Hen til Velfærdsstaten og tilbage igen – økonomisk historie set med fremtidens briller

i Politik & Samfund/Danmark af
BOGUDDRAG // HISTORIE – “Hvis ikke vi skifter tænkning og politisk spor, så vil konkurrencestaten forsætte med at reducere borgerens betydning og rettigheder til fordel for et system, hvor angst, statsfremmet tryghed og produktivitet er i centrum.” Ordene er Danmarks måske mest rapkæftede historiker Asser Amdisens. I En romersk mønt og hvad deraf fulgte fortæller han om om ulighed, vækst og velfærd herhjemme og i resten af Europa. Han ser på, hvordan velfærdsstaten opstod og udviklede sig til en konkurrencestat, og han advarer mod den antagelse, at vi er færdige med at tænke nyt. POV bringer her et uddrag fra bogen.

Da jeg var knægt og gik i niende klasse, blev jeg sammen med resten af mine klassekammerater sendt i erhvervspraktik. Jeg kom i praktik som arkæolog. I en hel uge trak jeg i gummirøjserne og kørte en trillebør i en udgravning ved Lundeborg. Det meste af ugen blev der fundet potteskår og slagger, hvilket hurtigt blev kedeligt. Men så, et kvarters tid før ugen var slut, fik jeg lov til at stå ved soldet og lede efter genstande.

Miraklet indtraf fem minutter før weekend, da jeg op af mudderet fiskede en lille mønt med kejser Neros portræt, angiveligt tabt af en handlende cirka 500 år efter vor tidsregning.

Slangen i paradiset var fordelingen af goderne. Nogle mennesker opnåede ekstrem rigdom og blev overklasse. En del mennesker opnåede rimelig velstand og blev middelklasse, men langt den største del af verdens befolkning var arbejdere og bønder, som havde det ad helvede til

Mønten var et billede på de tidligste opfattelser af økonomi, og den blev for mig begyndelsen på en rejse gennem fortidens økonomiske forståelser. Gennem antikkens patroner og klienter og derfra til vikingernes plyndringsøkonomi. Med ridderne til feudalismens tidsalder, hvor bønder gik og glædede sig til det paradis, som ventede efter døden og derfra til reformationen, som varslede en ny tid, hvor økonomisk velstand hang sammen med Guds velvilje og muligheden for frelse.

Derfra til videnskabeliggørelsen af økonomien i 1700-tallet, hvor først fysiokraterne og siden liberalisterne med videnskab og fornuft forsøgte at tænke økonomi på en ny måde og skabe en ny virkelighed.

Man mente dengang, at den bedste måde at motivere befolkningen til at arbejde på var at lade deres egennytte være den primære drivkraft. Den enkelte skulle altså af al magt forsøge at opnå så meget velstand, som det gennem talent og flid var muligt.

I hele det liberalistiske system ligger nemlig underforstået, at når bare alle rager til sig, vil markedet og den usynlige hånd sørge for, at systemet af sig selv regulerer økonomien på en måde, hvor alle får det så godt som muligt.

Værdimæssigt blev denne statsform knyttet til nationen, hvor sammenhængskraften i samfundet voksede ud af blodet, slægten, sproget og historien. I skolerne opdrog man poderne til at være gode nationale mennesker, som gjorde deres pligt over for fællesskabet ved for enhver pris at forsøge at blive så rige som muligt. Dette var ikke svært at få dem til, da det var et mangelsamfund, hvor alternativet til at gavne sig selv kunne være sult og nød.

Denne samfundsmodel var forrygende til at skabe vækst. Sammen med den teknologiske revolution forvandlede kapitalismen verden fra et landbrugssamfund, som kun kunne producere det mest nødvendige, til et buldrende industrisamfund, hvor der i princippet blev produceret mere mad, end den stærkt voksende befolkning var i stand til at spise – og hvor der i øvrigt blev produceret en masse andet, som alle ønskede at købe.

