Kinas ældre

Kinas ældre – for mange og for dyre

i Kina/Ældre af
KINAS BEFOLKNINGSKRISE // ANALYSE – Kina er i en alvorlig befolkningskrise. De negative følger af 40 års ét-barnspolitik fortsætter. De unge vil ikke have børn, fødselstallet er det laveste i 60 år. Den nye 3-barns-politik ser ikke ud til at løse problemet. Imens falder arbejdsstyrken markant. Og de næste fem år går de helt store årgange på pension. Næsten hver tredje kineser vil være pensionist. Den hurtige løsning peger mod de ældre: pensionsalderen er for lav. Men selv i den kinesiske ét-partistat bliver det en kamp for at få sat pensionsalderen op.

I maj måned kom tallene fra den folketælling, kineserne gennemfører hvert tiende år. Den viser at Kina har massive problemer med befolkningsudviklingen, der kan lægge en dæmper på den vækst, der er nødvendig for at Xi Jinping kan få opfyldt drømmen om et rigt og magtfuldt Kina inden Folkerepublikken fylder 100 år i 2049.

Officielt bor der nu 1.411.778.724 personer i Kina. Men det sidste årti har Kina haft den laveste fremgang siden første tælling i 1953. Og når den næste folketælling kommer i 2030, vil antallet af kinesere for første gang falde. Forklaringen er enkel: der er for få nyfødte, og antallet af ældre eksploderer nærmest.

Kina nærmer sig hastigt den frygtede forudsigelse, at ”Kina bliver gammelt, før det når at blive rigt”

Og dem, der skal tjene pengene og udvikle landet i den arbejdsduelige alder mellem 15-59 år, bliver der færre af. Det sidste årti er arbejdsstyrken faldet med over 3 mio. hvert år. En nedadgående kurve, der bare vil fortsætte, ja, de næste fem år bliver faldet mere end fordoblet. Landet nærmer sig hastigt den frygtede forudsigelse, at ”Kina bliver gammelt, før det når at blive rigt”.

Katastrofalt lavt børnetal

Det helt akutte problem bliver at få de kinesiske familier til at føde flere børn. Sidste år kom der blot 12 mio. nye kinesere til verden. Det er fjerde år i træk fødselstallet er gået ned – og det laveste siden 1961, hvor årsagen konkret var hungersnød efter Kommunistpartiets skæbnesvangre ”Store Spring Fremad”-kampagne.

På mange måder lidt paradoksalt, fordi kinesiske familier siden 2016 endelig har haft tilladelse til at få to børn. Men de unge har valgt at sige fra. Dels fordi det er blevet meget dyrt at have børn i Kina – dels fordi de unge er blevet bedre uddannede og venter med at stifte familie – og vigtigt i denne sammenhæng: de unge kinesere har ændret sociale vaner og prioriterer deres personlige frihed og karriere højere end ægteskab og børn.

3-barns politikken viser, at familiepolitik og -kontrol stadig er en del af magtapparatet overfor befolkningen

Konsekvensen er at fødselsraterne er så lave, at de fuldstændig har ændret befolkningssammensætningen. Fødselsraten (dvs. hvor mange børn en kvinde i gennemsnit føder) er nu helt nede på 1,3 – langt fra de 2,1 som giver et stabilt folketal men også langt fra de 1,8, som var myndighedernes målsætning for årtiet.

3-barns politikken

Langt om længe besluttede Kommunistpartiets Politbureau i slutningen af maj, hvad løsningen skal være. Kina får fremover en 3-barnspolitik, der giver alle ægtepar lov til at få tre børn. De fleste reaktioner på forslaget, der ikke er til debat, kalder det en ”for sent og for lidt”-løsning. Den er bedre end ingenting, men ingen tror for alvor, den vil løse problemet med de alt for få fødsler.

Der mangler endnu detaljer om 3-barnspolitikken, især om – og hvilken – støtte der kan komme til forældrene. For det er jo ikke restriktionerne i den gældende 2-barns lovgivning, der har fået kineserne til at nøjes med færre børn. Det er en ændret mentalitet og økonomiske udfordringer.

