DEMOKRATI // KRONIK – I Politiken kunne vi læse en beroligende analyse for Danmarks vedkommende i 2018: “I Danmark siger vi jo, at revolutionen ikke blev til noget, fordi det blev regnvejr.” Det var en typisk dansk kommentar til et Europa, hvor det ikke alene regnede, men tordnede og lynede i lande, som vi ellers gerne sammenligner os med.
Danmark er riget i midten. Landet, som følger den gyldne middelvej; de konservative er ikke så konservative, at det gør noget, socialdemokraterne ikke så socialistiske, at det kan mærkes, og de liberale ikke så liberale, at andre kan se det.
Vi går aldrig til yderligheder, og selv revolutionen var fredelig. Forfatteren Palle Lauring sagde, “Danmark er en brugsforening,” og vi er da også næsten alle sammen medlem af et eller andet; vi er enige om det meste og taler snusfornuftigt om resten.
I stigende grad må forbløffelsen over de vestlige demokratiers sammenhængskraft imidlertid suppleres med forbløffelse over, hvor udbredt truslen om deres indre splittelse nu er blevet, og ikke mindst hvor let den tilsyneladende har været at acceptere
Om det er småstatens privilegium eller en del af folkesjælen, så er konsensus kernen i den danske selvforståelse, som det i slutningen af 2018 blev slået fast i Politiken: “Nu er de gået på gaden igen. De bygger barrikader og kræver store forandringer. Franskmændenes protester har altid fået en tand mere end herhjemme i vores fredelige konsensussamfund.”
Konstateringen stammer fra en gennemgang af urolighederne rundt omkring i de europæiske lande. Der var Grækenland, Italien, Spanien og altså Frankrig. Senere kom der også afsløringer fra Tyskland om højreekstremistiske grupper inden for militæret. I Politiken kunne vi dog læse en beroligende analyse for Danmarks vedkommende: “I Danmark siger vi jo, at revolutionen ikke blev til noget, fordi det blev regnvejr.” Det var en typisk dansk kommentar til et Europa, hvor det ikke alene regnede, men tordnede og lynede i lande, som vi ellers gerne sammenligner os med.
Det usandsynlige samfund
Samfund er en reelt eksisterende umulighed, har den tyske filosof Peter Sloterdijk skrevet. Samfund eksisterer, selv om det faktisk ikke burde kunne lade sig gøre. Også de mest uroprægede samfund eksisterer længe efter, at deres eksistens som samfund burde være ophørt på grund af indre splittelse af den type, som vi nu ser begyndende eksempler på i USA, men også i Europa, tæt på den danske baghave. Sloterdijks meget konstruktive forbløffelse over den fortsatte eksistens af det, vi lidt uklart kalder for samfund, glemmes imidlertid ofte i den ureflekterede daglige nyhedsstrøm.
Ved det seneste folketingsvalg i Danmark d. 1. november 2022 var der omkring 4,3 millioner stemmeberettigede, som kunne vælge mellem 14 forskellige partier. Selv i et brugsforeningssamfund som det danske må det stå som en gåde, hvordan så mange mennesker med så mange forskellige holdninger til det samme kan forenes i et samfund.
Ikke mindre usandsynlige bliver samfundsdannelserne naturligvis, når vi vender blikket mod lande i gigastørrelsen med over hundrede millioner eller en milliard mennesker. I stigende grad må forbløffelsen over de vestlige demokratiers sammenhængskraft imidlertid suppleres med forbløffelse over, hvor udbredt truslen om deres indre splittelse nu er blevet, og ikke mindst hvor let den tilsyneladende har været at acceptere.
Kan det også ske hos os, at demokratiet bliver brugt til at true demokratiet?
Genkomsten af ellers tabuiserede skygger fra nazismen og fascismen har rundt omkring i Europa vundet indflydelse gennem demokratiske valg, og fx fået den post-fascistiske Giorgia Meloni til magten som ministerpræsident i Italien. Dog blot som én blandt en stribe af yderligtgående regeringsledere fra mere eller mindre ekstreme højregrupperinger.
I Finland er det højre-nationalistiske parti De Sande Finner kommet i regering, trods forbindelser til nynazistiske grupper. I Grækenland vandt arvtagerne fra det nu forbudte nynazistiske parti Gyldent Daggry 13 pct. af stemmerne ved parlamentsvalget. I Spanien står det yderste højre med partiet Vox stærkt, og ellers er der jo Ungarn med Viktor Orbán, som har en forkærlighed for at regere gennem dekreter og nødretslovgivning.
I Polen er der Andrzej Duda, som også blev valgt gennem demokratiske processer og har benyttet magten til at udfordre landets demokratiske forfatning. Og der er Tyrkiet, hvor Erdogan blev valgt ved et næsten demokratisk valg, men har brugt den politiske magt til at gennemføre en forfatningsændring, som styrker hans præsidentembede.
Og der er Israel, hvor et demokratisk valg bragte Netanyahu og hans støtter på den yderste religiøse og nationalistiske højrefløj til magten, hvorefter de foranstaltede så alvorlige anslag mod demokratiet, at landet aktuelt er truet af borgerkrigslignende tilstande.
Når demokratiet stemmer på sine fjender
Truslen mod ellers veletablerede demokratiers stabilitet har vist sig overraskende nærværende i mange af de lande, som vi normalt sammenligner os med. På dette punkt finder vi dog ikke nogen grund til at sammenligne os med dem. Danmark har jo stærke demokratiske traditioner og fortsat masser af konsensus om de vigtigste ting.