Slangen i paradiset var fordelingen af goderne. Nogle mennesker opnåede ekstrem rigdom og blev overklasse. En del mennesker opnåede rimelig velstand og blev middelklasse, men langt den største del af verdens befolkning var arbejdere og bønder, som havde det ad helvede til. Derfor blev de sure og krævede at få en andel af goderne, og så gik der kludder i systemet, for det blev hurtigt tydeligt, at de privilegerede klasser risikerede revolution og optøjer, hvis de valgte at overhøre de underprivilegeredes krav.

Med dette begyndte den næste epoke, som man lidt bredt kunne kalde velfærdsstaten. Velfærdsstaten rummer flere forskellige måder at organisere fordelingen af goder på. I den ældste variant, forsikringsstaten, gav de rigeste en lille bid af kagen til de fattige. I denne globalt set nok stadig mest udbredte variant støttede staten op bag forskellige forsikringsordninger, som den enkelte kunne tegne for at sikre sig mod sygdom, armod og død. I socialstaterne beskattede man de rigeste og gav pengene til de fattigste, og i den socialdemokratiske skandinaviske universelle velfærdsstat blev meget, meget store dele af hele befolkningens indtjening indsamlet som skatter og omfordelt, så alle i samfundet fik del i overskuddet, selv om nogen selvfølgelig fik mere end andre.

Det er ikke urimeligt at sige, at selv om alle priser velfærdsstaten, har vi i virkeligheden allerede reduceret den til en konkurrencestat

I de fleste nationale udgaver af velfærdsstaten blandede man de ovennævnte modeller afhængigt af, hvordan de politiske vinde blæste.

Solidaritet blev den grundlæggende værdi for velfærdsstaten. Den var stadig en nationalistisk stat, men nationen var ikke længere et nærmest religiøst foretagende uden for tid og rum, hvor folkekarakter og en fælles historie bandt indbyggerne sammen i et metafysisk fællesskab. I stedet var velfærdsstaten et konkret fællesskab mellem borgere, som hjalp hinanden med stort og småt.

Denne samfundsmodel virkede faktisk også. Væksten fortsatte og blev i stadig højere grad global. Især efter 2. verdenskrig var væksten ekstrem, og alle blev meget rigere. I hele den vestlige verden blev den akkumulerede velstand – om end i forskelligt omfang – fordelt til befolkningerne. I den mest radikale udgave, det vil sige i de nordiske velfærdsstater, nåede man et niveau, hvor store sociale forskelle reelt var ikkeeksisterende, og hvor alle børn stort set havde de samme muligheder for at finde sig en plads i samfundet.

Slangen i dette paradis blev i den traditionelle fortælling fremstillet som de offentlige udgifter, der bare voksede og voksede for til sidst at kræve så store andele af den samlede økonomi, at initiativet og dermed væksten sivede ud af det omgivende samfund.

Spørgsmålet er nu, om den forklaring holder. Man kunne også hævde, at det i virkeligheden var angsten og mistroen, som havde sneget sig ind i samfundet: Er naboen nu også berettiget til den støtte fra det offentlige, han modtager? Er det virkelig meningen, at folk fra hele verden skal komme hertil og leve af vores velfærdsydelser? Nogle ligger på sofaen og dovner den for mine penge, mens jeg skal knokle hele tiden …

Det blev åbenlyst, at de offentlige udgifter satte samfundet under pres, men når man valgte (neo)liberalistiske løsninger på problemerne, skyldtes det ikke nødvendighed, men ideologiske prioriteringer. Der var jo også andre løsningsforslag til rådighed.

Den neoliberalistiske tænkning opstod som en reaktion mod den kompromissøgende tilgang, der fra midten af 1930’erne blev anvendt i det meste af Vesteuropa. Den udsprang af klassisk liberalisme, men havde fået tilført nye inspirationer, dels gennem effektiviseringerne i industrien ved masseproduktionens fremkomst, dels gennem den enorme mængde af især amerikanske unge, der under krigen var blevet formet af den enorme industrielle militærmaskine, som knuste både Tyskland og Japan. Efter krigen var disse unge blevet veluddannede og havde foruden uddannelsen respekten og alderen til at sætte dagsordenen, ikke alene i deres private sfære, men også i den globale udvikling.

