POLITIK // DAGENS POV – Et gensyn med tv-serien Borgen minder på et lille årtis afstand om, at dagsordener og retorik i dansk politik anno 2019 ikke har meget til fælles med de politiske drømmerier, der lå i serien, som fik premiere i 2010 og siden blev en international succes, skriver Niels Rohleder. At lave en aktuel politik-tv-serie med relation til virkeligheden i vore dage vil repræsentere en monumental udfordring for DR. Og det kommer næppe til at ske.
Hjemme hos os – to store teenagere, mor og far – ser vi, når det en sjælden gang lykkes at samle hele familien omkring fladskærmen, tv-serien Borgen på dvd. Det er et led i den helt nødvendige politiske opdragelse og bevidstgørelse af hjemmets to kommende vælgere – samt i almindelig lørdagsunderholdning inklusive vingummi og chips.
Slår man serien op på Wikipedia, kan man læse, at den foregår ”i et fiktivt Danmark”, og det fiktive er naturligvis en grundlæggende ramme om serien, hvor DR hedder TV 1, Ekstra Bladet Express, og hvor partierne kaldes Arbejderpartiet (S), De Moderate (R), Ny Højre (K), Miljøpartiet (SF), Frihedspartiet (DF), De Liberale (V) og Solidarisk Samling (EL). Men mere fiktivt er det ikke, end at der – nærmest 1:1 – for hvert medie eller parti findes et modstykke i virkelighedens verden.
Ingen havde i 2010 fantasi til at forestille sig, at et parti med en endnu mere rabiat udlændingepolitik end Dansk Folkepartis stod til at få en folketingsgruppe af en ikke-ubetydelig størrelse
Det er naturligvis bevidst fra hovedforfatter Adam Prices side, for en del af seriens attraktion for danske seere er selvklart genkendeligheden og relationen til realitetens ikke-fiktive Danmark. Hvorfor det er så meget mere bemærkelsesværdigt, at serien også slog igennem i lande, hvor man intet kender til dansk politik.
Da jeg så seriens sæson 1 første gang – mens jeg endnu så flow-tv, og mens børnene var for små til at skulle udsættes for DR Dramas politiske opdragelsesvirksomhed – var jeg underviser på et mindre, sjællandsk universitet og på behagelig afstand af den ikke-fiktive Borgen. Dér begyndte jeg så at arbejde som politisk rådgiver hos Enhedslisten fra starten af 2012, hvilket imidlertid ikke mindskede min fascination af Adam Prices fiktive drømmeunivers.
Filmen knækker
Forfatterens betagelse af den daværende radikale leder Margrethe Vestager (Birgitte Nyborg) og af tanken om at skabe et nyt borgerligt nok-er-nok-parti som Ny Alliance (Birgitte Nyborgs Nye Demokrater i sæson 3) skinner klart igennem i serien. Ligesom hans afsmag for betonagtige, socialdemokratiske magtpolitikere.
Da Birgitte Nyborg bliver statsminister, sker der ting og sager.
Den nye statsminister gennemtrumfer kønskvotering i A/S-bestyrelser, modstår pression fra Joachim Chrone (Mærsk Mc-Kinney Møller), sætter sig op imod USA’s mellemlandinger med CIA-fanger i Grønland og kæmper principfast i fuld offentlighed for pressefriheden, da den brutale diktator fra det autoritære (og fiktive) Turgesien besøger Danmark. Statsministeren har et hjerteligt, knus-og-kram-venindeforhold til lederen af regeringens parlamentariske sikkerhedsnet Solidarisk Samling, Anne Sophie Lindenkrone (Pernille Rosenkrantz-Theil/Johanne Schmidt-Nielsen).
Tv-serien Borgens glansbillede af en visionær, modig og højtprofileret dansk politik orienteret mod reformer i ordets bedste og oprindelige betydning har aldrig svaret til virkeligheden
I en scene i første sæsons afsnit syv, forklarer Lindenkrone, der er en velkommen gæst i statsministerens lædersofa, Birgitte Nyborg, at hun har ”sympati for dig og dit politiske projekt som sådan”, og statsministeren forsikrer, at hun ”selvfølgelig” også har overvejet ”hvordan vi kunne komme jer yderligere i møde”. Smukt og gribende.
