ARTIKELSERIE – Er det rare danske demokrati kulminationen af årtusinders dansk historie? Eller er der snarere tale om en historisk forvrøvlet, men meget funktionel myte om danskernes fredelige, kompromissøgende og demokratiske natur? Sådan spørger Asser Amdisen i den første artikel af tre, hvor han i anledning af Folketingets åbning den 2. oktober vil se nærmere på nogle af de lidt for selvtilfredse og snæversynede fortællinger, vi danskere har for vane at bygge op om os selv.
På tirsdag åbner Folketinget. Det er som hvert år en kæmpe fest med dronningeåbning, gudstjeneste og anden ballade. Selvom det ikke er en stor nyhed – der sker jo det samme hvert eneste år – så er det faktisk en af de ret få fejringer i Danmark, som er en hyldest til vores form for demokrati og vore demokratiske traditioner.
Tænk på, at det er efterkommerne til enevældens monarker, som åbner tingets arbejde. På den måde bindes bånd mellem fortid og nutid – og demokratiet får dermed et skin af at være kulminationen af årtusinders dansk historie.
Højtideligheden binder dermed den danske historie og det danske folk sammen i en harmonisk enhed, som tydeligvis skal forestille at vare evigt.
Når man fortæller om det danske demokrati, vil man som regel fremdrage eksempler, der viser, at vi danskere altid har haft demokratiske værdier
Selvom det faktisk kunne være en god ting at flage lidt for demokratiske værdier, så vil jeg i denne serie prøve at aflive en smule af mytologien, for som det ofte sker for os danskere, så har vi en evne til at opbygge så selvsikre, selvtilfredse og ret snæversynede fortællinger om os selv, at vi ofte ikke evner at forholde os kritiske.
Og kun gennem kritik kan tingene blive bedre.
I dag skriver jeg lidt om, hvor fortællingen om de demokratiske danskere egentlig kommer fra. På søndag handler det om, hvorvidt vi danskere faktisk lever i et sundt demokrati, og på selve åbningsdagen handler det om chancerne for, at demokratiet varer evigt. De litterært erfarne (og fans af Muppets) kan sikkert genkende strukturen fra Dickens ”Et juleeventyr”, og det er det også.
Bortset fra, selvfølgelig, at den figur i historien, vi danskere bør identificere os med, ikke er den rare Bob Cratchit, men derimod Ebenezer Scrooge, som trænger til en opsang.
Den rare danske enevælde
Når man fortæller om det danske demokrati, vil man som regel fremdrage eksempler, der viser, at vi danskere altid har haft demokratiske værdier. I dag taler man om traditioner, danske værdier og dansk kultur, men i gamle dage ville man nok have hævdet, at demokratiet ganske enkelt er en del af vores folkekarakter.
To gode eksempler er myten om den rare danske enevælde og om oprindelsen til det samarbejdende folkestyre. Begge historier lever i bedste velgående i dag, og begge tager udgangspunkt i én og samme begivenhed – nemlig nederlaget i 1864.
Den danske enevælde varede fra 1660 til 1849, hvor Grundloven blev endeligt underskrevet. Det er der enighed om. Enevælden var, som navnet antyder, en periode, hvor al magten lå hos kongen – han havde naturligvis ikke tid til at bestemme alting selv, men i det mindste udsprang magten fra ham.
Landboreformerne blev ikke gennemført af respekt for bønderne eller i et ønske om at give dem magt over eget liv eller over samfundet – det handlede om økonomi og om at kunne tjene flere penge
At den danske enevælde skulle have været rar, kender vi især to sejlivede eksempler på. Den ene er landboreformerne, den anden slavehandelen.
Alle danskere har i deres skoletid hørt om bønderne, der i 1700-tallet levede under hoveri, stavnsbånd og godsejernes åg. De lidt ældre har også set filmen Kongen Bød, hvor den gode konge befriede bondestanden og dermed viste, at den danske enevælde i virkeligheden var en slags proto-demokrati, der repræsenterede befolkningen over for godsejerne, som i disse fortællinger fik lov at spille skurkerollen.
Det er dog mest ønsketænkning. Landboreformerne var økonomiske reformer, som ganske vist på nogle områder lettede bondens vilkår, men bestemt ikke på alle.
