EUROPAS MINDRETAL #3 // KRONIK – Flere unge tilslutter sig højreekstreme grupper og partier, hvilket udfordrer den politiske konsensus, som mange troede var solid. Denne udvikling rejser bekymringer om radikalisering og samfundets sammenhængskraft. Hvordan kan vi forstå og modvirke denne tendens?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I dag kommer det interne oprør, mod de vestlige samfund, næsten suverænt fra den yderste højrefløj. Tendensen er markant: Højrefløjen har overtaget rollen som samfundets kættere fra venstrefløjen. Ordet ”kætter” knytter sig ganske vist til et menneske, som går imod den officielle religions dogmer.
Men i 1960’erne mente den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuse, at det var de unge venstrefløjsstudenter, som var de politiske kættere. Han anså dem som en aktivistisk frontstyrke med visioner om at skabe fundamentale ændringer i de vestlige samfund, om det så skulle ske gennem magtanvendelse, vold og revolution. Ethvert samfund har brug for kættere, hvis det skal forandre sig, og det var nødvendigt at tolerere disse unge kættere i det etablerede samfunds midte, sagde Marcuse, fordi det ikke mindst var demokratiets rolle at tolerere dem, som bedst beskyttede eller kunne være ”vogter af det fælles bedste”.
Med andre ord, hvad kan den ekstreme højrefløj i dag, som den ekstreme venstrefløj ikke kunne tidligere?
Allerede i slutningen af 1960’erne måtte Herbert Marcuse indse, at denne optimisme, på den unge venstrefløjs vegne, ikke var så velfunderet i virkelighedens verden. Det såkaldte centrum-venstre fik i de fleste vestlige lande opsamlet de gamle kættere fra venstrefløjen. Da der efterhånden voksede en betydelig konsensus frem mellem dette centrum-venstre og et tilsvarende centrum-højre, blev det et fastslået dogme i vestlig politik, at der ikke var noget alternativ til den politiske midte, som udviklede sig til en nærmest ekstrem midte, konsolideret omkring idealet om konsensus, ikke mindst i forhold til den globale neo-kapitalisme og det liberale demokrati.
Men netop derfor måtte der jo vokse nye kættere frem, som Herbert Marcuse i sin tid havde sagt var nødvendige, hvis et samfund skulle forandre sig. Og det gjorde der; fra det yderste højre, som man i de vestlige demokratier ellers havde betragtet som definitivt afmonteret efter afslutningen på den anden verdenskrig.
De unge kigger til højre – langt til højre
Historisk set har politiske holdninger ofte været skrevet ind i en ligning, hvor alder var en afgørende faktor: Fortæl mig, hvor gammel du er, så skal jeg sige noget om dit politiske tilhørsforhold.
Det hævdes således, at Winston Churchill sagde, at hvis man ikke som 20-årig er liberal (den engelske venstrefløj), så har man ikke noget hjerte. Men hvis man ikke som 40-årig er konservativ, så har man ikke noget hoved. I dag vælger unge imidlertid langt oftere end tidligere at tage vejen omkring det yderste højre, når der skal laves samfundskritik og kræves politiske forandringer.
Mange unge oplever de nye højrefløjspartier som en troværdig kilde til progressive visioner om en ny samfundsorden, fordi disse partier og bevægelser står i en meget tydelig og profileret opposition til de værdier, som har været fremherskende på det liberale demokratis ekstreme midte. Tendensen er naturligvis ikke generel. Men forandringens vinde begynder alligevel at ligne en omvurdering af de værdier, som har været helt dominerende i den vestlige selvforståelse siden den anden verdenskrigs afslutning.
For Vesteuropas vedkommende ser det ud til, at tilfredsheden med demokratiet kulminerede med den generation, som blev voksne og myndige omkring den kolde krigs afslutning
Nogle få eksempler fra lande, som vi normalt sammenligner os med: I fx Frankrig støtter 36 % af vælgerne i gruppen 18 til 24 år Marine Le Pens parti Rassemblement National, som er placeret på den yderste højrefløj. I Holland støtter ca. 31 % i denne gruppe Geert Wilders nationalistiske Frihedsparti. I Italien bliver det post-fascistiske parti Fratelli d’Italia støttet af over halvdelen af de yngste vælgere.