Og her knækker filmen – eller altså dvd’en – for mig: Det er i en scene som denne, at det bliver klart, hvor meget Borgen byggede på umulige drømme. Efter ni år med Fogh og hans lærling Løkke som statsministre og Pia Kjærsgaard og hendes lærling Thulesen Dahl ved magten, var længslen efter forandring til stede – både hos et snævert flertal af vælgerne og hos Borgens skabere.
https://www.youtube.com/watch?v=8wkugBn4qnw&frags=pl%2Cwn
Men som én, der fra starten af 2012 i mit job som rådgiver på nærmeste hold har fulgt det katastrofale forhold mellem S-R-SF-regeringen og dens parlamentariske grundlag, der gik fra slemt til værre, har jeg svært ved at forestille mig Helle Thorning-Schmidt eller Margrethe Vestager sidde og venindepludre med Johanne Schmidt-Nielsen i en ministeriel lædersofa som beskrevet i serien.
Og at den højtprofilerede Nyborg-regering i sæson 2 skulle kaste sig ud i international fredsmægling i det (fiktive) afrikanske land Kharun, forblev også en smuk drøm. Den slags initiativer udgår ofte fra Oslo eller Stockholm, men sjovt nok aldrig fra København, hvor såkaldt ”aktivistisk udenrigspolitik” alene dækker over at sende flere tropper og fly til amerikanske invasioner rundt omkring på kloden.
Realiteten under Helle Thornings regeringer var en benhård, borgerlig økonomisk politik kombineret med smukke ord i regeringsgrundlaget, der kun blev realiseret halvt, kvart eller – som betalingsringen – slet ikke.
Virkeligheden overgår fiktionen
I sæson 3, der løb over flow-tv-skærmene i første kvartal af 2013, har Birgitte Nyborg stiftet Nye Demokrater og får succes med det nytænkende, progressive, ikke-socialistiske parti. På det tidspunkt var nok-er-nok-ånden knap seks år efter Ny Alliances første pressemøde i maj 2007 i den grad afblomstret (og erstattet af iskold nyliberalisme) og i øvrigt skildret med mindst lige så stor underholdningsværdi som i Borgen i Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Dagbog fra midten fra 2009. Nogle gange kan fiktionen bare ikke overgå virkeligheden.
I dag er dagsordenen en anden. På en lang række områder knytter der sig ingen som helst forhåbninger til et magtskifte
Så tv-serien Borgens glansbillede af en- visionær, modig og højtprofileret dansk politik orienteret mod reformer i ordets bedste og oprindelige betydning har aldrig svaret til virkeligheden.
Set på et lille årtis afstand minder Borgen imidlertid om de forhåbninger, som mange knyttede til det andet flertal, der omkring 2010 stod til at komme til magten med Danmarks første kvindelige statsminister i spidsen. Den minder om nogle af de politiske projekter, som partierne i Helle Thornings koalition fremmanede for vælgerne, mens de var i opposition, men som aldrig blev til noget. De var på dagsordenen, da tv-serien Borgen blev skabt, men forblev drømme.
Ingen forhåbninger om et magtskifte
I dag er dagsordenen en anden.
På en lang række områder knytter der sig ingen som helst forhåbninger til et magtskifte. 136 ud af 175 danske medlemmer af det siddende folketing mener (med Mette Gjerskov og et par andre degraderede socialdemokrater som mulige undtagelser), at man sagtens kan lade børn tilbringe en hel barndom på Udrejsecenter Sjælsmark, at asylansøgere skal kunne frihedsberøves på ubestemt tid uden krav om fremstilling for en dommer inden for 72 timer, at Danmark ikke skal tage kvoteflygtninge, og at flygtninge selv skal betale for familiesammenføringer, som nogle af dem først bliver berettigede til efter tre års ophold i Danmark. De samme 136 medlemmer, der ikke forventes at udgøre et væsentligt mindre flertal efter folketingsvalget 2019, mener endvidere, at det skal være dobbelt så strafbart at begå kriminalitet i Gellerup som i Hellerup.
