KINA // ANALYSE – Kinesere har ikke meget fidus til markedet. De vil gerne bytte friheden til selv at vælge og vrage mellem skidt og kanel med noget statslig indblanding.
Som vestlig forbruger tror man måske, at kineserne er ellevilde over alle de produkter, som de i dag kan vælte sig i. Men det er de faktisk ikke. Den kinesiske stat har nærmest opgivet at regulere markedet og placerer i stedet ansvaret hos forbrugerne selv. Det har fået kineserne til at efterspørge produkter fra velordnede, vestlige velfærdsstater, hvor de mener, at der er helt anderledes styr på kvalitet og forbrugerbeskyttelse.
Helt alene på markedet
Ønsket om at staten skal garantere forbrugernes sikkerhed, har dybe rødder i den kinesiske kultur. I kejsertidens Kina var der – som i de fleste feudale økonomier – tradition for, at herskerne tog sig af undersåtternes ve og vel. Denne meget tydelige ’statslige indblanding’ i borgernes privatliv fortsatte under kommunismen.
Men med Forbrugerloven af 1994 frasagde det kinesiske kommunistparti sig dette ansvar og besluttede i stedet, at den kinesiske forbruger skulle lære at beskytte sig selv på markedet. Det må siges at være en ret liberalistisk vending efter to tusind års statsligt formynderi, der såvel under kejserdømmerne som under kommunismen har prioriteret borgernes sikkerhed højt.
Kommunistpartiet var i begyndelsen fokuseret på en statsdrevet socioøkonomisk udvikling, og hyldede højlydt og bombastisk partistaten for at bringe vækst og velstand til landet. Staten ser stadigvæk sig selv som bannerfører for den kommunistiske revolution, men den ser ikke længere sig selv som eneansvarlig for folkets velbefindende.
Under formand Mao var det partistatens opgave at give folk tag over hovedet, arbejde, sundhed, uddannelse og adgang til forbrugsgoder. I perioden efter Mao blev alt dette markedsgjort, og under 1990’ernes statskapitalisme blev kineserne opfordret til at slippe deres egne, individuelle kompetencer løs uden at blive vejledt af partiet, samfundet eller familien. Nu lancerede kommunistpartiet et antiautoritært og nærmest neo-liberalistisk slogan om ’at stole på sig selv’ i stedet for ’at stole på staten’.
Kineserne drømmer om mere regulering
Idéen om at herskere har ansvar og forpligtelser overfor folket er imidlertid sejlivet. Jeg har talt med kinesiske forbrugere i det meste af Kina, og den almindelige kineser synes overbevist om, at formand Mao (selvom han bestemt ikke var fejlfri, understreger de!) faktisk var optaget af at give folket et godt og trygt liv. Sådan opfatter de ikke nutidens partistat, og de efterspørger i den grad en ’moralsk økonomi’, hvor staten forpligter sig til at beskytte sin befolkning – fx mod farlige og defekte produkter – sådan som den gør i ’den udviklede verden’ (dvs. de vestlige velfærdsstater). I Kina vender politikerne det blinde øje til.
Omvæltningen fra formynderisk socialistisk stat til et neo-liberalistisk laissez faire-marked har fået kineserne til at drømme om de vestlige velfærdsstater
Det er især de mange fødevareskandaler, som har undergravet tilliden. De kinesiske forbrugere er enormt mistænksomme overfor producenterne, som de er overbeviste om, kun tænker på profit. Politikernes appeller om at ’sætte sine egne kompetencer i spil som forbruger’ falder derfor på klippegrund.
I stedet for personlig frihed og ansvar ønsker forbrugerne i Kina sig en moderne udgave af de historiske regimer, som var garanter for en ’moralsk økonomi’, og som manifesterer sig gennem love og regler, der beskytter forbrugeren. Omvæltningen fra formynderisk socialistisk stat til et neo-liberalistisk laissez faire-marked har fået kineserne til at drømme om de vestlige velfærdsstater.
Marked og moral
Ideen om en ’moralsk økonomi’ er gammel – den går helt tilbage til antikken. I den oprindelige moralske økonomi var markedet en fysisk, lokaliserbar handelsplads, som var indlejret i folks almindelige sociale liv. Du vidste, hvem der havde bagt dit brød, snedkereret dine møbler eller syet dit tøj – i dag kender producent og forbruger ikke hinanden. Dét er netop en af Marx’ store indsigter, at med varekapitalismen bliver markedet anonymt, og alt, hvad der tidligere var konkret og socialt, bliver omformet til abstrakte, kontraktlige relationer. Og her bliver det statens opgave at sikre ’moralen’ institutionelt.
Mine kinesiske fokusgrupper mener også, at det er statens opgave at håndhæve forbrugernes sikkerhed på markedet. De tror ikke på, at man kan overlade ansvaret til producenterne selv, for ’det er normalt for virksomheder at jagte profitter, mens regeringen skal tage vare på folk’, som Wang Hai – en af de aktivistiske forbrugere, en såkaldt ’fake-fighter’ – siger. Problemet er imidlertid, at Kina har en forbrugerlov, som definerer ’forbrugerens rettigheder og sælgerens forpligtelser’, men som ikke siger ret meget om statens rolle.
