KOMMENTAR – Modsat alle regenter før ham i moderne tid har Frederik X ikke en kabinetssekretær. Det er en farlig og forkert beslutning, skriver journalist Erik Matzen. Kabinetssekretæren har en afgørende rolle at spille i beskyttelsen af både kongens upartiskhed og af dansk demokrati, dansk folkestyre og dansk parlamentarisme. Senest i forbindelse med tamilsagen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kongehuset traf en forkert og uklog beslutning, da det den 2. januar 2024 offentligt meddelte, at stillingen som kabinetssekretær for majestæten ikke ville blive genbesat, når kong Frederik den 10. blev udråbt som ny regent fra balkonen på Christiansborg Slotsplads.
Det var en beslutning, som kongehuset juridisk havde ret til at træffe alene, og den behøvede ikke statsminister Mette Frederiksens kontrasignatur for at være lovlig.
Ikke desto mindre var den forkert og uklog, for al historisk erfaring viser, at kabinetssekretæren har en afgørende rolle at spille til beskyttelse af dansk demokrati, dansk folkestyre og dansk parlamentarisme.
Kabinetssekretæren skal beskytte monarken mod at blive inddraget i partipolitisk strid og afværge anslag fra usaglige politiske kræfter, der måtte søge at tilrane sig regeringsmagten i strid med grundlov, statsret og dansk parlamentarisme.
Derfor bør Kongehuset genoverveje sin beslutning. Ikke i morgen, men gerne inden næste folketingsvalg, formentlig i 2026.
Glemt nu er tydeligvis begivenhederne for 31 år siden, i januar 1993, hvor dansk folkestyre og parlamentarisme kun blev reddet af vores kloge Dronning Margrethe og hendes kabinetssekretær, Niels Eilschou Holm
Denne opfordring er ikke en kritik af hofmarskal Christian Schønau, der nu også skal varetage den tidligere kabinetssekretærs opgaver ved siden af sit øvrige arbejde.
Men det er vigtigt at have en kabinetssekretær, der nøje følger den politiske udvikling og regeringens og Folketingets arbejde. Og dermed mulighed for i tide at lægge slagplaner for kongens handlinger, hvis en truende politisk situation skulle være i sin vorden. Det handler om at beskytte kongen og grundloven mod overgreb.
Enhver beslutning om det danske samfund må og skal til enhver tid være underkastet rationel kritik og diskussion og bestå denne prøve for at kunne betegnes som klog og fremsynet.
Der kan let opstå politisk strid, der inddrager regenten. Alene i kong Frederik den 9.’s og dronning Margrethe den 2.’s regeringstid var der offentlig kritik af statsministerskiftene i 1950, 1955, 1972, 1975, 1993 og 2009.
Det er vigtigt, at vi alle lærer af vores fejl. Desværre er vi alt for hurtige til at glemme dem.
For hvert tronskifte brækker et kæmpe stykke af vores vigtige historiske erfaringer af, smelter og forsvinder – ligesom ved indlandsisen i Grønland.
Tamilsagen
Glemt nu er tydeligvis begivenhederne for 31 år siden, i januar 1993, hvor dansk folkestyre og parlamentarisme kun blev reddet af vores kloge dronning Margrethe og hendes kabinetssekretær Niels Eilschou Holm, der havde det stærke karaktertræk, at han ikke var bange for sit skind og tillige på forhånd havde gennemskuet det vordende anslag. Dronningens og Eilschou Holms indsats den 14. januar 1993 tjener begge til stor ære og tak – på folkestyrets vegne.
I første omgang arbejdede Schlüter, Ellemann og Dyremose på at forhindre, at der på Amalienborg overhovedet blev indkaldt til en dronningerunde
Situationen 14. januar 1993 var, at statsminister Poul Schlüter (K) fra undersøgelsesretten i tamilsagen denne dag modtog en meget kritisk rapport, der ramte tre ministre og en række topembedsmænd i Stats- og Justitsministeriet, hvorfor han besluttede at gå af den følgende dag og dermed hele hans regering.
Men forinden prøvede Schlüter, bl.a. på anbefaling fra sine topembedsmænd i Statsministeriet, at konstituere nr. to i statsrådsrækkefølgen, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ny statsminister, indtil finansminister Henning Dyremose (K) skulle tage over nogle dage senere som leder af VK-regeringen.
