Godt eller ondt nytår – Dit valg

af i Debat/Essays/Liv & Mennesker

KLUMME – Nytår er statustid og de sociale medier bugner af hurrasyg selvfedme pakket ind i kortere eller længere opsummeringer af det forgangne års bedrifter – fortrinsvis af den karrierefremmende slags. Pointen her er virkeligheden. Hvilken en skal det være?

Året igennem har jeg, ligesom de fleste andre, haft vanskeligt ved at undgå at spejle mine egne bedrifter i forskellige kollegers. Og tillad mig at være nytårsærlig og sige det rent ud: Nej, det har ikke ’tikket ind’ med tilbud og opgaver i kølvandet på mine to bogudgivelser. Nej, jeg har ikke præsenteret min seneste bog for tusind kuraterede kulturformidlere og bibliotekarer i Den sorte Diamant. Jeg er heller ikke blevet nomineret til nogle litterære priser. Faktisk fik min danske bog ikke nær den omtale og de læsere, den fortjente. Til gengæld fik bogen den bedste lektørudtalelse, som til dato er blevet mig til del. Jeg skulle måske være Gyldendal-forfatter.

Jeg har heller ikke fået mit eget TV-program, underligt nok. Og radioen har heller ikke  rendt mig på dørene. Hov, det er forresten løgn. Jeg var faktisk gæst i et ret lødigt P1-program om tro og eksistens. Og så har jeg naturligvis skrevet lidt her på POV. Pib, klynk, og så nok om det.

Spejlingen i skønmaleriet

For det er sådan set slet ikke pointen. Pointen er, at vi alle sammen rutinemæssigt fremstiller vores virkelighed som den ser ud gennem de ønskede forholds silkebløde Insta-filter. Og fordi vi mennesker spejler os i hinanden for at se os selv, får vi ligeså langsomt et selvskadeligt billede af os selv og hinanden, når vi spejler os i illusioner og fiktive fortællinger. I skønmaleri. På den måde er det indiskutabelt at nettid skaber depression og selvhad. Og fordi vi mennesker også har det med at projicere vores følelse af egen utilstrækkelighed ud af, er vi ofte også karskere mod hinanden. Særligt på nettet.

For ligesom jeg kan føle mig utilstrækkelig, når jeg måler mig med bestseller-kollegers tilsyneladende uendelige triumftog, er der givetvis andre kolleger, som føler sig utilstrækkelige når de spejler sig i artiklens forfatter. Jeg kunne fx. fremhæve min hårpragt – eller min indiske bogudgivelse, som blev godt modtaget i det store land. Men det ville være utilbørligt, og med valget ville jeg have stemplet mig selv som en blærerøv. Der følger nemlig domme med valgtyranniet.

Trendy nødhjælpsorganisationer som Reden og Mændenes Hjem får doneret så meget sushi og lagkage, at de bare ikke kan aftage mere og den alenlange kø af donorer fra samfundets øvre middelklasse må arbejde for at finde aftagere til overskudsmaden og – ja, afladet

Tidens hyperpolarisering, hvor vi holdningsmæssigt føler os så langt fra hinanden at vi efterhånden nærmer os skilt sovs-stadiet på alle væsentlige parametre, sker også på et intra-individuelt, psykologisk plan. På en og samme tid er vi således både blevet mere altruistiske og mere kyniske. Trendy nødhjælpsorganisationer som Reden og Mændenes Hjem får doneret så meget sushi og lagkage, at de bare ikke kan aftage mere og den alenlange kø af donorer fra samfundets øvre middelklasse må arbejde for at finde aftagere til overskudsmaden og – ja, afladet.

Takket være den altgennemtrængende Anders Fohgske anglificering af solidaritets- og barmhjertighedsbegreberne, anser vi nemlig nu primært godgørenhed som privat anliggende. Vi gider ikke det kollektive, men vil selv købe aflad – når, og hvor vi vil.

