DANMARK // FOTOREPORTAGE – I Høng ligger Centerpubben. Den er hjemsted for et stærkt fællesskab, der er under pres fra regeringens anden corona-nedlukning. Vi satte os for at undersøge, hvordan det lokale fællesskab påvirkes i denne nedlukningstid.
Vi bliver budt varmt velkommen på Centerpubben i Høng. Ja, ikke sådan som i de gode gamle dage, og det er netop hvad denne artikel handler om. Corona, nedlukning, manglen på fællesskaber, krav til afstand og hvordan en undseelig flække fra københavnerperspektiv overkommer disse udfordringer.
Det ligner en pub som enhver anden, da vi bliver sneget ind af bagdøren, fordi den normale indgang fra butikscentret i Høng er lukket ned ligesom resten af centret blev det i løbet af december 2020. Et billardbord, sjovt nok en bar og ovre i hjørnet – finder vi senere ud af – hænger den obligatoriske dartskive.
Der er mindre brune borde med fire kanter og større og mere socialt indbydende borde med seks kanter, og interiøret er relativt nyt ligesom Heidi, der er indehaver af Centerpubben på tredje år. Selvom hun oprindeligt er fra Vesterbro, mødte hun sin mand her på stedet, og de er siden flyttet til Mullerup, som ligger syv kilometer uden for Høng.
Vores vinkel på historien bliver relativt hurtigt udfordret af en af stamgæsterne, den forhenværende stilladsarbejder og nu pensionerede mand i sin uniform bestående af overalls og lædervest kaldet Svejk, der svarer:
“Vi har ovenikøbet haft det bedre. Altså, det er jo dejligt at komme på værtshus, men vi har da hygget os alligevel,” på det ledende spørgsmål om ikke Centerpubben har været savnet.
Jeg bliver suget ind af den joviale tone, og jeg glemmer næsten helt min vinkel, og hvorfor jeg er her, når de charmerende stamgæster på Centerpubben fortæller…
Ret hurtigt istemmer Pia dog, at hun savner at komme på samlingsstedet, fordi hun ikke på samme måde som Svejk og den tredje stamgæst, Henrik, finder fællesskabet i en nærliggende haveforening. Henrik har et skånearbejde som murerarbejdsmand og fortæller, at nyttehaverne, de nu bruger tiden i, ligger nede bag varmeværket i Høng.
“Men havde vi ikke haft haven, havde vi jo skullet mødes på pubben. Og det kan vi ikke,” uddyber Henrik og afslører, at nedlukningen af udskænkningssteder alligevel har sat sig dybere spor, end Svejk i første omgang ville indrømme.
“Og så sparer vi jo 700-800 kr. om dagen hver,” supplerer Henrik og alle omkring bordet griner. Tonen er hjertelig og bramfri, men også ironisk, for Heidis ansigt vidner om en ikke helt så lukrativ forretning, da hun rynker brynene overfor Henriks udsagn.
Til spørgsmålet om hvorfor Heidi valgte at blive værtshusejer, forklarer hun, at hun og hendes mand skulle finde noget andet at lave end at være vognmænd.
“Og så faldt vi over det her og syntes faktisk, det var et megahyggeligt sted. Jeg kan godt lide miljøet på et værtshus, og min mor var servitrice på værtshuse i København.”
“Det er helt vanedannende,” siger pensionisten Pia og nikker, da Heidi slår fast, at det bliver en livsstil.
“Jeg er lidt tilbage, hvor jeg startede,” siger Heidi, der naturligvis allerede har sat dagens første omgang på bordet. Jeg selv har fået en kaffe, selvom det er fristende at tage for sig af de våde varer, når nu jeg for en gangs skyld er på værtshus.
Teatercaféen i Slagelse er Heidis andet værtshus, som hun erhvervede sig i sommer, og det er ligesom her i Høng baseret på stamgæster. Fornemmelsen af en broget, men tæt, sammentømret flok begynder at tegne sig. Udover de lokale værtshusgængere fra Høng, som er nogenlunde opdelt i dem, der tager på Centerpubben og dem, der tager på Smedekroen, kommer her ofte også gæster fra den nærliggende landbrugsskole.