At løsningen ikke blev en ophævelse af den strikte og bureaukratiske familiepolitik, men blot en forlængelse af 1- og 2-barnspolitikken, viser bare, at familiepolitik og -kontrol stadig er en del af magtapparatet overfor befolkningen. Jeg har for nylig lavet en grundig artikel om årsagen til kinesernes manglende lyst til at få mere end ét barn. Læs den her .

De mange ældre skal sikre arbejdsstyrken

Da det trods alt tager en 15-20 år før nye børn bliver en ydende del af samfundet, så er det hos den stærkt voksende gruppe af ældre over 60 år, der kan hentes hurtige gevinster for at afværge skrækscenariet med en befolkningstilbagegang. En ændring der vil reducere produktiviteten, oppuste omkostningerne til sundhedsvæsen og øge risiko for ”social uro” – betegnelsen for styrets frygt for folkelige protester og krav om ændringer.

Folketællingen viser sort på hvidt, at en epoke er ved at slutte i Kina. I 50 år har verdens største land haft medvind i demografien. Opstigningen fra tilbagestående landbrugsland til industriel supermagt er sket i en periode med et kæmpe overskud af unge og midaldrende, der villigt har flyttet sig hen hvor industriarbejdspladserne ligger – hvad det enorme antal migrantarbejdere, netop optalt til 285 millioner – vidner om. Samtidig har Kina haft langt færre ældre at skulle pleje og brødføde, sammenlignet med de vestlige lande.

Det ender med en tredjedel er pensionister

Men nu vender bøtten. Den demografiske profil, der siden 1980’erne skabte Kinas økonomiske mirakel, var præget af de 800 millioner fattige bønder, der har været en endeløs ressource af billig arbejdskraft. Hvor andelen af ældre i Europa og USA har ligget omkring 20 pct., så var den kun 10 pct. i Kina.

De kommende år vil Kina se et veritabelt ældre-boom, når de store årgange går på pension. Foto: Zhang Qunyi

Kina skal nu til at betale for pleje, sundhedsudgifter og pensioner til en meget stor gruppe ældre. Det kommer til at gøre ondt i økonomien, for Kina er ikke en udviklet velfærdsstat og har ikke rustet sig til den store forandring. Med færre på arbejdsmarkedet er det spørgsmålet, om der overhovedet er nok til at betale og sørge for den aldrende befolkning, hvor 30-35 pct. i 2050 vil være pensionister.

De nye tal, der på god gammeldags dør-til-dør vis, blev samlet ind af syv millioner frivillige og offentligt ansatte over nogle måneder i slutningen af 2020, viser hvor hurtigt Kina ældes. Der er nu 254 mio. kinesere på 60 år og derover. De bliver til 300 mio. når de store årgange er inkluderet om fem år, og i alt en halv milliard i 2050.

Har Kina råd til så mange pensionister?

Det enkle svar er nej. Klarest udtrykt af den autoriserede statslige tænketank, Chinese Academy of Social Sciences (CASS). Den vurderer, at den store pensionsfond for ansatte i de kinesiske byer f.eks. løber tør for midler i 2035 – og fremskrevet vil ende med et underskudt på anslået 11 billioner kroner (tolv nuller) i 2050.

Situationen er yderligere forværret, da den store nationale Pensionsfond sidste år blev ”lænset” med 10 pct., fordi staten har trukket milliarder ud af fonden, der skulle bruges til at støtte firmaer under Corona krisen. Det overrasker derfor ikke, at der i debatten mere og mere dukker spørgsmålet op, hvornår Kina må give plads til private pensionsordninger og -fonde.

Den normale pensionsalder er for mænd 60 år, for kvinderne enten 55 år (funktionærer) eller 50 år (arbejdere)

Kineserne sparer op til pension gennem et system, hvor de selv og arbejdsgiveren indbetaler til store pensionsfonde. Denne løbende opsparing er ikke nok til fuld dækning, og den går glip af mange indbetalinger, når arbejdsstyrken falder. Den samlede arbejdsstyrke står til at falde med 200 mio. frem til 2050. Oveni har mange fonde været ramt af korruption og skandaler.

De tomme pensionsfonde er allerede et problem i Kinas nordøstlige ”rustbælte”, hvor den skrantende sværindustri, har ført til kriser i tre provinser, der nu lider med både økonomiske problemer, arbejdsløshed og en noget nær veritabel folkeflugt af unge.

