ARBEJDERNES KAMPDAG – 1. maj skal minde os alle om, at intet kommer af sig selv. Heller ikke gode, anstændige og sunde arbejdsforhold. Så længe nogle mennesker synes, det er i orden at udnytte andre på en måde, så det skader dem fysisk og psykisk, er der brug for en dag som denne, skriver Thomas Milsted.
Kampen ser ud til at blive hård og langstrakt, når det gælder det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø. Alt for mange knækker halsen psykisk, fordi vi er ved at udvikle et samfund, hvor produktivitet står over humanitet, effektivitet over anstændighed og kontrol over tillid.
Arbejdslivet som medarbejder i Danmark vurderes langt hen ad vejen som godt og stimulerende, og danske medarbejderne er generelt godt tilfredse med deres arbejde. Det er vigtigt at holde fast i.
Men ser vi på undersøgelser fra 2012, 2014 og 2016, ligger tallet antallet af medarbejdere, der oplever sig som stressede i hverdagen, på ca. 15 procent af de adspurgte erhvervsaktive. Noget tyder på den selvoplevede stress er stagneret, for nu, men det er et højt og uacceptabelt tal.
Det psykiske arbejdsmiljø bliver ganske enkelt ikke taget alvorligt nok. Det skal vi huske på denne 1. maj
Og trivsel handler jo ikke kun om fraværet af stress, og når vi snakker om det psykiske arbejdsmiljø eller det organisatoriske og sociale arbejdsmiljø viser tal fra Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø (2016), at der er sket en stigning på 17 procent i andelen af beskæftigede, der er psykisk overbelastede.
Det er en ret bekymrende stigning. Det er vigtigt forstå at konsekvenserne af et dårligt psykisk arbejdsmiljø ikke kun er stress, men også angst, depressioner eller andre psykiske lidelser.
Tal fra Ankestyrelsen viste også, at der alene i 2016 blev sendt over tusinde medarbejdere på førtidspension alene på grund af angst. Forhold, der ikke bare har ubehagelige konsekvenser for de medarbejdere, der rammes, men også har store konsekvenser for produktionen, såsom utilstrækkelig vidensdeling, manglende tid til udvikling af nye procedurer og koncepter, nedsat effektivitet i arbejdsprocessen og ringe kvalitet i ydelserne.
Der er i dag blandt andet en stærk evidens for en sammenhæng mellem større risiko for død blandt patienterne i sundhedssystemet på den ene side og lav bemanding og uddannelse på den anden side.
Selvom vi ikke videnskabeligt kan påvise, at flere og flere danskere oplever sig stressede, og at stressproblematikken skulle være eksploderet, anser danskere dog stress som den allerstørste udfordring på det danske arbejdsmarked, ifølge en undersøgelse, som Analyse Danmark her gennemført for Ugebrevet A4. Og det er immervæk en større udfordring end højere pensionsalder, pres på løn- og arbejdsforhold, social dumping og dårlig ledelse.
Naja Hulvej Rod, professor (ph.d., dr.med) ved Københavns Universitet og formand for styregruppen i Københavns Stressforskningscenter, der er et tværinstitutionelt samarbejde mellem Københavns Universitet, Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøviden og Bispebjerg Universitetshospital, henviser i sin nyeste bog Stress og Helbred til europæiske undersøgelser, der viser, at 22 procent af de erhvervsaktive europæere mener, at deres arbejde medfører stress.
I Danmark er det 27 procent, der mener det. 76 procent af danskerne oplever høj arbejdsintensitet, hvor gennemsnittet er 60 procent i resten af Europa.
Rummeligheden må tilbage til arbejdspladserne. Vi må genopfinde en strukturel fleksibilitet. Et system, der favner medarbejderne og deres natur
Og nu hvor vi er ved Europa, så lad os lige slå fast, at European Agency for Safety and Health at Work har estimeret, at arbejdsrelateret stress påvirker mere end 40 millioner europæere årligt. Og at stress nu er stærkt medvirkende til over halvdelen af vores sygefravær.
Forskningsstudier viser desværre også, at problematiske forhold og belastninger typisk håndteres uformelt, individuelt og tilfældigt, og at der først tilbydes støtte, når problemerne bliver synlige og for mange sygelige.
Det psykiske arbejdsmiljø bliver ganske enkelt ikke taget alvorligt nok. Det skal vi huske på denne 1. maj.
Vi behandler i stedet for at forebygge
De fleste initiativer er på behandlerniveau, hvor man hjælper den (stress)ramte person til at komme ovenpå. Vilkårene, der for de fleste reelt var ondets rod, bliver der ikke pillet eller ændret ved.
Ifølge Det Europæiske Miljøagentur (EU-OSHA) er stress det næst-hyppigst rapporterede arbejdsrelaterede sundhedsproblem i Europa, som kun er overhalet af sygdomme i bevægeapparatet. Ifølge en relativt ny europæisk rundspørge, som EU-OSHA har foretaget, var de mest almindelige årsager til arbejdsrelateret stress:
- omstruktureringer eller jobusikkerhed (72 procent af respondenterne),
- overarbejde eller for stor arbejdsbyrde (66 procent)
- mobning eller chikane på arbejdspladsen (59 procent).