“Som i rigtig meget,” understreger Heidi og Henrik nærmest i kor og enstemmigheden efterfølges af en latter.
Et sammentømret fællesskab
Selvom Høng er en lille by med under 5000 indbyggere, byder den alligevel på den førnævnte landbrugsskole, et gymnasium, naturligvis en folkeskole, en erhvervsskole og også en efterskole.
“Det er en skoleby,” siger Pia, som bor tæt på Centerpubben ligesom Henrik. Svejk bor fem minutters togtur væk i Ruds Vedby, hvilket jeg må få ham til at gentage nogle gange. Udelukkende fordi jeg ikke forstår den drevne, vestsjællandske dialekt.
Jeg bliver suget ind af den joviale tone, og jeg glemmer næsten helt min vinkel, og hvorfor jeg er her, når de charmerende stamgæster på Centerpubben fortæller om, hvor meget de egentlig beskytter hinanden. Beskytter tjenerne. Kan have en pung liggende på bordet eller i baren uden at tænke over det. Hvordan de ringer rundt eller tager hjem til hinanden, hvis der er gået et par dage eller tre, siden de sidst så en af vennerne fra værtshuset. At alle er velkomne på Centerpubben, hvilket ifølge Heidi med sin opvækst på værtshuse ikke er en selvfølge.
“Ja, man skal kunne tage noget røg,” smiler Pia og mener det i overført betydning. Rent bogstaveligt skal man dog også kunne tage noget røg, da der næsten hele tiden er en cigaret tændt på Centerpubben.
De har et fællesskab, hvor man passer på alle, der går ind af døren. Tager hånd om hinanden og er ordentlig. Stemningen er i den grad til at fortabe sig i, men jeg vender tilbage til mit ærinde, da jeg mærker fotografen få gang i blitzen. Den vækker mig. Selvjustitsen på Centerpubben betyder også, at Heidi sjældent behøver at gøre et stort nummer ud af en brudt regel. Det klarer gæsterne, hvor mange af dem er vokset op sammen.
“Ja, vi har kendt hinanden, siden du var 13 år,” siger Svejk til Henrik. Svejk har fødselsdag i morgen, hvilket afstedkommer en omgang til bordet. Så er noget da ved det gamle, for det er mange år siden, at Svejk ikke har tilbragt sin fødselsdag på Centerpubben.
Klientellet vi møder denne eftermiddag er fra slut 50’erne til slut 60’erne. De ved, hvad de taler om. Også når snakken falder på en af de få kunder, der nogensinde har fået karantæne fra Centerpubben. Endda livsvarig.
“Han rakte om bag baren en dag ved lukketid og tog nogle af de ølkort, jeg sælger,” siger Heidi. “Og jeg havde jo haft politiet hernede på grund af ham flere gange, så det var dråben.” En dråbe, der vel nærmest skal kaskader af vand for at nå, forstår jeg. Ligesom jeg forstår, at den langfingrede lurendrejer – for nu at bruge et udtryk, jeg tror, hører til på et værtshus – også har karantæne fra Smedekroen, der efter sigende godt kan tillade lurendrejeri og slåskampe. Det er ikke noget for Centerpubbens sammentømrede fællesskab, som selv Pia, der har boet i Høng siden 2006, nogen gange kan have svært ved at forstå.
“Når I snakker og hygger jer om noget fra jeres ungdom, så er jeg bare helt…”
“Blank?” tilbyder Henrik
“Ja.”
“Sådan har du da været hele tiden,” fuldender Henrik sit set-up og flokken griner.
“Ja, man skal kunne tage noget røg,” smiler Pia og mener det i overført betydning. Rent bogstaveligt skal man dog også kunne tage noget røg, da der næsten hele tiden er en cigaret tændt på Centerpubben.
Umiddelbart ikke så rart og så alligevel; jeg har savnet det røgfyldte lokale og den direkte omgangstone. Det har Pia, Henrik og Svejk vist også, og jeg får ikke mange muligheder for at indskyde spørgsmål. Pia har sågar skrevet datoen for dette interview med stort på sin ellers tomme køkkenkalender.
