ESSAY – “Det faldt mig aldrig ind at K kunne blive tacklet af verdens uretfærdighed. Jeg troede – fordi hun var så stædig og kærlig, fantasifuld og ekspressiv, at hun ville klare alle udfordringer – uanset, hvad livet end diskede op med”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. I dag bringer vi afsnit 14, der handler om det tætte forhold, Odile har bygget op sammen med sin datter – også i lyset af, at hendes storebror lider af en alvorlig nyresygdom. Det er en kærlighed uden grænser. Men kan den holde til presset?
“Du er den bedste mor i verden. Det mener jeg! Multi Mor, det er dig!”. Hun knuger sig endnu fastere og endnu tættere ind til mig.
Hendes ryg er afmagret, og mine hænder fumler for ikke at afsløre deres viden om, hvordan hendes knogler springer frem mod dem. Mit blik kan enten slå sig ned et sted væk fra hendes krop eller gribe sig fast i hendes. Så hun ikke mærker mit bliks spurten hen over hende. For jeg kan ikke sløre mine tanker, hun vil se det – min frygt, kransende som iris om pupillen.
Jeg vil ikke ha’, at min frygt skal sende hende lige lukt ind i følelsen af at være forkert, fordi hun er blevet så mager. Hun føler sig allerede forkert på så mange måder og jeg tror, hun holder de fleste følelser for sig selv i forvejen. For ikke at sende os lige lukt ind i følelsen af, at være forkerte forældre.
K kalder mig for Multi Mor. Jeg selv kalder mig for Mini Mor
Jeg ved godt, hun er mager på grund af medicinen. Ved hendes far også det? Han frygter, at den spiseforstyrrelse, som jeg, hendes mor, havde som yngre måske er gået i genetisk arv til min datter.
K kalder mig for Multi-mor. Jeg selv kalder mig for Mini-mor.
Måske har vi ikke været gode nok forældre. Det tænker alle forældre i deres mest tvivlende og fortvivlede stunder, og vi gør det selvfølgelig nu, hvor vores sol lider af angst.
Da ungerne var små, frygtede jeg de kunne blive genstand for pædofiles ’kærlighed’. Jeg frygtede også for K’s storebror og hans nyresygdom.
Det faldt mig aldrig ind at K kunne blive tacklet af verdens uretfærdighed. Jeg troede – fordi hun var så stædig og kærlig, fantasifuld og ekspressiv, at hun ville klare alle udfordringer – uanset, hvad livet end diskede op med.
Eller sagt på en anden måde og i al dets uretfærdighed, så fyldte livet med hendes brors, L’s, sygdom i så høj en grad, at jeg aldrig gav mig tid til at spekulere over, om K skulle snuble.
Hun var nødt til at følge med til den dag, der blev plads til andet end kun at overleve.
’No one said it would be easy, no one said it would be this hard – look and see how far we got’.
Sheryl Crows sang, ’We do what we can’ summede ud af højtalerne i vort hjem endnu før børnene kom. Sandheden fortyndes ikke det mindste fordi den bliver en kliché.
Dagen før havde børnene en aktiv mor, der løb på høje hæle gennem København for at passe sin virksomhed, kom drønende med dem siddende oppe i den store røde ladcykel … Dagen efter var jeg forsvundet ind i et nervesmertehelvede, der kilede sig ind mellem mig og familien, hev kiloene af mig hurtigere, end jeg kunne tage dem på og lod mig drive i en morfin-døs gennem tre ryg-operationer det næste års tid
Så selvom jeg godt kan se, hvorfor K måtte følge med, følge trop, småløbe og stå på tæer når vi ikke havde hende på vor arme eller skuldre, så formåede vi ikke at beskytte hende tilstrækkeligt mod det liv, der med sit spraglede flet af godt og skidt, nu engang var og er vort.
Ikke nok med L’s alvorlige sygdom, der haglede ham gennem mareridtslignende Iron Men på Riget, så sank min ryg sammen og med det hvide flag kylet ind foran mig, blev jeg lagt ned fra den ene dag til den anden.
Dagen før havde børnene en aktiv mor, der løb på høje hæle gennem København for at passe sin virksomhed, kom drønende med dem siddende oppe i den store røde ladcykel og som så snart forårssolen rejste sig på himlen, bosatte dem ude på landet i det primitive sommerhus hvor især K følte sig hjemme under den store himmel med en stilheden større end noget andet helle, hun kunne få.
Dagen efter var jeg forsvundet ind i et nervesmertehelvede der kilede sig ind mellem mig og familien, hev kiloene af mig hurtigere, end jeg kunne tage dem på og lod mig drive i en morfin-døs gennem tre ryg-operationer det næste års tid. Opgivet i kørestol uden en fremtid stod K forskrækket og angst og kiggede på.