Skriv det bag øret

For det ’vælger’ vi selv. Helt ligesom USA ’vælger’ at opsige traktater, og du ’vælger’ om du vil spise et marcipanbrød eller tænde en smøg. Det er underforstået, at fordi der er tale om et valg, følger der ansvar med. Og skyld. Så man skal passe på med at forvente barmhjertighed eller forståelse blandt danerne. Du valgte selv at blive tyk og fed, så fuck off. Sådan er moralen. Med mindre, naturligvis, du tilhører en minoritet, det er opportunt at føle med.

Selvom både forskere og forretningsmænd naturligvis er helt enige om at det frie valg – også – er en illusion, fortsætter vi med at tro på det. Og her ligger en af det kommende års største udfordringer

Det var ’valget’ vi var ved. Prøv lige at vælg at skrive dig det bag øret (vælg selv hvilket) og husk det, når du skimmer overskrifter eller hører nyheder de næste par uger. Enhver handling, eller beslutning benævnes og fremstilles rutinemæssigt som ‘valg’. Det er en latterlig og virkelig farlig undergravning af fundamentet for menneskelig samhørighed, man er ude i her. Desværre kolporteres denne sproglige fetich, som måske, med meget god vilje, formelt er rigtig – men i realiteten perspektivforvrængende og voldsomt reduktionistisk – overalt i talte, trykte og viste medier. Det er allehånde komplekse sammenhænge, vigtig og uvurderlig social- og humanvidenskabelig forståelse som skylles ud med badevandet i kølvandet på valgtyranniets Niagara-tønde.

USA ’valgte’ ikke at trække sig ud af traktaten. USA trak sig ud af traktaten. Fordi man besluttede det. På en baggrund. Med et rationale. En årsag som kan forstås og perspektiveres. Om man så er enig eller ej.

Valgets fetichkultur bidrager sit til at efterlade os som syv milliarder ikke-forbundne individer, som intet har til fælles. Og som derfor er så meget desto nemmere at køre rundt i manegen. Og det bliver vi, kære læser. Om du så gider høre på det eller ej. Og der følger domme med valgtyranniet. Man bliver sit valg, så at sige.

Den arbejdsløse har selv ’valgt’ sin vanskæbne og cementerer på den måde sin menneskelige uduelighed, mens succes-iværksætteren eller spekulanten modsat beviser sin evolutionære overlegenhed ved – bingo – sin tilvalgte status som succesfuld. Det er det rene pip & gok.

Selvom både forskere og forretningsmænd naturligvis er helt enige om at det frie valg – også – er en illusion, fortsætter vi med at tro på det. Og her ligger en af det kommende års største udfordringer.

Chipped?

Mens de EU-påbudte smart-metre kortlægger din adfærd – og alle dine frie valg – hjemme, kortlægger telefonen og CCTV-kameraerne dine ’valg’ når du er ude. Og lige straks vil vi se en europæisk variant af den kinesiske sesam-socialisering, hvor al menneskelig adfærd tingsliggøres og kommercialiseres  – altså vareliggøres og værdisættes på samme måde som samfundets såkaldte tjenesteydelser for længst er blevet det i Djøf-helvedets nådesløse neoliberale Pepito-tern. Sorry, regneark. Og når fremstillingsindustriens købte økonomer og finanssektorens lydige bankfolk, får held til at overbevise politikerne, vil man vælge af afskaffe kontanter. Og vupti, pludselig har du ikke flere point på borgerkontoen og så er det slut med rugbrød resten af måneden.

Nåja, jeg glemte at flere og flere også bliver chippede. Kun af bekvemmeligheds- og sikkerhedshensyn, naturligvis. Det har intet med udbytning og kontrol at skaffe. Og det er jo frivilligt, som de siger i Sverige. Eller det siger de måske ikke. Men i år har flere engelske fagforeninger været ude og råbe vagt i gevær omkring RDIF-chipping af mennesker – netop fordi trenden er blevet … en trend i vores kvasi-borgerkrigshærgede broderland.

To eller tre kartofler?

