Tre myter om det danske demokrati: Den anden myte

i Danmark/Politik & Samfund af

ARTIKELSERIE – I Danmark er vi stolte af vores demokrati og borgerrettigheder, men med de seneste års mange indskrænkninger af selv samme rettigheder kan vi så overhovedet kalde os et demokrati længere? Asser Amdisen tager temperaturen på det danske demokrati i andet afsnit af sin artikelserie, som POV udgiver i anledning af Folketingets åbning den 2. oktober. 

Den 22. juni 1941 angreb tyske styrker Sovjetunionen. Angrebet kom ikke som nogen stor overraskelse, men det havde store konsekvenser. I lille Danmark havde vi på det tidspunkt været besat i mere end et år. Det var nu ikke, fordi besættelsen havde betydet så meget – alt var nogenlunde som det plejede, men dette ændrede sig med angrebet på Sovjetunionen.

Samme dag rykkede dansk politi ud for at arrestere danske kommunister og i løbet af kort tid var kommunistpartiet forbudt og kommunistiske folketingsmænd arresteret. Så mange kommunister var der jo heller ikke i Danmark, så hjulene rullede alligevel videre.

Statsminister Stauning var ikke nogen stor kommunistbeundrer og så sikkert frem til mere ro på venstrefløjen og i fagbevægelsen, men om han var klar over, at det, han gjorde den dag, var et statskup, ved jeg ikke. Men det var det.

Der har altid været rimelige flertal for det, hver eneste gang vi bøjer principperne bag demokratiet, men så skal vi også holde op med at brokke os over Trump, Erdogan og Putin

Staunings magt kommer fra Folketinget, hvis magt kommer fra Grundloven. Angrebet på kommunistpartiet var et brud på Grundloven, og dermed savede han den gren over, som han selv sad på.

Samarbejdspolitikken og arrestationen af kommunisterne havde bred opbakning i befolkningen, men desuagtet var det et vaskeægte kup gennemført med assistance af udenlandske fascister, som den store socialdemokratiske landsfader gennemførte den sommer i 1941.

Siden har vi behandlet denne affære som et lidt uheldigt intermezzo i dansk demokratisk historie, men man kunne godt argumentere for, at det der med at bøje principperne for at undgå ballade er et så generelt træk ved det danske demokrati, at man også kunne kalde det et bekvemmelighedsdemokrati eller måske endda et flertalsvælde.

I sidste afsnit af denne serie fortalte jeg om, hvorledes det moderne danske samarbejdende demokrati opstod i kølvandet på nederlaget i 1864. I dette afsnit diskuterer jeg, hvorvidt det demokrati, vi lever i, rent faktisk er et demokrati, mens det på tirsdag handler om, hvorvidt demokratiet har en fremtid.

Hvad indebærer et demokrati?

I efterkrigstiden opstod en diskussion mellem juristen Alf Ross og højskolemanden Hal Koch, som i noget forsimplet form går på, at Ross mente, at demokrati bare var en måde at afgøre spørgsmål på at fordele magt. Koch argumenterede for, at det ikke var helt nok – demokratiet indebar også et menneskesyn og et sæt rettigheder, som ikke var afhængig af skiftende flertal i befolkningen.

Hvis Ross har ret, så er alt godt, for der har altid været rimelige flertal for det, hver eneste gang vi bøjer principperne bag demokratiet, men så skal vi også holde op med at brokke os over Trump, Erdogan og Putin. Vi skal i hvert fald holde op med at irriteres over Berlusconi og Mussolini, og formodentligt skal vi også lade Hitler være. Disse regimer har haft stor opbakning i deres befolkninger, men det er lidt svært at acceptere dem som demokratier.

Hvis vi derimod med Hal Koch insisterer på, at demokrati er mere end bare afstemninger (selvom vi ikke behøver være enige med ham i andet), så kan man jo spørge om, hvad det andet og mere så består af.