’Jeg anede ikke hvor alvorligt det var! Tænk, jeg gik rundt i min helt egen pink verden, i min egen fantasi, hvor jeg boede med mine bamser og dukker!’ forklarer K. Vi taler om hendes opvækst. Om årene før angsten kilede ind mellem hendes sinds lag
I et sådan liv, flettet af godt som skidt, vil de fleste kun se det dårlige. Men hvis jeg hver dag ser os, som ofre for meningsløse omstændigheder, fatale sygdomme, uretfærdighed, uforløste drømme og en vingeskudt økonomi, hvem skal så stille op for K?
’Jeg anede ikke hvor alvorligt det var! Tænk, jeg gik rundt i min helt egen pink verden, i min egen fantasi, hvor jeg boede med mine bamser og dukker!’ forklarer K. Vi taler om hendes opvækst. Om årene før angsten kilede ind mellem hendes sinds lag.
’Jamen, det er da godt!’ udbryder jeg overrasket og en hel del lettet. ’Det er da godt, at du ikke mærkede, hvor svært det var dengang.’
’Men hvor selvoptaget kan man være, at man ikke opdager det?’ K smiler det dér smil, hun smiler, når hun er flov over sig selv.
’Wow! Den skynder jeg mig lige at stoppe, okay!’ jeg lægger en flad hånd, fingrene spredte, ned på køkkenbordet, som for at holde på den opfattelse, som vil jeg sikre mig, at den ikke smuttede mellem fingrene på mig og som en rotte piler ind og gemmer sig i skyggerne af hendes angst:
’Du var en lille pige, et lille barn. Et lille barns hjerne er ikke, som din hjerne for eksempel er nu, i den alder du har nu. Okay?’
K ser på mig, tænker. ’Det lille barns hjerne kan slet ikke abstrahere. Og slet ikke se sig selv udefra. Du var bare en lille pige fuld af en gigantisk fantasi’, slår jeg fast. Slut for psykologitimen.
Det er o.k. Jeg er ked af det, men det er ikke på grund af det du siger. ’ ’Nåh,’ overtager hun inden jeg kommer videre ’det er fordi du er bekymret for både L og mig?’ ’Ja, det er jeg – det hører med til at være forælder, skat, og med al den sygdom vi oplever i vor lille familie, så bliver man jo ked af det.’ Vi holder hinanden fast i blikkene.’
’Ja, okay’. K ser ud, som om hun accepterer den præmis. ’Men var han meget syg, allerede dengang?’ fortsætter hun med at tale om sin bror.
’Ja, det var han jo, men det blev først meget mere alvorligt, da de overtog ham på Riget.’ Jeg kiggede undersøgende på K, hvad kan hun bære. Det er svært at sige. Hvor ofte har jeg ikke taget fejl?
’Det kan jeg godt huske!’
’Hvad kan du ellers huske fra den sommer på Riget?’
’Det … jeg har kun et billede af L. Han går ned ad gangen og han ser så ked ud af det. I det blå tøj’.
’Hospitalstøjet?’
’Ja. Han er så ked af det og jeg var lige ved at græde, for han var så ked af det’. Jeg får tårer i øjnene, mens hun fortæller.
’Han havde det der lange hår. Jeg synes det var så synd for ham. Ej, mor, undskyld! K ser forskrækket ud, har nu en hånd op for sin mund.
’Hvorfor undskylder du?’ blinker jeg en tåre væk, det aner mig nok hvad hun vil sige. Men det er vigtigt, at vi får sagt det.
’Jeg ville ikke gøre dig ked af det!’
’Skat, du gør mig ikke ked af det!’
’Jamen, du græder’
’Det er o.k. Jeg er ked af det, men det er ikke på grund af det du siger. ’
’Nåh,’ overtager hun inden jeg kommer videre ’det er fordi du er bekymret for både L og mig?’
’Ja, det er jeg – det hører med til at være forælder, skat, og med al den sygdom vi oplever i vor lille familie, så bliver man jo ked af det.’ Vi holder hinanden fast i blikkene.’
Nu er den vores kærlighedsbænk. Det er her vi sidder og spiser. Skriver. Taler. Ser film. Hører musik. Griner og græder. Side om side, mor og datter
’Ja.’
’Ja. Vil du ha’ et kram?’
Så sidder vi der på den mintfarvede grønne slagbænk. Det er en nær venindes farmors og farfars brudeseng, hun fik bygget om til en slagbænk. Den mintgrønne farve er sengens originale maling. Men da den var færdigbygget, måtte hun indse, hun ikke kunne huse den.
Nu er den vores kærlighedsbænk. Det er her vi sidder og spiser. Skriver. Taler. Ser film. Hører musik. Griner og græder.
Side om side, mor og datter.
Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.
Topillustration: PxHere
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
