger at yde sine medlemmer materiel sikkerhed. Og det afgørende spørgsmål er om materiel sikkerhed fører til sløv materialisme, om samfundets hjælpende hånd tager initiativet fra den enkelte.” Dette spørgsmål stillede Villy Sørensen i Digtere og dæmoner fra 1956. Måske forsøger Mette Frederiksen at tematisere det igen gennem tesen om, at velfærdsstaten har fjernet samfundets “vitalitet og kvalitet”, som “drukner i regler og bureaukrati”.
Fra 1950 til omkring 1980 blev Danmark forvandlet til en velfærdsstat, som leverede både økonomiske vækst, stærkt forbedrede materielle levevilkår til alle og dermed en hidtil uset social retfærdighed og sikkerhed. Denne periode var imidlertid også præget af diskussioner om velfærdsstatens konsekvenser.
Kulturpolitikken fik en central placering som det, der kunne medvirke til at sætte rammerne for, at velstanden blev ledsaget af muligheder for et ikke-økonomisk og eksistentielt indhold i tilværelsen
Fra begyndelsen handlede det primært om den materielle betydning af velfærdsstatens udvikling. Det tema, som også har betydning for os i dag, knyttede sig imidlertid til forholdet mellem den økonomiske dimension af velfærdsudviklingen og den indre psykiske velfærd.
På et tidspunkt i denne tidlige debat om velfærdsstaten blev der endda talt om en ”åndelig velfærdsstat”, ”en rigere hverdag”, og som digteren Halfdan Rasmussen sagde i 1957: ”Hvis det materielle bliver det eneste afgørende, er velfærdsstaten naturligvis en fare.” Disse uddrag fra debatten er citeret fra litteraturprofessoren Lasse Horne Kjældgaards afhandling, Meningen med velfærdsstaten, som er et centralt bidrag til forståelsen af velfærdsstatens fortid, nutid og fremtid.
I den periode, som Kjældgaard skriver om, kæmpede man med at formulere, hvad der var velfærdsstatens mål. Der var en udtalt bekymring for, hvad der sker med et samfund og dets mennesker, hvis der udelukkende er fokus på det økonomiske; om det fx kunne ende med en velstand uden velfærd?
Altså spørgsmålet om, hvorvidt den økonomiske, sociale og materielle tryghed, som velstanden resulterede i, på længere sigt også var nok til at give mennesker oplevelsen af velfærd i bredere forstand? Og om det sidste overhovedet var velfærdsstatens opgave? I nutidens aktuelle debat ville dette tangere spørgsmålet, om det er et rimeligt mål for velfærdsstaten at skulle sikre menneskers individuelle trivsel?
I sin tid mente bl.a. Villy Sørensen, at et rent materielt overskud og perspektiv på samfundet kunne resultere i et behov for mening, som en økonomisk målsætning ikke kunne tilfredsstille for det enkelte menneske. På den måde fik den velfærdstatslige debat et humanistisk perspektiv, som problematiserede de rene økonomiske målsætninger.
Et af resultaterne var, at kulturpolitikken fik en central placering som det, der kunne medvirke til at sætte rammerne for, at velstanden blev ledsaget af muligheder for et ikke-økonomisk og eksistentielt indhold i tilværelsen. Omvendt resulterede dette imidlertid også i en debat om rimeligheden i, at velfærdsstatens skulle blande sig i borgernes fritid, interesser og sociale, psykiske og kulturelle liv. Med andre ord, hvad havde staten at gøre i spørgsmålet om et meningsfuldt livsindhold for den enkelte borger?
Som om der mangler noget
”Det er alligevel som om der mangler noget, hvis du forstår hvad jeg mener.” Variationer over denne sætning er tilbagevendende i skønlitteraturen omkring 1960’erne. Citatet er hentet fra Anders Bodelsens roman Villa Sunset fra 1964, hvor Birthe, en ung kvinde i romanen, bliver spurgt, om hun er lykkelig? ”Lykkelig og lykkelig,” lyder hendes svar. ”Det er som man ta’r det.” Og så tilføjer hun de afgørende ord, at det alligevel er ”som om der mangler noget”.
Måske er det velfærdsstatens evige kerneproblem; det går fint nok, men der mangler alligevel noget, selvom det er svært at sige, hvad det er.
Undersøgelser viser, at Danmark gennem de senere år har været et af verdens lykkeligste lande, ikke mindst på grund af den materielle tryghed og sikkerhed, som velfærdsstaten hidtil har leveret. Andre undersøgelser viser imidlertid, at vi på samme tid også lider under en stærkt stigende mistrivsel.
