ARTIKELSERIE – Politik er ikke længere konkurrence mellem ideologier og holdninger men en stående jobsamtale om, hvem der bedst kan administrere den politik, som alle er enige om. “Man kan kalde dette for et teknokratisk styre, hvor konsulenter, økonomer, journalister og levebrødspolitikere holder hinanden beskæftiget og bekræfter hinanden i, at deres måde at se verden på er både den eneste mulige og at alle, der måtte se verden anderledes, ikke er rigtig kloge.” Asser Amdisen tager temperaturen på det danske demokrati i tredje og sidste afsnit af sin artikelserie, som POV udgiver i anledning af Folketingets åbning den 2. oktober.
I det nu hedengangne DDR (Deutsche Demokratische Republik) var der flere partier. Der var jævnlige valg og landet havde en forfatning, som slog fast, at DDR var et liberalt demokrati. Alligevel skal man være mere end almindelig sær, for at se det samfund som et rigtigt demokrati.
Alle partierne skulle fungere inden for de rammer, som det kommunistiske parti havde sat og al politik blev udarbejdet ikke på baggrund af forskellige ideologier eller holdninger, men på baggrund af den videnskabelige marxisme, som havde facitlisten på, hvad den rigtigste eller endog den nødvendige politik gik ud på.
DDR var sammen med den øvrige østblok igennem næsten fem årtier et skræmmebillede, som var med til at befæste de vestlige demokratiet, men som desværre er blevet glemt i sejrsrusen efter murens fald, hvilket er skrækkeligt ærgerligt for moralen er mere aktuel nu end den har været siden 1930erne.
Vi kigger på, hvordan det pragmatiske og samarbejdende demokrati er under angreb fra den teknokratiske midte og fra populistiske strømninger, som truer med at æde systemet indefra
I dette tredje afsnit af serien ”tre myter om demokratiet og danskerne” vil jeg skrive lidt om, hvordan DDR i dag mere ligner et forbillede end et skræmmebillede for moderne politikere.
Vi har tidligere kigget på dannelsen af det danske demokratis selvforståelse som pragmatisk og samarbejdende og på hvordan denne pragmatisme siden har gjort det meget svært, at holde fast på de demokratiske principper.
I dette afsnit handler det om myten om, at demokratiet er ved at vinde. Vi kigger på, hvordan det pragmatiske og samarbejdende demokrati er under angreb fra den teknokratiske midte og fra populistiske strømninger, som truer med at æde systemet indefra – og også lidt på, om der muligvis kunne gøres noget for at undgå den fortsatte tur ned af glidebanen.
Meninger i det offentlige rum
Indtil østblokkens sammenbrud i 1989-91 var der altid forskellige meninger i det offentlige rum. Nogle gange var det ikke specielt begavet at høre på henholdsvis kommunister og kapitalister sidde i hver deres skyttegrav og kaste mudder i hovedet på hinanden, men alligevel betød det, at der trods alt var forskellige holdninger til de store politiske spørgsmål til stede.
Da muren faldt, var det ikke bare betonsten i en mur, som stod for fald. Sammen med den faldt den sovjetiske noget bizarre udgave af den kommunistiske utopi og tilbage stod den sejrende markedskapitalisme og det vestlige demokrati. Ingen begræder vel seriøst kommunismens fald, men der er måske ikke så meget grund til at begejstres over sejrherrernes håndtering af triumfen.
Når liberalismen (eller neoliberalismen) har vundet dominansen i en grad, så stort set alle partier tænker økonomi på den liberalistiske måde, så er der jo ikke så meget mere at slås om
Den reelle vinder af den kolde krig viste sig hurtigt at være teknokraterne i højere grad end demokraterne. Efter markedskapitalismen triumf var der ikke rigtigt nogen, som satte spørgsmålstegn ved den liberalistiske tænkning og hurtigt blev den ikke bare en dominerende teori, men blev i udstrakt grad ophævet til først videnskab og derefter til den store skinbarlige sandhed. Hvis nogen antydede, at man kunne se verden på andre måder, så blev de hurtigt fejet til side som kommunister, utopister eller ganske almindelige fjolser. Og sådan er det jo stadig.