Når man siger, at noget er menneskets natur, siger man samtidig, at man hverken har fantasi til at se tingene på en anden måde eller energi til prøve at forandre verden

I 1970’erne begyndte krigsgenerationen at gå på pension. Deres børn, flippergenerationen, repræsenterede ungdomsoprøret og værdier, som den næste generation – de, som var unge i 1980’erne – for enhver pris ønskede at lægge afstand til. Da 1980’er-generationen var klar til at tage over, hentede de hellere værdier og ideer fra deres bedsteforældre, og de udråbte sig selv til vindere af den eneste krig, de selv havde oplevet: den kolde krig.

Det er den generation, der har formøblet velfærdsstaten og med de bedste intentioner omskabt den til en konkurrencestat, som er noget helt nyt.

I konkurrencestaten er den grundlæggende antagelse, at stater er i konkurrence med resten af verden om begrænsede ressourcer. Staten må derfor for enhver pris forsøge at forbedre sin konkurrenceevne. Dertil kommer, at konkurrence opfattes som noget godt, fordi den øger effektiviteten.

Konkurrencestaten fordeler på samme måde som velfærdsstaten goderne mellem borgerne. Men hvor velfærdsstaten fordelte ud fra et ønske om at hjælpe de svageste og sikre alle borgere en høj grad af lighed – i det mindste lige muligheder – fordeler konkurrencestaten med henblik på at forbedre effektiviteten, hvilket i den sammenhæng oftest betyder at øge udbuddet af kvalificeret arbejdskraft.

I konkurrencestaten er det statens opgave at fremme disse processer. Derfor forsøger man bl.a. at fjerne de kollektive forhandlinger på arbejdsmarkedet for at sikre, at man faktisk kan få billigere arbejdskraft.

Angsten for konkurrence udefra eller fra globaliseringen er en stærk kraft i konkurrencestaten. Den evige gentagelse af, at kineserne kommer og æder os, hvis vi ikke skærer i de offentlige udgifter og smadrer lærernes kaldsidentitet, skaber politisk energi til at sætte reformerne igennem, men angsten for globalisering er så grundlæggende, at vi er bange, før vi finder ud af, hvad vi er bange for.

Kapitalismen har siden midten af 1700-tallet flyttet vores samfund til højder, som man dengang slet ikke ville have kunnet forestille sig. Fundamentet for denne udvikling er troen på, at ting kan blive bedre. Troen på, at tilværelsen ikke behøver at være uforanderlig, fordi mennesket ved egen indsats og af egen ambition kan forbedre sit liv. Ovenikøbet har vi med den protestantiske underforståelse af, at Guds kærlighed vises i den økonomiske velstand, han skænker os, guddommeligt carte blanche til at hævde, at det ikke er syndigt at være ambitiøs og grådig.

Med liberalismens sammenkobling af fremskridtet som mulighed, arbejdet som altings mål og grådigheden som en del af en mekanisme, der skaffer mere velstand til alle, blev den motor skabt, som siden har drevet menneskeheden fremad mod nutidens enorme overskud. Det er den motor, som sparkede den industrielle revolution i gang og sikrede en stabil vækst.

Det var den motor, som skabte det økonomiske fundament for nationalstaten, hvor den politiske og økonomiske magt ikke længere tilhørte jordejere og soldater, men derimod ejerne af kapitalen, som med den i hånden kunne styre både arbejde og krig.

Det var den motor, som Karl Marx forsøgte at udskifte ved at omforme kristendommens kærlighedsbudskab til budskabet om solidaritet. Det var hans ønske, at de enorme velstandsforbedringer skulle deles, og at den del af den kapitalistiske motor, som var funderet i at sikre sig selv så stor en del af kagen som muligt, skulle erstattes af hensynet til det fælles bedste. På Marx’ tid var dette ikke muligt.

