På sporet af verdens ikke-troende: “Traditionen og overtroen vil ikke få os op af hullet”

af i Liv & Mennesker/Rejse

REJSEBREV // SERIE – “I starten var jeg skabsateist. Men jo mere jeg lærte des modigere blev jeg. Især blev jeg mere ærlig efter en eller flere drinks. Du finder modet til åbent at fortælle folk – nogle var nysgerrige, andre stødte dig væk.” I en serie i POV er Kirstine Kærn rejst ud for at undersøge livsbetingelserne for verdens ikke-troende. I dette afsnit er Kærn ankommet til Botswana, hvor et lille mindretal af befolkningen forsøger at organisere sig som ikke-troende.  

De er ikke mange, de ikke-troende i Botswana. De er heller ikke samlet i en organisation. Men de er der alligevel, de ikke-troende humanister. Lidt tilfældigt havde jeg fået en e-mailadresse, da jeg planlagde min rundrejse i Afrika.

Udover mailadressen kendte jeg kun navnet på adressens ejermand – Dean – så jeg var lidt spændt på, hvordan min tur til Botswana ville gå. Jeg frygtede nok en lille smule, at det hele bare var et fupnummer. At jeg ville ende med at have spildt en masse af mine surt opsparede penge, der gerne skulle bringe mig hele jorden rundt i løbet af det næste år.

Vores økonomi er skrøbelig. Det eneste, vi har er diamanter og turisme. Vi har brug for nye ideer, nytænkning for at udfordre vores problemer” – Dean

Heldigvis behøvede jeg ikke frygte noget. Jeg mødte nogle få men meget entusiastiske humanister, der var taknemmelige for at blive hørt og set. De er en lille gruppe på omkring ti aktive i et kæmpe land, der har under halvt så mange indbyggere som Danmark.

Botswana er et af de lande i verden, der har færrest indbyggere per kvadratkilometer. Ca. 70% af landet består af Kalahariørkenen og der er utallige nationalparker til de safarihungrende turister.

“Måske skulle jeg stoppe med at tro”

I Gabarone møder jeg Dean og Oridile. De har en aktiv Facebook-gruppe med mere end 250 medlemmer, selvom der reelt kun er ti aktive medlemmer. De fleste ikke-troende er først blevet det som voksne efter at være vokset op i et meget troende samfund, hvor skolesystemet har et religiøst udgangspunkt. Da Oridile var ung, afprøvede han flere forskellige religioner, inden han indså, at han var ikke-troende. Han fortalte bl.a., hvordan han blev påvirket af en lærer:

”I gymnasiet havde jeg en muslimsk lærer, der prøvede at få os til at konvertere. Han var en fantastisk lærer, så jeg besluttede mig for at lære mere om islam. Jeg prøvede det af i nogle måneder. Jeg fik endda et muslimsk navn. De kaldte mig Bilal. Det var på det tidspunkt [efter at have forladt islam, red.], at jeg tænkte, at jeg måske skulle stoppe med at tro.

På et tidspunkt havde jeg et biluheld. Da min bil var blevet repareret, tog min far mig med hen til en traditionel heksedoktor for at få den forsikret. Min far ville have heksedoktoren til at udføre nogle ritualer for at sikre, at jeg ikke kom ud for et biluheld igen. Jeg var uenig med ham. Jeg forsøgte at tale ham til fornuft. Jeg havde fået for meget at drikke, da jeg kørte galt.

Jeg synes, jeg tog ansvar for mine handlinger ved at indrømme, at jeg var fuld. Hvis jeg havde været ædru, var jeg ikke kørt galt. Min far mente, at andre var jaloux på mig og havde sendt en forbandelse efter mig. Det var mit vendepunkt. Jeg mener, vi skal leve vores liv, så vi tager ansvar for vores egne handlinger.”