Disse ret centrale elementer – frihed, lighed og meningspluralisme – er efter min bedste overbevisning ikke områder, hvor man gør klogt i at bøje af

Efter min ringe mening består et demokrati først og fremmest af frie individer. Dermed mener jeg, at en borger i et demokrati må have muligheden og retten til at danne sig holdninger og vælge sin livsbane inden for ret vide rammer.

Selvfølgelig kan man ikke have lov til alt (mord for eksempel), og selvfølgelig er ingen helt fri af sine omgivelser og baggrund, men som udgangspunkt må vi begrænse indgrebene i den personlige frihed og antage, at alt, individet gør uden at være direkte truet, er et resultat af et frit valg.

Omkring denne frihed har man siden 1700-tallet sat et sæt borgerrettigheder, som har sikret friheden til at leve, tænke, tale og handle så frit som muligt. I et demokrati er der endvidere meningspluralisme. Det betyder, at man forsøger at have mange forskellige holdninger til stede i samfundet, så der er noget at vælge imellem, og så der er en fri og åben debat. I sidste afsnit af serien vil jeg skrive mere om det spørgsmål.

Ud over borgerrettigheder og meningspluralisme, så karakteriseres et demokrati ved, at det styres ved lov. Det har selvfølgelig noget at gøre med friheden, så man i det mindste kender grænserne for friheden, men det har også noget at gøre med lighed. Når alle er lige for loven, så ligger der i det, at alle er lige meget værd.

Dette er ret grundlæggende, for hvis ikke vi anser alle mennesker for at have værdi og for at være lige i deres forhold til fællesskabet, så er det, at vi efterhånden bare kan lade os regere af de rigeste, de klogeste eller de stærkeste – og det er ikke demokrati.

En småstat underkaster sig

Disse ret centrale elementer – frihed, lighed og meningspluralisme – er efter min bedste overbevisning ikke områder, hvor man gør klogt i at bøje af.

Når først man begynder at gå på kompromis med de sager, så er det som at hoppe på en glidebane, hvor det er svært at komme af, og pludselig går det meget stærkt nedad.

Efter 1864 har Danmark i al væsentligt opgivet at have en egen sikkerhedspolitik. Vi er spankuleret fra den ene stormagt efter den anden i håb om, at den underkastelse ville give os den sikkerhed og tryghed, som vi ikke længere kunne skaffe ved egen militærmagt.

Efter murens fald har underkastelsen været total … Der er efterhånden ikke det mellemøstlige land, som Danmark ikke er villig til at bombe tilbage til stenalderen, hvis bare det kan give den danske statsminister et håndtryk og fem minutters audiens i Det Hvide Hus

I 1930’erne og 1940’erne betød det en underkastelse i forhold til Nazityskland, som forhindrede os i at tage imod flygtende jøder, som forhindrede en oprustning inden 9. april – og som gjorde det nemmere for tyskerne at lade os regere os selv efter besættelsen.

En så servil underkastelse, som den vi leverede helt frivilligt, ville man aldrig kunne presse ud af en befolkning med magt.

Fra 1943 underkastede vi os vestmagterne og især USA. Afvisningen af det nordiske forbund, accepten af a-våben på Thule, udenlandske efterretningstjenesters aktiviteter på danske jord og ikke mindst uviljen mod at spørge til a-våben på amerikanske skibe i 1980’erne skal ses i det lys.

Efter murens fald har underkastelsen været total, og det har vel i nogen grad været sådan, at der ikke er det mellemøstlige land, som Danmark ikke er villig til at bombe tilbage til stenalderen, hvis bare det kan give den danske statsminister et håndtryk og fem minutters audiens i Det Hvide Hus.

Dette har uden tvivl haft bred opbakning i befolkningen og i hvert fald i Folketinget, men en ret stor del af disse sager har været direkte lovstridige, eller man har gjort sig store anstrengelser for ikke at få dem for dagens lys.