Samme rundspørge viste, at omkring 4 ud af 10 arbejdstagere mener, at stress ikke bliver håndteret godt nok på deres arbejdsplads. Så jo, vi har problemer med det psykiske arbejdsmiljø på danske arbejdspladser. Vi har ikke alene problemer som arbejdsplads men også som samfund, når utryghed, bekymring og tab af kontrol (stress) rammer så bredt, som det gør.
De problemer, vi ser på arbejdspladserne, er en spejling af det samfund, vi lever i. Og det er vel nok der, vi skal ændre noget, før vi kan ændre og gøre noget ved stressproblematikken på vores arbejdspladser.
Det vi i mellemtiden kan gøre som medarbejdere er at forstå, at der er kun en vej ud af stresshelvedet, og det er en kollektiv anstrengelse og bevægelse væk fra en accept af et system og en struktur, der gør os syge. Det er det, som 1. maj handler om.
Det er dig og dine kolleger der kan stoppe stressfesten
Medarbejderne og deres organisationer har prøvet dialogen, samarbejdet og tilnærmelsen, men må også gang på gang konstatere, at den gode vilje udelukkende bygger på et konsensussøgende kompromis, der slutter langt inde i arbejdsgivernes lejr.
Eksperter i dette land har i over 20 år viftet med de røde advarselsflag i en grad, der gør hele vindmølleindustrien overflødig. Vi snakker ikke kun om økonomiske konsekvenser for virksomhederne og vores samfund, men i højere grad om menneskelige.
Stress, angst og depressioner i den tunge ende og frustrationer, oplevelser af uretfærdighed og bekymringer i den lette, ses mere og mere som direkte konsekvenser af uanstændige og svært belastende arbejdsforhold.
Medarbejderne bliver slidt på deres nervesystem, mens politikerne igen parkerer problematikken i udvalg og er mere optaget af, hvordan man kan effektivisere og øge produktiviteten – med uanstændigt få resurser.
Rummeligheden må tilbage til arbejdspladserne. Vi må genopfinde en strukturel fleksibilitet. Et system, der favner medarbejderne og deres natur.
At kræve større fleksibilitet af medarbejderne er den helt forkerte vej, når arbejdsmiljøforskningen gang på gang fortæller os, at det er rammerne, der skal være fleksible. Mennesket først, så kravene og ambitionerne. Det er de fortællinger, vi skal fortælle her på en 1. maj-dag.
Det er nu ikke så kompliceret, som så mange gerne vil gøre det til
Mange ser stress som en kompleks størrelse, men kompleksiteten kan ganske enkelt være et udtryk for to ting. Enten et udtryk for, at mange ledere ikke er godt nok uddannet – og dermed ikke kan se den sammenhæng, der er mellem det organisatorisk skabte arbejdsvilkår og et neurobiologisk højt stressniveau og undertrykte højere mentale/følelsesmæssige funktioner, og det at blive fremmedgjort.
Hvis vores ledere viste mere om stress, ville de også vide, at vi ikke har en gruppe af særlig sårbare på vores arbejdspladser. Vi har arbejdspladser, der udvikler sårbarhed, fordi det, der foregår, tangerer regulære overgreb og er i strid med den menneskelige natur. Men den italesatte kompleksitet kan også være et udtryk for et narrativ, som skal holde os fra løsningerne.
Hver gang vi har løsninger i vest, skal vi se på problemer i øst. Hver gang vi opstiller eksperimenter, der ville kunne vise os vejen ud af stress, bliver de forpurret af opfordringer til motion eller mindfulness. Vi ser blandt mange ledere og politikere en stædighed, der trodser enhver beskrivelse, når det handler om at undgå enhver snak om vilkårene og deres betydning for udvikling af stress.
Politikerne vender det blinde øje til stresshelvedet
Mange politikere har glemt, at de er sat i verden for at tjene befolkningen. At sørge for at vi alle har det godt, også når vi arbejder, men i dag er de mere optaget af at blive betjent og bruge medarbejderne som nyttedyr i deres ideologiske eksperimenter.
Medarbejderne bliver slidt på deres nervesystem, mens politikerne igen parkerer problematikken i udvalg og er mere optaget af, hvordan man kan effektivisere og øge produktiviteten – med uanstændigt få resurser.
”Work smarter”, synes at være løsningen på en af tidens største udfordringer. Vi opfordres til at sige pyt, til at motionere mere, sove bedre og kun fokusere på den gode historie, som bliver vanskeligere for flere at fortælle.
Rummeligheden må tilbage til danske arbejdspladser. Vi må genopfinde den fleksibilitet, hvor strukturerne kan rumme det nervesystem, medarbejderne nu har
Til trods for at danskerne nu har udråbt stress som den største udfordring på danske arbejdspladser, er politikerne end ikke i nærheden af at erkende, at det er det, som er ved at vælte de europæiske arbejdspladser.
Rigtig god 1. maj. Der er stadig brug for den.
Topillustration: POV International.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