Det var en ændring af samfundet, som havde til formål at motivere bønderne til effektiviseringer og rationaliseringer af driften ud fra nye videnskabelige principper. Det lykkedes faktisk, og moderne landbrug stammer fra disse reformer.
Det imponerende er, at det efterfølgende er lykkedes at fremstille 60 år fortsat slaveri som et humanistisk gennembrud
Men de blev ikke gennemført af respekt for bønderne eller i et ønske om at give dem magt over eget liv eller over samfundet – det handlede om økonomi og om at kunne tjene flere penge.
På samme måde med slavehandelsforbuddet. Så sent som i DR’s store satsning, Historien om Danmark, kunne man se den gode finansminister Schimmelmann af humanitære grunde forbyde slavehandelen. Heller ikke i den sammenhæng handlede det om demokrati, men om økonomi.
Slaveriet blev jo ikke forbudt før mange år efter, men det, man forbød i 1793, var at importere nye slaver, og grunden var, at importen af mennesker påvirkede betalingsbalancen negativt – det var en langt bedre forretning at avle egne slaver, hvilket man så gjorde i de efterfølgende næsten 60 år. Det imponerende er, at det efterfølgende er lykkedes at fremstille 60 år fortsat slaveri som et humanistisk gennembrud.
Den danske nation ikke skabt til højhed og blæst
Men hvorfor så fremstille enevælden som et før-demokratisk projekt, hvis den ikke var det? Fordi historien om den periode oprindelig blev forfattet lige efter 1864.
Her var det ekstremt vigtigt for danskerne – og især danske historikere – at opfinde en ny national identitet, der hidtil – som alle andre landes nationale identiteter – havde handlet om at demonstrere danskernes særlige værdier, især vores kvaliteter på slagmarken, hvor vikinger og valdemarer blev trukket ud af historiens tåger og opstillet som værdige forbilleder og symboler på vores nationale særpræg.
Det var tydeligt for enhver, at hvad end den danske mand rummede, så var det ikke en farlig kriger
Men efter 1864 kunne det ikke lade sig gøre mere. Vi havde jo fået tæsk. Der var intet vikingeagtigt, heroisk eller særligt over det. Vi var blevet blæst over ende af en mere veltrænet, mere veludrustet – og ikke mindst ekstremt meget større – hær. Det var tydeligt for enhver, at hvad end den danske mand rummede, så var det ikke en farlig kriger.
I stedet opbyggede man så en ny fortælling om dansk identitet. En fortælling, der tog udgangspunkt i, at vi danskere ganske vist engang havde været vikinger og krigere, men nu havde vi udviklet os. Den lange række af nationale nederlag og katastrofer havde lært os værdien af dannelse, tilbageholdenhed, demokrati og den sunde fornuft.
Især havde den dog lært os, at man som civiliseret og ikke særlig mægtig nation altid bør gå pragmatisk og midtsøgende til verden. ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst. Ved jorden at blive det tjener os bedst”, som Grundtvig skrev allerede i 1820. Dette blev mottoet for den nye dansker, som højt og larmende berømmede sig selv til skyerne for sit mådehold, sin rolige fornuft, sit demokratiske sindelag – og ikke mindst for sin ydmyghed.
Perioden mellem 1864 og 1915 var præget af to store kampe, som i virkeligheden ikke var danske kampe, men som fandt en meget dansk løsning.
Den ene blev udkæmpet mellem godsejere, byboere og kongen på den ene side og bønderne på den anden side. Kongen kunne nedsætte regeringen, og han valgte den jyske godsejer Estrup til at køre biksen på en ansvarlig måde, hvilket i kongens og Estrups øjne betød, at man skulle holde de ekstremistiske liberale bønder fra magten i så høj grad som muligt.
Det var bare lidt svært i et demokrati, da der var helt utrolig mange bønder, som stemte på datidens progressive parti, Venstre, hvis utopiske visioner eliten dengang grinede lige så meget af, som den i dag griner af Alternativet og Uffe Elbæk.
Venstre førte en ideologisk kamp for sine rettigheder med højskolerne og gymnastikforeningerne i første række, og i perioder så det faktisk ud til, at det venlige, humanistiske Dannevang ville ryge ud i en vaskeægte borgerkrig.