Problemet var, at der ikke var flertal i Folketinget for en sådan regering – tværtimod, der var flertal imod at gøre først Ellemann og derpå Dyremose til ny statsminister.
Til det siger Grundloven og statsretten, at så må en statsminister ikke udnævnes for en sådan regering, når den straks ville få et flertal imod sig.
Men samtidig var statsminister Poul Schlüter som afgående statsminister Dronningens nærmeste rådgiver og den person, hvis råd majestæten skulle rette sig efter.
Schlüters dobbeltspil
I første omgang arbejdede Schlüter, Ellemann og Dyremose på at forhindre, at der på Amalienborg overhovedet blev indkaldt til en dronningerunde, hvorunder det ville vise sig, hvilken statsministerkandidat, der i Folketinget ville have flest mandater bag sig.
Poul Schlüter gennemførte i de krisedage et dobbeltspil, hvor han udadtil fortalte, at han arbejdede for en fortsættelse af den borgerlige regering, men indadtil vidste Schlüter godt, at det ikke kunne lade sig gøre lovligt, fordi de radikale efter hans tilbagetræden ville skifte side og pege på Socialdemokratiets formand Poul Nyrup Rasmussen som forhandlingsleder og sandsynlig ny statsminister.
Poul Schlüter gennemførte i de krisedage et dobbeltspil, hvor han udadtil fortalte, at han arbejdede for en fortsættelse af den borgerlige regering, men indadtil vidste Schlüter godt, at det ikke kunne lade sig gøre lovligt
Det vidste Schlüter gennem sine tætte kontakter til den radikale ledelse, hvor han meget ofte på sit kontor mødtes alene enten med den radikale leder Marianne Jelved eller Niels Helveg Petersen. De havde et særligt fortrolighedsforhold, hvor Schlüter tidligt havde fortalt den radikale ledelse, at han ville trække sig som statsminister, hvis der kom en kritisk tamilrapport mod ham.
Omvendt havde han fået besked på fra De Radikale, at det lille midterparti efter Svend Aukens fald som formand for Socialdemokratiet på den ekstraordinære partikongres 11. april 1992 ville orientere sig imod den nye formand, Poul Nyrup Rasmussen. Det havde De Radikale særdeles nødvendige politiske grunde til i 1992.
Derfor vidste Schlüter i god tid inden januar 1993, at De Radikale ville pege på Nyrup og derfor kræve en dronningerunde, hvor S, SF og R tilsammen kunne mønstre 93 folketingsmandater – et flertal.
Efter at slaget om regeringsmagten var forbi 25. januar 1993, sagde Schlüter til journalist Poul Albret på Dagbladet Information 13. februar 1993 sådan:
”Min vurdering var, at jeg ikke engang havde kunnet nå at komme til dronningen med det råd (Ellemann som ny statsminister, red.), før et eller flere af midterpartierne – formentlig alle tre – havde tilkendegivet og gentaget ønsket om en dronningerunde. Og så havde vi været i en grundlovsmæssig ubehagelig situation. Det ønskede jeg ikke, og det kunne jeg som dronningens nærmeste rådgiver heller ikke tage ansvaret for.”
Lidt dokumentation
Som følge af Schlüters dobbeltspil sendte de tre ledere for S, SF og R den følgende dag, 15. januar 1993 – og før han kørte til dronningen for at indgive sin demissionsbegæring – hver et underskrevet brev til Poul Schlüter, hvor de fortalte ham, at de ønskede en dronningerunde.
Her følger nu for første gang et citat om begivenhederne taget direkte fra kabinetssekretær Niels Eilschou Holms eget skriftlige referat af begivenhederne for den 14. januar 1993.
Heri skriver han, at Kabinetssekretariatet omkring kl. 13.30 fra Statsministeriet modtog tamilrapporten, og efter derpå i en time at have orienteret sig i det afsluttende kapital havde Eilschou kl. 14.30 et møde med dronningen, hvor han kort gennemgik de væsentlige elementer i rapportens konklusion for hende.