Alt mellem himmel og jord
Efterhånden som vi får opridset, hvad fællesskabet på Centerpubben egentlig betyder for de tre, som Heidi har sat i stævne, bliver tonen mere alvorlig, idet de fortæller, at de savner det sociale, men også, at der ikke er noget at gøre ved det. En nedlukning er en nedlukning. Under den første benyttede Heidi sig af muligheden for at male om. En restaurering som Svejk og Henrik bistod med, og på den måde fik de dulmet noget at det sociale savn, nedlukningerne har betydet for mange mennesker i landet. I verden. At renovationen betød en anmeldelse til politiet fra en forbipasserende i små sko, rører ikke de tre.
“Der var jo heller ikke noget at komme efter, vi var jo rent faktisk i gang med at renovere,” som Heidi siger, og der bliver enighed ved bordet om, at det må bunde i misundelse. Pia ønskede sig, at der også var noget arbejde til hende i sommer, og har det svært med at sidde derhjemme.
“Og det jeg ser til barnebarnet på 20 er, når han kommer farende ind og smider vasketøjet. Når han henter det igen er han endnu hurtigere ude af døren.”
“Er der vidvinkel på kameraet?” spørger Pia. Jo, Svejk er ikke helt lille.
Onlinespil og -shopping er Pias tidsfordriv, ligesom Kaffe-Ulla er Pias redningskrans for ikke at blive helt vanvittig. Kaffe-Ulla drikker meget kaffe, bliver der fortalt.
“Er du ikke til tissemand mere, Pia?” spørger Henrik hende nærmest ud af det blå.
“Hvad? Jo, nej. Jeg gider ikke mere.”
“Så er det derfor, du hænger med Ulla!” brøler Henrik og har igen held med et set-up.
Vi fortsætter med, hvad de andre stamgæster fra Centerpubben laver. Turbo må være ved at kravle på væggene, Kleine, der altid får en plads med sin el-scooter ved balkonen, som indgangen på Centerpubben kaldes, ved de ikke hvad laver, Pia mødte helt tilfældigt Jack her forleden, Bjarne-Kok laver vist mad på en boreplatform. Hvad folk i Høng ellers laver, ved de tre stamgæster ikke meget om.
“Der er vist pensionistklub i hallen,” nævner en, og der skåles i eftermiddagens anden øl. Eller er det den tredje? Ingen ved det og ingen spørger.
Selvom Heidi under denne anden nedlukning bruger sit krudt i røven på regnskaber, søgning af hjælpepakker – som ifølge Heidi ikke altid kan betale sig, ift. hvad revisorerne skal have i vederlag – renovering af værtshuset i Slagelse og oprydning på sine lagre, kan hun ikke komme udenom, at hun savner sine gæster umådeligt. Savner at tale med dem, savner at komme hjem, som hun kalder det. Centerpubben er Heidis andet hjem, og den følelse er hun ikke alene om. Henrik supplerer med, at Centerpubben netop er det sted, hvor der deles alt mellem himmel og jord, og at det nogen gange kan være bedre at gøre det her end at tage det med hjem på egen matrikel.
Det lægger sig op ad, hvad jeg har kunnet læse mig frem til det seneste års tid. At de nære relationer har trangere kår under disse nedlukninger, hvor vi ikke på samme måde kan ventilere på andre sociale arenaer end derhjemme, og at mennesker, der ikke har nogen derhjemme, i øjeblikket oplever en større følelse af ensomhed. Og da Pia, Svejk og Henrik fortæller, at de normalt næsten er her hver dag, er der et behov, der ikke dækkes. Et behov for samtaler, der, mens vi er der, dækker alt lige fra politik, historier fra gamle dage, hvem de har mødt i Brugsen og hvor lang tid man må være om at udvælge det helt rigtige rugbrød der. Og alle disse temaer nogen gange indenfor et minut.
Fotografen viser Svejk et af de billeder, hun har taget, og Svejk godkender det.
“Det’ faktisk et godt billede, hun har taget.”
“Er det af hele kroppen?” spørger Henrik påtaget undrende, selvom han godt ved, billedet ikke dækker hele kroppen, da Svejk sidder ned.
“Er der vidvinkel på kameraet?” spørger Pia. Jo, Svejk er ikke helt lille.