Den nye fortælling om, hvem vi danskere var, virkede fremragende på mange niveauer. Vi kender det alle: Fortæller man en historie tit nok, betyder det til sidst ikke så meget, om den egentlig er sand
Så galt gik det dog ikke. I sidste ende lykkedes det at finde et kompromis på konflikten, hvor Estrup gik af frivilligt, og efterhånden lod man regeringsmagten glide til Venstre. I 1901 indførtes parlamentarismen, hvor det blev slået fast, at ingen danske minister kunne sidde, hvis han havde et flertal i Folketinget imod sig.
Den anden store konflikt var mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Efterhånden som industrialiseringen havde flyttet enorme mængder mennesker fra land til by, hvor de levede under kummerlige forhold, mens ejerne af fabrikkerne levede i den vildeste luksus, var det blevet tydeligt, at de mange arbejdere havde muligheden for at forandre verden, hvis de brugte deres magt i fællesskab.
Op gennem 1800-tallets sidste tredjedel gjorde de netop det. Strejker, fagforeninger og optøjer blev noget, alle kendte til, og i 1899 kulminerede arbejdskampene i en lang, hård og ubehagelig lockout, hvor arbejdsgiverne satte tommelskruerne på arbejderklassen, som dog ikke bare lige bukkede under. Man skulle tro, at revolutionen var lige om hjørnet.
Heller ikke denne gang kom der dog væbnede kampe. Man fandt i september 1899 et blødt kompromis, hvor arbejdsgiverne fik lavet alternativer til strejker og ballade, så deres produktion ikke blev skadet, og arbejdstagerne byttede en accept af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet for en større del af udbyttet fra fabrikkerne i form af bedre arbejdsforhold og højere løn.
En forvrøvlet, men funktionel myte
Sagt på en anden måde, så virkede den nye fortælling om, hvem vi danskere var, fremragende på mange niveauer. Vi kender det alle: Fortæller man en historie tit nok, betyder det til sidst ikke så meget, om den egentlig er sand.
Sådan var det også med den danske myte. Selvom den historisk set var forvrøvlet, blev den til en fungerende, funktionel og ganske effektiv måde at håndtere verden på. Vi danskere var ikke fredelige, kompromissøgende og demokratiske af natur, men da vi havde fortalt historien tit nok – så blev vi det.
Det er ikke svært at se fordelene ved dette system. Kampen mellem konge og bønder havde trukket blodige spor over hele Europa. Kampen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere havde malet gaderne røde af blod, og både de steder, hvor arbejdsgiverne vandt – for eksempel Spanien – og de steder, hvor arbejdstagerne vandt – for eksempel Rusland – havde de menneskelige omkostninger ved kampen og de efterfølgende sociale eksperimenter været frygtindgydende.
Dermed var grunden lagt til bekvemmelighedsdemokratiet, hvor alt kan forhandles, og hvor alle principper kan bøjes, hvis bare vi kan slippe for bøvl, forandring eller at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om vi er det bedste, klogeste og mest demokratiske folk i verdenshistorien
Sådan blev det ikke i Danmark.
I 1915 fik kvinder og tyende stemmeret, og inden for få år blev fundamentet støbt til den moderne velfærdsstat. Men helt gratis var det ikke. På en eller anden måde var det blevet sådan, at vi i Danmark var hyggelige demokrater, men den demokratiske oprindelsesmyte havde gjort samarbejde, kompromis og pragmatisme til kvaliteter i en grad, så det nærmest udelukkede, at der skulle være vigtigere principper end sikkerhed, tryghed og velstand.
Dermed var grunden lagt til bekvemmelighedsdemokratiet, hvor alt kan forhandles, og hvor alle principper kan bøjes, hvis bare vi kan slippe for bøvl, forandring eller at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om vi er det bedste, klogeste og mest demokratiske folk i verdenshistorien.
Men den historie må vente til på søndag.
Serien ”Tre myter om demokratiet og danskerne” er skrevet i anledning af Folketingets åbning 2. oktober. Asser Amdisens nyeste bog ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” udkommer på Haase Forlag samme dag.
Topillustration: Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
