IDENTITET // KOMMENTAR – Jeg er en krænkelsesparat, identitetspolitisk, møgirriterende, højtråbende, unaturlig og hysterisk feminist, der tror jeg kan gøre oprør mod naturens orden og ikke vil indrette mig under normerne. Oven i det er jeg generation millennial og en rød lejesvend uden nationalitetsfølelse – faktisk kan man næsten kalde mig samfundsnedbrydende.
Mine samfundsnedbrydende tendenser kommer til udtryk på mange områder:
Jeg er hysterisk og møgirriterende, når jeg i frokoststuen siger kolleger imod, der fortæller homofobiske og sexistiske “vittigheder”, eller når folk sidder og griner af transpersoner, som de synes er grimme, fordi “det jo bare er en mand med paryk”. Det er jo bare for sjov, ikke? Kan du ikke tage en joke? Hold kæft, hvor er du kedelig! Her på arbejdspladsen har vi en frisk omgangstone!
I virkeligheden forlanger jeg ikke andet af jer – mine medmennesker, kolleger, chefer, tillidsrepræsentanter, venner – end hvad I ønsker for jer selv; at I respekterer det menneske, jeg er, og lader mig leve mit liv i fred og ro
Jeg er unaturlig, jeg gør oprør mod den rolle, jeg har fået tildelt her i livet, når jeg insisterer på at ændre min krop, min stemme og mine hormoner med hjælp fra dygtige læger, der har forstået, at køn og krop ikke altid passer sammen, og sommetider skal hjælpes lidt på vej.
Folk bliver forvirrede, og nogen tror, det også betyder, at jeg vil ændre ved deres køn. Intet kunne være mig mere fjernt, for vi skal alle have lov at være lige præcis dem, vi er.
Når jeg skriver artikler og kommentarer om, hvordan det er at leve i et samfund, som slet ikke er indrettet til at rumme en person som mig, der falder imellem kategorierne for køn, så er jeg både krænkelsesparat, identitetspolitisk og højtråbende…
Selvom det eneste jeg faktisk forsigtigt beder om er, at der er et toilet, jeg kan benytte, et omklædningsrum, hvor folk ikke skuler ad mig, og en lille afkrydsningsningsboks på formularer, der ikke er “mand” eller “kvinde”.
Hvis folk så oven i købet vil være så søde, at de gør en indsats for at lære at kalde mig “hen” i stedet for “hun” eller “han”, så har det sgu lige reddet min dag!
Jeg var feministisk rød lejesvend, førend jeg overhovedet anede jeg var trans og queer, og at mine forældre så er boomers, der brugte friværdien på rødvin og sommerhuse, bekymrer mig i bund og grund mindre, hvis bare jeg kan være på en god arbejdsplads, hvor mine kolleger kan rumme mig som den, jeg er. Også selvom det, at jeg er LGBT+ person statistisk set betyder, at jeg vil ende med at have fået sparet mindre op til pensionen og har mere usikre ansættelser, fordi det kan være svært for “sådan en som mig” at få fødderne solidt indenfor på arbejdsmarkedet.
I virkeligheden forlanger jeg ikke andet af jer – mine medmennesker, kolleger, chefer, tillidsrepræsentanter, venner – end hvad I ønsker for jer selv; at I respekterer det menneske, jeg er, og lader mig leve mit liv i fred og ro.
At I rummer forskellighed og mangfoldighed, også når I ikke forstår det.
At I lytter til minoriteter, når de siger, der er et problem og en smerte, I må hjælpe dem med at håndtere.
At I forsøger at forstå, hvorfor vi sommetider er nødt til at insistere på vores ret til at eksistere, fordi vi lever i en verden, der ikke altid ønsker, vi forbliver i live.
Også selvom vi måske skulle komme til at indlede råbet om hjælp med et “OK, boomers.”
God Pride allesammen!
Skrevet i anledning af Priden 2020 til Pride-konference arrangeret af FIU-Ligestilling, afholdt hos 3F i København.
Foto: Privat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