Bøn ses som løsningen på alle problemer

Botswana er et meget religiøst land, primært kristent med forskellige protestantiske retninger som de dominerende. Det er ikke protestantisme, som vi kender det fra folkekirken. Hernede er kristendommen blandet med troen på trolddom og heksekunster. Bøn ses som løsningen på alle problemer, som Oridile fortalte:

“På arbejdet, på kontoret er der månedlige bønner for HIV/AIDS-ramte. Der bedes morgenbøn på hospitalerne hver dag. Patienterne tilses af en læge, men der vil stadig også være en præst, som beder for dem. For nogle få år siden var der næsten ikke mere vand tilbage i vores dæmninger. Regeringen arrangerede en national bøn.

Om søndagen besøger de forskellige kirker hospitalerne, og der bliver afsat tid til, at alle kirker kan afholde ceremonier. Det er det samme i skolerne. Fra grundskolen til gymnasiet er der morgensamling hver morgen for at synge og bede.”

Botswana er rigere end flere af de andre afrikanske lande, jeg har besøgt. Både husene og bilerne er større. Landet lever af diamanter og luksusturisme, men det er også de eneste ressourcer, de har

På papiret er Botswana et sekulært land med en sekulær lovgivning. Men i det daglige er det kristendommen, der sætter dagsordenen. Oridile fortalte mig om de problemer folk møder:

“Men selvom vi har retten til at organisere os, gør de det svært. Sidste år var der en homoseksuel organisation, der blev nødt til at gå i retten, fordi regeringen var imod deres registrering. De vandt sagen, men er stadig ikke frie. Homoseksuelle ægteskaber er stadig ulovlige.

Der er folk, som er venner med dig på Facebook. Hvis de ser noget kritisk vedrørende religion i dit feed, så blokerer de dig eller fjerner dig som ven. Og de fortæller andre, at du er satanist.”

Klimaforandringer påvirker landet voldsomt

Botswana er rigere end flere af de andre afrikanske lande, jeg har besøgt. Både husene og bilerne er større. Landet lever af diamanter og luksusturisme, men det er også de eneste ressourcer, de har.

Klimaforandringerne påvirker landet voldsomt. Jeg var på teltsafari i deltaet i den nordlige del af landet. Der var højt til himlen og langt til horisonten, men som min guide fortalte mig, burde vandstanden være to meter højere på den tid af året. I stedet for at sejle mellem øerne kunne vi gå tørskoet fra ø til ø for at spotte elefanter og zebraer.

Elefantbestanden i Botswana er stigende (mere end 140.000) og skaber mange problemer for landmændene, fordi elefanterne i jagten på mad hærger ikke bare nationalparkerne, men også markerne. Hvis tendensen fortsætter med mindre nedbør, bliver der mindre mad til elefanterne og dermed endnu større problemer for landmændene.

Foto: Skribenten.

“Vi har brug for nye idéer”

Både Oridile og Dean ser religion som en hindring for at skabe den velfærd og udvikling i Botswana, der er nødvendig. Som Dean sagde:

“Jeg tror, at uddannelse hjælper til at udvide ens horisont. Jeg tror ikke, at det er en tilfældighed, at det er de veluddannede, der er ateister. Den akademiske elite er dem, der er mest åben for nye ideer.

Vores økonomi er skrøbelig. Det eneste, vi har er diamanter og turisme. Vi har brug for nye ideer, nytænkning for at udfordre vores problemer. Det vil kirkerne ikke. Det dogmatiske, traditionen og overtroen vil ikke få os op af hullet. Det vil kun grave et dybere hul. Jeg tror, at humanistiske organisationer kan give noget frisk luft til vores intellektuelle viden.”

Efterhånden har jeg omvendt nogle fra religion til ateisme. Jeg har overbevist min søster. Det er de ikke glade for derhjemme” – Oridile

Dean har i modsætning til Oridile aldrig været troende. Han fortalte mig om sin medfødte skepsis:

“Jeg blev ateist på to forskellige niveauer. I starten var jeg mest skeptisk over den måde, jeg ikke kunne få al den modstand, modgang og død – alt det jeg så var galt med verden – til at hænge sammen med en omnipotent og alvidende gud. De to ting er modsætninger. Hvis der er sådan en overnaturlig guddom, hvordan kan den så eksistere i en verden som vores.