Mange af de sociale spændinger, som Kina oplever i dag, udspringer netop af befolkningens følelse af, at de statslige aktører, der skulle sikre deres sundhed og velfærd, er korrupte og ikke lever op til forpligtelserne
I det kinesiske samfund er det at være menneske i udpræget grad ensbetydende med at være knyttet til andre og leve op til de forpligtelser, som disse bånd symboliserer. Moral handler således i høj grad om at tilskrive ansvar og forpligtelser til forskellige aktører i et netværk eller et hierarki. En af de fake-fighters, som jeg interviewede, Zhou Liang fra Suzchou, henviste netop ofte til, at staten har pligt til at sikre forbrugernes velfærd: ”Det er regeringen, som skal tage ansvar for alle de falske og underlødige produkter på markedet. Hvorfor er det regeringen? Fordi den udførende magt kun er givet til regeringen. Forbrugere har ingen magt til at håndhæve noget”.
Når sådanne traditionsbundne regler ignoreres, og mennesker dermed udsættes for fare, så har de forurettede ifølge dette uskrevne kodeks et moralsk grundlag for at protestere – endda voldeligt om nødvendigt. Og mange af de sociale spændinger, som Kina oplever i dag, udspringer netop af befolkningens følelse af, at de statslige aktører, der skulle sikre deres sundhed og velfærd, er korrupte og ikke lever op til forpligtelserne.
Når staten svigter
I Kina sætter kontrollen med medier og censuren af internettet en ’naturlig’ grænse for, hvor meget en skandale kan udvikle sig til en reel shitstorm omkring statens forpligtelse til at håndhæve et etisk princip for produktion af fx fødevarer.
Men selvom det offentlige spillerum er lille i Kina, er borgerne alligevel forbavsende kritiske overfor statens passivitet i forhold til at regulere produktion og marked. De ser statens rolle i de vestlige velfærdssamfund som forbilledlig: Her sætter staten standarderne og sanktionerer de producenter, som ikke overholder dem.
Når staten svigter, og tilliden til de institutionelle forpligtelser smuldrer, ser det ud til, at forbrugerne genindlejrer dem i konkrete, menneskelige relationer i stedet – sådan som de fungerede på det førindustrielle, fysiske marked, hvor producent og forbruger mødtes face-to-face og stod til ansvar overfor hinanden. Den mekanisme har en organisator af Pekings Farmers Market klart forstået, når han siger: ’Jeg sælger ikke grøntsager. Jeg sælger tillid’.
Vesten sælger tillid
Tillid til staten er alfa og omega, når markedet ikke er konkret og transparent. Derfor efterspørger de mere velpolstrede kinesere også i stigende grad varer, der er produceret i lande, som er kendt for at have solide juridiske og regulatoriske systemer. Der er en udbredt mistillid til, at deres egen stat kan og vil beskytte dem som forbrugere – mest af alt frygter den almindelige kineser for fødevaresikkerheden.
Fake-fighteren Yan mener fx, at kommunistpartiets tendens til at vægte beskæftigelse og vækst højere end sikkerhed og sundhed, plus de korrupte embedsfolk og en utilstrækkelig lovgivning, betyder, at den statslige fødevareregulering ikke fungerer.
Men samtidig er forbrugeraktivismen fanget i et Catch22, da den kinesiske stat på super-neoliberalistisk vis jo netop ikke vil blande sig og dermed placerer ansvaret for forbrugersikkerheden hos forbrugerne selv. Vi vil derfor højst sandsynligt se flere fødevareskandaler i Kina i fremtiden – uden at de vil føre til protester i noget mærkbart omfang.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at forbrugerne i min undersøgelse forkaster denne afpolitisering af markedet, og tværtimod mener, at staten har pligt til at påtage sig rollen som synlig og aktiv moralsk vogter af markedspladsen.
Fødevareproduktion er indbegrebet af en moralsk økonomi, og ikke mindst af hensyn til den globale fødevaresikkerhed er det ekstremt vigtigt, at vi har stater, der vil påtage sig ansvar og forpligtelse
Varer er fra tidernes morgen blevet produceret i etiske kontekster, som en form for moralske økonomier – og i de industrielle økonomier, hvor der ikke længere er fysisk nærhed mellem forbruger og producent, har de altid inkluderet staten.
Stater, som bekender sig til neo-liberal ideologi, vil imidlertid altid forsøge at frasige sig ansvaret for fejl og uhensigtsmæssigheder på markedet – fra børnearbejde til falske medicinprodukter – og de skal konstant mindes om, at en ’moralsk økonomi’ i høj grad bidrager til at etablere positive relationer mellem stat og borger.
Fødevareproduktion er indbegrebet af en moralsk økonomi, og ikke mindst af hensyn til den globale fødevaresikkerhed er det ekstremt vigtigt, at vi har stater, der vil påtage sig ansvar og forpligtelse til at stå i spidsen for moralske økonomier.
Topillustration: Statue af Formand Mao på baggrund af moderne reklametavle. Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her