Og når liberalismen (eller neoliberalismen) har vundet dominansen i en grad, så stort set alle partier tænker økonomi på den liberalistiske måde, så er der jo ikke så meget mere at slås om.
Især i USA og England gav fraværet af ideologiske barrierer mulighed for, at partierne på venstrefløjen kunne rykke mod højre for at erobre borgerlige stemmer, hvilket kunne gøres uden risiko, da vælgerne til venstre ikke havde alternativer. Det var sådan Clinton kom i Det Hvide Hus og det var sådan at Blair erobrede Downing Street 10. Det var såmænd også udgangspunktet for Nyrups kup mod Auken og basis hans efterfølgende lange periode som statsminister.
Problemet var naturligvis, at når disse partier rykkede mod højre, så kunne alle angreb fra venstrefløjen afvises med kommunistargumentet, men da højrefløjen fik samme ideer og rykkede mod venstre, så var der pludselige en hel bane for højrepopulisterne at spille på.
Lige pludseligt stod hele det politiske spektrum på det samme sted i midten af højre-venstre aksen. Herhjemme betød det, at alle pludselig var enige om velfærdsstaten og var enige om, at den bevarede man bedst ved at minimere de offentlige udgifter og forsøge at få forøget udbuddet af arbejdskraft. Alle var tilhængere af EU og alle var for at blande sig i alle mulige krige rundt omkring i verden.
Personpolitikken træder ind
Politik forandredes derfor til i stedet for at være et opgør mellem ideologier til at blive et opgør mellem personer. Når Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Smith ville føre den samme politik, så blev stemmerne afgjort ved personlige sympatier og ikke ud fra holdninger. Vi begyndte at tale om blå og rød blok og valgkampene forvandledes til præsidentvalgkampe efter amerikansk model.
Politik holdt dermed op med at være en konkurrence mellem ideologier og holdninger og blev i stedet en stående jobsamtale om, hvem der bedst kunne administrere den politik, som alle er enige om. Man kan kalde dette for et teknokratisk styre
Værst var det nok i valgkampen mellem Fogh og Lykketoft, men når alle tripper helt baglæns over, at partiledere i dag kommer med bud på, hvad der skulle ske, hvis de skulle blive statsministre. Så er denne forundring eller forargelse jo et udtryk for præcis den personfiksering, som har afløst holdningerne. Hvordan kan disse opkomlinge tillade sig at forsøge at blande politik ind i det fine realityshow, som vi lige har fået lavet demokratiet om til.
Politik holdt dermed op med at være en konkurrence mellem ideologier og holdninger og blev i stedet en stående jobsamtale om, hvem der bedst kunne administrere den politik, som alle er enige om. Man kan kalde dette for et teknokratisk styre, hvor konsulenter, økonomer, journalister og levebrødspolitikere holder hinanden beskæftiget og bekræfter hinanden i, at deres måde at se verden på er både den eneste mulige og at alle, der måtte se verden anderledes, ikke er rigtigt kloge.
Dermed var sammenligningen med DDR komplet. Man kunne lidt polemisk sige, at alle de demokratiske former blev opretholdt, men uden at man derfor risikerede, at folk begyndte at blande sig i politikken. Sådan var det i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, men pludselig dukkede der en ny (eller måske faktisk gammel) vej op.
Da højrefløjen bevægede sig mod midten, var der pludseligt ledigt på det yderste højre. Indtil da havde Fremskridtspartiet haft rimeligt fri bane derude og ingen havde rigtigt taget dem alvorligt – vel tydeligst udtrykt i Nyrups bemærkning om, at stuerene blev de aldrig. Det blev de vel heller ikke, men ind i stuen skal jeg love for, at de er kommet.
Højrepopulismens indtog
De højrepopulistiske strømninger har gjort frygten til den centrale politiske driver. Frygten for globaliseringen, frygten for de fremmede, frygten for muslimerne, frygten for terrorismen, frygten for misbrug af offentlige kasser og først og fremmest frygten i sig selv er blevet en af de centrale politiske drivkræfter.
I den sidste ende, så er den reelle trussel mod demokratiet at vi er ligeglade. At vi faktisk foretrækker at enten Corydon og teknokraterne eller Vermund og populisterne regerer vores samfund for os.