Den kommende nedgang i arbejdsstyrken er også en trussel mod den nye økonomiske politik, der er baseret på kinesernes øgede privatforbrug, som motor for væksten. Og ikke som hidtil, hvor offentlige investeringer og støttepakker har betydet mest.

Hvad får kineserne i pension?

Der er ikke let at give et klart billede af størrelsen på de pensioner, de ældre kinesere får udbetalt. Det afhænger helt af om man har være ansat i en statsejet virksomhed, det offentlige, eller om man har haft en privat arbejdsgiver. Jeg har i mine år i Kina mødt pensionister, der næsten kunne opretholde deres løn – som får 4-5.000 kr. i månedlig pension. Det er (mænd) med lang ansættelse og bonusydelser for partimedlemsskab eller tillidsjobs.

I store byer som Beijing er den gennemsnitlige pensionscheck pr. måned lidt over tre tusinde kr. Men på landet må de nøjes med langt mindre. Eksempelvis i sidste måned var den månedlige udbetaling til 170 mio. pensionister knap 200 kr. til hver enkelt pensionist.

Pensionsalderen meget lav i Kina

Det mest opsigtsvækkende ved pensionerne i Kina er absolut alderen. På verdensplan har Kina én af de laveste aldersgrænser. Den normale pensionsalder er for mænd 60 år, for kvinderne enten 55 år (funktionærer) eller 50 år (arbejdere). Og sådan har det næsten været siden Folkerepublikken blev oprettet i 1949. Men dengang var den forventede levealder 40-50 år. I dag er gennemsnitslevealderen 77,3 år – og i velstående storbyer er den over 80 år.

Pensionsalderen er altså ikke fulgt med levealderen, som vi kender fra Danmark og også USA, Japan og EU-landene, hvor der typisk først er pensionsstart i midt-tresserne.

Det ligner det samme mønster med træghed i systemet, som vi også har set i forhold til begrænsninger i familiepolitikken. Hvis det først er vedtaget på højeste sted i partiet, tager det år at ændre beslutningen. Det var også årsagen til, at 1-barnspolitikken kunne overleve næsten 40 år, selvom den tydeligvis, de sidste mange år, var helt nytteløs, ja, ligefrem skadelig.

I forhold til den kinesiske befolkningskrise, kan man sige at disse centralkomite- eller politbureau-beslutninger, der er taget for længe siden, har det med at gro fast, fordi der i partiet er manglende lyst, evne eller mod til at ophæve dem. Den uændrede 1-barns-politik er årsag til kinesernes manglende interesse for at få flere børn. Oveni kommer, at den manglende tilpasning af den lave pensionsalder i forhold til levealderen, kommer til at svække produktiviteten og udvikle en helt skæv befolkningsprofil.

Nu kommer pensionsændringerne

Men nu er politikerne klar til ændringer. For de ældre betyder det, at pensionsalderen i Kina vil blive sat op. Men let bliver det ikke. For også aldringen af samfundet går meget hurtigere end det er sket i andre lande. Som med industrialiseringen, der i Vesten tog omkring 100 år, men blev gennemført på blot 25 år i Kina, så kommer overgangen til at have en meget stor procentdel af pensionister til at gå lynhurtigt. Kina skal indstille samfundet på, at det vil ske på blot 25 år – en udvikling, der i de vestlige lande tog over 45 år.

Og det er den slags hastige udviklinger, der giver det kinesiske samfund en form for ”umodenhed”, fordi man ikke har – eller giver sig – tid til at afprøve eller vente på at finde de bedste løsninger.

De kinesiske pensionister fylder meget i gade- og bybilledet. Spiller brætspil og mahjong på gader og veje – og danser og dyrker tai-chi i parkerne. Foto: Zhang Qunyi

Hvor hurtigt forandringerne sker, fremgår af de forholdstal for, hvor mange arbejdende kinesere, der skal til for at finansiere en pensionist. I år 2000 var der 10 i arbejde for hver pensionist. I 2020 var det faldet til fem pr. pensionist. Det bliver fire i 2030 og i 2050 vil der blot være to erhvervsaktive pr. pensionist.