Og så skal vi have folketingsvalg. Endnu et glimrende eksempel på det frie valgs narrehat. For vidst kan vi frit vælge men kun mellem forskellige onder, som er mere eller mindre ønskelige. Der er jo ikke for alvor nogen vælgere som jubler ved tanken om hverken Lars eller Mette. Og de fleste ville gerne se en oprigtig visionær og samvittighedsfuld statsmand M/K bag roret, hvis ikke ligefrem en timelig og tiltrængt systemisk tilpasning til menneske og klode, som ikke er halvtredsernes vækstparadigme pakket ind i grønt flor.

Men sådan et valg, får vi ikke lov til at tage. På den måde spejler samfundets indretning desværre kun alt for nøje den finsk-svenske Nordea-boss, Bjørn Hvalros’ (jo, det er sådan jeg ’vælger’ at stave ’Björn Wahlroos’) credo om, at flertallet af befolkningen er dum som vådt pap, og at man derfor ligeså godt kan støvsuge al samfundsværdi og overlade ressourcerne til ham og hans stenrige venner.

Du har jo slet ikke brug for, at hverken jeg eller andre fortæller dig, hvordan verden hænger sammen, Du ved det jo godt

Et andet godt eksempel på ’we elect, you select’, kan man finde i den nyeste episode af den britiske Black Mirror-serie, Bandersnatch. Her kan man selv vælge handlingen. Men blot indenfor et særdeles begrænset spektrum. De forudbestemte valgmuligheder præsenteres – og sælges – som frie valg. Det svarer til at tilbyde et barn følgende valg ved middagsbordet: To eller tre kartofler.

Du kan også bare tage en gul vest på og gå på gaden. Det må man, heldigvis, lidt endnu. Og som jeg har sagt før: Hvis der er mange nok på slotspladsen, vil man med et trylleslag se et enigt folketing ’vælge’ at fremtrylle og gennemføre netop den løsning der ønskes.

Nå. Det er heldigvis alt sammen bare noget der sker i morgen. Du kan gøre som lille Greta Thunberg. Eller du kan fortsætte med at tro på de store spilleres gode intentioner.

Det er jo dit valg. Godt nytår.

***

Ej, det er bare gas.

Du har jo slet ikke brug for, at hverken jeg eller andre fortæller dig, hvordan verden hænger sammen, Du ved det jo godt. At kapitalismen er ude af kontrol. At samfundene støvsuges for infrastruktur og værdier. At ingen af de store gider at betale så meget som en bøjet femøre til det fællesskab, som efterhånden mest synes at findes i erindring eller forestilling.

At insekterne og dyrearterne næsten er udryddet. Og at de helt sikkert bliver det snart.

At havene er fyldt med plastik. At Googles og Facebooks og Microsofts datacentraler i Jylland allerhøjest kommer til at brødføde fem mennesker og en Securitas-vagt, selvom de vil sluge en femtedel af vores elforbrug. At Europa er døende, og at borgerkrigen kommer før eller siden. At det hele er planlagt til mindste detalje, og at der ikke er meget at gøre ved det. At det er ubekvemt. At det er uhyggeligt. Og at det skulle have været anderledes, åh så anderledes. At du måske skal starte med dig selv. At det er svært at være menneske, også i dette nominelt så rige samfund, som alligevel på diabolsk facon bliver fattigere dag for dag.

Men solhvervet er ovre, og det nye år står på spring, vinteren er overstået lige om lidt,  så venter foråret. Og forårsforelskelsen og alt det smaragdgrønne, fremtiden står på tæer – og er allerede på vej ned i fitnesscentret her til januar – mens solen står op og går ned, og du er stjernestøv og lys i midlertidig form, universet på to ben som ser på sig selv drømme en verden i eksistens.

Du er en kærlighedsblomst i evig blomstring. Og du kan klare det. Fordi du findes. Simpelthen. Fordi du er i live og er lige her. Alene det er et vanvittigt og ubegribeligt mirakel som fortjener hyldestsang og dans. Hver eneste af os – og de fleste af vore mange medskabninger her på kloden, genskabes hvert sekund som resultatet af trilliarder af perfekt samkørte fedback-loops iet under af ekvilibrium. Så yeah. Let’s dance.

Godt nytår. Det er ikke et valg. Det er et bud fra højeste sted.


Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på MobilePay 71844591
og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.


Hovedillustration: Wikimedia Commons.

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Debat