Samme tendenser tegner sig bl.a. i Tyskland, og i England viste en undersøgelse lige efter årsskiftet, at en ud af fem i aldersgruppen 18-45 år ville foretrække en ikke-valgt leder frem for en leder valgt efter demokratisk afstemning. Sammenfattende viser en meget omfattende undersøgelse, at i et globalt perspektiv er et flertal af generationen millennials (født mellem 1981 og 1996), utilfredse med den måde, som demokratiet fungerer på i deres respektive lande.
Demokratiet som sindelag
Den danske teolog Hal Koch sagde, at demokratiet ikke er sikret én gang for alle, fordi det er ”et sindelag, som hver ny generation må tilegne sig og gøre til sit eget”. I det perspektiv bliver demokratiet en skrøbelig størrelse, hvis store dele af de nye generationer ikke oplever, at de får noget positivt ud af at stemme på partier, som støtter og ønsker demokrati. Hvad nu, hvis man ikke oplever, at ens livsmuligheder bliver bedre, blot fordi man stemmer på disse partier? Det må nødvendigvis påvirke det ”sindelag”, som Hal Koch betragtede som grundlag for demokratiet.
Hvordan har unges tilfredshed med demokratiet nået dette lavpunkt, sammenlignet med tidligere generationer, som undersøgelserne dokumenterer? Det yderste højre er i flere traditionelt liberale demokratier kommet langt tættere på den politiske magt, end den yderste venstrefløj nogensinde har været, før den blev fordøjet af den ekstreme midte i moderne politik. Med andre ord, hvad kan den ekstreme højrefløj i dag, som den ekstreme venstrefløj ikke kunne tidligere?
Politisk fremmedgørelse
I et politisk system, som bygger på liberalt demokrati, vil vælgerne støtte de politikere og partier, som kommer med troværdige løsninger på de problemer, som dominerer befolkningens samfundsmæssige liv. Oplevelsen af politisk fremmedgørelse er derfor blevet en central forudsætning for forståelsen af forholdet mellem den enkelte borger og det politiske system og samfundet i det hele taget. Jo færre erfaringer borgerne har med det politiske som en positiv faktor i det daglige liv, jo stærkere må oplevelsen af politisk fremmedgørelse nødvendigvis blive.
For Vesteuropas vedkommende ser det ud til, at tilfredsheden med demokratiet kulminerede med den generation, som blev voksne og myndige omkring den kolde krigs afslutning. Med andre ord, da det skulle til at gå godt, efter at de liberale demokratier angiveligt havde vundet den kolde krig, begyndte det at gå mere og mere skidt med dette demokratis legitimitet blandt de yngre generationer.
I en international undersøgelse formuleres årsagen til denne svigtende legitimitet som ”en stigende følelse af frustration over de eksisterende demokratiske processers manglende evne til at skabe håndgribelig forandring”.
Denne frustration resulterer ikke nødvendigvis i apati eller manglende lyst til at finde nye veje til politisk indflydelse, som det ellers ofte hævdes. I undersøgelsens perspektivering peges der således på en stærk risiko for udviklingen af en voksende ”antipati” over for liberale kerneværdier som kompromisvillighed, konsensus og anerkendelse af politiske modstanderes legitimitet. En antipati, som ofte giver sig udtryk i aktiv modstand og tilslutning til partier og grupper, som har en langt skarpere og mere aggressiv profil end de traditionelle partier på den ekstreme midte.
Fra højre- til venstrepopulisme?
I de 160 lande, som den internationale undersøgelse dækker, er de yngre generationer blevet mere og mere desillusionerede med hensyn til demokratiet. Men hvad har ændret sig i disse generationers livsvilkår, sammenlignet med tidligere generationer, som var mere tilfredse med demokratiet og ikke søgte helt ud på den ekstreme højrefløj?
Det ekstreme højre ikke behøver at have patent på populismen, som jo netop betyder noget med ”folket”
Den historiske erindring om fascismens folkemord og ødelæggelseskrig har i sagens natur tabt styrke, fordi den ofte fortyndes til ren fortælling og dermed mister en betydelig del af sin normative magt. Det ”gode politiske selskab” er blevet langt mere rummeligt end for blot nogle få årtier siden, hvor mange nok kunne mene, at fx den amerikanske præsident Ronald Reagan lå meget langt ude til højre, men hvor en Trump, på daværende tidspunkt, ville være blevet sat i bås med de autoritære styreformer, som man én gang for alle mente at have skilt sig af med.