Kina værre stillet end Japan og Sydkorea

Det er en kæmpemæssig udfordring, at få plads til flere hundreder millioner nye pensionister. Både økonomisk, samfundsmæssigt og menneskeligt. Trods det socialistiske systems mange fine ord om solidaritet og sammenhold, så har Kina ikke opbygget et velfungerende velfærdssystem.

Nu er Kina jo ikke det første land i Asien, der står overfor et ældre-boom. Det har både Japan og Sydkorea prøvet. Forskellen, og hvorfor man bruger udtrykket, at ”Kina bliver gammelt før det bliver rigt”, skyldes, at den nuværende gennemsnitsindkomst i Kina er mindre end en tredjedel af niveauet i de to andre lande, da de var i den tilsvarende situation. Japan og Sydkorea havde så at sige de økonomiske reserver til at tage sig af de mange ældre.

Bare et eksempel. For øjeblikket er der 44 millioner helt eller delvis handicappede ældre i Kina. Men der er kun 300.000 uddannede sundhedsassistenter. De kommende år vil der være brug for et uddannet personale på 32 millioner til at tage sig af det stigende antal ældre med handikap.

Og i samme boldgade. Ifølge den nye 5-års plan og visionsrapporten frem til 2035 er der knapt 8 millioner sengepladser på landets 204.000 plejecentre. Det er langt, langt under behov og efterspørgslen fra den kvarte milliard nuværende pensionister, Kina er nået op på, når 5-års Planen udløber i 2025, erkender fagministeren, Li Jiheng.

De har forsøgt før

I forhold til den faldende arbejdsstyrke har det selvfølgelig længe ligget lige til højrebenet, at pensionsalderen må hæves. Argumentet er, at folk er friske nok til at arbejde, til de er langt over 60 – og at hvert år ekstra på arbejdsmarkedet giver flere hænder og større skatteindtægter til samfundet. Og så vil det alt andet lige være lettere at udnytte denne ”longevity dividend”, den forlængede levealder – end at skulle ændre/tvinge de unge til at få flere børn.

Og kineserne har da også forsøgt. Ikke med store hop, men de har lagt op til at forhøje pensionsalderen med et par måneder ad gangen pr. arbejdsår. Først for at få kvinderne op fra 50 til en 55 års pensionsalder. Men forslaget blev aldrig realiseret – og siden 2015 er der ikke sket ret meget.

Men nu er beslutsomheden større i takt med den truende udvikling og de dystre tal i folketællingen. På vanlig vis er forslag og skitser lagt frem og bekræftet af Premierminister Li Keqiang. Først i den statsstyrede presse og senere i Fem Års Planen 2021-25, visionspapiret frem til 2035 . Endnu er det ikke udformet som et konkret forslag, men det bygger på modellen, at pensionsalderen forhøjes med nogle få måneder pr. år indtil 2035.

De ældre synes de fortjener tidlig pension

Men ligesom de unge kinesere har valgt et liv med små familier, så har både de ældre og unge kinesere vænnet sig til at udnytte situationen med de aktive ældre på tidlig pension. Og den slags privilegier giver hverken de unge eller de ældre bare afkald på.

kinas ældre
De kommende år vil Kina se et veritabelt ældre-boom, når de store årgange går på pension. Foto: Zhang Qunyi

Det er måske ikke så overraskende, at det netop er de ældre, som er tæt på de nuværende pensionsgrænser, der er de mest kritiske. Ifølge avisen Changjiang Daily i Wuhan har flere end 80 pct. af de ældre i en omfattende spørgeundersøgelse sagt nej til at få udsat pensionen. De begrunder det med fysisk nedslidning, og at det er svært at finde et passende job, når man har passeret 55 år. Og det er et reelt problem, at langt hovedparten af de ældre i dagens Kina har været præget af et hårdt fysisk arbejdsliv. Især de mange hundrede millioner migrantarbejdere i bygge- og anlægsbranchen, vil føle sig snydt, hvis aldersgrænsen for den længe ventede pension bliver udsat.

Med de nye familiemønstre, hvor børnene først efter endt uddannelse finder en partner – og endnu længere før de får barn/børn – så er de ældres rolle i forhold til at tage sig af børnebørnene, blevet endnu vigtigere.