Et fast holdepunkt
Pia rejser sig op og henter endnu en omgang. Jeg takker nu ja til øllen og bliver af Pia også tilbudt en vase. Altså et glas. I det hælder jeg en lille slurk op til fotografen, som sikkert også er en smule udtørret i halsen, da skyen af cigaretrøg som vanligt har lagt sig i midten af lokalet.
Men er det kun røgen, der fordrer min tørst efter øllen, eller er det noget mere? Noget ved den ændrede stemning og den mere alvorsfulde tone, der kræver, at jeg må ty til øllen, som Centerpubben på en normal dag udskænker en del af. Udvalget i baren er måske katalysatoren, der kan få menigheden til at søge aflad og syndsforladelse og få deling af glæder og sorger på gled.
Det må man finde andre steder at gøre i Høng i øjeblikket, og da Henrik siger, at det må være mangel på fantasi, hvis man bare sidder derhjemme, siger Heidi, at det ikke er lige let for alle. Slet ikke for dem, der ikke lige løfter røret og er vant til, at man slår et smut forbi Centerpubben. Selvom der åbenbart er ret mange lokale vandhuller, som de uofficielle samlingssteder kaldes. Har man ikke et arbejde og er vant til en daglig social interaktion, er det nok endnu sværere.
“Måske er det, det eneste, faste holdepunkt for nogle at komme her,” siger Heidi.
“Jeg er begyndt at gøre hovedrengøring,” svarer Pia.
En tjener på Teatercaféen har fortalt Heidi, at han virkelig har fundet ud af, hvor socialt anlagt han egentlig er. Det er vi vist mange, der har, tænker jeg og når alt for hurtigt bunden af min øl. Henrik har dog netværket i orden, og keder sig ikke ligesom mange andre.
“Vi har jo haven, og den betyder rigtig meget,” siger Svejk og kigger på Henrik.
Omkring bordet bliver vi enige om, at alle ikke er så heldigt stillede, og jeg spørger, om vi kan få lov til at komme med ned at se på haven efter interviewet. Min undskyldning er, at fotografen gerne vil have billeder af de mere uofficielle vandhuller – ja, nu er jeg jo inde i jargonen – men jeg når at overveje, om jeg ikke bare vil have lidt mere ud af denne seance, inden den er forbi. Og mon ikke de har en kold i haven.
Ved snakken om de uofficielle vandhuller lufter Heidi sin bekymring fra første nedlukning, som Centerpubben kun møjsommeligt kom i gang igen efter, og hvor hun var reelt bekymret for, om gæsterne havde fået nye vaner.
Måske vi først åbner igen i april. Og følger man med i nyhederne, bliver man bare pissedeprimeret. Det ser bare sort ud. Havde jeg ikke haft caféen i Slagelse at istandsætte..
“Ja, vi havde måske fået nye vaner, men vi savner jo stadigvæk Holdet,” som Svejk pludselig kalder folkene på Centerpubben, hvorefter Henrik bruger deres nye vaner for at presse prisen på øl ned før næste genåbning. I den velkendte, joviale tone. Det er helt tydeligt, at værtinden og de tre gæster glæder sig til genåbningen af samfundet og udskænkningssteder, og Heidi spår, at det bliver vildt:
“Vi får et år, hvor folk, de går amok. På det personlige plan har anden nedlukning gjort ondt! Man har fået nok! Nu kan man bare ikke mere. Men måske vi først åbner igen i april. Og følger man med i nyhederne, bliver man bare pissedeprimeret. Det ser bare sort ud. Havde jeg ikke haft caféen i Slagelse at istandsætte..”
Heidis frustration er tydelig, og den grundlægges i det store savn, hun før har nævnt. Savnet efter hverdagen med gæsterne.
“Men jeg er heldig. Jeg har masser at tage mig til. I dag skal jeg på lagret og grave en kondicykel frem.”
Kondicyklen er til Heidis mand, men hun indrømmer, at corona-kiloene har sat sig. Det genkender Svejk ikke og tager sig til sin mave, som han tidligere udtalte, kunne være god til mavedans.
