RØDBEDERØDDER // MADKLUMME – Liselotte Kira Gregers Andersen, kulinarisk fritænker og madrebel med hang til rå natur og grønne eventyr, længes efter at komme ud og samle forårets grønne smage. Men indtil naturen åbner for skatkammeret, giver hun de sidste rødbeder en kongelig behandling.
Det er længe siden, at de sidste rødbeder blev gravet op af den lune muld på Naturbruget Tranum. Nu står de på paller – side om side med artsfæller i den store lade – og lader de danske middagsborde vente på sig. Jeg kigger mig godt omkring og plukker de mest eventyrlige eksemplarer ud.
For er der noget, der kan gøre sig på et middagsbord, så er det de smukke rødbeder. For mig er roden næsten det vigtigste. Den er en verden af eventyr og sender mine tanker på tur.
Om kort tid, så spirer det igen. Jeg venter med længsel på lunere dage
Forestil dig, at du har rødder som rødbeden. Du holder godt fast i underlaget og giver kun modvilligt slip. Pludselig giver du los. I fuld figur strækker du dig mod solen og lader verden se din skønhed…
Nobody puts baby in a corner. Sådan er det med rødbeder. Ikke noget med at hakke en hæl og klippe en tå. Lad dens skønhed åbenbare sig. Vask nænsomt roden og skrub rødbeden. Lad magien leve på dit middagsbord.
De smukke råvarer
Mit kulinariske liv er én lang leg, der aldrig stopper. Naturen er fuld af magi og power, som løfter dig og giver dig energi til den virkelige verdens udfordringer. Lad råvarerne fortælle deres historie og rør mindst muligt ved den. Hyld de hele råvarer og se det smukke i dem.
I denne ret med de karamelliserede beder hylder jeg rødderne. De bliver de serveret på en bund af god dansk sødmælksrygeost, for rødbeden går så godt med lidt røg og lidt friskhed. Og så er bunden strøet med sprøde Anicia-linser fra de danske marker. Helt enkelt. Det bedste til din krop, lige nu.
Karamelliserede beder med mild rygeostcreme og Anicia-linser
[4 personer]
En kedelig sandhed om hverdagskøkkenet er, at folk af ren vane ofte skærer det flotteste af råvaren fra under forberedelse.
Det kunne også gælde i denne opskrift, hvor det er let bare at skære roden af bederne. Men det er lige netop de dele, der kan bruges til at skabe magi og præsentere maden på en ny og sjov måde.
Overvej det også, næste gang du laver noget med porrer, nye radiser eller gulerødder. De har nemlig allesammen fortryllende ”ender”, der kan bruges til at fremhæve rettens præsentation.
INGREDIENSER
1 l vand
2 tsk. Herbamare bouillon
1 stjerneanis
1 kanelstang
5 kardemommekapsler
1 dl Anicia-linser (alternativt Beluga eller Puy-linser)
4-6 gule og røde beder med rod
3 spsk. akaciehonning
2 tsk. havsalt
2 spsk. olie
RYGEOSTCREME
150 g rygeost
1 lime
2 tsk. akaciehonning
1 tsk. havsalt
friskkværnet peber
1½ dl cremefraiche
honning (kan udelades)
FREMGANGSMÅDE
Kom 1 liter vand i en gryde. Tilsæt bouillon, stjerneanis, kanelstang og kardemommekapsler, og bring gryden i kog. Kom linserne i gryden, og lad dem simre i 20 minutter, før de tages af varmen.
Skrub bederne grundigt med en grøntsagsbørste, og pas på ikke at knække den flotte rod (har du ikke en børste, kan du i stedet bruge den ru side af en svamp). Tør bederne og halver dem.
Bland honning, salt og olie sammen, og gnid blandingen på bederne.
Kom bagepapir i et ildfast fad, og læg bederne med kødsiden nedad. Bag dem i ovnen ved 200° varmluft i ca. 30 minutter. Vend dem derefter om, og giv dem yderligere 10 minutter.
Imens bederne bager, laves rygeostcremen.
Riv limeskallen på den fine side af et rivejern. Halver limen, og pres saften ud i en skål. Pisk rygeost, limesaft, limeskal, akaciehonning, salt og friskkværnet peber sammen. Vend forsigtigt cremefraichen i. Smag på cremen, og juster evt. med lime, honning, salt og peber.
Fordel cremen på et fad. Når bederne er færdige, placeres de på fadet og drysses med linser. Server bederne med et godt brød eller som tilbehør.
Salaten kan også anrettes med kødrester (f.eks. pulled pork eller kylling fra køleskabet).
På denne måde bliver det pludselig til et helt aftensmåltid!
Opskriften stammer fra kogebogen RÅT.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her