De unge familier har brig for bedsteforældrene

Daginstitutioner er fåtallige og meget dyre i kinesiske byer, så der er et stort pasningsbehov, da de unge forældre begge har meget lange arbejdsdage. De er også tynget af meget høje boligomkostninger og ekstremt store udgifter til barnets uddannelse. Derfor er det almindeligt, at bedsteforældrene er med til at passe børnene fra de er helt små til op i skolealderen.

Især med kvindelige arbejderes lave pensionsalder (50/55 år) planlægger mange bedsteforældre simpelthen med, at de i nogle år forlader hjem-provinsen og flytter ind hos sønnen/datteren, når det første barnebarn kommer.

I 2017 viste en rapport fra et japansk universitet, at 88 pct. af familierne i Shanghai er afhængige af bedsteforældrenes hjælp med at opfostre børnebørnene. Jeg har personligt oplevet mange eksempler på, at selv i veluddannede og progressive yngre familier flytter (især) mor/svigermor i lange perioder ind og bor sammen med den unge familie.

kinas ældre
Et meget typisk billede i storbyen Beijing. Svigermor eller mor er en del af den unge familie, primært som hjælp til husholdning og børnepasning. Foto: Zhang Qunyi

Det er i øvrigt et system der, hvis det bliver afviklet, ironisk nok vil forstærke det faldende fødselstal. Mange unge familier har tydeligt markeret, at de vil fravælge børn, hvis der ikke er bedsteforældre, der kan hjælpe til.

Hvem skal så passe de ældre

Men traditionelt går behovet for pasning også den anden vej, at det er de unge, der skal tage sig af de gamle forældre. Men den har ét-barnspolitikken virkelig gjort besværlig. Især på landet, hvor 40 pct. af befolkningen stadig bor. Hvor der tidligere var fem børn i familien, var der altid én af dem, der blev hjemme i landsbyen og passede de ældre. Nu skal enebarnet, der måske er flyttet til byen, sørge for pasningen af forældrene. Men der findes ikke en ordentlig dækning med plejehjem og -centre.

Så politikerne skal virkelig finde nogle samlede løsninger, hvis Kinas problemer med for få fødsler og for mange ældre skal løses. For oven i det er der også en kæmpemæssig kløft mellem udviklingen i byerne og på landet.

Tag bare disse basale tal på forskellen mellem skolegang i byerne og på landet. I byerne går 100 pct. i grundskole (mod 70 pct. på landet); 63 pct. i byerne kommer på gymnasiet (mod kun 3 pct. på landet). I byerne kommer 54 pct. på universitet (kun 2 pct. på landet). De nyeste tal for skævheden i sundhedsvæsenet viser, at i kinesiske byer er der 2,68 læger pr. 1000 indbyggere – på landet er der under det halve – kun 1,26 pr. 1000 indbyggere.

De ældre tager jobs fra nyuddannede

De unge er også bange for, at hvis pensionsalderen sættes op, så vil flere ældre i starten af 60´erne føre til, at det bliver endnu sværere for de nyuddannede at få plads på arbejdsmarkedet. Der er i forvejen benhård konkurrence om de attraktive jobs, og arbejdsløsheden blandt nyuddannede er markant stigende. Mange er nødt til at tage ufaglærte jobs, som det ses i Kinas største firma til udbringning af mad, Meituan, hvor 15 pct. af knallert- og cykelbudene har en akademisk uddannelse.

Når kineserne stemmer med fødderne

Det topstyrede system lægger bestemt ikke op til bred debat om de demografiske ændringer i samfundet. Men de unge kineseres fravalg af barn nummer to, er en indikation af – dels hvordan parti og regering ikke har været gode til at aflæse folkestemningen, dels at især de unge kinesere tør ”stemme med fødderne”. Det bliver måske ikke helt det samme med stramningerne overfor de ældre. Men lad os nu se.

Kineserne er generelt ikke specielt interesserede i politik, men er ofte sarte og følsomme, når det gælder emner, der direkte påvirker deres liv og økonomiske interesser.


LÆS FLERE ANALYSER OG REPORTAGER AF JAN LARSEN HER


Topfoto: Zhang Qunyi

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.

Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.

Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste artikler om Kina