Hvis der skal skabes en nutidig seersucces med samme relation til dansk politik, som Borgen havde til sen-nullernes politiske Danmark, må der helt andre typer protagonister og dagsordener til
Regeringen fører – ligesom Birgitte Nyborgs – en internationalt højtprofileret politik. Danmark er sat på verdenskortet som et land, hvor asylansøgere får gennemsøgt deres ejendele i myndighedernes jagt på værdigenstande, og hvor regeringen – mens regeringer i Moskva, Budapest, Ankara og Wien klapper i hænderne – kæmper en brav kamp for at begrænse rækkevidden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Regeringen har gjort Danmark kendt for stramningstælleren på Udlændingeministeriets officielle hjemmeside og for ministerens lagkage-fejring af de første 50 stramninger, der i dag er historie, fordi stramning nr. 100 for længst er vedtaget af de 136 beslutsomme folketingsmedlemmer.
Hvor Donald Trump fik knas med Repræsentanternes Hus, da han ville finansiere sin grænsemur (for slet ikke at tale om hans løfte om at få Mexico til at betale for den), så opnåede de langt mere handlekraftige danske politikere international medieomtale på deres grænsehegn, der ifølge regeringen og Socialdemokratiet ene og alene har til formål at bekæmpe afrikansk svinepest.
Medieomtalen skyldes dog ikke så meget interessen for veterinære sygdomme som den symbolske betydning, der lægges i hegnet både hos de fleste internationale kommentatorer og hos regeringens eget støtteparti som i dette kække tweet fra folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth:
Hurra – så får vi et grænsehegn mellem Danmark og Tyskland – det må nu godt lige blive et par meter højere, så det ud over vildsvin også kan holde grænseoverløbere, asylsøgere og andre lykkeriddere ude af fædrelandet. Men første skridt er taget! #dkpol https://t.co/YWb9LdTZ8M
— Kenneth K. Berth (@Kristensenberth) March 22, 2018
Så, ja. I årtiet efter, at Birgitte Nyborg i 2010 blev Danmarks første kvindelige statsminister, blev Danmark sat på verdenskortet, og der skete grundlæggende forandringer i vores land. Blot på en anden måde, end skaberne af tv-serien Borgen havde forestillet sig.
DR er kasteret både økonomisk og politisk
Ambitionen om at lave en internationalt salgbar politisk tv-serie om et ukendt, lille land med et kompliceret parlamentarisk system lykkedes til fulde med Borgen. Men de politiske realiteter er anderledes i dag, og tiden er inde til at skrive 2020’ernes Borgen-sequel med en tiltrængt opjustering til de faktiske forhold på vore dages Christiansborg. Borgen fra 2010-13 kan ikke af opvoksende vælgergenerationer opfattes som andet end det rene fantasy og Narnia, så hvis der skal skabes en nutidig seersucces med samme relation til dansk politik, som Borgen havde til sen-nullernes politiske Danmark, må der helt andre typer protagonister og dagsordener til.
Ingen havde i 2010 fantasi til at forestille sig, at et parti med en endnu mere rabiat udlændingepolitik end Dansk Folkepartis stod til at få en folketingsgruppe af en ikke-ubetydelig størrelse, at den socialdemokratiske statsministerkandidat har til hensigt at bygge sin regering på DF’s opbakning, eller at en ”børnenes statsminister” går til valg på at fastholde, at man lader børn vokse op på et udrejsecenter. Disse elementer er så surrealistiske, at en ny politik-tv-dramaserie vil udgøre en monumental udfordring for nutidens DR.
Der er bare det ved det, at den DR-tv-serie aldrig bliver til noget, eftersom regeringen og DF ved den seneste medieaftale effektivt har kastreret koncernen både økonomisk og politisk.
Topfoto: DR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