Det er imidlertid ikke en selvforståelse og et argument, som hjælper os til intelligente svar på spørgsmålet: Kan det også ske hos os, at demokratiet bliver brugt til at true demokratiet? I andre ellers demokratiske samfund har det tilsyneladende været muligt at bruge demokratiets processer til at antænde og skabe en svimlende horisont af tilsyneladende uventede fjendskaber, konflikter og trusler mod demokratiet.
Demokratiet er det eneste politiske system, som frivilligt åbner dørene for sine fjender, giver dem rettigheder og beskyttelse, stiller en platform til deres rådighed og endda muligheden for at blive valgt ind i de demokratiske institutioner med henblik på at ændre dem i udemokratisk retning.
Den franske filosof Jean-François Revel skrev i 1983, at demokratiet måske kun bliver en episode i historien, fordi det lukker øjnene for de trusler, som opstår på grund af dets tolerante åbenhed. I bogen Hvordan demokratierne går til grunde, argumenterede han for, at datidens kommunisme ikke kun var en ydre fjende i form af Sovjetunionen, men først og fremmest en indre fjende for demokratierne:
Paradokset hører ganske enkelt til demokratiets væsen
“Demokratiets indre fjende har let spil, da den udnytter den ret til opposition, der er en integrerende del af selve demokratiet.” En paradoksal styreform, kaldte Revel demokratiet. Dette paradoks forsvandt ikke med Sovjetunionen og kommunismens opløsning som international trussel. Paradokset hører ganske enkelt til demokratiets væsen, og i dag møder vi det i fuld udfoldelse, blot i andre klæder end på Jean-François Revels tid
Demokratiet er ikke garant for demokrati
Demokratiske beslutningsprocesser og valg er ikke i sig selv en garanti for, at der vælges demokratiske politikere og ledere, eller at konflikter og modsætninger løses på en demokratisk måde.
I de seneste år har vi fået en del beviser på, at demokratiske lande ikke primært angribes af fjendtlige nationer, men af anti-demokratiske politikere, som stiller op og bliver stemt ind ved demokratiske valg. Det giftige spørgsmål er derfor, hvor meget modstand demokratiet kan holde til at lukke indenfor i pluralismens navn uden samtidig at bringe sin egen fortsatte eksistens som demokrati i fare?
Det kræver noget af både det politiske system og af os andre i civilsamfundet at opretholde og leve i et demokrati. Demokratiets egentlige prøve består i, hvordan vi håndterer modsætninger og konflikter uden at tilstræbe en konsensus
Eller: Hvor meget modstand kan demokratiet holde til at ekskludere eller undertrykke uden samtidig at undergrave sig selv som demokrati? Med andre ord: Hvordan kan vi beskytte demokratiet uden at gøre det gradvist mindre og mindre demokratisk på den ene eller anden måde?
Der er en ret historieløs tilbøjelighed til at opfatte demokratiet som vedtaget én gang for alle, især i stabile demokratier som fx det danske. De seneste års internationale undersøgelser af demokratiets udbredelse og tilstand viser imidlertid, at det på globalt plan er i defensiven. Det sker først og fremmest, fordi demokratierne lider under angreb indefra, og ikke fordi udemokratiske eller totalitære lande angriber dem udefra.
En generel tendens i flere undersøgelser viser således en stigning i antallet af lande, hvor demokratiet udsættes for pres fra indre autoritære tendenser, med folkelig opbakning. Her er der ofte tale om lande, som ellers tidligere har været betragtet som fuldgyldige demokratier. Som en konsekvens er antallet af mennesker, der lever under autoritære regimer, også stigende. Det vurderes, at kun 8,4 procent af Jordens befolkning i dag lever i et fuldt demokrati.
Hvor vigtigt er det at leve i et demokrati?
Demokrati er en krævende form for politisk organisering, netop fordi det er en konfliktfyldt og sårbar konstruktion, hvilket imidlertid også er demokratiets forudsætning og styrke. Derfor er det korrekt, som den danske teolog Hal Koch sagde, at demokratiet ikke er vedtaget én gang for alle. Faktisk skal det nærmest vedtages dagligt, og det stiller krav til borgernes engagement. Det kræver noget af både det politiske system og af os andre i civilsamfundet at opretholde og leve i et demokrati. Demokratiets egentlige prøve består i, hvordan vi håndterer modsætninger og konflikter uden at tilstræbe en konsensus.
Men hvor vigtigt er det overhovedet for os at leve i et demokrati? Og hvad med det ubehagelige spørgsmål: Hvordan undgår vi risikoen for at indskrænke demokratiet i bestræbelserne på at forsvare det? Kan en indskrænkning i ytringsfriheden fx ske i demokratiets navn?
Et aktuelt eksempel i den forbindelse kunne være lovgivningen for at forhindre afbrænding af Koranen. En undersøgelse viser, at et flertal på 57 % af befolkningen bakker op om et forbud. Gør dette flertal i sig selv lovgivningen til en demokratisk lovgivning, eller er den tegn på svækkelse af demokratiet i og med, at den indskrænker ytringsfriheden?
I hvert fald peger spørgsmålet lige ind i problemet om, hvordan vi beskytter demokratiet, når det nu bygger på, at det giver plads og taletid til alle – ikke mindst også til dets fjender? Det er vist det, som man kan kalde en øvelse i politisk dannelse og i politisk realisme.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