Velfærdsstaten fokuserer på borgerens rettigheder. Retten til uddannelse, retten til sundhed osv. I konkurrencestaten bliver uddannelse til en måde at forøge og opkvalificere arbejdskraften på, og sundhed til et spørgsmål om at undgå, at folk er syge, så de ikke kan arbejde, hvorved man i sidste ende også kan forøge arbejdskraften

Alligevel forandrede revolutionerne stille og roligt verden. I Tyskland havde Bismarck allerede taget de første skridt til at bestikke arbejderne med lidt velstand, mod at de til gengæld afholdt sig fra at lave optøjer. Og da fuldbyrdede revolutioner brølede over verden, opstod velfærdsstaten som et kompromis mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Man fordelte goderne, men man ændrede ikke ved den grundlæggede grådighedsmekanisme.

En kort overgang kunne fagbevægelse og organisationer endda gøre grådigheden kollektiv og dermed sikre massive velfærdsforbedringer for langt de fleste mennesker. Parcelhuset, bilen og fjernsynet blev symboler på, at den fælles indsats havde båret frugt. Men motoren var stadig grådigheden.

Hosekræmmeren på heden var blevet afløst af den industrielle strømpefabrik, og da den ikke længere kunne give udbytte nok til at finansiere arbejdernes parcelhuse og biler, flyttede man fabrikken til Bangladesh, hvortil fagbevægelsens solidaritet kun rakte på særlige festdage, når de røde faner vajede, og der var kommet rigeligt med øl inden for vesten. Så fejredes den internationale solidaritet, men den var glemt dagen efter, hvor jagten på et større farvefjernsyn fortsatte.

I sidste ende var velfærdsstatens succes stadig drevet frem af den kapitalistiske motor. Den skaber vækst – og vækst kom der. Hele vejen frem mod 1970’erne voksede økonomien, og arbejdsgivere og arbejdstagere fordelte overskuddet. I nogle lande fik arbejderne en større del af kagen, i andre fik de en mindre, men i hele Vesteuropa var der tale om en fordeling. I intet vesteuropæisk land havde arbejderne det dårligere i 1970, end de havde haft det i 1900.

Men så kom der grus i maskineriet. Det gør der faktisk jævnligt i det kapitalistiske system. Man kalder gruset for kriser, og kriser er nødvendige, når den enorme vækst, som følger af kapitalismen, en gang imellem skal omstille sig.

Den slags kriser er ikke undtagelser eller resultatet af dårlige politikere. Det er kapitalismens ctrl-alt-delete, som genstarter systemet, så det kan køre uden alt for mange af fortidens lig i lasten.

Hver gang en sådan krise rammer, vil alle i systemet blive ved med at have øjnene rettet mod deres egne forhold, som i en periode vil blive dårligere. Når den enkelte er presset, opstår behovet for at finde en årsag til tilbagegangen.

Fra dengang min Nero-mønt fra Lundeborg blev produceret i Rom få år efter år 0 gik der næsten 1500 år, før nogen tænkte på merkantilismen, og der gik 1750 år, før den videnskabelige økonomi dukkede op. I dag rækker ideerne om, hvordan en stat fordeler sin velstand, 2000 år tilbage i tiden, hvilket gør det vanskeligt bare lige at udskifte dem

Husk på, at drivkraften for den kapitalistiske motor er forestillingen om, at velstand hænger sammen med Guds velvilje, din flid og din overordnede værdi som menneske. Meningen med livet er at blive rigere end naboen. Det er derfor, du knokler, det er derfor, du står tidligt op om morgenen, det er derfor du har brug for en større bil, et større fjernsyn og glaseret tegl på taget, selv om det faktisk ikke tilfører dit liv noget, som du ikke havde i forvejen. Hele værdien af din eksistens og værdien af dit liv handler om at være rigere og dermed mægtigere end de mennesker, du sammenligner dig med. Men efterhånden som du bliver rigere, møder du nye mennesker, som også har succes, og det ligger indbygget i hele systemet, at der altid er nogen, som er rigere (og dermed også lykkeligere og mere elskede af Gud) end dig – det er ikke noget, du kan vælge til og fra. Derfor når du aldrig nogensinde målet.