I et velfærdsstatsligt perspektiv er det naturligvis et vigtigt spørgsmål, om dette dilemma er opstået netop på grund af velfærdsstaten, fordi dens fokusering på økonomisk velstand og materiel overflod kan efterlade mange med oplevelsen af tomhed, meningsløshed og eksistentiel kedsomhed? Eller med de samme ord, som Anders Bodelsen brugte i 1964: ”Det er alligevel som om der mangler noget …”
Argumentet i datidens velfærdsstatslige debat var, at når mennesker får mere tid, når økonomien og arbejdet mister den tvingende og livsvigtige nødvendighed, så bliver det muligt, eller ligefrem nødvendigt, at vende blikket væk fra de umiddelbare nødvendige livsvilkår og rette opmærksomheden mod de indre og eksistentielle eksistensvilkår.
Det er i dette perspektiv, vi må lytte til den unge kvinde i Anders Bodelsens roman: Det er ok, men der mangler også noget. I velfærdsstatens tidlige historie blev det et politisk projekt at forsøge med en aktiv kulturpolitik, som et humanistisk modtræk til den menneskeligt set eksistentielt utilfredsstillede rolle som homo oeconomicus i det økonomiske vækstsamfund.
Efterhånden viste det sig imidlertid, at den økonomiske perspektivforskydning ikke var til at undgå. Fra omkring 1980 har den offentlige og politiske diskussion således primært drejet sig om velfærdsstatens økonomiske midler, og kun i ganske begrænset omfang om velfærdsstatens mål i et bredere menneskeligt perspektiv.
Fra velfærdsstat til diagnosekultur?
Mette Frederiksen har sagt, at ”det meste af det, der er vigtigt i velfærdssamfundet, kan vi ikke engang se”. Det kan være svært at gennemskue, hvilke konsekvenser denne tese kan få for velfærdsstatens fremtidige målsætning. Sagen er, at mens midlerne til velstandsskabelse bliver mere og mere menneskeligt ødelæggende, så bliver målet for velfærdsstaten mere og mere uklart.
Økonomien kan ikke være mål i sig selv, det er meningsløst, og måske er mistrivslen udtryk for denne meningsløshed
Hvor mange af de trivselsproblemer, som vi møder i dag, skyldes ikke den materielle velstandsproduktion? Nedslidning, stress, ensomhed og psykisk sårbarhed i bred forstand. Ofte bliver begrebet ”diagnosekultur” arrogant brugt, uden hensyn til at neo-liberalismen og konkurrencestaten har skabt vedvarende forudsætninger for menneskelig nedslidning og lidelse. Det er entydigt det enkelte menneskes økonomiske præstationsevne, som efterspørges og belønnes.
Væk er tidligere tiders humanistiske og ikke-materielle perspektiver på velfærdsstatens mål. Når man læser tilbage i velfærdsstatens historie, kunne der imidlertid være inspiration at hente til en fornyet offentlig debat om velfærdsstaten. I dag kunne vi sige, at denne problemstilling er blevet forstærket i form af den udtalte mistrivsel, som gang på gang dokumenteres i vores samtid.
Forskellen fra tidligere til i dag er, at vi ikke får tematiseret mistrivslen og den såkaldte ”diagnosekultur” i en samfundsmæssig kontekst; som konsekvenser af, at velfærdsstaten har mistet velfærdsperspektivet, som er blevet overtaget af konkurrencestatens entydige økonomiske perspektiv på mennesket – fra vugge til grav.
Hvad er velfærdsstatens mål? At være forsyningskæde, levere præstationsduelig arbejdskraft til konkurrencestaten? Men hvis det kun er økonomiske mål, så går det galt, helt som digteren Halfdan Rasmussen sagde i 1957. Økonomien kan ikke være mål i sig selv, det er meningsløst, og måske er mistrivslen udtryk for denne meningsløshed.
Fremtidens velfærdsstat må karakteriseres af et langt mere humanistisk perspektiv på de betingelser, som skaber de økonomiske forudsætninger for materiel velstand. Det vil sige, at de mennesker og den natur, som er forudsætningen for rigdomsskabelsen, må betragtes som en rigdom i sig selv. En rigdom, som skal behandles varsomt, hvis den ikke skal rammes af uoprettelig nedslidning. Ikke kun til skade for sig selv, men for hele velfærdsstatens grundlag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