Selektivt demokrati

Det er ikke bare i forholdet til udlandet, at vi udviser denne form for mental fleksibilitet over for demokratiets grundpræmisser. Man behøver ikke engang at gå tilbage til efterretningstjenestens ulovlige registrering af politisk aktivitet, som (formelt) ophørte i 1968. I kølvandet på den kolde krigs ophør og især efter 9/11 har vi virkelig bøjet reglerne.

Terrorpakkernes øgede rettigheder til politiet. De øgede muligheder for overvågning i det offentlige rum og da i særdeleshed de senere års indskrænkninger i retten til at klæde sig, som man vil, have den form for frie skoler, man vil, og i hvilke holdninger, vi ønsker i det offentlige rum, har været væsentlige reduktioner i de borgerlige frihedsrettigheder.

I Danmark siger vi altid, at vi har demokrati. Det har vi vel også i nogen grad endnu, men det er ikke et stærkt og levende demokrati

Og så alligevel engang imellem tripper hele Danmark over et eller andet, for eksempel ytringsfrihed, som lige pludselig bliver det helt store. Når man så går debatten efter i sømmene, viser det sig, at det, som de fleste mener er ytringsfrihed, i virkeligheden er retten til ikke at blive modsagt, når man fornærmer andre.

Eller for sags skyld at ytringsfrihed er en underforstået forpligtelse til at sige ubehageligheder til andre mennesker, hvis de har en anden religion, end man selv har.

At ytringsfriheden er retten til ikke at blive fængslet eller udsat for andre statslige overgreb på baggrund af, hvad man mener, tager vi ikke så højtideligt, hvilket er godt det samme.

Det er jo sådan, at de eneste mennesker, som i Danmark sidder fængslet for at ytre sig, faktisk er muslimer, og den lovgivning, de sidder fængslet under, er den terrorlovgivning, som er vedtaget af de selvsamme politikere, som bliver allermest tårevædede over, at deres ytringsfrihed bliver krænket, når Carsten Jensen skriver en klumme, som antyder, at disse politikere er dumme at høre på.

På vej i stormvejr

Det korte af det lange er, at vi i Danmark siden 1915 har vist en ekstrem evne til at lade enhver indskrænkning af borgerrettighederne, ethvert lovbrud eller enhver indskrænkning af demokratiet blive inkorporeret i vores store fortælling om de pragmatiske danskere.

Vi har kun en let hovedrysten til overs for de lidt for firkantede mennesker, som holder fast på principperne for enhver pris.

Kunne Stauning have handlet anderledes i 1941? Nej, ikke uden at det ville have haft konsekvenser, som endda kunne have været ganske ubehagelige, men hvis demokratiet og borgerrettighederne kun er noget, vi tager frem, når det ikke er dyrt, ubehageligt eller bøvlet, så kan man spørge, om det egentlig er så meget værd.

Det samarbejdende og pragmatiske folkestyre gav os et tyvende århundrede, som var forbløffende fredeligt, rigt og hyggeligt, men det har intet gjort for at ruste os eller vores demokrati til at håndtere de kriser, som uvægerligt kommer, eller til at stå imod de strømninger, som ønsker at fjerne demokratiet helt, men det vender jeg tilbage til på tirsdag.

I Danmark siger vi altid, at vi har demokrati. Det har vi vel også i nogen grad endnu, men det er ikke et stærkt og levende demokrati. Det er et gammelt, slidt og udhulet demokrati, som hænger i ved neglene og er på vej ud i stormvejr.

Serien ”Tre myter om demokratiet og danskerne” er skrevet i anledning af Folketingets åbning 2. oktober. Asser Amdisens nyeste bog ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” udkommer på Haase Forlag samme dag.

Topillustration: DeviantArt

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.
Se nærmere på www.asseramdisen.dk

Seneste artikler om Danmark