Allerede på fødegangen bliver du sammenlignet med babyen i sengen ved siden af, og senere bliver størrelsen på din mobiltelefon, prisen på din skoletaske, din placering, når der skal udtages skolehold, dine karakterer, gaverne til din konfirmation, værdisætningen af dit uddannelsesvalg og meget, meget mere afgørende for, hvordan du ser dig selv og andre.

Fra dit første åndedræt bliver du i et og alt indoktrineret til at sammenligne dig med andre og hente din værdi gennem konkurrencen med andre. Det er så indgroet i vores kultur, at ingen af os reelt kan sige os fri for at være ramt af det, hvilket også får en del mennesker til at tro, at konkurrencelyst afspejler menneskets natur og væsen og derfor er evig og uforanderlig. Det er nok for meget sagt, men det ligger så dybt i vores opdragelse, at det ikke er noget, man sådan lige laver om på.

Så længe der er vækst, og alle bliver rigere og rigere, er dette mindre afgørende. Problemet er, det bliver sværere at være solidarisk, når der er kriser i samfundsøkonomien, og den rigdom, vi skal dele, ikke længere bliver større, men af og til endda mindre. Når hele din værdi som menneske afhænger af din evne til at bevæge dig opad i samfundet, bliver det eksistentielt vanskeligt at leve med et fald i velstand – det sætter din egen værdi på spil. Deraf opstår angsten – angsten for ikke at være et tilstrækkeligt godt menneske.

Når det ikke længere er muligt at dulme denne angst med forbrug eller drømme om rigdom, er næste skridt at lede efter en anden årsag til problemet end egen utilstrækkelighed – og så er det, at frygten for globalisering og for andres misbrug kommer ind. Når jeg ikke bliver rigere, må det være naboen, der forhindrer min fremgang, indvandreren, der stjæler mit arbejde, eller københavnerne, som rager alt til sig. Det må være globaliseringen eller migrantkrisen og – især – de frelste svenskere eller de ubehageligt flittige kinesere, der er skyld i alle problemerne.

Med konkurrencestaten har vi fået en statsform, som sætter angsten i system og bruger den som grundlag for vores liv. Overvågning, dokumentation, rapportering, kontrol, styring og New Public Governance er sat ind i systemet for at undgå, at institutioner og personer misbruger det.

Grådighed er ikke alene noget, vi kan bruge som drivkraft til at få bedre ideer eller til at arbejde hårdere. Det er også en følelse, som hele tiden tvinger os til at sammenligne os selv med alle andre. Grådighed er et drive, som tvinger os fremad og er samtidig knyttet uendeligt tæt sammen med misundelse.

Grådigheden, kapitalismen og konkurrencen er som en kræftsygdom, der har sat sig i menneskeheden. Når moderne vi-kan-tæmme-kapitalismen-økonomer står over for den udfordring, er de at sammenligne med den type læger, som anbefaler en kræftpatient i den terminale fase livsforlængende kemoterapi, der i bedste fald forlænger patientens liv med få uger. Det er der jo som sådan ikke noget forkert i, men det ville unægtelig være bedre, hvis lægerne – på trods af, at det er meget sværere – finder en kur mod sygdommen.

