Kære fædre: jeres døtre (og sønner) har noget, de gerne vil fortælle dig

i Featured/Liv & Mennesker af

FREDAGSKLUMMEN –  “Jeg fortalte aldrig min far om det – jeg var bange for at han ville myrde min overgrebsmand.” Mange fædre vil gå gennem ild og vand for deres børn. Paradoksalt nok kan det ende med at betyde, at deres døtre (og sønner) ikke fortæller om overgreb, de har været udsat for.

Da jeg var lille, sagde min far altid til mig, at ligegyldigt hvad der end skete i verden, når jeg blev stor, så ville han beskytte mig, hvis jeg blev angrebet:

”Lige meget, hvad der sker, så er jeg der. Du kan altid komme til mig, jeg vil aldrig svigte dig,” lød det, og jeg har uden at tænke nærmere over den sag, gentaget den sætning mange gange for mine egne fire børn.

Og sådan har det da også været. De få gange i mit liv, hvor der vitterlig har været mennesker, der bevidst har været ondskabsfulde overfor mig eller som har forsøgt at skade mig, kan jeg ikke komme i tanke om nogen mere rasende og indædt forsvarer end min far. Min mand er en tæt nummer to og jeg har altid tænkt, at det var helt normalt. Sådan er en ’rigtig mand’.

Langt de fleste små drenge bliver fortsat – og især da min fars generation voksede op i 1940’erne og 50’erne – opdraget til at ”passe på andre” på en mere udadvendt og mere handlende måde end piger gør

Når jeg har tænkt sådan, er det nok også fordi jeg tror, at flertallet af mænd fra naturens hånd er født mere aggressive end kvinder.

Ja, jeg tror, at et overskud på testosteron-kontoen gør en vis forskel for det første – ikke for alle, men for mange mænd.

For det andet bliver langt de fleste små drenge fortsat – og især da min fars generation voksede op i 1940’erne og 50’erne – opdraget til at ”passe på andre” på en mere udadvendt og mere handlende måde end piger, der godt nok typisk også får stimuleret deres omsorgsgen, men på en mere ’blød’ facon.

En far skubber tilbage og handler, en mor har en blød favn og et kærligt ord.

Det er muligt, at de roller er under kraftig forandring, men sådan var det i hvert fald i ”gamle dage”, og her i USA, hvor jeg har boet i de seneste 10 år, er de gamle dage stadig nærværende.

Kønsrollemønstrene er simpelthen langt mere traditionelle end i Danmark. Og for mig, der – indrømmet – også selv er ret traditionelt tænkende i mit eget liv, når det gælder køn, har jeg faktisk heller aldrig tænkt over ”beskyttergenet” som andet end en positiv del af maskuliniteten.

Men som det ofte er i USA, der er et langt mere voldeligt samfund end det danske, og hvor adgangen til skydevåben er – fortvivlende – let, kan netop den traditionelle farrolle ende som den faktor, der gør, at der er ting, de fleste kvinder, aldrig vil fortælle til deres far.

Det kunne man læse i denne uges mest læste og dybt rørende klumme fra Washington Post i afdelingen for ”ikke-politiske indlæg” – og en sådan kan man have hårdt brug for, når man bor i den amerikanske hovedstad på 10. år, fordi alt drejer sig om politik.

Monica Hesse skrev sin klumme under overskriften, Dear dads: Your daughters told me about their assaults. This is why they never told you.

Hesse, der skriver om køn for avisen, fortæller, at hun har talt med mange kvinder, der siger, at den sidste person i verden, de ville fortælle om seksuelle overgreb er deres far – efter artiklen udkom, fik hun blot på førstedagen over 500 e-mails fra både kvinder og mænd, der delte deres historier om seksuelle overgreb, og om hvorfor de ikke havde fortalt deres far om dem.

Hvorfor?

Tag ikke fejl. Det handler om en dyb kærlighed, som disse fædrer nærer. Men på en bagvendt måde ender det med at faderen bliver den svage; som det menneske, datteren bliver nødt til at skærme mod den anmassende og pinagtige realitet

”Jeg er bange for, at han ville slå min overgrebsmand ihjel. Og jeg vil ikke have, at min far kommer i fængsel”, lød det fra flere. ”Min far elsker mig så højt, at det ville ødelægge hans liv, hvis han vidste, at nogen havde forulempet mig. Det ville han ikke kunne klare,” var en anden klassiker.

Flere sagde, at de heller ikke var vant til at tale om sex med deres far, det var “100 procent tabu.” Andre sagde, at deres far var det menneske i verden, de helst ville imponere og at et overgreb ikke passede ind i det ønske.