På det tidspunkt ”svirrede det med rygter om, hvorledes Statsministeren ville reagere”, og han aftalte derfor med majestæten at melde sig, når der forelå en orientering fra Statsministeriet.
Lidt før kl. 16 ringede departementschef Peter Wiese fra Statsministeriet for første gang den dag til Eilschou og fortalte ham, ”at alt tegnede til, at statsministeren ville demissionere den følgende dag”.
Da radioens halvtimenyheder kl. 17.30 oplyste, at der var indkaldt til pressemøde i Statsministeriet kl. 18.00, ringede Eilschou selv straks til Statsministeriet for at høre nærmere.
Når kabinetssekretæren siger sådan, kan modellen ikke bruges. Jeg vil ikke have vrøvl med kabinetssekretæren
Wiese kom ud fra et møde på Schlüters kontor: ”Han (Wiese, red.) oplyste, at statsministeren på pressekonferencen ville meddele, at han trådte tilbage, og at udenrigsministeren ville blive konstitueret som statsminister. Jeg sagde hertil straks, at et sådant skridt efter min opfattelse ikke ville være foreneligt med Grundlovens ordning. Jeg bemærkede, at jeg var klar over, at man havde anvendt en tilsvarende konstruktion, da Jens Otto Krag pludselig gik af i 1972, og at jeg – da jeg var blevet ængstelig for, at man ville anvende den samme konstruktion i den aktuelle situation – havde udarbejdet et notat om, hvilken værdi der kunne tillægges konstruktionen for 1972 som fortilfælde.”
Statsministeriets kommitterede i statsretsspørgsmål, Asger Lund-Sørensen, blev nu kaldt ud fra mødet hos Schlüter for at tale med Eilschou Holm, som gentog sin argumentation og standpunkt. Omvendt fastholdt Lund-Sørensen sit standpunkt, at 1972-situationen kunne bruges som fortilfælde.
Da tiden nu var knap inden Schlüters pressemøde kl. 18, skyndte Lund-Sørensen sig ind til Schlüter og refererede for ham Eilschou Holms ord.
Schlüters reaktion: ”Når kabinetssekretæren siger sådan, kan modellen (Krag-modellen, som skulle gøre Ellemann til ny statsminister, red.) ikke bruges. Jeg vil ikke have vrøvl med kabinetssekretæren.”
Kort efter forlod Schlüter lokalet, mens Ellemann og Dyremose sad målløse tilbage.
Tæt på en forfatningskrise
Schlüters kovending vidste Eilschou Holm på Amalienborg intet om før noget senere på aftenen. Straks efter Schlüters TV-transmitterede pressemøde i Statsministeriet havde Eilschou Holm et nyt møde med Dronningen, hvor han refererede de seneste begivenheder for hende.
Det endte med, at Schlüter opgav sin plan om at gøre først Ellemann til statsminister takket være Eilschou Holms intervention. Havde Schlüter fastholdt sin plan, var Ellemann blevet udnævnt til statsminister.
De historiske erfaringer peger entydigt på, at kabinetssekretæren har en afgørende rolle at spille i fastholdelse af dansk demokrati og ved respekten for Folketinget
Men så måtte det også forudses, at VK-regeringen straks ved dens første fremstilling i Folketinget var blevet væltet af S, SF og R, og uden at Ellemann som ny statsminister kunne udskrive folketingsvalg. Den ret får en statsminister først, efter at dennes regering er blevet godkendt af Folketinget, dvs. ikke blevet væltet.
Men så var Danmark røget lige ind i en alvorlig forfatningskrise, hvor giftige beskyldninger om statskup og grundlovsbrud var fløjet gennem luften og havde stillet spørgsmål ved dronningens rolle i alt dette.
De historiske erfaringer peger entydigt på, at kabinetssekretæren har en afgørende rolle at spille i fastholdelse af dansk demokrati og ved respekten for Folketinget. Her skal blot nævnes kong Christian den 10.’s mangeårige kabinetssekretær Antonius Michael Napoleon Krieger, der virkede afgørende for, at kongen ikke for alvor kom ud på grundlovsmæssige vildveje, ikke mindst under Påskekrisen i 1920.
Det danske folkestyre kan ikke undvære kongens kabinetssekretær.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og