At noget er gammelt eller meget indgroet i vores måde at tænke på betyder ikke, at det aldrig kan ændres. Det betyder bare, at det er meget svært, og ikke lige kan fikses med et snuptag

Når konkurrencestaten opstår, er det altså ikke, fordi onde djøf’ere og politikere har taget røven på os. Når konkurrencestaten opstår, er det, fordi den motor, som har drevet kapitalismen og velfærdsstaten til vækst, også har indbygget angst og misundelse. Motorens reelle brændstof er faktisk misundelsen. Det er den, som driver os til at ville have det samme som de mennesker, vi ser i fjernsynet. Det er også den, der gør os angste for, at andre forhindrer os i at få det – underforstået: får os til at frygte, at vi ikke er lige så gode mennesker (elskede af Gud) som de rige, kendte og succesfulde. Velfærdsstaten er også en kapitalistisk stat, der, fordi den drives fremad af denne motor, nødvendigvis må blive til en konkurrencestat. Eller noget endnu værre.

En velfærdsstat er helt grundlæggende en stat, som omfordeler samfundets overskud. En konkurrencestat er en stat, som forsøger at forøge dette overskud ved at effektivisere samfundet og derved erobre velfærd fra andre stater.

Velfærdsstatens fokus er for eksempel blandt andet rettet mod at reducere arbejdsløsheden, da arbejdsløshed er årsag til fattigdom og meget andet ondt. Konkurrencestatens fokus er rettet mod at øge udbuddet af arbejdskraft for på den måde at skaffe industrien billig arbejdskraft, så den kan producere billigere varer og dermed sikre, at man i udlandet køber danske varer og ikke hollandske (eller andre udenlandske) varer.

Velfærdsstaten fokuserer på borgerens rettigheder. Retten til uddannelse, retten til sundhed osv. I konkurrencestaten bliver uddannelse til en måde at forøge og opkvalificere arbejdskraften på og sundhed til et spørgsmål om at undgå, at folk er syge, så de ikke kan arbejde, hvorved man i sidste ende også kan forøge arbejdskraften.

Det er derfor ikke urimeligt at sige, at selv om alle priser velfærdsstaten, har vi i virkeligheden allerede reduceret den til en konkurrencestat. Nu er det jo sådan med historiske forandringer, at det er meget sjældent, alting forandres på én gang for alle i hele samfundet. Så det mest præcise er vel at sige, at vi lever i en konkurrencestat med stærke elementer af en velfærdsstat og endda med tydelige spor efter den nationalstat, som kom før den.

Men hvis ikke vi skifter tænkning og politisk spor, så vil konkurrencestaten forsætte med at reducere borgerens betydning og rettigheder til fordel for et system, hvor angst, statsfremmet tryghed og produktivitet er i centrum. Om det er rigtig gammeldags fascisme, som venter os eller en ny, moderne afart er ikke til at sige, men det bliver noget i den stil.

Fra dengang min Nero-mønt fra Lundeborg blev produceret i Rom få år efter år 0 gik der næsten 1500 år, før nogen tænkte på merkantilismen, og der gik 1750 år, før den videnskabelige økonomi dukkede op. I dag rækker ideerne om, hvordan en stat fordeler sin velstand, 2000 år tilbage i tiden, hvilket gør det vanskeligt bare lige at udskifte dem.

Jeg køber imidlertid ikke det forandringsangste svar om, at grådighed og misundelse er en del af menneskets natur. Gennem historien har der været perioder, hvor menneskeheden har været overbevist om, at homoseksualitet er unaturligt, at mandens overlegenhed i forhold til kvinder er naturlig, eller at sort hudfarve er ensbetydende med lav intelligens. Når man siger, at noget er menneskets natur, siger man samtidig, at man hverken har fantasi til at se tingene på en anden måde eller energi til prøve at forandre verden. At noget er gammelt eller meget indgroet i vores måde at tænke på betyder ikke, at det aldrig kan ændres. Det betyder bare, at det er meget svært, og ikke lige kan fikses med et snuptag.


Asser Amdisen, En romersk mønt og hvad deraf fulgte 
222 sider, 149,95 kroner
Udkommer 5/3 2020 ved Haase Forlag


Topfoto: Fra omslaget af bogen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.
Se nærmere på www.asseramdisen.dk

Seneste artikler om Politik & Samfund