I første omgang handlede det mest om indvandrere og flygtninge. Når de offentlige udgifter var pressede, når der var for meget kriminalitet, når der var arbejdsløshed, så kunne man bebrejde indvandrerne, hvilket var meget nemmere en at kigge på om det muligvis var det kapitalistiske system eller den socialdemokratiske velfærdsstat, som havde et problem. Verden var kompliceret og den nødvendige politik styrede de store linjer, men det var nemmere at bebrejde flygtningene.
Indtil 2016 havde de fleste nok den holdning, at den gammeldags højrepopulisme med fremmedhad, lette løsninger, mure mod fjender og konstante angreb på pressen, djøf’ere, københavnere, muslimer, mexikanere, homoseksuelle og ikke mindst politisk korrekte var en 1930er ting, som vi ikke rigtigt behøvede at tage alvorligt, men efter Trump er det blevet tydeligt, at så nemt slipper vi ikke.
Det er værste er dog næsten, at populismen ikke bare er isoleret på højrefløjen, men har spredt sig til alle partier. Udflytninger af arbejdspladser til provinsen, det nye socialdemokrati som vil samle Danmark igen og arbejder for ”dem som smører madpakke om morgenen” mod akademikere, indvandrere og andre farlige typer, og ikke mindste alle partiers hæsblæsende jagt på titlen, som det mest muslimfjendtlige parti er tendenser, som peger i den retning.
Virkeligheden i dagens politiske billede er vel at i alle partier, kan man finde tendenser i retning af, at det mest centrale strategiske mål lige nu er at fiske stemmer fra andre med scapegoating, frygt og nationalisme.
To politiske strømninger
Så her hvor vi står i dag, har vi to dominerende politiske strømninger. På den ene side har vi en teknokratisk neoliberalisme, som for at holde skansen forsøger sig med populistiske angreb på demokratiet og på den anden side rendyrkede gammeldags højrepopulister, som er godt i gang med at få afviklet den frie presse og indskrænket borgerrettighederne for at beskytte os alle sammen mod alt det farlige derude bl.a. vildsvin, ulve, muslimer, tørklæder, embedsmænd, svenskere og københavnere.
Så vores forestilling om at demokratiet er evigt er vist kun en myte, og spørgsmålet bliver i stedet om det overhovedet kan lade sig gøre at tro på fremtiden for demokratiet?
Det er et rigtigt godt spørgsmål. I det partistyrede repræsentative demokrati, som vi har i dag, så er det næppe muligt.
Måske har vi brug for en demokratisk revolution i samme stil, som den som skabte højskolerne og de frie skoler i 1800-tallet.
Partierne og politikerne er efterhånden blevet så økonomisk og ideologisk sammenvævede med systemet, at de næppe kan forvente at gøre andet end at gå efter laveste fællesnævner og dermed grundlæggende bare holde os på glidebanen.
En ændring og en ny vej må komme et andet sted fra. Måske har vi brug for en demokratisk revolution i samme stil, som den som skabte højskolerne og de frie skoler i 1800-tallet. Desværre kan jeg ikke præsentere en ny model og selvom jeg har fået et lille skæg, er jeg ikke nogen Grundtvig, men jeg kan håbe på at en sådan snart vil vise sig.
Alligevel er der dog en ting, som jeg er sikker på. Det er helt sikkert, at det ikke er nogen andre, som må forandre sig. Det er os selv!
Demokratiet kan ikke fungere, når befolkningen føler, at det er nogen andres ansvar. Når vi som danskere insisterer på, at vi selv skal have lov til at sidde med bagedysten og slappe af, i stedet for at gå på barrikaderne.
I den sidste ende, så er den reelle trussel mod demokratiet at vi er ligeglade. At vi faktisk foretrækker at enten Corydon og teknokraterne eller Vermund og populisterne regerer vores samfund for os. Demokratiet virker kun, når vi gider det og uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det ikke nogen andres skyld, at det går af helvede til. Det er vores egen.
Så måske skulle vi glemme forestillingerne om det evige, perfekte og uforgængelige demokrati og i stedet se, at få taget os sammen og skabe et nyt og levende demokrati.
Topillustration: PXHere
Serien ”Tre myter om demokratiet og danskerne” er skrevet i anledning af Folketingets åbning 2. oktober. Asser Amdisens nyeste bog ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” udkommer på Haase Forlag samme dag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