Tag ikke fejl. Det handler om en dyb kærlighed, som disse fædrer nærer. Men på en bagvendt måde ender det med at faderen bliver den svage; som det menneske, datteren bliver nødt til at skærme mod den anmassende og pinagtige realitet.

Som Hesse skriver:

A dear friend shared this week that she was repeatedly molested as a kid. She’s fine now, she said. The only reason she hadn’t spoken up publicly was because her father still didn’t know; it would devastate him. She saw the irony in this — that even in her own recovery, she had been concerned with shielding a man from agony.

“But Lord, my dad’s done an awful lot for me,” she wrote. “And I can and will do this for him.”

Jeg fortalte det til min mor, fordi jeg regnede med, at hun vidste mere end min far om, hvordan et føltes at gå gennem verden som kvinde

Det giver absolut mening for mig. Vi vil alle sammen gerne beskytte dem, vi elsker, fra pinefuld viden. Jeg vil heller ikke have, at min vens far skal bakse med hendes hemmelighed,” skriver Hesse og tilføjer: but when I think of my friend’s valiant secrecy, I want to cry.

Dagen efter hørte jeg i min bil et radioindslag baseret på klummen i NPR (USA’s svar på Danmarks Radio). I indslaget siger Hesse, at ”de fleste af kvinderne tror, at det ville ødelægge deres far at få besked.” ”Det er min fars job at beskytte mig, og det ville få ham til at føle, at han  havde svigtet mig.”

Intervieweren spørger om kvinderne ikke også havde problemer med at fortælle deres mødre om overgrebene, og Hesse svarer, at ofrene traditionelt anbringer forældrene i to helt forskellige kategorier:

”Jeg fortalte det til min mor, og hun delte sin egen historie om, hvordan hun var blevet udsat for et seksuelt overgreb som barn med mig” er en variant, mens en anden er ”jeg fortalte det til min mor, fordi jeg regnede med, at hun vidste mere end min far om, hvordan et føltes at gå gennem verden som kvinde.”

Disse fædre er ‘good dads’. De vil virkelig gerne gøre deres bedste og de prøver at tænke over, hvordan man er en god far

Hesse er også inde på et andet område – udover beskyttertrangen, der kombineret med traditionen for vold og våben i USA, gør fædres beskyttende gen til noget mere farligt, et tveægget sværd – nemlig at mange mænd i Guds eget land også føler sig ubehageligt til mode eller ligefrem pinligt til møde overfor ”lady pains”.

”Sådan er det med det meste af kvindekroppen. Menstruation, amning, overgangsalder, kvinders kroppe bliver set som noget skamfuldt,” konkluderer hun og bemærker, at seksuelle overgreb hermed også overskrider to tabuer samtidig for de fleste fædre: de skal både forholde sig til deres datters krop og til sex og deres manglende evne til at beskytte hende mod alt ondt.

Hesse fortæller om flere henvendelser i indslaget, som kan varmt anbefales og som man kan lytte til ved at klikke her, og som hun siger:

”Disse fædre er good dads. De vil virkelig gerne gøre deres bedste og de prøver at tænke over, hvordan man er en god far”.

Mange fædre har også henvendt sig til Hesse via e-mail. En typisk lyder: ”Jeg har altid sagt til min datter, at hvis nogen gjorde hende ondt, så ville jeg dræbe dem. Nu tænker jeg over, om det måske har afholdt min datter fra at dele historier om overgreb med mig. Måske var min besked forkert?”

Jeg siger med Hesse, at man bør tale med sine (også voksne) børn. Spørg dem og lyt til dem uden fordomme

Det er nok værd at tænke over.

Jeg siger med Hesse, at man bør tale med sine (også voksne) børn. Spørg dem og lyt til dem uden fordomme:

To all the fathers of all the silent victims: Your children are quietly carrying these stories, not because they can’t handle their emotions but because they’re worried that you can’t. They are worried that your emotions will have too many consequences. Or they fear you won’t think of them the same way. Or that you’ll be distraught because you didn’t protect them.

If you can tell your father in a way that feels safe, and in a way that would bring you comfort, tell your father. Tell your brothers. Let them be uncomfortable; let them share some of your pain. Don’t let them be ignorant …

And if you yourself are a father, and you believe this would never happen to your daughter — how do you know? She might not have told you. But she has told me.

 Hvis du holder af Annegrethe Rasmussens journalistik og ønsker at bidrage til, at hun får løn for sine artikler – og hendes arbejde som chefredaktør for POV – kan du sende hende et beløb, stort eller lille, det afgør du helt selv, på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85

Topillustration: Chris Pryce, Flickr. Creative Commons.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker. Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen. Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste artikler om Featured