
WIBRANDS HVERDAGSMAD // KLUMME – Fra sit køkken i Odsherred laver Trine Wibrand hverdagsmad med grøntsager, der ikke passer til supermarkedets standarder. En stor sæk skæve gulerødder blev blandt andet til en lækker gulerodssuppe.
Jeg har købt de her skæve gulerødder. Efter at jeg er flyttet på landet, har jeg fået hesteejende naboer, der køber gulerødder hos den lokale gulerodspusher. Det var sådan en sæk, jeg fik fingre i. Det er helt fine gulerødder – de er bare skæve, grimme og passer ikke pænt ned i standardposerne fra supermarkedet, hvor alt er lige og næsten samme størrelse.
Herude kan man få 15 kilo gulerødder for omkring 25 kroner. De smager præcis som alle andre gulerødder. Nogle af dem ser lidt ulækre ud, men det kan man jo bare skære fra. Det er mad, ikke pynt.

Frisk ingefær og glæden ved det rigtige redskab
Jeg har brugt dem i alt fra ossobuco, råkost, bagte med masser af timian og til denne gulerodssuppe med hvidløg, ingefær og gurkemeje. Jeg bruger frisk ingefær og frisk gurkemeje. Det smager bare bedre, og man bliver glad i sin mund.

Og så bruger jeg min minihakker, som jeg virkelig elsker til at hakke, så man kommer den lidt træagtige konsistens, som ingefær kan have, til livs. Hakkeren er desuden genial, når man skal hakke store mængder hvidløg og løg – især til noget som denne suppe, der alligevel skal blendes.
Min forkærlighed for hakkeren hænger i dette tilfælde også sammen med, at min stavblender er omtrent lige så gammel som mit ældste barn, der fylder 30 år i år. Den er således ikke særlig skarp længere. Den slår tingene i stykker i stedet for at skære dem. Det gør ikke så meget, for jeg kan egentlig godt lide, når en suppe er lidt grov i strukturen. Men ingefærtrevlerne bliver alligevel lidt for rustikke.
Når børnene er fløjet, og gryden til gulerødder fortsat er stor
Vi er to mennesker i husstanden nu, fordi børnene er fløjet fra reden. Alligevel laver jeg en lidt stor portion. Det kan jeg lige så godt, når jeg er i gang og har gulerødder nok til hele vejen. Så kan vi spise af den i et par dage. Suppen kan fryses ned, hvis der viser sig at være alt, alt for meget. Så er der til en dejlig ret, når der er weekendgæster på gården.
Jeg startede med at tage en stor håndfuld gulerødder fra posen. De skal ordnes godt, for der sidder jord og indimellem, er der bløde eller mørke pletter. Hvis du bruger vaskede gulerødder fra supermarkedet, kan du lade skrællen sidde på og derigennem få en masse næring. I køleren havde vi en masse hvidløg, som var begyndt at spire lidt og gerne ville spises.
I samme skuffe lå ingefær og gurkemeje, som kommer i hakkeren med det meste af skrællen på. Af samme grund bruger jeg kun økologisk. Jeg skærer kun væk der, hvor det er ekstra indtørret eller virker for knudret. Og så tre store løg. De er så sunde og giver dybde og god konsistens i suppen.
Det skal du bruge til ca. seks store portioner
- 600 g gulerødder, skrællet og skåret i skiver
- 3 store løg, grofthakket eller finthakket i multihakkeren, du bestemmer
- Masser af hvidløg. Jeg brugte 8–10 store fed, som kom i hakkeren og fik lov til at ligge lidt, så de bliver blidere i smagen
- 3 spsk frisk, hakket økologisk ingefær, så den kan komme i med skrællen på. Jeg brugte igen min hakker, fordi jeg kunne
- 1 tsk friskrevet eller hakket gurkemeje, eller hvad der svarede til min lillefinger. Det bliver helt klart bedst med frisk gurkemeje, men du kan godt bruge tørret, og så skal du bruge cirka en halv teske. Smag dig frem
- 150 g røde linser, skyllet
- 150 g kokosmælk. Jeg brugte en fra Änglamark, som var næsten som creme fraiche i konsistensen. Måske vil du have en mildere og mere cremet suppe, så kom mere kokosmælk i. Den kan sikkert sagtens tage det dobbelte
- 1 liter grøntsagsbouillon. Jeg bruger altid Herbamare. Den har bare en god smag
- 2 spsk god olivenolie
- 1/2 tsk stødt spidskommen
- 1/2 tsk stødt koriander
- En stor knivspids chili. Jeg brugte tørrede flager, men jeg er sikker på, at det bliver endnu bedre og mere aromatisk, hvis du bruger frisk chili. Prøv dig frem
- Salt og friskkværnet peber
- Saft af 1/2 citron eller lime. Jeg brugte et par godt indtørrede lime fra bunden af grøntsagsskuffen, som var blevet glemt fra sidste gang, vi fik gin og tonic
- Frisk koriander til servering
Sådan gør du
- Varm olivenolie op i en stor gryde ved middel varme.
- Tilsæt løg og sautér dem langsomt, til de er bløde og let gyldne. I skolekøkkenet på Niels Ebbesens Vej hjemme i 70’erne lærte jeg at putte lidt salt til løgene, så bliver de hurtigere klare og bløde.
- Tilsæt hvidløg, ingefær, gurkemeje, spidskommen og stødt koriander. Rør rundt i 30–60 sekunder, så krydderierne frigiver smag. Lad det lige svitse lidt.
- Kom først linser i, rør rundt, og tilsæt derefter gulerødderne. Bland det hele godt sammen.
- Tilsæt bouillon, så det dækker grøntsagerne, læg låg på gryden og lad det koge i cirka 30 minutter, til gulerødder og linser er helt møre.
- Blend suppen til den konsistens, du bedst kan lide.
- Tilsæt kokosmælk og smag på suppen. Måske vil du have den mere cremet og tilsætter lidt ekstra. Smag til med salt og peber, måske lidt mere lime og eventuelt en lille klat Herbamare, hvis suppen mangler dybde.
- Server med lidt kokosmælk og en dusk frisk koriander på toppen. Måske med noget lækkert brød eller en sprød salat med en sesam- og limedressing og ristede peanuts.
- Suppen kan spises med det samme, men som det meste andet grydemad bliver den bedre af at stå lidt. Den er nem at fryse ned, hvis der er noget til overs.
Velbekomme
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og