“Jeg lukker mig inde derhjemme og bliver deprimeret og ser mere og mere fjernsyn,” fortsætter Pia i det mere alvorlige spor, før hun uddyber og fortæller, at hun da ser sine børn og børnebørn i ny og næ, på trods af corona-restriktioner, men ikke så meget, som hun gerne vil. Familierelationerne bliver altså også påvirket, og Pia savner sit barnebarn på snart syv år. Den ene datters familie forsøger nemlig at holde hånd i hanke med familiens berøringsflade, konstaterer hun neutralt. Sådan er det jo bare. Vi tager alle vores forholdsregler i disse tider, men hårdt; det er det.
“Men det er vist kun på plejehjemmet, at der har været corona her i byen.”
At andre erhverv end beværtninger sikkert står foran i køen i forhold til genåbning, undrer ikke Heidi:
“Sådan nogen som os, er jo nogle af de sidste, der får lov at åbne. Især sådan nogle steder som her, den type mennesker, der er her; det er ikke så nødvendigt med dem.”
Tøjforretninger f.eks. åbner måske i slut-februar. Vi skal jo have gang i hjulene igen,” siger hun lettere ironisk. “De lægger ikke ligeså meget vægt på fællesskaber som her, som de gør på økonomien i samfundet. Man tænker ikke så meget på de her steder, som nogen, der bidrager til økonomien. Måske Centerpubben bidrager med noget andet, men det er ikke målbart. Det kan være det bliver målbart på den sundhedsmæssige side i sidste ende. At udskænkningssteder skulle have superspredere er der jo ingen evidens for. Folk, der vil indtage alkohol, gør det jo bare andre steder, og det er ikke kun unge mennesker. Mine gæster holder også privatfester. Her ville vi jo kunne holde lidt mere øje med, at tingene bliver gjort ordentligt.”
Menneskers sociale behov er ikke sådan at stække, og vi vender tilbage til den eksplosion af besøg på restaurationer, som Heidi tidligere spåede om, fordi folk, som hun siger, er socialt udsultede.
“Det bliver ikke kun 14 dage. Det bliver måske et helt år, hvor folk bare kommer til at give den max. gas.”
Øl nummer hvad ved jeg er tømt, og Pia må bryde op. På hendes vej ud ad Centerpubben følges hun naturligvis af en kvik bemærkning fra Henrik, og Svejk vender tilbage til vores ønske om at komme med ned i haven. Selvom Heidi har masser at tage sig til, kan hun da sagtens bruge to minutter på at køre de to herrer hen til nyttehaven, hvor vi mødes med dem i det ti kvm. lille hus. Her i vandhullet sidder Freddy og Bøje og venter og snakker om festen for Svejk i går, og hurtigt bliver vi budt noget at drikke. Jeg undslår med nød og næppe øllen og får noget fladt grapesodavand af Svejk, som viser Henriks mange nisser frem og smiler mere og mere.
Sådan nogen som os, er jo nogle af de sidste, der får lov at åbne. Især sådan nogle steder som her, den type mennesker, der er her; det er ikke så nødvendigt med dem.
“Slå jer ned,” siger han, men fotografen skal have billeder i kassen, og jeg lader Heidi om at få en stol. Som den altomfavnende værtinde hun er, er hun gået med ind i det lille hus til den store nyttehave, og hun fortæller, at alle på Centerpubben om sommeren kan komme her i haven og plukke Henriks mange grøntsager, han hvert år troligt dyrker til kammeraterne fra Centerpubben uden at spise en eneste selv.
“Det siger vel alt om fællesskabet,” konstaterer Heidi med kendermine.
Mens fotografen tager de sidste billeder, bliver jeg fodret med flere anekdoter, men jeg kan næsten ikke rumme mere. Mit sociale behov er stillet; jeg er i så dårlig form, at jeg ikke kan klare så meget interaktion som vanligt. Fotografen får også tilbudt en øl, som hurtigt bliver åbnet af Henrik, inden hun når at betakke sig. De virker opsatte på at holde på os, men røgen er endnu tykkere i det lille hus, der måske engang var et skur, og vi må tage afsked.
“Men I kommer vel og besøger os, når alt er åbent igen?” spørger en af de gæve fra vandhullet. Jeg tror det er Svejk, og vi takker ja og siger, at det vil vi meget gerne.
“Så giver I nok en lille én,” brøler Henrik, efterfulgt af et latterbrøl, der ryster det lille hus.
Jeg glæder mig til de brølende tyvere version 2.0.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