Populisme er blevet en almen forklaring på, at det usandsynlige alligevel er sket; fx i Østrig, Holland, Italien og Tyskland, hvor partier fra det yderste højre er kommet tættere på magten, end de nogensinde har været, siden afslutningen på den anden verdenskrig. Den politiske filosof Chantal Mouffe har sagt, at Vesteuropa er vidne til et ”populistisk øjeblik”, der er karakteriseret af det, som hun kalder for en mangfoldighed af ”anti-establishment-bevægelser”, som er den første alvorlige indre trussel mod de vestlige demokratiske institutioner siden den anden verdenskrig.
I bogen For venstrepopulisme sætter hun fokus på det, som her er blevet kaldt for den ekstreme midte, og som har resulteret i, at der ikke længere er et politisk højre og venstre. Mellem centrum-venstre og centrum-højre er der opstået en konsensus, som benægter, at der er nogen form for alternativ til den globale neo-liberalisme, som har bragt de politiske systemer på kollisionskurs med befolkninger, som oplever, at politik er reduceret til rent tekniske og økonomiske spørgsmål om, hvordan den etablerede orden styres og opretholdes mest gnidningsløst.
Det, der mangler, er politiske talerør ind i denne ekstreme midte, som kan tematisere konflikter, før de bliver til direkte fjendebilleder mellem ”os og dem” – altså den opgave, som tidligere (ideelt set) blev varetaget af det politiske modsætningsforhold mellem højre- og venstrefløjen.
Demokrati er ikke først og fremmest en ledelsesform, det er en politisk deltagelsesform
Som modtræk vil endnu en omgang med midtsøgende og konsensusskabende politik blot være yderligere brænde på bålet, mener Chantal Mouffe. I stedet foreslår hun en ny venstrepopulistisk front, som tager ved lære af højrepopulismen, og prøver at rehabilitere dette forkætrede begreb. Mouffe viser, at det ekstreme højre ikke behøver at have patent på populismen, som jo netop betyder noget med ”folket”.
Det er vigtigt, mener Chantal Mouffe, at få synliggjort konfliktlinjerne i politik; det er jo netop disse konflikter, som definerer politik, og forsøget på at samle alt i en tilstræbt konsensus på den ekstreme midte skaber blot krige i stedet for demokratiske konflikter, og dødelige fjender i stedet for politiske modstandere.
Disse distinktioner er vigtige, for de peger på, hvad der sker, hvis modsætninger, konflikter, uligheder o.l. ikke kan finde et talerør ind i det politiske system, men blot udvaskes omkring den ekstreme midte med et krav om konsensus. Politik handler om konflikter, og konflikter i et liberalt demokrati handler om, hvordan disse konflikter håndteres og udkæmpes. Glemmes det, bliver konsekvensen lige netop så voldsom, som vi nu ser, med skarpere og skarpere reaktioner, båret frem af forsimplede løsninger, funderet i fjendskabsrelationer mellem forskellige grupper i samfundene.
For Chantal Mouffe er det med andre ord vigtigt at gøre samfundets konfliktlinjer tydelige, og demokratiets ”kampformer” populistiske i den forstand, at de afspejler en radikalisering og udvidelse af demokratiets muligheder for lighed i adgangen til deltagelse i ”kampen om fremtiden”.
Det kunne fx betyde mere rotation i besættelsen af pladser i de demokratiske institutioner, stærkere begrænsning af særinteresser, og ikke mindst udfordring af den etablerede forestilling om, at demokrati er lig med stræben efter konsensus, og at den politiske midte kan være garant for en folkelig oplevelse af demokrati. Demokrati er ikke først og fremmest en ledelsesform, det er en politisk deltagelsesform.
Læs flere kronikker om demokrati og trivsel af Peter Schjødt, fx “Trump er USA’s symptom: Når politisk fjendskab truer med at opløse fællesskabet”
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og