Jeg kan huske, da jeg var ung, at jeg var meget imod at gå i kirke. Jeg tror, at jeg måske er en af de få fødte ateister. Fordi jeg selv da jeg var meget ung ikke følte mig hjemme i den type fællesskab. Jeg var meget modvillig men jeg kaldte ikke mig selv ateist… jeg kunne ikke forklare det.

Da jeg begyndte på University of Botswana mødte jeg andre skeptikere, agnostikere og ateister. Jeg fik adgang til mere litteratur, flere bøger om videnskab. Dawkins, Harris osv. – min ateisme fik et fundament.

I starten var jeg skabsateist. Men jo mere jeg lærte, des modigere blev jeg. Især blev jeg mere ærlig efter en eller flere drinks. Du finder modet til åbent at betro dig til folk – nogle var nysgerrige, andre stødte dig væk. Jeg mistede nogle venner, jeg mistede familiemedlemmer. Der var en masse udfordringer, men jeg kunne aldrig gå tilbage (til at være i skabet). Når du en gang har opdaget sandheden, kan du ikke længere leve på en løgn.

Jeg fandt nye venner med de samme meninger. Efterhånden har jeg omvendt nogle fra religion til ateisme. Jeg har overbevist min søster. Det er de ikke glade for derhjemme, de ved det er pga. min indflydelse. Hun bliver modigere og modigere med det.”

Drømmer om at starte bogklubber

Når man er så markant og åben ateist, kan det være svært at date. Som Dean fortalte mig:

“Personligt har jeg aldrig mødt en kvinde, der er ateist. Du kan have et forhold til en religiøs kvinde. Jeg fortæller dem, at det er normalt fra starten. Jeg er rent faktisk en militant ateist. Jeg er højlydt og modig omkring det, og jeg er stolt af at være det. Hvis kvinderne kan lide dig, vil de sige at de kan leve med det, i begyndelsen. Men på den lange bane bliver de skræmt af deres venner. Når du skal møde deres søskende og forældre, så ses du som en djævletilbeder.”

På trods af stigmatiseringen og den diskrimination de møder, er både Dean og Oridile fortrøstningsfulde. De har ingen midler, men drømmer om at starte bogklubber. De vil gerne forbedre uddannelsesniveauet og få børn til at læse

På trods af stigmatiseringen og den diskrimination de møder, er både Dean og Oridile fortrøstningsfulde. De har ingen midler, men drømmer om at starte bogklubber. De vil gerne forbedre uddannelsesniveauet og få børn til at læse. De har også en drøm om at starte en radiostation, hvor man kan diskutere alt, herunder religion, ateisme, humanisme og menneskerettigheder.

Indtil videre er de en lille løst organiseret gruppe, men efter jeg rejste hjem, blev de tilknyttet Humanists International som associerede medlemmer. De er stadig ikke officielt registreret i Botswana.


Du kan lytte til podcasten Babelfish her: Odirile interview, Dean interview.


Topfoto: Oridile, skibenten.

Kirstine Kærn (f. 1971) er blogger, skribent, foredragsholder og producerer podcasten Babelfish. Hun er også næstforperson i Humanistisk Samfund.

Kirstine solgte i 2018 alt, hvad hun ejede for at rejse jorden rundt. Undervejs interviewer hun humanister, fritænkere og ateister for at dokumentere deres livshistorier i podcasten Babelfish. De fortæller om de udfordringer de møder som ikke-troende i en religiøs verden, og hvordan de arbejder for humanisme og menneskerettigheder.

Hun er cand.mag. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet (1999). Har arbejdet som projektleder, programchef & kvalitetschef i IT-branchen i 20 år samt undervist projektledere og ledere.

Alle bidrag er velkomne på Mobilepay 25188437

Seneste artikler om Liv & Mennesker